Som om der ikke er nok negativitet i vores hundeliv for tiden, så må vi konstatere, at der ikke bliver hvalpe på Tiva. Det er vi helt knust over, og det har været en overordentlig svær ting at acceptere. Men der skal jo to til at beslutte en parring – os og hanhundeejeren – og hanhundeejeren valgte desværre at trække sig et par dage før, jeg skulle have været i Sverige og parre.
Vi har jo meget længe haft en aftale med Jessica om at måtte bruge Izac til Tiva. Og vi har glædet os rigtig meget til denne parring, da vi synes, at de to hunde passer rigtig godt sammen. Izac laver dejlige hvalpe, han har en fantastisk “tracking record” når det gælder hofter – som jo måske / måske ikke – er et problem i Tivas linjer. Og så har han lidt hår på brystet, hvor Tiva mangler det.
Vi havde også en lang række fantastiske hvalpekøbere stående klar til at overtage disse hvalpe. Nogle af dem har hængt på meget længe og er kommet sig over skuffelsen over, at vi ikke fik parret i januar i år. Og da det jo langt fra er let at få en tollerhvalp – eller en hvalp i det hele taget – i disse tider, så er vi så kede af, at vi ikke har været i stand til at opfylde deres ønske om en tollerhvalp.
Hvad er der så sket, siden denne parring ikke er blevet til noget? Tja, jeg blev kontaktet af Jessica, som spurgte, om jeg var klar over, at Johnny (Tivas far) er far til et kuld, hvor der er en hvalp, der er diagnosticeret med EPI (Exocrine Pancreatic Insuffiency). Det var jeg ikke, og jeg havde i øvrigt aldrig hørt om den sygdom. En anden svensk hanhund er far til tre kuld, hvor der i hvert kuld er en hvalp med EPI. Denne hanhund og Johnny har en fælles forfader.
Min første reaktion var, at vi selvfølgelig ikke skal introducere en ny sygdom i racen, og da ingen af os vidste ret meget om denne sygdom, så var det nok en god idé at slå bremserne i.
Efterfølgende gik jeg i gang med at undersøge, hvad EPI er, og hvordan man skal håndtere det. Det viste sig, at der på KU Sund (tidl. Landbohøjskolen) er et forskningsprojekt, hvor man prøver at finde en DNA-test for schæfere og eurasier, så man ville kunne teste for det. Jeg var så heldig at få kontakt med den professor, der står for projektet. Hendes besked til mig var, at man endnu ikke helt sikkert ved, hvordan sygdommen nedarves. Man var dog ret sikker på, at den er recessiv, hvilket betyder, at begge forældre skal have genet. Hendes anbefaling til mig var, at man ville kunne avle uden risiko, hvis man sørgede for, at ingen af forældredyrene havde de samme aner tilbage til oldeforældreleddet.
Efter at være blevet klogere, var jeg nu ikke længere utryg ved at parre Tiva med Izac. Jessica havde det desværre ikke på samme måde og ønskede stadig ikke at gennemføre parringen. Det er vi jo nødt til at respektere, selv om vi godt nok er kede af det.
Vi er på ingen måde interesserede i at indføre en ny sygdom i racen (nærmere undersøgelser har dog vist, at der faktisk er flere tollere med EPI – primært i Nordamerika). Omvendt så er jeg også af den opfattelse, at vi kommer til at skyde os selv i foden, hvis vi holder gode hunde ude af avlen pga. en sygdom, som der ikke er stor sandsynlighed for at få. Vi har i racen en meget lille genpulje, hvilket betyder, at hvis vi udelukker for mange hunde, så kommer vi til at avle for tæt – og så får vi først store problemer i racen.
Da vi jo har haft en aftale med Jessica i over 1½ år, så har vi ikke kikket på andre hanhunde, og med få dage til parring, var det heller ikke muligt at finde en anden hanhund og få tjekket op på ham. Så desværre ingen parring.
Vi har brugt oceaner af tid og kræfter på dette kuld – allerede inden den var lavet. Vi har mødtes med så mange fantastiske hvalpekøbere (og et møde med os tager rask væk 3-4 timer 🙂 ). Vi har fundet nogle rigtig gode hvalpekøbere, hvor de fleste vil på jagt med deres toller, og som vi ved, vi vil kunne holde kontakt med og træne sammen med de næste mange år. Men denne skuffelse – og Vixens diagnose oveni – har bare drænet os totalt for kræfter og overskud til at vurdere, om vi orker at avle flere hvalpe. Lige nu er status nok, at det orker vi ikke. Nu må vi så se, om det stadig er vores holdning, når vi får alt dette her på afstand.
