Blog Image

Velkommen til

Kennel Wildmountain Tollers' blog

Her kan I læse de senest nyheder om vores "hundeliv". Hvis I vil vide mere om vores hunde og vores opdræt, så kan vi anbefale, at I kikker på vores hjemmeside www.wildmountain.dk. I vores opdræt prøver vi at foksere på tollerens jagtlige egenskaber uden dog at miste fokus på sundhed og eksteriør.

Magtor og vaccination

Latest news / Sidste nyt, Sundhed, Tsula Posted on Sat, June 04, 2022 13:01:12

Den 30. maj var jeg forbi Magtor igen. Christian ville gerne lige følge op på begge piger.

Jeg ved ikke helt, om de er tilfredse med, hvad der venter på dem. Men de tog det nu pænt

Heldigvis var der kun brug for lidt opfølgning og tilretning. Det, Christian havde gjort ved dem sidste gang, havde stadig effekt.

Det er altid hyggeligt at besøge Christian, og der er altid tid til at få en god snak om alt mellem himmel og jord.

I øvrigt smed jeg Tsula på vægten, og da sagde kampvægten 9 kg. Så fra torsdag, hvor jeg sidst vejede hende, og til mandag havde hun altså taget 400 gram på.

Efter turen til Christian, kørte vi til Lisa Dyrlæge i Snejbjerg. Det var tid til Tsulas vaccination. Jeg fik hende jo titertestet som 12 uger. Her var svaret først, at hun ikke længere var dækket via sin mor. Men da jeg fik spurgt ind til det, viste det sig, at hun faktisk lå på 3 på den ene (kan ikke lige huske hvilken), og det betyder jo, at hun er dækket. Det undrer mig lidt, at de ikke selv er opmærksom på det, for de er jo pro-titertest. Nå, men jeg valgte at udskyde vaccination, indtil jeg kunne være helt sikker på, at Tsula ikke længere var dækket. Jeg kunne have valgt at titerteste hende igen men valgte i stedet bare at vente. Man ved, at hvalpe ikke længere er dækket af deres mor, når de har nået 16 uger.

Hvis det havde været muligt at få kernevaccinerne én og én, så kunne jeg have vaccineret hende mod de to, hun ikke længere var dækket for. Men i DK kommer de tre kernevacciner i én samlet sprøjte – så det er alt eller intet.

Men nu er hun altså vaccineret – og kun for parvo, smitsom leverbetændelse og hundesyge. Jeg vaccinerer på intet tidspunkt mod leptospirose og kennelhoste.



Magtor og titertest

Latest news / Sidste nyt, Sundhed, Tiva, Tsula Posted on Sun, May 08, 2022 20:39:02

På min opfordring er Tsula ikke blevet titertestet hos opdrætteren. Jeg er taknemmelig for, at Ann har været lydhør overfor dette – også selv om hun egentlig ikke kendte noget til titertest.

Min plan var at titerteste Tsula, når hun blev 12 uger. Jeg bestilte tid hos Byens Dyreklinik i Viby, hvor Lise Bang Hansen er tilknyttet. Da jeg alligevel skulle mod Århus, bestilte jeg også en tid hos Magtor til både Tsula og Tiva. Tsula kaster sig jo frygtløs ud i alverdens ting, så jeg tænkte, at det kunne være fint at få hende tjekket igennem og rettet til, hvis det var nødvendigt. Det var det! Christian følte hende godt igennem og fik hende justeret. Jeg tror ikke, at det var uden lidt smerter, for hun blev faktisk temmelig hysterisk. Men det håndterede Christian som den pro, han er.

Tiva var med på turen. Der var gået for lang tid, siden hun sidst blev tjekket – og det kunne mærkes. Hun var meget låst i bækkenet i venstre side, og hun var i hænderne på Christian fire gange med pauser imellem. Det tog hårdt på hende, og hun blev vildt træt bagefter. Leif havde lagt mærke til, at hun ikke var helt så hurtigt – særlig på tilbageløbet. Men efter behandlingen hos Christian, kom der fart i hende igen. Begge hunde skal have en opfølgende behandling sidst i maj. Så håber jeg, at det hele er, som det skal være.

Efter Christian kørte vi mod Viby for at få en titertest. Der var lidt ventetid, hvor vi sad i venteværelset. Det var rigtig god træning at skulle sidde stille – selv om der kom andre hunde ind. Der var nogle, der syntes, at deres hunde skulle hilse på mine. Jeg ved ikke helt, hvad de tænkte om mig, da jeg sagde, at det synes jeg ikke. Men det er egentlig også lige meget. Jeg vil rigtig gerne have, at mine hunde skal have nogle “hundevenner”, men de skal ikke hilse på alle hunde og mennesker, de møder på deres vej. Basta!

Begge tøserne var eksemplariske. De blev barberet på et forben og fik smurt “tryllecreme” på. Efter lidt mere ventetid, da det skulle virke, fik de begge taget lidt blod. Og ingen af dem reagerede overhovedet. Jeg havde lidt lækkert med til dem, og jeg er ret sikker på, at ingen af dem opdagede, at der var nogen, der rodede ved deres forben. Dygtige piger – og dyrlæge!

Om mandagen kom resultatet. Tiva er dækket (det havde jeg også regnet med), men beskeden var, at Tiva ikke var dækket. Jeg ringede til dem for at høre, om det var gældende for alle tre. Og det viste sig jo så, at det var det ikke. Hun lå på 1 på to af dem (kan ikke huske hvilke), hvilket er det samme, som at hun ikke er dækket. Men på den sidste lå hun faktisk på 3, hvilket betyder, at hun er dækket.

Hvis det nu var muligt at vaccinere for smitsom leverbetændelse, parvo og hundesyge, så kunne jeg vælge at vaccinere for de to, hvor hun ikke længere var dækket og vente med den tredje. Men i DK fås disse vaccinationer kun som en kombo, og jeg har derfor valgt at vente med at vaccinere hende. Jeg kunne titerteste hende igen, men jeg tænker, at når hun er 15-16 uger, så er hun ikke længere dækket på den sidste.

Til de, der er nysgerrige, kan jeg oplyse, at det kostede 370 kr. pr. hund at sikre sig, at de ikke bliver overvaccinerede. Det er absolut en fair pris. Og for Tivas vedkommende, så tænker jeg faktisk, at det er billigere end at blive vaccineret (som hun jo ikke skal, da hun er dækket).

Tiva vente på, at “tryllecremen” virker
Og det gør Tsula også 🙂


Quite A Vixen vom Lech-Toller Nest – 2/4-12 – 15/9-21

Latest news / Sidste nyt, Sundhed Posted on Wed, October 13, 2021 11:00:50

Det er nu fire uger siden, vi måtte sige farvel til Vixen. Jeg har længe villet skrive en opdatering her på bloggen – og jeg har også gjort adskillige forsøg – men jeg har simpelthen ikke kunnet finde de rigtige ord. På den ene side har jeg så mange ting, jeg gerne vil skrive, og på den anden side, så kan ingen ord rigtig fortælle, hvor højt jeg elskede den skide køter.

At jeg overhovedet fik en hvalp fra Doris og Thomas, kan jeg takke Anette Bj¨orgell for. Jeg var sprunget fra et kuld i Canada, da to af hvalpene i kuldet blev syge. Jeg spurgte Anette, om hun kendte til kommende kuld, hvor der ville komme hvalpe, der ville passe til mig. Hun sendte mig i retning af Lech-Toller Nest. Det vil jeg for evigt være Anette taknemmelig for.

Jeg husker stadig tydeligt, da vi var i Gersthofen og kikke på kuldet – og møde Doris og Thomas for første gang. Hvalpene var omkring 6 uger på det tidspunkt. Allerede dengang faldt jeg for Vixen, så da Doris en uges tid senere sendte mig en mail med besked om, at den hvalp, der skulle flytte til Vildbjerg, var lige netop den hvalp, jeg var mest forelsket i, var jeg helt oppe og ringe.

Doris skrev bl.a.: “You wanted a challenge – you got it!” Og hvor havde hun ret. Vixen har i den grad været en udfordring. Jeg måtte hurtigt konstatere, at jeg langt fra var erfaren nok til en hund med hendes energi og arbejdslyst. Vi brugte alt for lang tid på at “shoppe rundt” i forskellige træningstilbud, og hendes og mit temperament var en farlig cocktail. Men jeg var aldrig i tvivl om, at jeg havde fået en hund med et enormt potentiale og en kæmpe stor arbejdslyst.

Jeg havde indtil da den opfattelse, at både Chili og Daisy var rigtig gode arbejdshunde, men da Vixen kom ind i mit liv, fik jeg virkelig øjnene op for, hvor meget velovervejet avl på arbejdslinjer betyder for resultatet. Jeg mener stadig, at hun er ´én af de bedst arbejdende tollere, jeg har set. Der er langt mellem hunde med hendes enorme energi, arbejdslyst og totale fokus på arbejdet. Og jeg har altid elsket at se hende arbejde. Intet kunne slå hende ud, og hvis hun syntes, at jeg ikke havde styr på tingene, så overtog hun selv styringen 🙂 Hendes mantra var, at opgaven skulle løses, og jeg kan faktisk ikke rigtig huske, at hun har smidt håndklædet i ringen.

Odd skrev på mit FB-opslag om Vixens aflivning, at hun og søster Foxy, har givet deres ejere så meget glæde og grå hår. Og hvor er det dog rigtigt. Antallet af grå hår, som Vixen har givet mig, har været enormt. Men samtidig har jeg haft så mange glæder med hende – og jeg har været fuld af beundring for, hvad hun egentlig var i stand til. Jeg har som skrevet aldrig oplevet, at Vixen har givet op overfor noget som helst. Hun har knoklet og aldrig ladet sig distrahere. Vores tålmodighed overfor hinanden har ofte været under pres. Vi har haft mange stunder, hvor jeg tror, at vi begge har været stolte af hinanden og os selv, når vi har klaret svære opgaver, som vi ikke troede, vi kunne klare (eller egentlig er jeg overbevist om, at Vixen aldrig tvivlede på sig selv 🙂 ) Vi har haft tidspunkter, hvor vi har været lidt trætte af hinanden, og vi har haft tidspunkter, hvor vi har følt os som et fantastisk team.

Jeg er utrolig ked af, at Vixen med mig som påhæng aldrig fik mulighed for at udleve sit potentiale. Med den rigtige og erfarne fører er jeg slet ikke i tvivl om, at hun var kravlet helt til tops i prøvesystemet. Men nu var hun jo altså belemret med mig, der i de første år lykkedes med at fucke så meget op, at vi aldrig rigtig var i stand til at rette op på – selv om vi den sidste tid med Tronds hjælp havde fundet en god måde at samarbejde på. Der har dog været mange, som har kunnet se, hvilken fantastisk arbejdshund, Vixen var, og vi har fået masser af ros af både dommere og træningskammerater.

En helt fantastisk ting at opleve med hende var de opsamlinger, som Per Rasmussen inviterede os på. Det var med bævende hjerte, at jeg deltog første gang. Jeg var usikker på, om hun ville brænde sammen i hovedet, men hun gjorde min tvivl til skamme, for hun var bare så skarp. Det tog hende ikke lang tid at få styr på tingene, og der var ingen anskudte fugle, der undslap hende. At se hende vokse med opgaven fra såt til såt på hendes første opsamling var helt fantastisk.

Kort tid inden Vixen blev aflivet, tog Leif en række billeder af hende. Jeg nåede aldrig at få lagt alle ud på FB, så her er de:

Jeg er glad for, at vi fik 2,5 gode måneder fra hun fik kræftdiagnosen. Jeg synes, vi fik det bedste ud af tiden. Vi holdt fast i træningen men med et nedsat tempo og en nedsat sværhedsgrad. Træningen skulle være en god stund for os begge, så det kom til at handle meget om at lave ting, som Vixen var god tid og syntes var sjove, så det endte med succes.

Jeg er også glad for, at hun nåede at bidrag til to forskningsprojekter: Et dansk projekt på KU Sund, som går ud på at finde biomarkører til hurtig og let diagnosticering af mavetarmkræft hos hunde. Det andet forskningsprojekt var et svensk projekt hos SLU, hvor man forsker i kræft hos tollere, da man har konstateret en øget forekomst af kræft i tollere. Jeg håber meget, at der kommer noget positivt ud af disse forskningsprojekter.

Igennem hele forløbet har det været svært at tro på, at Vixen var så syg. Det var kun, når hun kastede op, at jeg blev mindet om, hvor syg hun egentlig var. Det var heldigvis ikke hver dag, det skete, men når det skete, røg hjertet helt ned i maven på mig. Ellers var hun i højt humør, og hendes lyst til at træne var uforandret.

Tiva og Vixen i Haunstrup et par dage før vi sagde farvel til hende

De sidste dage ville hun ikke rigtig spise, og det var ligesom gløden i øjnene var slukket. Hun blev undersøgt at Lisa Dyrlæge, der var helt enig med os i, at det var ved at være tid. Lungerne lød ikke godt, og svulsten i maven var vokset betragtelig.

Den sidste aften tog vi ud til Trond og Aase for at gå en tur i det terræn, hvor vi har trænet så meget. Jeg lavede lidt øvelser med hende; nogle af vores yndlingsøvelser, og hun holdt sig ikke tilbage og var i højt humør. Da vi kom hjem, spiste hun aftensmad med stor appetit. Det var skønt at se, for hun havde ikke villet spise de sidste par dage. Jeg begyndte at tvivle på, om det var den rigtige beslutning at aflive hende nu. Men……næste morgen viste hun os, at det slet ikke var for tidligt. Hun kastede voldsomt op, og der var meget blod i. Og nu var lyset i hendes øjne virkelig slukket.

Sidste aften hos Trond. Vixens øjne siger “hvad skal vi så lave????”

Vixen blev aflivet hjemme, og dyrlæge Lisa sørgede for, at det – trods alt – var en positiv oplevelse at sige farvel til Vixen. Kristian var kommet hjem, så vi alle kunne være der. Også Tiva. Vixen fik en sprøjte med bedøvelse. Den virkede hurtigt, så vi fik lagt hende på et vetbed, og jeg lagde mig ved siden af hende, nussede hende og fortalte, hvor fantastisk en hund, hun havde været og hvor elsket hun havde været. Efter 10 min. kom dyrlæge Lisa ind igen og gav den sidste sprøjte. Efter kort tid trak Vixen vejret meget dybt 4-5 gange – og så var hun væk.

Vi kørte hende ned til krematoriet i Hedensted, hvor vi fik lov til at sige farvel en sidste gang.

Vixen er kommet hjem igen, men vi venter på den urne, vi er ved at få lavet til hende. Når den kommer, skal hun stå på hylden ved siden af Chili og Daisy.



Photo shoot

Latest news / Sidste nyt, Sundhed Posted on Wed, August 25, 2021 21:50:17

For nogen tid siden kontaktede jeg Sanne Ammitzbøll for at høre, om jeg kunne købe et photo shoot med Vixen hos hende. Leif har jo taget – og tager forhåbentlig stadigvæk – en masse billeder af hende. Men jeg syntes, at det kunne være sjovt at se, hvad Sanne kunne få ud af hende.

Tanken var, at jeg ville vente lidt. Vixen var fældet helt i bund, og jeg ville gerne have, at hun fik lidt pels først. Men så fik hun det jo pludselig lidt dårligere, og jeg turde ikke vente. Så søndag den 1. august kørte jeg ned til Sanne.

Der blev taget billeder i solskin og i lidt regn. Der blev taget “action-billeder” og “sidde-stille-billeder”, og der blev taget billeder på land og på vand.

Jeg er rigtig glad for billederne – også selv om hun stort set er nøgen 🙂



Vi træner videre – trods sygdom

Latest news / Sidste nyt, Sundhed Posted on Wed, August 25, 2021 21:40:05

Som jeg har skrevet før, er Vixen ikke klar over, at hun er syg – hun opfører sig i hvert tilfælde som om, hun ikke er klar over det. Derfor har jeg fortsat med at træne hende – måske ikke helt så hårdt og meget som tidligere, men hun får fortsat lov til at lave noget.

Torsdag den 19. var vi i Fjelster for at afprøve posterne til RJK’s UHM. Jeg havde taget Vixen med, og hun fik lov til at prøve kræfter med alle posterne. Det blev til 8 apporteringer, heraf flere på / over vand. Det klarede hun rigtig fint – både helbredsmæssigt og arbejdsmæssigt.

Lørdag var der træning i Haunstrup med The Poké-kids and hangarounds. Også her fik hun lov til at knokle, og også her gav hun sig 100% og havde det godt bagefter.

Tirsdag var vi en tur forbi Trond og Aase, og jeg fik lige ½ times eneundervisning med Vixen. Igen fik hun lov til at arbejde, og denne gang var det måske lige i overkanten. I hvert tilfælde var hun virkelig træt bagefter. Så hun har en grænse, og det må jeg bestræbe mig på ikke at overskride igen.

Hun er blevet tydeligt langsommere, og hun bliver hurtigere og mere forpustet, men lysten til at arbejde fejler ikke noget. Og så længe det er tilfældet, så får hun lov.



Endnu en update på Vixen

Latest news / Sidste nyt, Sundhed Posted on Wed, August 25, 2021 21:30:36

Den 18. august kørte Vixen og jeg til Århus, hvor vi havde en aftale med Lise Bang Hansen. Som sædvanligt gav Lise sig rigtig god tid. Hun spurgte ind og ville vide ALT, så det er godt, at jeg fører dagbog over Vixens helbred i disse dage 🙂

Siden sidste besøg er Vixen jo kommet på binyrebarkhormon, og det fik vi talt lidt om. Vixen skal selvfølgelig dækkes ind, hvis hun har behov for det. Men det er naturligvis også vigtigt, at hun ikke får medicin, som hun måske ikke har brug for. Problemet med binyrebarkhormon er jo, at det kan “maskere”, hvordan hunden egentlig har det – også overfor hunden selv. Det var jeg klar over, og derfor er beslutningen jo også, at hvis hun har behov for at komme op i dosis, så er det tid til at sige farvel.

Lise foreslog, at vi skulle prøve at sætte dosis ned. Pt. får hun 10 mg om dagen. Lise foreslog, at hun hver anden dag får 10 mg og hver anden dag 5 mg. Hvis det går godt, så kan vi kikke på at nedsætte yderligere om 2-4 uger. Da det ikke er Lise, der har sat hende på binyrebarkhormon, tog jeg kontakte til dyrlæge Lisa. Hun var helt ok med, at vi prøver at nedsætte dosis. Og det er jo også ret let at sætte den op igen, hvis det går den forkerte vej.

Indtil videre har det fungeret fint at sætte dosis ned. Men vi tager ikke glæderne på forskud, så nu må vi se, om dette fortsætter de næste 2-3 uger.

Foto: Sanne Ammitzbøll


Opdatering på Vixen

Latest news / Sidste nyt, Sundhed Posted on Wed, August 11, 2021 20:15:57

Nu er der gået seks uger, siden vi fik at vide, at Vixen har kræft i maven. Det har været seks forfærdelige uger, og der er ikke gået én eneste dag, hvor jeg ikke har grædt – nogle gange flere gange om dagen. Jeg har stadig meget svært ved at tale om det uden at græde.

Heldigvis tror jeg ikke, at Vixen er klar over, at hun er syg, og at hun nok ikke er her ret meget længere. Ja, faktisk kan jeg også nogle gange selv glemme det, når jeg ser hende. For hun virker bestemt ikke syg. Hun er højt humør, altid sulten og ALTID klar til at arbejde. Hun har dog haft enkelte gange, hvor hun har kastet op. Heldigvis har det været forbigående, og hun har haft det godt umiddelbart efter.

Der har dog været en enkelt gang, hvor hun kastede en del op om natten og tidligt om morgenen. Efterfølgende var hun ikke sig selv – hun hang med hovedet og ville ikke spise. Desuden begyndte hun at hoste en tør hoste. Jeg tog kontakt med dyrlæge Lisa, som gerne ville se hende, hvis hosteriet fortsatte. Det gjorde det næste dag, så afsted til dyrlægen. Vixen havde dog fået appetitten nogenlunde tilbage på det tidspunkt men var stadig ikke helt sig selv. Dyrlæge Lisa lyttede til Vixens lunger. De lød desværre ikke godt, og hendes konklusion var, at kræften nok havde spredt sig til lungerne. Vi talte lidt om, hvad vi kunne gøre – og hvad vi burde gøre – og kom frem til, at vi ville starte hende på binyrebarkhormon – 10 mg. Dyrlæge Lisa understregede, at dette nok ville give hende et boost, som ikke ville vare ved. Og at vi så til den tid skulle vurdere, om dosen skulle sættes op, eller det var tid til at sige farvel.

Binyrebarkhormonen har haft en rigtig god effekt på hende. Hun er helt sig selv igen. Leif og jeg har dog besluttet, at når de 10 mg ikke længere er nok til at give hende et godt liv, så er det tid til at sige farvel. Vi håber, det varer længe!

Vi har tid til et tjek hos Lise Bang Hansen den 18. august, og så har jeg faktisk også booket en tid ved Sys Vad i slutningen af måneden, da jeg synes, at hun trænger til at blive løsnet lidt op.

Blod er sendt til SLU i Sverige og modtaget. I fryseren har jeg også blod og en fire afføringsprøver, som venter på at blive afhentet af en dyrlæge fra KU Sund. Intet af dette gør noget godt for Vixen, men jeg har det rigtig godt med, at hun kan bidrage til forskningen, som forhåbentlig udmunder i noget positivt for vores hunde.

Da Vixen jo egentlig har det godt, går dagene som altid. Der gås tur, vi træner (måske ikke så intenst og langvarigt som tidligere), og vi hygger os. Det kræver lidt “holden tungen lige i munden” at styre pilleindtaget i løbet af dagen, og hvordan pillerne skal tages i forhold til måltider etc. Men da jeg jo heldigvis stadig primært arbejder hjemme, så fungerer det fint.

Smukt billede af smukke Vixen taget af Sanne Ammitzbøll


En trist opdatering på Vixen

Latest news / Sidste nyt, Sundhed Posted on Wed, July 07, 2021 21:04:14

For et års tid siden fik Vixen jo konstateret en mild bugspytkirtelbetændelse. Efter kort tid med medicinering har behandlingen udelukkende bestået af specialfoder (Virbac Gastro) og et absolut minimum af godbidder og andet. Der har været perioder, hvor hun har kastet op, men vi fik styr på det efter kort tid.

For knap to måneder siden begyndte hun at kaste op igen. Jeg mente selv, at jeg kunne se en sammenhæng mellem opkastningerne og aktivitet/stress men ville selvfølgelig have hende undersøgt. Jeg har længe været på udkik efter en ny dyrlæge,da jeg har manglet den der følelse af at være fuldstændig tryg ved at overlade hende til dyrlægen. Og samtidig har ledt efter en dyrlæge, der havde et ønske om at dykke ordentligt ned i årsagen til, at Vixen kastede op. Jeg har shoppet lidt rundt men har ikke fundet nogen.

Så en aften gik jeg en tur i Haunstrup med Henriette. Vores hunde fik lov til at stæse rundt, som det passede dem, og da vi kom tilbage til bilerne, begyndte Vixen at kaste op. Hun kastede en del op, og der var blod i de sidste portioner. Hun havde også kastet op i weekenden, hvor vi havde dobbeltprøve i Fjelster. Henriette og jeg fik en snak om det, og jeg fortalte hende, at jeg leder efter en dyrlæge, som jeg kunne være tryg ved. Hun anbefalede hendes egen dyrlæge, Lisa Michelsen, som faktisk også ved en del om sygdomme i mave/tarm. Vi aftalte, at Henriette skulle spørge Lisa, om hun havde et råd eller evt. kunne anbefale en dyrlæge, som ved noget om bugspytkirtler etc. Henriette skrev tilbage, at jeg var velkommen til at kontakte Lisa, men ellers kunne hun anbefale en dyrlæge hos Anicura i Århus. Da Vixen forsatte med at kaste op i løbet af natten, sendte jeg en SMS til Lisa Dyrlæge, og hun svarede straks tilbage. Hun ville gerne tage et kik på Vixen og kom på besøg næste dag. Efter at have undersøgt hende, sagde hun til min store overraskelse, at hun ikke troede, at det havde noget med bugspytkirtlen at gøre. Hun troede nærmere, der var noget med Vixens mave. Vi blev enige om, at Vixen nu skulle undersøges til bunds, så der blev bestilt tid til scanning og kikkertundersøgelse hos Anicura i Århus.

Når man tager i betragtning, at Vixen – bortset fra opkastningerne – har været i forrygende humør og haft en glubende appetit, så troede jeg, at vi havde at gøre med noget forholdsmæssigt ufarligt.

Dyrlægen på Anicura, der undersøgte hende, var dog ikke nær så optimistisk. Der blev taget en biopsi, men hun var ret overbevist om, at der var tale om kræft. Det var ikke lige det, jeg havde håbet at høre.

Vi ventede knap 14 dage på svar på biopsien. I mellemtiden kom Vixen på Omestad for at mindske produktionen af mavesyre og Antepsin for at beskytte maveslimhinden. Det er gået rigtig fint. Hun kastede op to gange på de knap 14 dage, og det var begge gange være i forbindelse med let træning. Så mine tanker gik lidt i retning af noget mavesår. Men forleden kom så svaret på biopsien, og det var bare den værste besked at få. Vixen har kræft – et carcinom. Et carcinom er åbenbart en rigtig træls form for kræft, da det har en tendens til at sprede sig – eller som dyrlægen sagde, så har det lange fangarme, som spreder sig. Og det er derfor helt udelukket, at man ville kunne fjerne kræften via en operation. Så jeg behøver ikke at vurdere, hvorvidt jeg ville udsætte hende for sådan en operation.

Vixen fortsætter på Omestad og Antepsin, og hendes foder fordeles over fire måltider om dagen og opblødt. Derudover har jeg været forbi Lise Bang Hansen, fordi jeg ville se, om der var noget, vi kunne gøre med homøopati. Jeg er klar over, at hun ikke kan helbredes, men håbet var, at har Lise et eller andet, der kan gøre hendes sidste tid lidt mere behagelig. Hos Lise fik jeg to præparater. Hun skal have 3 x dagligt af det ene præparat i én uge, hvorefter jeg skifter til det andet præparat, som hun også skal have 3 x dagligt i en uge.

Derudover har jeg rakt ud til KU SUND (tidl. Landbohøjskolen) og SLU i Sverige (den svenske landbohøjskole). Begge steder er man i gang med noget forskning, som jeg tænker, Vixen måske kan bidrage til.

I KU SUND handler det om at finde en biomarkør, der tidligt i forløbet kan påvise mave-/tarmkræft. Da symptomerne på mavetarmkræft er de samme som for mange andre sygdomme i mave og tarm, så opdager man oftest for sent, at der er tale om kræft, da de fleste vil tænke, at det er lidt voldsomt med en scanning og/eller kikkertunderssøgelse “bare” pga. lidt opkast eller dårlig mave. Når man så finder ud af, at det er kræft, så er der som regel ikke så meget at gøre. Og så er der oftest ikke noget at gøre. Jeg har haft en snak med dem. De venter nu på at få Vixens journal, så de kan vurdere, om hun er en egnet kandidat. Hvis hun er det, skal hun aflevere en afføringsprøve og måske lidt blod.

På SLU i Sverige, hvor de jo i mange år har forsket i de autoimmune sygdomme hos tolleren, er de begyndt at kikke på kræft, da de ser en øget tendens til kræft i tolleren. De er også vendt tilbage og vil også gerne have blod/serum fra Vixen. Når min dyrlæge er retur fra ferie i uge 30, får jeg taget de ønskede blodprøver, og får dem sendt afsted.

Jeg er naturligvis totalt knust. Vixen er min drømmehund, og hun er kun 9 år. Jeg har dog valgt at fokusere på, at hun lige nu har det godt, og gøre hvad jeg kan for at hun bliver ved med at have det godt en tid endnu. Så lige nu fejrer vi den del af livet, hun har tilbage.

Lisa Dyrlæge har pointeret, at det er vigtigt, at hun holdes i god form, så vi stopper ikke med træningen. Jeg skal bare have fundet en blance, så hun ikke kaster op efter træning. Det er gået rigtig godt indtil nu. Faktisk har hun det lige nu så godt, så det er svært at tro, at hun er så syg.

Lige nu handler det om, at hun har det godt – både fysisk og mentalt – så længe hun er her. Men det er stadig utrolig svært at både tro og fordøje, at hendes tid med mig ikke bliver ret meget længere.

Min hjertehund


Next »