Blog Image

Velkommen til

Kennel Wildmountain Tollers' blog

Her kan I læse de senest nyheder om vores "hundeliv". Hvis I vil vide mere om vores hunde og vores opdræt, så kan vi anbefale, at I kikker på vores hjemmeside www.wildmountain.dk. I vores opdræt prøver vi at foksere på tollerens jagtlige egenskaber uden dog at miste fokus på sundhed og eksteriør.

Juleafslutning

Latest news / Sidste nyt, Træning Posted on Mon, December 26, 2022 21:31:03

Den 17. december holdt vi juleafslutning for de hunde og førere, vi har trænet med gennem året. Det foregik i et smukt og koldt snedækket Haunstrup.

Det var ikke en dag med seriøse poster men derimod en dag med sjove poster med og uden hund.

Den første post var lineføring med fyldt vandskål. Vandskålen skulle holdes i samme hånd, som man havde hundesnoren i. Der blev hældt 100 ml i vandskålen ved start, og ved slut blev det resterende vand målt. Lad os bare sige, at der ikke var nogen, der kom igennem hele banen uden at spilde vand. Vi havde også gjort det lidt sværere for dem, der havde to hunde med, for de skulle nemlig gå med begge hunde i snor i samme hånd – sammen med vandskålen. Slet ikke let.

Næste post var et spil Black Jack eller 21, som det også kendes som. Helle og Kim havde medbragt 20 genstande – alt fra dummyer til plysænder og bamser – som blev lagt i et stort felt. Alle havde fået fastgjort et kort, og så var opgaven at sende hunde ud og hente dummyer og nå så tæt på summen 21 som muligt. Lad mig bare sige, at det ikke var let 🙂 De fleste af hundene var langt fra spontane i deres opsamlinger. Jeg ved ikke, om det kan skyldes, at der var fastsat et spillekort på dem. Og det var et rent slaraffenland for de hunde, der havde lyst til at bytte. Der bliver lidt, der skal rettes, næste gang der trænes frit søg 😉

Så fik hundene dækken på, da sidste post kun var for de tobenede. Det var en kastepost. Vi havde fundet fire dummyer af forskellig form og vægt, og så handlede det om at ramme en kegle. Der er vist flere af os, der har brug for at få lidt kastetræning.

De fem bedste fra hver opgave fik point, og den samlede vinder blev Helle. Hun fik en fin pokal og en juledummy i præmie.

Bagefter var der æbleskiver og glögg hjemme hos os. Det blev nogle rigtig dejlige timer, og det var en god måde at slutte året af på.

Tak fordi I gad være med.



Kursus hos Casa Gjøtterud

Latest news / Sidste nyt, Træning Posted on Mon, November 21, 2022 21:26:45

Den 26. november starter vi på et lille privat hold hos Trond og Aase. Tre lørdage i træk fra 10.00-15.00. Vi bliver seks tollere, og jeg glæder mig helt vildt. Eneste problem er, at når træningen ligger tre lørdage i træk, er det svært at finde tid til at ”lave lektier”, da det bliver så tidligt mørkt. Men det må vi få løst på en eller anden måde.



Lidt træning af udstillingshunden

Latest news / Sidste nyt, Træning, Tsula Posted on Mon, November 21, 2022 21:14:29

Om søndagen var vi færdige med tollerne i udstillingsringen lige omkring frokost tid, så jeg smed mig selv og udstillingshund i bilen, hentede Leif og Tiva og kørte til Haunstrup for at træne lidt – og ryste udstillingsglimmeret af os 😉

Naturstyrelsen har virkelig været ude med de store hækkesaks i Haunstrup. Stort set al bevoksning i flere områder er fjernet. Men det giver jo andre muligheder, og det giver især gode muligheder for at bygge nogle lange lige linjer op. Så det er vi gået i gang med. Vi kan også se, at der stort set er ryddet en ny sti ned til søen. Den kommer vi nok også til at benytte os af.

Som vanligt gik jeg først en tur igennem skoven med Tsula og lavede lidt forskellige øvelser. Jeg lavede en del tilbagesendinger – nogle gange med én og nogle gange med 2-3 dummyer. Ofte er de blinde – dvs. at hun ikke har set, at jeg lægger dummyen. Men efterhånden er hun så tryg ved, at når jeg sender hende, så er der noget at hente, så hun er virkelig blevet stærk på blinde tilbagesendinger (som jo så faktisk er dirigeringer og ikke tilbagesendinger). Jeg prøvede at lave nogle ret lange og blinde dirigeringer. Med vilje valgte jeg en dummy som var let for hende at se, og jeg placerede den sådan, at den var let at opdage. Jeg sendte hende, og da hun kom så langt ud, at hun begyndte at tvivle på, om der var noget at komme efter, så hun dummyen 20-30 meter længere ude og kom op i fart igen. Det er lige sådan en øvelse, jeg rigtig godt kan lide.

Vi øver også en masse fri ved fod, når vi går gennem skoven. Hun får også lov til at løbe frit, hvor jeg så træner indkald.

Da vi kom tilbage, havde Leif opmærket nogle targetpunkter, som han vil bruge fremadrettet. Jeg kan fint bruge de samme punkter; jeg kan jo bare lade være med at sende fra samme afstand som Leif.

Jeg lavede en lille øvelse, hvor jeg tog hende med ud og lægge tre dummyer og bagefter sendte hende på dem. Leif optog lidt video, og jeg synes faktisk, at hun gør det rigtig fint: https://youtu.be/ZGX9fRHds5U



Træning

Latest news / Sidste nyt, Træning, Tsula Posted on Sun, November 06, 2022 21:46:38

Træningen med Tsula går videre – og hun er stadig virkelig dejlig at arbejde med. Hun lærer utrolig hurtigt. Hun er dejlig rolig men har en rigtig god motor og vil meget gerne arbejde. Jeg må nogle gange knibe mig i armen, fordi jeg ikke helt kan forstå, at hun allerede kan forholdsvis meget, når jeg synes, at jeg faktisk ikke rigtig har lært hende noget. Det bliver spændende at se, hvordan hun udvikler sig.

Vi er begyndt at arbejde lidt med højre, venstre og back. I modsætning til med Vixen, har jeg besluttet, at jeg vil bruge “get on” for både højre/venstre og “back” for bagud. Med Vixen brugte jeg “get on” for højre og “left” for venstre. Hun er ved at være ret sikker på signalerne, og hun går ikke før mit verbale signal. Så jeg begyndte ret hurtigt at arbejde med to retninger. Det gik godt, så jeg koblede den tredje retning på. Det gik godt – i kort tid. Og så var det ligesom hun blev usikker og begyndte at lave fejl. Så nu er jeg gået tilbage næsten til start og kører lige nu med én retning, og hvis det går godt, sætter jeg én mere på. Jeg er ikke bekymret; det gik bare lidt for hurtigt.

Derudover har vi taget hul på stop og nærsøg – hver for sig. Det går også pænt fremad, men sidder slet ikke i skabet endnu.

Jeg laver stadig mange tilbagesendinger. Når vi går tur i skoven, laver jeg nogle lange tilbagesendinger. Jeg lægger ofte en dummy to steder med 30-40 meter imellem og går så yderligere 30-40 meter, inden jeg vender om for at sende hende. Hun er meget sikker og meget hurtig. Det er sjovt at se, at hvordan hun vokser med opgaven. Hun er helt sikker, når jeg sender hende på den første/nærmeste. Når jeg så sender hende igen, kan jeg ofte se, at hun sætter farten lidt ned, når hun når det sted, hvor hun samlede den første op. Jeg står klar til at give hende et “back”, men hun løser det selv, da hun hurtigt kommer i tanke om, at den anden dummy ligger længere ude – og så speeder hun op igen 🙂

Hendes opsamlinger er totalt spontane. Hun samler ofte op, mens hun nærmest vender i luften for at komme hjem. Hendes hjemløb er lige så hurtigt som hendes udløb, og hendes afleveringer er fine. De kan dog blive bedre, så det er også noget, jeg er lidt fokuseret på. Lige nu træner vi, at hun er i stand til at holde dummyen i munden, indtil jeg beder om den, og så varierer jeg den tid, der går fra jeg modtager dummyen og til jeg stiller mig ved siden af hende.

Hendes hjemkald kan godt være bedre, når hun er optaget af noget. Så det er noget, jeg er temmelig fokuseret på. Jeg vil simpelthen have et hjemkald, der fungerer.

Hun er stadig meget let at distrahere. Det kan være af andre hunde eller folk, men det kan også være en duft, hun får i næsen – oftest i et søg. Jeg tænker, at det hænger sammen med hendes alder og manglende erfaring. Men det er noget, jeg er meget opmærksom på.

Sidst i oktober var jeg en tur i Gullestrup og træne sammen med Tiva og Leif. Jeg fik Leif til at tage en video af en tilbagesending: https://www.youtube.com/watch?v=gOD4twA04u8 . Jeg har lavet 2-3 targetpunkter, som vi arbejder med, når vi er i Gullestrup. Bortset fra, at hun holder dummyen som en cigar, så er jeg rigtig tilfreds med hendes arbejde og attitude.



Træning med Tsula – og gode træningskammerater, der kan holde en på “dydens smalle vej”

Latest news / Sidste nyt, Træning, Tsula Posted on Sun, October 02, 2022 21:45:49

I midten af september besluttede jeg, at jeg ville prøve at se, hvad der ville ske, hvis jeg sendte Tsula i et søg. Vi har ikke arbejdet med ærlighedsøvelser eller andet, så alt kunne ske. Min tanke var egentlig, at jeg gerne ville se, om hun ville komme hjem, når hun fandt noget, eller om hun ville søge videre.

Jeg fik selvfølgelig Leif til at optage det – for vi ved jo alle, at med mindre der er en film, der kan lægges på FB, så har det ikke fundet sted ;-). Helle var der også; hun lagde søget ud.

Til min store overraskelse overvejede Tsula overhovedet ikke at søge videre med noget i munden. Hun opsøgte gammel fært, men var også god til at komme videre. Og hun brugte sin næse rigtig godt. Så jeg var bare glad.

Som man kan se på filmen var der også mange ting at kritisere: Hun var lidt for tændt, da jeg sendte hende, fordi hun havde set Helle gå rundt og lægge ud. Hendes afleveringer var rent ud sagt dårlige. Jeg var for hurtig til at sende hende og ventede ikke på, at hun lige fik tid til at samle sig. Alt det kunne jeg godt se – både da vi lavede søget og ikke mindst, da jeg så videoen efterfølgende. Men jeg var bare SÅ glad for, at hun kun tænkte på at komme hjem og aflevere.

Du kan se videoen her: https://youtu.be/FMJYYgZAg3k

Noget tid senere var jeg så til træning hos Aase, og hun var ikke det mindste imponeret. Tværtimod. Faktisk var hendes kommentar noget i retning af: “Hvad fanden har du gang i?”. Jeg har aldrig hørt hende skælde så meget ud – selv Trond blev lidt bange for hende 😉

Og hvad var hun så gal over?? Jo, hun var gal over, at jeg sjuskede med min handling af Tsula.

Aase ved, at jeg rigtig gerne vil blive knivskarp i min handling af Tsula, og at jeg ikke vil gå på kompromis med det. Og det var lige netop det, jeg gjorde ifm. søget. Allerførst skulle jeg slet ikke have sendt Tsula, da hun jo var lidt oppe og køre, da Helle kom tilbage efter at have lagt søget ud. Her skulle jeg være gået væk og måske lavet noget andet.

Så var der de sjuskede afleveringer. Jeg har besluttet, at hun skal aflevere foran, og der skal hun blive siddende, mens jeg lægger dummyen. Så stiller jeg mig ved siden af hende og “tager” hende med tilbage til udgangspositionen. Formålet er, at hun skal have fokus på mig og ikke på det, der sker ude i terrænet, og hun skal ikke gå ud fra, at hun skal hente mere. Og den beslutning gik så også helt fløjten, for jeg gør ingen af delene.

Hun skulle også have siddet længere, inden jeg sender hende igen. Hun ville have godt af lige at få lidt styr på forventningerne.

Og der er sikkert flere ting, som jeg helt glemte i min begejstring over, at hun kom direkte hjem og afleverede.

Efter at have fået skæld ud, gik Aase og jeg ud og lavede et lille søg, og jeg fokuserede på alle de ting, jeg glemte før.

Nogle dage senere var jeg så igen nede og træne hos Casa Gjøtterud. Jeg trænede alene, mens Aase fik lavet nogle ting inde i huset. Jeg var rundt i terrænet, og på et tidspunkt kom jeg op i nærheden af huset, hvor jeg lavede et frit søg inde i et tæt hegn. Jeg synes, det gik godt, indtil jeg kunne høre Aase råbe oppe fra huset: “Du sjusker med dine afleveringer”. Og hun havde ret. De første var perfekte – aflever foran, sætte sig ned, følge med mig rundt, så man er klar til næste dummy. Ved de to sidste sad Tsula skævt, så hun nærmest sad med siden ud til søget. Min umiddelbare tanke var “ja, ja, de andre var jo gode, og disse her er jo ikke virkelig dårlige”. Men som Aase efterfølgende sagde til mig, så er det jo første skridt til, at min beslutning bliver udvandet, og jeg får en hund, der bliver for fokuseret på det, der sker ude i terrænet.

Så selv om det et ganske kort øjeblik er ØV, at hun ikke ser de gode ting, så har hun jo så ret, og jeg er heldig at have folk omkring mig, der holder mig op på mine beslutninger om, hvordan jeg vil handle min hund.

Så tak, Aase, Trond, Helle, Leif og Martin. I forstår at holde mig på dydens smalle sti 😉

Senere på ugen var jeg i Haunstrup for at træne lidt med Tsula. Og vi fik lavet de smukkeste og mest perfekte afleveringer 😉



Træning hos Casa Gjøtterud – uden Gjøtterud’erne

Latest news / Sidste nyt, Træning, Tsula Posted on Sun, October 02, 2022 19:21:53

Leif og jeg har som vanligt passet godset, mens Trond og Aase har været bortrejst. Vi benyttede lejligheden til at invitere nogle til lidt træning: Henrik og Birgit, Martin og Helle og Kim.

Vi lagde ud med en overdådig brunch med steaks, brasende kartofler, spejlæg, bacon, pølser og juice. Ikke nogen dårlig måde at starte på.

Så gik Leif, Martin og Henrik afsted for at træne. Helle og jeg tog Prima og Tsula ud på en længere gåtur i terrænet. Formålet var at træne lidt indkald. Øvelsen har vi “hugget” fra Sanne Ammitzbøll og går ud på, at hundene får lov til at løbe løs. Vi kalder ind (med navn da der er mere end én hund). Kommer hunden første gang, der kaldes på den, er der ros, og hunden får lov til at løbe igen. Skal der kaldes to gange, inden den kommer, er der ingen ros men heller ingen surhed. Kommer den ikke anden gang, henter man hunden, lægger line på, og så må den pænt gå i line, mens den anden hund er løs.

Jeg har trænet dette en del alene med Tsula, så Prima var en god distraktion. Men ikke desto mindre gjorde hun det faktisk ret fint. Kun en enkelt gang kom hun ikke på mit indkald.

Efter en pause, hvor Prima trænede et svært søg, var det tid til at træne lidt med Tsula igen. Jeg har lige taget hul på lidt “back”, så det prøvede jeg først. Og det gjorde hun rigtig fint.

Bagefter lavede vi nogle markeringer, som Helle kastede. Der bliver ikke kastet ret meget for hende, og det er primært mig, der gør det. Så det var fint at få en anden til det. Det gjorde hun fint. Så spurgte Helle, om vi havde prøvet dobbeltmarkeringer. Det havde vi ikke, og jeg tænkte, at det nok også lige var i overkanten af, hvad hun kunne. Helle synes dog alligevel, at vi skulle prøve 🙂 Hun knaldede på den første, men jeg fik hende hurtigt tilbage og derefter sendt på både nr. 1 og 2. Og det gjorde hun supergodt. Så vi prøvede igen – denne gang med kamera på. Jeg er ret imponeret over den lille hund, og nogle gange har jeg svært ved at forstå, at hun kan gøre ting, som jeg egentlig ikke synes, at jeg har lært hende.

Back: https://youtu.be/o6WGIH–C-M

Dobbeltmarkering nr. 1: https://youtu.be/jkRgcqLRxq4

Dobbeltmarkering nr. 2: https://youtu.be/ZtFYljNtOJA



Havehygge og træning i Haunstrup

Latest news / Sidste nyt, Tiva, Træning, Tsula Posted on Wed, July 20, 2022 22:40:33

Leif kan slet ikke få nok med det nye kamera. Han fik taget en masse billeder af hundene ude i haven en dejlig sommerdag.

Et par dage senere var vi en tur i Haunstrup og træne lidt med hundene. Jeg var egentlig færdig med at træne med Tsula, men Leif spurgte, om jeg ikke lige kunne sende hende på et par tilbagesendinger, da han gerne ville have lidt billeder af hende. Selvfølgelig kunne jeg det. Og Tsula var også helt med på at få lov til at hente lidt flere dummyer.



Working Weekend 2022

Latest news / Sidste nyt, Træning Posted on Sat, June 04, 2022 12:26:14

Weekenden den 21. og 22. maj afholdt vi for andet år i træk Working Weekend ved Birkesø i Stoholm. Det er en weekend (som faktisk begynder fredag eftermiddag), hvor en masse friske tollerfolk møder op med deres hunde for at træne. Instruktørerne er Helle, Maria, Grete, Kim, Annette og jeg. Formålet er at give folk lyst til at træne henimod vores jagtprøver – men inden de kommer så langt er der jo en del basisting, der skal være på plads. Så det bruger vi også en masse tid på.

Helle og jeg kørte “markering” hele lørdagen, og vi havde hunde på alle niveauer. Søndag stod vi for “problemløsning”. Vi var lidt bekymrede over, hvad det kunne udvikle sig til – og hvilke problemer ville folk komme med. Inden kurset havde folk skrevet lidt om deres hunde, hvor langt de var i træningen, og hvad de havde problemer med. Så det tog vi udgangspunkt i. Vi grupperede ting og fandt på flere forskellige løsningsforslag til de forskellige problemer. Så måtte vi se om søndagen, om det, vi havde forberedt kunne bruges. Det kunne det heldigvis for en stor dels vedkommende. Der var dog også behov for lidt improvisation.

Som sidste år blev det en fantastisk weekend. Deltagerne var bare så åbne og imødekommende overfor det, vi serverede for dem.

Overordnet kan man sige, at der var mange ting, der gik igen ved mange hunde – uanset niveau: Mangel på ro, stress, trækken i linen, og flere der kun ville samle egne dummyer op. Det får mig selvfølgelig til at tænke, da jeg jo er i fuld gang med at putte nogle basisting på min lille hvalp. Og planen om at fokusere på ro, og fri ved fod eller gå ved siden af mig med løs line er stadig gældende.

Mens Helle og jeg trænede tollere, hyggede Kim og Leif sig med Prima, Tiva og Tsula. Der blev både tid til besøg i Mønsted Kalkgruber, hos Henrik Mollerup, ligesom der også blev indtaget frokost flere forskellige steder. De kom forbi for at starte grillen op hos os og spiste aftensmad sammen med os.



Next »