Velkommen til

Tsulas kuldsøskendes ejere har fulgt lidt med i Tsulas og min træning, og vi har udveklset gode råd og erfaringer via vores kuldgruppe på Facebook. De har virket interesseret i, hvordan jeg træner Tsula, så jeg tænkte, om de måske kunne tænke sig en træningsweekend hos Trond. Det kunne de! ”De” er i den forbindelse kennelmutter Ann med Sally (Tsulas søster), Marie med Nelson (Tsulas bror), Ingrid med Lotta (Tsulas søster), Hege med Fenris (ikke fra samme opdræt men fra Kennel Inlicio, som har opdrættet Tsulas far) samt Leif med Tiva og jeg med Tsula.  

Så fredag den 17. marts mødtes vi på Vidkildegaard. Leif og jeg kom naturligvis tidligt. Kennelmutter Ann kom ved 19.00-tiden. De tre nordmænd kom først omkring midnat, så de gik glip af middagen på dag 1.

Lørdag morgen var vi alle klar, og efter morgenmad og en del snakken om Tronds og Aases måde at træne hund på, tog vi hundene ud én efter én. De er på lidt forskellige niveauer – og nogle af dem er lidt mere oppe og køre end andre – så det giver mening at træne dem én og én. Lørdag startede vi ud med at lære at ”rose hunden ned”. Det er en øvelse, som vi har prøvet før, men jeg kunne godt mærke på Tsula, at det er en øvelse, som vi fint kan genbesøge. Hun har lært, at apportering er sjovt, så tennisboldene gav lige et ekstra skub. Hun klarede det dog fint – også de apporteringer, hun fik. Tiva fik selvfølgelig nogle noget sværere opgaver, mens de øvrige startede med lidt basic, så Trond kunne se, hvor de var. Flere af dem var godt med rent træningsmæssigt, så det blev også udfordret lidt mere.

Efter en frokostpause med mere snak, var det tid til en tur på jagtvognen. Uha, der var mange af hundene – inkl. Tsula – der syntes, at det var lidt spooky. Og der var da også en del piben. Nogle mente, at det lød som en ambulance med udrykning 😊 Det blev dog bedre efter noget tid. Tilbage efter vores tur rundt i terrænet var det tid til lidt mere træning. For Tsulas vedkommende skulle hun dirigeres til seks bolde, som hun så Trond smed på marken. Inden hver apportering skulle vi gå fri ved fod igennem labyrinten. Tsula klarede det fint – bortset fra en enkelt dirigering, hvor de to bolde lå lidt tæt og hun valgte at smide bold 1 for at gå efter bold 2. Vi fik lige en snak om det, og så løste hun opgaven fint. Der var et par gange, hvor hun lige skulle overveje, om hun vill hjem og aflevere, når hun på vejen fik øje på en anden bold. Men alt i alt var jeg rigtig tilfreds med hende. Der blev optaget en video er øvelsen: https://www.youtube.com/watch?v=juYHYdYm8YY

Søndag starede vi med den danske tollerbrugsprøves landdel. Det var sjovt at se, at for nogle var det faktum, at vi ”legede” prøve nok til noget nervøsitet, der selvfølgelig påvirkede hundene. Der blev også plads til lidt ”specialundervisning” til de, der have specifikke udfordringer. Om eftermiddagen kunne man byde ind med, hvad man havde lyst til. Leif og Tiva viste, hvordan stopøvelsen var bygget op. Det fik bl.a. Ann til at prøve den. Sally har ikke før prøvet stop, men i løbet af 13 minutter (jeg har det på video), fik Sally lært at stoppe på fløjten. Selv om jeg synes, det er en virkelig god øvelse, der hurtigt lærer hundene at stoppe og fokuserer på føreren, må jeg indrømme, at jeg var temmelig positiv overrasket over, hvor let og hurtigt det gik. Øvelsen kan ses her: https://www.youtube.com/watch?v=HzAvkmwp5E4

Hege ville gerne have Fenris over bækken. Der er ikke så meget vand i lige nu, men kanterne er meget høje og stejle. Fenris kom fint ned, men det tog ham lidt tid at finde ud af, at han godt kunne komme op igen. De prøvede øvelsen flere gange fra forskellige afstande, og det var så flot at se på.

Jeg trænede lidt mere med Tsulas stop. Det er lidt tid siden, at vi har besøgt den øvelse. Hun havde ikke glemt den, men der er masser, der kan raffineres.

Vi sluttede weekenden af med endnu en middag sammen, inden norddamerne og svensken drog hjemad mandag formiddag.

Jeg synes, det var en fantastisk weekend. Mest fantastisk var det, at alle tog så positivt imod Trond og Aases måde at handle hund på. Og det kunne ses i løbet af en enkelt weekend, at det havde en positiv indflydelse på hundene. Det vil selvfølgelig være forvirrende for hundene, når man pludselig ændrer den måde, man fører den på, og derfor kan det føles som et skridt tilbage. Men vi så også, at det skridt tilbage blev erstattet af to skridt frem.

Der blev også taget lidt billeder af de fire søskende:

Træningen med Tsula går rigtig godt. Hun er meget glad for at arbejde men er samtidig rolig og afslappet. Jeg håber, jeg vil være i stand til at holde hende så afslappet og rolig. Hun kan efterhånden rigtig meget, selv om  jeg synes, at vi tager det med ro. Men hun lærer hurtigt og vil virkelig gerne gøre tingene rigtigt, så det en fornøjelse at arbejde med hende. Hendes stop sidder efterhånden i skabet, og nærsøgskommandoen sidder på rygraden. Vi har bøvlet lidt med dirigering til højre, venstre og back. Hun var skarp, når der kun lå dummyer to af stederne, men når jeg lagde tre, så fik hun problemer. Jeg tror, vi er ved at være på plads med det.

Den eneste virkelig store udfordring jeg har haft med hende, er vand. Hun faldt jo i søen i Haunstrup sidste forår, og det forskrækkede hende mere, end jeg i begyndelsen forstod. Det var først en måneds tid senere, da jeg var alene i Haunstrup med begge hunde, at det gik op for mig, at her stod jeg overfor noget af en udfordring. Begge hunde var løbet ned til en af søerne. Da jeg nåede hen til dem, stod Tiva nede ved søen, mens Tsula stod 20-30 meter derfra og kikkede. Jeg gik ned til Tiva og fik lokket Tsula derned. Hun fik lidt godbidder spredt på jorden ved søbredden. På et tidspunkt går Tiva i vandet – stille og rolig uden plasken. Da jeg kikker efter Tsula, kan jeg ikke se hende. Jeg kommer op fra søen og kan så se hende nede ved bilen – 100-200 meter fra søen. Der tænkte jeg ”Fuck, vi har et problem, der er større end jeg forestillede mig”.

Vi prøvede i løbet af foråret/sommeren 2022 at overtale hende til at tage en svømmetur. Men nej, det var helt udelukket. Vi prøvede med en dummy på vand. Hun ville virkelig gerne hente den, men ikke nok til, at hun ville svømme ud efter den. Hendes problem var, at hun ikke havde modet til at slippe bunden med poterne. Jeg talte med min guru, Aase, om det. Hendes råd var 1) lad være med at kaste noget i vandet;  det fører kun til stress og lyd, og 2) Glem alt om vand i år. Til næste år er hun ældre, mere moden og har fået mere selvtillid; så kikker vi på det. Så vi brugte sommeren og efteråret 2022 på alt andet end vandtræning.

Dog var jeg selv ude og bade i ferien, og her gik hun med ud og svømmede pænt ved siden af mig. Så 1) hun kunne svømme, og 2) der var en chanve for, at jeg virkelig får hende i vandet.

I april 2023 begyndte vi at kikke lidt på vandtræning igen. Vi startede nede ved Trond og Aase, som har en bæk, der flyder igennem deres terræn. Om foråret er der så meget vand i den, at hundene nogle steder skal svømme. Vi var dernede et par gange om ugen. Hver gang var mønsteret det samme: Det krævede en del overtalelse til at få hende i. Når det så var sket, så var der ingen problemer. Men flyttede vi os så 5 meter længere væk, kunne vi starte forfra. Det var virkelig op ad bakke. Men så pludselig en dag, gik hun i uden problemer, og jeg kunne flytte mig op og ned langs bækken og sende hende over, uden hun tøvede.

Næste skridt var så at prøve i nogle af de søer, vi træner ved. Jeg var ude og træne med Helle i Gullestrup. Vi besluttede, at vi skulle prøve, om vi kunne få hende ud og svømme. Jeg troede ikke på det, men det gjorde Helle. Vi besluttede, at jeg skulle gå over på den anden side og kalde på hende. Og dælme, om hun ikke gik i og svømmede over til mig. Det var en FED oplevelse. Nu kunne jeg tro på, at Tsula havde en fremtid i prøvesystemet. Hold da fast, hvor var jeg glad.

De næste uger gik det fremad. I begyndelsen havde hun brug for, at der sad en person på den anden side af søen for at trække hende over. Men efterhånden gik hun også i, når enten jeg eller en anden kastede fra samme side. Og nu går hun i vand uden problemer. Hun bliver aldrig en hund, der springer ukontrolleret i vandet; hun går forsigtigt og velovervejet i. Og det er rigtig fint for mig. Det var altid med hjertet i halsen, når Vixen sprang i vandet, da man aldrig vidste, om hun landede på noget, som vi ikke kunne se.

Her er lidt videoer af processen:

Over bækken hos Trond: https://www.youtube.com/watch?v=UEYa5775i4I&feature=youtu.be og https://www.youtube.com/watch?v=JAAnzQ_Cqag

Første svømmetur over søen i Gullestrup: https://www.youtube.com/watch?v=twmvZKvAN04

I maj flyttede vi svømmeundervisningen til Haunstrup og det tog ikke lang tid, inden hun også var tryg her. Her sender jeg hende over på den anden side, hvor Leif har smidt en dummy: https://www.youtube.com/watch?v=CoQOKnTaQls

Om søndagen var vi færdige med tollerne i udstillingsringen lige omkring frokost tid, så jeg smed mig selv og udstillingshund i bilen, hentede Leif og Tiva og kørte til Haunstrup for at træne lidt – og ryste udstillingsglimmeret af os 😉

Naturstyrelsen har virkelig været ude med de store hækkesaks i Haunstrup. Stort set al bevoksning i flere områder er fjernet. Men det giver jo andre muligheder, og det giver især gode muligheder for at bygge nogle lange lige linjer op. Så det er vi gået i gang med. Vi kan også se, at der stort set er ryddet en ny sti ned til søen. Den kommer vi nok også til at benytte os af.

Som vanligt gik jeg først en tur igennem skoven med Tsula og lavede lidt forskellige øvelser. Jeg lavede en del tilbagesendinger – nogle gange med én og nogle gange med 2-3 dummyer. Ofte er de blinde – dvs. at hun ikke har set, at jeg lægger dummyen. Men efterhånden er hun så tryg ved, at når jeg sender hende, så er der noget at hente, så hun er virkelig blevet stærk på blinde tilbagesendinger (som jo så faktisk er dirigeringer og ikke tilbagesendinger). Jeg prøvede at lave nogle ret lange og blinde dirigeringer. Med vilje valgte jeg en dummy som var let for hende at se, og jeg placerede den sådan, at den var let at opdage. Jeg sendte hende, og da hun kom så langt ud, at hun begyndte at tvivle på, om der var noget at komme efter, så hun dummyen 20-30 meter længere ude og kom op i fart igen. Det er lige sådan en øvelse, jeg rigtig godt kan lide.

Vi øver også en masse fri ved fod, når vi går gennem skoven. Hun får også lov til at løbe frit, hvor jeg så træner indkald.

Da vi kom tilbage, havde Leif opmærket nogle targetpunkter, som han vil bruge fremadrettet. Jeg kan fint bruge de samme punkter; jeg kan jo bare lade være med at sende fra samme afstand som Leif.

Jeg lavede en lille øvelse, hvor jeg tog hende med ud og lægge tre dummyer og bagefter sendte hende på dem. Leif optog lidt video, og jeg synes faktisk, at hun gør det rigtig fint: https://youtu.be/ZGX9fRHds5U

Træningen med Tsula går videre – og hun er stadig virkelig dejlig at arbejde med. Hun lærer utrolig hurtigt. Hun er dejlig rolig men har en rigtig god motor og vil meget gerne arbejde. Jeg må nogle gange knibe mig i armen, fordi jeg ikke helt kan forstå, at hun allerede kan forholdsvis meget, når jeg synes, at jeg faktisk ikke rigtig har lært hende noget. Det bliver spændende at se, hvordan hun udvikler sig.

Vi er begyndt at arbejde lidt med højre, venstre og back. I modsætning til med Vixen, har jeg besluttet, at jeg vil bruge “get on” for både højre/venstre og “back” for bagud. Med Vixen brugte jeg “get on” for højre og “left” for venstre. Hun er ved at være ret sikker på signalerne, og hun går ikke før mit verbale signal. Så jeg begyndte ret hurtigt at arbejde med to retninger. Det gik godt, så jeg koblede den tredje retning på. Det gik godt – i kort tid. Og så var det ligesom hun blev usikker og begyndte at lave fejl. Så nu er jeg gået tilbage næsten til start og kører lige nu med én retning, og hvis det går godt, sætter jeg én mere på. Jeg er ikke bekymret; det gik bare lidt for hurtigt.

Derudover har vi taget hul på stop og nærsøg – hver for sig. Det går også pænt fremad, men sidder slet ikke i skabet endnu.

Jeg laver stadig mange tilbagesendinger. Når vi går tur i skoven, laver jeg nogle lange tilbagesendinger. Jeg lægger ofte en dummy to steder med 30-40 meter imellem og går så yderligere 30-40 meter, inden jeg vender om for at sende hende. Hun er meget sikker og meget hurtig. Det er sjovt at se, at hvordan hun vokser med opgaven. Hun er helt sikker, når jeg sender hende på den første/nærmeste. Når jeg så sender hende igen, kan jeg ofte se, at hun sætter farten lidt ned, når hun når det sted, hvor hun samlede den første op. Jeg står klar til at give hende et “back”, men hun løser det selv, da hun hurtigt kommer i tanke om, at den anden dummy ligger længere ude – og så speeder hun op igen 🙂

Hendes opsamlinger er totalt spontane. Hun samler ofte op, mens hun nærmest vender i luften for at komme hjem. Hendes hjemløb er lige så hurtigt som hendes udløb, og hendes afleveringer er fine. De kan dog blive bedre, så det er også noget, jeg er lidt fokuseret på. Lige nu træner vi, at hun er i stand til at holde dummyen i munden, indtil jeg beder om den, og så varierer jeg den tid, der går fra jeg modtager dummyen og til jeg stiller mig ved siden af hende.

Hendes hjemkald kan godt være bedre, når hun er optaget af noget. Så det er noget, jeg er temmelig fokuseret på. Jeg vil simpelthen have et hjemkald, der fungerer.

Hun er stadig meget let at distrahere. Det kan være af andre hunde eller folk, men det kan også være en duft, hun får i næsen – oftest i et søg. Jeg tænker, at det hænger sammen med hendes alder og manglende erfaring. Men det er noget, jeg er meget opmærksom på.

Sidst i oktober var jeg en tur i Gullestrup og træne sammen med Tiva og Leif. Jeg fik Leif til at tage en video af en tilbagesending: https://www.youtube.com/watch?v=gOD4twA04u8 . Jeg har lavet 2-3 targetpunkter, som vi arbejder med, når vi er i Gullestrup. Bortset fra, at hun holder dummyen som en cigar, så er jeg rigtig tilfreds med hendes arbejde og attitude.

I midten af september besluttede jeg, at jeg ville prøve at se, hvad der ville ske, hvis jeg sendte Tsula i et søg. Vi har ikke arbejdet med ærlighedsøvelser eller andet, så alt kunne ske. Min tanke var egentlig, at jeg gerne ville se, om hun ville komme hjem, når hun fandt noget, eller om hun ville søge videre.

Jeg fik selvfølgelig Leif til at optage det – for vi ved jo alle, at med mindre der er en film, der kan lægges på FB, så har det ikke fundet sted ;-). Helle var der også; hun lagde søget ud.

Til min store overraskelse overvejede Tsula overhovedet ikke at søge videre med noget i munden. Hun opsøgte gammel fært, men var også god til at komme videre. Og hun brugte sin næse rigtig godt. Så jeg var bare glad.

Som man kan se på filmen var der også mange ting at kritisere: Hun var lidt for tændt, da jeg sendte hende, fordi hun havde set Helle gå rundt og lægge ud. Hendes afleveringer var rent ud sagt dårlige. Jeg var for hurtig til at sende hende og ventede ikke på, at hun lige fik tid til at samle sig. Alt det kunne jeg godt se – både da vi lavede søget og ikke mindst, da jeg så videoen efterfølgende. Men jeg var bare SÅ glad for, at hun kun tænkte på at komme hjem og aflevere.

Du kan se videoen her: https://youtu.be/FMJYYgZAg3k

Noget tid senere var jeg så til træning hos Aase, og hun var ikke det mindste imponeret. Tværtimod. Faktisk var hendes kommentar noget i retning af: “Hvad fanden har du gang i?”. Jeg har aldrig hørt hende skælde så meget ud – selv Trond blev lidt bange for hende 😉

Og hvad var hun så gal over?? Jo, hun var gal over, at jeg sjuskede med min handling af Tsula.

Aase ved, at jeg rigtig gerne vil blive knivskarp i min handling af Tsula, og at jeg ikke vil gå på kompromis med det. Og det var lige netop det, jeg gjorde ifm. søget. Allerførst skulle jeg slet ikke have sendt Tsula, da hun jo var lidt oppe og køre, da Helle kom tilbage efter at have lagt søget ud. Her skulle jeg være gået væk og måske lavet noget andet.

Så var der de sjuskede afleveringer. Jeg har besluttet, at hun skal aflevere foran, og der skal hun blive siddende, mens jeg lægger dummyen. Så stiller jeg mig ved siden af hende og “tager” hende med tilbage til udgangspositionen. Formålet er, at hun skal have fokus på mig og ikke på det, der sker ude i terrænet, og hun skal ikke gå ud fra, at hun skal hente mere. Og den beslutning gik så også helt fløjten, for jeg gør ingen af delene.

Hun skulle også have siddet længere, inden jeg sender hende igen. Hun ville have godt af lige at få lidt styr på forventningerne.

Og der er sikkert flere ting, som jeg helt glemte i min begejstring over, at hun kom direkte hjem og afleverede.

Efter at have fået skæld ud, gik Aase og jeg ud og lavede et lille søg, og jeg fokuserede på alle de ting, jeg glemte før.

Nogle dage senere var jeg så igen nede og træne hos Casa Gjøtterud. Jeg trænede alene, mens Aase fik lavet nogle ting inde i huset. Jeg var rundt i terrænet, og på et tidspunkt kom jeg op i nærheden af huset, hvor jeg lavede et frit søg inde i et tæt hegn. Jeg synes, det gik godt, indtil jeg kunne høre Aase råbe oppe fra huset: “Du sjusker med dine afleveringer”. Og hun havde ret. De første var perfekte – aflever foran, sætte sig ned, følge med mig rundt, så man er klar til næste dummy. Ved de to sidste sad Tsula skævt, så hun nærmest sad med siden ud til søget. Min umiddelbare tanke var “ja, ja, de andre var jo gode, og disse her er jo ikke virkelig dårlige”. Men som Aase efterfølgende sagde til mig, så er det jo første skridt til, at min beslutning bliver udvandet, og jeg får en hund, der bliver for fokuseret på det, der sker ude i terrænet.

Så selv om det et ganske kort øjeblik er ØV, at hun ikke ser de gode ting, så har hun jo så ret, og jeg er heldig at have folk omkring mig, der holder mig op på mine beslutninger om, hvordan jeg vil handle min hund.

Så tak, Aase, Trond, Helle, Leif og Martin. I forstår at holde mig på dydens smalle sti

Senere på ugen var jeg i Haunstrup for at træne lidt med Tsula. Og vi fik lavet de smukkeste og mest perfekte afleveringer 😉

Leif og jeg har som vanligt passet godset, mens Trond og Aase har været bortrejst. Vi benyttede lejligheden til at invitere nogle til lidt træning: Henrik og Birgit, Martin og Helle og Kim.

Vi lagde ud med en overdådig brunch med steaks, brasende kartofler, spejlæg, bacon, pølser og juice. Ikke nogen dårlig måde at starte på.

Så gik Leif, Martin og Henrik afsted for at træne. Helle og jeg tog Prima og Tsula ud på en længere gåtur i terrænet. Formålet var at træne lidt indkald. Øvelsen har vi “hugget” fra Sanne Ammitzbøll og går ud på, at hundene får lov til at løbe løs. Vi kalder ind (med navn da der er mere end én hund). Kommer hunden første gang, der kaldes på den, er der ros, og hunden får lov til at løbe igen. Skal der kaldes to gange, inden den kommer, er der ingen ros men heller ingen surhed. Kommer den ikke anden gang, henter man hunden, lægger line på, og så må den pænt gå i line, mens den anden hund er løs.

Jeg har trænet dette en del alene med Tsula, så Prima var en god distraktion. Men ikke desto mindre gjorde hun det faktisk ret fint. Kun en enkelt gang kom hun ikke på mit indkald.

Efter en pause, hvor Prima trænede et svært søg, var det tid til at træne lidt med Tsula igen. Jeg har lige taget hul på lidt “back”, så det prøvede jeg først. Og det gjorde hun rigtig fint.

Bagefter lavede vi nogle markeringer, som Helle kastede. Der bliver ikke kastet ret meget for hende, og det er primært mig, der gør det. Så det var fint at få en anden til det. Det gjorde hun fint. Så spurgte Helle, om vi havde prøvet dobbeltmarkeringer. Det havde vi ikke, og jeg tænkte, at det nok også lige var i overkanten af, hvad hun kunne. Helle synes dog alligevel, at vi skulle prøve 🙂 Hun knaldede på den første, men jeg fik hende hurtigt tilbage og derefter sendt på både nr. 1 og 2. Og det gjorde hun supergodt. Så vi prøvede igen – denne gang med kamera på. Jeg er ret imponeret over den lille hund, og nogle gange har jeg svært ved at forstå, at hun kan gøre ting, som jeg egentlig ikke synes, at jeg har lært hende.

Back: https://youtu.be/o6WGIH–C-M

Dobbeltmarkering nr. 1: https://youtu.be/jkRgcqLRxq4

Dobbeltmarkering nr. 2: https://youtu.be/ZtFYljNtOJA