Her kan I læse de senest nyheder om vores "hundeliv". Hvis I vil vide mere om vores hunde og vores opdræt, så kan vi anbefale, at I kikker på vores hjemmeside www.wildmountain.dk. I vores opdræt prøver vi at foksere på tollerens jagtlige egenskaber uden dog at miste fokus på sundhed og eksteriør.
Den 12. maj kørte Tsula og jeg en tur til Mors for at få Tsula røntgenfotograferet. Som altid havde vi bestilt tid hos Marianne Klitgaard, som bare er den bedste til at røntgenfotografere hunde. Jeg fik lov til at hjælpe med at holde hendes ben. Det er rigtig fint at kunne holde øje med, hvordan ens hund har det – og også lige selv at se billederne og få Mariannes vurdering af dem. Hun syntes, det hele så fint ud. Heldigvis var DKK enige, for et par dage senere fik vi resultatet: Hofter A/A, albuer: 0/0 og OCE: ikke påvist/ikke påvist. Så det var jo absolut så godt, som det kunne være.
Hele kuldet er efterfølgende blevet røntgenfotograferet med fine hofter (2 x B og 3 x A) og fine albuer (5 x 0)
Man bliver træt ovenpå en gang narkose 🙂
Og nu er det så tid til at få kikket på nogle gentests, så vi ved, hvad vi skal kikke efter, hvis Tsula skal gå i avl.
I november opdagede vi en masse små knuder ved Tivas øverste venstre dievorte ind mod forbenet. Vi fik bestilt tid hos Lisa Dyrlæge, som tog nogle prøver og desværre måtte fortælle os, at der var kræftceller i biopsierne. Hun anbefalede, at vi tog fat i onkolog Steen Engerman hos Anicura i Århus. Så midt i december kørte vi ud til ham. Vi troede, at Tiva skulle opereres samme dag, så hun ankom fastende. Steen ønskede dog ikke at operere, da hun var meget falsk drægtig. Vi kunne derfor risikere at fastholde hende i det hormonniveau. I stedet brugte han tiden til at undersøge hende grundigt. Han tog også røntgen af hendes lunger for at se, om kræften havde spredt sig. Hvis den havde, ville det være lungerne, den først ville sprede sig til. Og vi havde besluttet, at hvis kræften havde spredt sig, så skulle der ikke opereres. Heldigvis kunne han fortælle, at lungerne så fine ud. Og da kræftknuderne var så små, så var chancen for, at hun ville komme sig helt efter operationen rigtig god. Tiva kom på Galastop for at få hende ud af den falske drægtighed. Og vi aftalte, at vi skulle tales ved i løbet af januar.
Så i januar talte vi sammen igen og besluttede, at Tiva skulle opereres den 26. januar. Det er aldrig sjovt at efterlade sin hund på et dyrehospital til en større operation. Steen Engerman var rigtig sød og sende mig en SMS om, at operationen var gået godt, og jeg kunne hente hende kl. 16.30 samme dag. Det var en noget slatten Tiva, jeg hentede. Hun var MEGET glad for at se mig og puttede sig ind til mig. Efter at have hørt lidt om, hvordan operationen var gået, og hvad næste skridt var, blev hun puttet i buret i bilen, og jeg satte næsen mod Vildbjerg.
De næste dage var hun lidt træt og ømskindet, men jeg er som altid forbavset over, hvor hurtigt sådan nogle hunde kommer sig. Kræftknuderne sad mellem brystet og venstre forben, og for at være sikre på at få alt med, var der også taget et lag af musklen. Så vi fik streng besked på, at der ikke var noget løben og springen i en længere periode, da det ville trække i såret. Så det var 2-3 kedelige uger for Tiva. Nu er hun heldigvis fit for fight igen, sårene er helet rigtig fint, og hun er sit gamle glade jeg.
Nu må vi så se, om det ændrer hende at være steriliseret. Hvor hun før var meget småtspisende og ofte sprang et måltid over, så spiser hun nu alle måltider med stor glæde. Så vi holder øje med vægten, så den ikke pludselig eksploderer.
Forleden da jeg trænede nede ved Aase, opdagede vi, at Tsulas højre øje var lidt hævet. Det så lidt ud som om, at blinkhinden sad lidt fremme.
Da vi så kom hjem, var øjet hævet helt vildt, og det så ud som om, at det var ved at poppe ud af øjenhulen. Sådan noget sker selvfølgelig en søndag, men der var jo ikke andet at gøre end at ringe til vagtdyrlægen. Jeg skulle komme med det samme, så ind i bilen med Tsula og mig og ind til Herning.
Hun blev undersøgt, og dyrlægen kunne ikke se huller, ridser eller andet – heldigvis. Så hun fik nogle øjendråber. Og jeg fik besked på, at hvis hævelsen ikke var faldet betydeligt til næste dag. så måtte hun tjekkes igen.
Heldigvis hjalp øjendråberne, og næste dag så det betydeligt bedre ud – selv om det stadig var lidt hævet. Tirsdag var hævelsen faldet yderligere. Men vi besluttede, at vi gerne ville have Anne Svane til at kikke på det. Hun er øjendyrlæge, og vi ville have det lidt bedre, hvis hun kunne bekræfte, at der ikke var huller eller ridser i Tsulas smukke øje. Det kunne hun heldigvis. Alt så fint ud. Men hun syntes stadig, at det var lidt for hævet, så Tsula fik et skud binyrebarkhormon til at tage hævelsen.
Annes gæt var, at Tsula har fået et slag ved siden af øjet og derved fået en hævelse / ødem.
Den 30. maj var jeg forbi Magtor igen. Christian ville gerne lige følge op på begge piger.
Jeg ved ikke helt, om de er tilfredse med, hvad der venter på dem. Men de tog det nu pænt
Heldigvis var der kun brug for lidt opfølgning og tilretning. Det, Christian havde gjort ved dem sidste gang, havde stadig effekt.
Det er altid hyggeligt at besøge Christian, og der er altid tid til at få en god snak om alt mellem himmel og jord.
I øvrigt smed jeg Tsula på vægten, og da sagde kampvægten 9 kg. Så fra torsdag, hvor jeg sidst vejede hende, og til mandag havde hun altså taget 400 gram på.
Efter turen til Christian, kørte vi til Lisa Dyrlæge i Snejbjerg. Det var tid til Tsulas vaccination. Jeg fik hende jo titertestet som 12 uger. Her var svaret først, at hun ikke længere var dækket via sin mor. Men da jeg fik spurgt ind til det, viste det sig, at hun faktisk lå på 3 på den ene (kan ikke lige huske hvilken), og det betyder jo, at hun er dækket. Det undrer mig lidt, at de ikke selv er opmærksom på det, for de er jo pro-titertest. Nå, men jeg valgte at udskyde vaccination, indtil jeg kunne være helt sikker på, at Tsula ikke længere var dækket. Jeg kunne have valgt at titerteste hende igen men valgte i stedet bare at vente. Man ved, at hvalpe ikke længere er dækket af deres mor, når de har nået 16 uger.
Hvis det havde været muligt at få kernevaccinerne én og én, så kunne jeg have vaccineret hende mod de to, hun ikke længere var dækket for. Men i DK kommer de tre kernevacciner i én samlet sprøjte – så det er alt eller intet.
Men nu er hun altså vaccineret – og kun for parvo, smitsom leverbetændelse og hundesyge. Jeg vaccinerer på intet tidspunkt mod leptospirose og kennelhoste.
På min opfordring er Tsula ikke blevet titertestet hos opdrætteren. Jeg er taknemmelig for, at Ann har været lydhør overfor dette – også selv om hun egentlig ikke kendte noget til titertest.
Min plan var at titerteste Tsula, når hun blev 12 uger. Jeg bestilte tid hos Byens Dyreklinik i Viby, hvor Lise Bang Hansen er tilknyttet. Da jeg alligevel skulle mod Århus, bestilte jeg også en tid hos Magtor til både Tsula og Tiva. Tsula kaster sig jo frygtløs ud i alverdens ting, så jeg tænkte, at det kunne være fint at få hende tjekket igennem og rettet til, hvis det var nødvendigt. Det var det! Christian følte hende godt igennem og fik hende justeret. Jeg tror ikke, at det var uden lidt smerter, for hun blev faktisk temmelig hysterisk. Men det håndterede Christian som den pro, han er.
Tiva var med på turen. Der var gået for lang tid, siden hun sidst blev tjekket – og det kunne mærkes. Hun var meget låst i bækkenet i venstre side, og hun var i hænderne på Christian fire gange med pauser imellem. Det tog hårdt på hende, og hun blev vildt træt bagefter. Leif havde lagt mærke til, at hun ikke var helt så hurtigt – særlig på tilbageløbet. Men efter behandlingen hos Christian, kom der fart i hende igen. Begge hunde skal have en opfølgende behandling sidst i maj. Så håber jeg, at det hele er, som det skal være.
Christian! Kommer du? Vi er klar!
Efter Christian kørte vi mod Viby for at få en titertest. Der var lidt ventetid, hvor vi sad i venteværelset. Det var rigtig god træning at skulle sidde stille – selv om der kom andre hunde ind. Der var nogle, der syntes, at deres hunde skulle hilse på mine. Jeg ved ikke helt, hvad de tænkte om mig, da jeg sagde, at det synes jeg ikke. Men det er egentlig også lige meget. Jeg vil rigtig gerne have, at mine hunde skal have nogle “hundevenner”, men de skal ikke hilse på alle hunde og mennesker, de møder på deres vej. Basta!
Begge tøserne var eksemplariske. De blev barberet på et forben og fik smurt “tryllecreme” på. Efter lidt mere ventetid, da det skulle virke, fik de begge taget lidt blod. Og ingen af dem reagerede overhovedet. Jeg havde lidt lækkert med til dem, og jeg er ret sikker på, at ingen af dem opdagede, at der var nogen, der rodede ved deres forben. Dygtige piger – og dyrlæge!
Om mandagen kom resultatet. Tiva er dækket (det havde jeg også regnet med), men beskeden var, at Tiva ikke var dækket. Jeg ringede til dem for at høre, om det var gældende for alle tre. Og det viste sig jo så, at det var det ikke. Hun lå på 1 på to af dem (kan ikke huske hvilke), hvilket er det samme, som at hun ikke er dækket. Men på den sidste lå hun faktisk på 3, hvilket betyder, at hun er dækket.
Hvis det nu var muligt at vaccinere for smitsom leverbetændelse, parvo og hundesyge, så kunne jeg vælge at vaccinere for de to, hvor hun ikke længere var dækket og vente med den tredje. Men i DK fås disse vaccinationer kun som en kombo, og jeg har derfor valgt at vente med at vaccinere hende. Jeg kunne titerteste hende igen, men jeg tænker, at når hun er 15-16 uger, så er hun ikke længere dækket på den sidste.
Til de, der er nysgerrige, kan jeg oplyse, at det kostede 370 kr. pr. hund at sikre sig, at de ikke bliver overvaccinerede. Det er absolut en fair pris. Og for Tivas vedkommende, så tænker jeg faktisk, at det er billigere end at blive vaccineret (som hun jo ikke skal, da hun er dækket).
Tiva vente på, at “tryllecremen” virkerOg det gør Tsula også 🙂
Det er nu fire uger siden, vi måtte sige farvel til Vixen. Jeg har længe villet skrive en opdatering her på bloggen – og jeg har også gjort adskillige forsøg – men jeg har simpelthen ikke kunnet finde de rigtige ord. På den ene side har jeg så mange ting, jeg gerne vil skrive, og på den anden side, så kan ingen ord rigtig fortælle, hvor højt jeg elskede den skide køter.
At jeg overhovedet fik en hvalp fra Doris og Thomas, kan jeg takke Anette Bj¨orgell for. Jeg var sprunget fra et kuld i Canada, da to af hvalpene i kuldet blev syge. Jeg spurgte Anette, om hun kendte til kommende kuld, hvor der ville komme hvalpe, der ville passe til mig. Hun sendte mig i retning af Lech-Toller Nest. Det vil jeg for evigt være Anette taknemmelig for.
Jeg husker stadig tydeligt, da vi var i Gersthofen og kikke på kuldet – og møde Doris og Thomas for første gang. Hvalpene var omkring 6 uger på det tidspunkt. Allerede dengang faldt jeg for Vixen, så da Doris en uges tid senere sendte mig en mail med besked om, at den hvalp, der skulle flytte til Vildbjerg, var lige netop den hvalp, jeg var mest forelsket i, var jeg helt oppe og ringe.
Doris skrev bl.a.: “You wanted a challenge – you got it!” Og hvor havde hun ret. Vixen har i den grad været en udfordring. Jeg måtte hurtigt konstatere, at jeg langt fra var erfaren nok til en hund med hendes energi og arbejdslyst. Vi brugte alt for lang tid på at “shoppe rundt” i forskellige træningstilbud, og hendes og mit temperament var en farlig cocktail. Men jeg var aldrig i tvivl om, at jeg havde fået en hund med et enormt potentiale og en kæmpe stor arbejdslyst.
Jeg havde indtil da den opfattelse, at både Chili og Daisy var rigtig gode arbejdshunde, men da Vixen kom ind i mit liv, fik jeg virkelig øjnene op for, hvor meget velovervejet avl på arbejdslinjer betyder for resultatet. Jeg mener stadig, at hun er ´én af de bedst arbejdende tollere, jeg har set. Der er langt mellem hunde med hendes enorme energi, arbejdslyst og totale fokus på arbejdet. Og jeg har altid elsket at se hende arbejde. Intet kunne slå hende ud, og hvis hun syntes, at jeg ikke havde styr på tingene, så overtog hun selv styringen 🙂 Hendes mantra var, at opgaven skulle løses, og jeg kan faktisk ikke rigtig huske, at hun har smidt håndklædet i ringen.
Odd skrev på mit FB-opslag om Vixens aflivning, at hun og søster Foxy, har givet deres ejere så meget glæde og grå hår. Og hvor er det dog rigtigt. Antallet af grå hår, som Vixen har givet mig, har været enormt. Men samtidig har jeg haft så mange glæder med hende – og jeg har været fuld af beundring for, hvad hun egentlig var i stand til. Jeg har som skrevet aldrig oplevet, at Vixen har givet op overfor noget som helst. Hun har knoklet og aldrig ladet sig distrahere. Vores tålmodighed overfor hinanden har ofte været under pres. Vi har haft mange stunder, hvor jeg tror, at vi begge har været stolte af hinanden og os selv, når vi har klaret svære opgaver, som vi ikke troede, vi kunne klare (eller egentlig er jeg overbevist om, at Vixen aldrig tvivlede på sig selv 🙂 ) Vi har haft tidspunkter, hvor vi har været lidt trætte af hinanden, og vi har haft tidspunkter, hvor vi har følt os som et fantastisk team.
Jeg er utrolig ked af, at Vixen med mig som påhæng aldrig fik mulighed for at udleve sit potentiale. Med den rigtige og erfarne fører er jeg slet ikke i tvivl om, at hun var kravlet helt til tops i prøvesystemet. Men nu var hun jo altså belemret med mig, der i de første år lykkedes med at fucke så meget op, at vi aldrig rigtig var i stand til at rette op på – selv om vi den sidste tid med Tronds hjælp havde fundet en god måde at samarbejde på. Der har dog været mange, som har kunnet se, hvilken fantastisk arbejdshund, Vixen var, og vi har fået masser af ros af både dommere og træningskammerater.
En helt fantastisk ting at opleve med hende var de opsamlinger, som Per Rasmussen inviterede os på. Det var med bævende hjerte, at jeg deltog første gang. Jeg var usikker på, om hun ville brænde sammen i hovedet, men hun gjorde min tvivl til skamme, for hun var bare så skarp. Det tog hende ikke lang tid at få styr på tingene, og der var ingen anskudte fugle, der undslap hende. At se hende vokse med opgaven fra såt til såt på hendes første opsamling var helt fantastisk.
Kort tid inden Vixen blev aflivet, tog Leif en række billeder af hende. Jeg nåede aldrig at få lagt alle ud på FB, så her er de:
Jeg er glad for, at vi fik 2,5 gode måneder fra hun fik kræftdiagnosen. Jeg synes, vi fik det bedste ud af tiden. Vi holdt fast i træningen men med et nedsat tempo og en nedsat sværhedsgrad. Træningen skulle være en god stund for os begge, så det kom til at handle meget om at lave ting, som Vixen var god tid og syntes var sjove, så det endte med succes.
Jeg er også glad for, at hun nåede at bidrag til to forskningsprojekter: Et dansk projekt på KU Sund, som går ud på at finde biomarkører til hurtig og let diagnosticering af mavetarmkræft hos hunde. Det andet forskningsprojekt var et svensk projekt hos SLU, hvor man forsker i kræft hos tollere, da man har konstateret en øget forekomst af kræft i tollere. Jeg håber meget, at der kommer noget positivt ud af disse forskningsprojekter.
Igennem hele forløbet har det været svært at tro på, at Vixen var så syg. Det var kun, når hun kastede op, at jeg blev mindet om, hvor syg hun egentlig var. Det var heldigvis ikke hver dag, det skete, men når det skete, røg hjertet helt ned i maven på mig. Ellers var hun i højt humør, og hendes lyst til at træne var uforandret.
Tiva og Vixen i Haunstrup et par dage før vi sagde farvel til hende
De sidste dage ville hun ikke rigtig spise, og det var ligesom gløden i øjnene var slukket. Hun blev undersøgt at Lisa Dyrlæge, der var helt enig med os i, at det var ved at være tid. Lungerne lød ikke godt, og svulsten i maven var vokset betragtelig.
Den sidste aften tog vi ud til Trond og Aase for at gå en tur i det terræn, hvor vi har trænet så meget. Jeg lavede lidt øvelser med hende; nogle af vores yndlingsøvelser, og hun holdt sig ikke tilbage og var i højt humør. Da vi kom hjem, spiste hun aftensmad med stor appetit. Det var skønt at se, for hun havde ikke villet spise de sidste par dage. Jeg begyndte at tvivle på, om det var den rigtige beslutning at aflive hende nu. Men……næste morgen viste hun os, at det slet ikke var for tidligt. Hun kastede voldsomt op, og der var meget blod i. Og nu var lyset i hendes øjne virkelig slukket.
Sidste aften hos Trond. Vixens øjne siger “hvad skal vi så lave????”
Vixen blev aflivet hjemme, og dyrlæge Lisa sørgede for, at det – trods alt – var en positiv oplevelse at sige farvel til Vixen. Kristian var kommet hjem, så vi alle kunne være der. Også Tiva. Vixen fik en sprøjte med bedøvelse. Den virkede hurtigt, så vi fik lagt hende på et vetbed, og jeg lagde mig ved siden af hende, nussede hende og fortalte, hvor fantastisk en hund, hun havde været og hvor elsket hun havde været. Efter 10 min. kom dyrlæge Lisa ind igen og gav den sidste sprøjte. Efter kort tid trak Vixen vejret meget dybt 4-5 gange – og så var hun væk.
Vi kørte hende ned til krematoriet i Hedensted, hvor vi fik lov til at sige farvel en sidste gang.
Vixen er kommet hjem igen, men vi venter på den urne, vi er ved at få lavet til hende. Når den kommer, skal hun stå på hylden ved siden af Chili og Daisy.
For nogen tid siden kontaktede jeg Sanne Ammitzbøll for at høre, om jeg kunne købe et photo shoot med Vixen hos hende. Leif har jo taget – og tager forhåbentlig stadigvæk – en masse billeder af hende. Men jeg syntes, at det kunne være sjovt at se, hvad Sanne kunne få ud af hende.
Tanken var, at jeg ville vente lidt. Vixen var fældet helt i bund, og jeg ville gerne have, at hun fik lidt pels først. Men så fik hun det jo pludselig lidt dårligere, og jeg turde ikke vente. Så søndag den 1. august kørte jeg ned til Sanne.
Der blev taget billeder i solskin og i lidt regn. Der blev taget “action-billeder” og “sidde-stille-billeder”, og der blev taget billeder på land og på vand.
Jeg er rigtig glad for billederne – også selv om hun stort set er nøgen 🙂
Som jeg har skrevet før, er Vixen ikke klar over, at hun er syg – hun opfører sig i hvert tilfælde som om, hun ikke er klar over det. Derfor har jeg fortsat med at træne hende – måske ikke helt så hårdt og meget som tidligere, men hun får fortsat lov til at lave noget.
Torsdag den 19. var vi i Fjelster for at afprøve posterne til RJK’s UHM. Jeg havde taget Vixen med, og hun fik lov til at prøve kræfter med alle posterne. Det blev til 8 apporteringer, heraf flere på / over vand. Det klarede hun rigtig fint – både helbredsmæssigt og arbejdsmæssigt.
Lørdag var der træning i Haunstrup med The Poké-kids and hangarounds. Også her fik hun lov til at knokle, og også her gav hun sig 100% og havde det godt bagefter.
Tirsdag var vi en tur forbi Trond og Aase, og jeg fik lige ½ times eneundervisning med Vixen. Igen fik hun lov til at arbejde, og denne gang var det måske lige i overkanten. I hvert tilfælde var hun virkelig træt bagefter. Så hun har en grænse, og det må jeg bestræbe mig på ikke at overskride igen.
Hun er blevet tydeligt langsommere, og hun bliver hurtigere og mere forpustet, men lysten til at arbejde fejler ikke noget. Og så længe det er tilfældet, så får hun lov.
