Velkommen til

Den 15. oktober var der kenneltræf hos Drömhultet – Tsulas opdrætter. Jeg havde simpelthen sådan glædet mig til det. Vi, der har hvalpe fra ABBA-kuldet, har en FB-gruppe, hvor vi er meget aktive. Så vi følger med i hinandens hvalpeliv. Så selv om jeg egentlig føler, at vi kender hinanden, så er det jo noget helt andet at møde både Tsulas søskende og deres ejere.

Leif og jeg kørte til Sverige efter arbejde om fredagen. Vi har 5-6 timers kørsel, og vi orkede ikke at skulle op før F….. fik sko på lørdag morgen. Turen gik fint. Hundene er supergode at køre med. De lægger sig bare til at sove.

Jeg havde booket et værelse til os på et hotel ca. 20 min. kørsel fra Ann og Thomas. Og efter ca. 6 timer på farten, ramte vi Hotell Eken Mölndal. Jeg havde booket det på nettet og havde selv en opfattelse af, at vi fik et værelse med dobbeltseng. Det gjorde vi ikke! Leif låste op og gik halvvejs ind i rummet. Jeg skubbede lidt til ham for at få ham hele vejen ind, men det viste sig, at der var en god grund til, at han ikke gik helt ind. Vi havde pakket en pæn stor kuffert, hvor alle vores ting var i. Det er lettere at pakke den i bilen end flere små tasker. Men det viste sig, at kufferten faktisk fyldte en del af værelset op.  Værelset var vel lidt bredere end en pæn stor dobbeltseng – og af samme grund var der ikke en dobbeltseng i værelset, men derimod køjesenge 😊 Vi (læs: jeg) besluttede ret hurtigt, at Leif skulle i øverste køje. Det var vist bedst for alle parter.

Gulvpladsen var også ret beskeden, så vi måtte stille vores pænt store kuffert i brusekabinen. Så den blev flyttet frem og tilbage, når vi skulle i bad.

Da det var tid til at komme i seng, kunne vi ikke finde en trappe til øverste køje. Heldigvis var der en stol, så den måtte Leif op på. Han måtte stille sig på ryglænet, og jeg agerede modvægt imens. Han kom op uden uheld, og selv om sengen knagede og bragede, hver gang han rørte på sig, så blev den hængende deroppe hele weekenden. Hundene måtte være i min seng, så der blev lidt overfyldt.

Nå, men alt fungerede og værelset var rent og pænt, så det var ikke noget problem. Og vi skulle jo kun sove der.

Lørdag morgen kørte vi så de sidste km til Hällingsjö og kennelmama og kennelpapa. Fra Tsulas kuld var det kun Simba, der ikke deltog. Han havde fået dårlig mave, og Malin havde derfor valgt at blive hjemme. Fra Disas første kuld kom tre hvalpe. Derudover var Idunn – hvalpenes fars menneske – der. Desværre havde hun ikke pappa Aron med, da hun var fløjet ind fra Oslo. Men forhåbentlig ser vi  ham på Tollerspecialen til næste år.

Vi startede med at træne lidt sammen. Tsula opførte sig pænt, og selv om der var en del lyd flere af de andre hunde, så var det ikke noget, der smittede af på Tsula. Efter lidt tid delte vi os op, så kuld 1 kunne lave noget mere udfordrende træning, mens vi med hvalpe fra kuld 2 lavede noget, der var mere på vores niveau. For at undgå for meget stress, besluttede vi at have én hund ude af gangen. Vi lavede lidt tilbagesendinger, hvor vi primært koncentrerede os om afleveringer. Både Lotta og Nelson var ikke helt så pjattede med at aflevere men ville hellere tage et par æresrunder med dummyen. Det er dog noget, der kan løses, og det skal de nok få styr på. Sally manglede også lidt på afleveringer. Men…..der er ingen tvivl om, at dette kuld har en masse motor og gerne vil arbejde. Vi skal bare have lært dem ”reglerne”. Og så holde stressniveauet så lavt som muligt.

På et tidspunkt blev der taget lidt vildt op. Tsula har kun stiftet bekendtskab med en and en enkelt gang, siden jeg fik hende. Det var i sommer nede hos Helle, og den unge dame var noget oppe og ringe over den spændende and. Så den blev hurtigt pakket væk, og jeg besluttede, at det kikker vi på igen, når Tsula har lært spillereglerne (at man bærer pænt og roligt og ikke mindst, at man afleverer det, man samler op). Jeg var ikke helt sikker på, at vi var der endnu. Men jeg tænkte også, at det nok var ok lige at prøve en and med Tsula i snor. Så vi gik med raske skridt hen mod anden, Tsula fik en apportkommando og samlede anden op. Jeg rakte min hånd ned, og anden blev afleveret i min hånd. “What the f….” – tænkte jeg. Der er godt nok sket fremskridt. Vi prøvede lige én gang til –  bare for at være sikker. Men den var god nok; anden blev samlet spontant op og afleveret til hånd. Der var også taget et par krager, og jeg tænkte, at der nok ikke kunne ske noget ved at prøve en krage. Til min store overraskelse og glæde tog hun den lige så spontant som anden og afleverede den til hånd. Igen – what the f…! Nå, men det var jo overordentligt dejligt at se. Og nu er der ingen grund til at blande vildt ind i vores træning det næste lange stykke tid. Nu skal vi arbejde på at være mere sikker på alle basistingene.

Lidt senere, da der var ved at være opbrud og der ingen hunde var på området, gik jeg afsides med Tsula for at træne lidt højre/venstre. Hun gjorde det rigtig fint. Jeg gav hende en fri-kommando bagefter, og hun tullede afsted. Pludselig tog fanden ved hende. Hun drejede 90 grader skarpt til højre og satte farten op til 110 km/t. For sent gik det op for mig, hvad der lige var sket. Hun havde fået færten af de to krager, der lå på græsset i området. Der var intet, jeg kunne gøre for at standse hende. Jeg så for mig, hvordan disse to krager ville blive splittet fra hinanden, og de bedste dele ville måske ville blive spist. Så da hun samlede en af kragerne op, fløjtede jeg hjemkald, så spyttet stod ud af fløjten. Og hvad skete der lige? Jo, Tsula kom blæsende hjem til mig. Hun tog godt nok en tur rundt om mig, og jeg måtte have fløjten i munden igen. Men så kom hun også lige så fint og afleverede kragen til hånd. Jeg kunne næsten ikke få vejret. Var min lille hund lige kommet hjem og havde afleveret en krage til hånd, når hun havde muligheden for at løbe væk og splitte den ad??? Jeg blev helt varm indeni. Og igen – vildt kan lægges væk igen, og vi kan arbejde videre med at blive sikre på alle de andre ting.

Tiva var i løbetid, så Leif havde hende ude for sig selv nogle gange. Men det blev vist en temmelig kedelig weekend for hende ☹

Vi blev hængende til aftensmad hos Ann og Thomas sammen med Ingrid, Marie (begge ejere af ABBA-hvalpe) og Idunn, og det blev en hyggelig aften med pizza og lidt vin – og en masse snak.

Søndag morgen gik turen hjem til Vildbjerg igen.

Tak til Ann og Thomas for jeres gæstfrihed.

P.S. Da vi pakkede søndag morgen, ville Leif lige tjekke, at der ikke var noget, der var trillet ind under sengen. Det var der ikke; men han fandt stigen til øverste  køje 😉

P.P.S. Leif tog selvfølgelig en masse gode billeder i Sverige. Dem kan man se her:

Tiden går, men Tsula ligner sig selv. Der sker ikke meget – hverken med højde eller vægt. Men det er stadig 12,60 kg lækkerhed 🙂

Leif fik også lige taget et billede af de to tøser i et ømt øjeblik. De er da SÅ søde 🙂

Der sker ikke så meget hverken med højden eller drøjden, men hun er nu også meget perfekt, som hun er 🙂

Forleden da jeg trænede nede ved Aase, opdagede vi, at Tsulas højre øje var lidt hævet. Det så lidt ud som om, at blinkhinden sad lidt fremme.

Da vi så kom hjem, var øjet hævet helt vildt, og det så ud som om, at det var ved at poppe ud af øjenhulen. Sådan noget sker selvfølgelig en søndag, men der var jo ikke andet at gøre end at ringe til vagtdyrlægen. Jeg skulle komme med det samme, så ind i bilen med Tsula og mig og ind til Herning.

Hun blev undersøgt, og dyrlægen kunne ikke se huller, ridser eller andet – heldigvis. Så hun fik nogle øjendråber. Og jeg fik besked på, at hvis hævelsen ikke var faldet betydeligt til næste dag. så måtte hun tjekkes igen.

Heldigvis hjalp øjendråberne, og næste dag så det betydeligt bedre ud – selv om det stadig var lidt hævet. Tirsdag var hævelsen faldet yderligere. Men vi besluttede, at vi gerne ville have Anne Svane til at kikke på det. Hun er øjendyrlæge, og vi ville have det lidt bedre, hvis hun kunne bekræfte, at der ikke var huller eller ridser i Tsulas smukke øje. Det kunne hun heldigvis. Alt så fint ud. Men hun syntes stadig, at det var lidt for hævet, så Tsula fik et skud binyrebarkhormon til at tage hævelsen.

Annes gæt var, at Tsula har fået et slag ved siden af øjet og derved fået en hævelse / ødem.

Det så lidt voldsomt ud den første dag:

Allerede dagen efter så det meget bedre ud:

I midten af september besluttede jeg, at jeg ville prøve at se, hvad der ville ske, hvis jeg sendte Tsula i et søg. Vi har ikke arbejdet med ærlighedsøvelser eller andet, så alt kunne ske. Min tanke var egentlig, at jeg gerne ville se, om hun ville komme hjem, når hun fandt noget, eller om hun ville søge videre.

Jeg fik selvfølgelig Leif til at optage det – for vi ved jo alle, at med mindre der er en film, der kan lægges på FB, så har det ikke fundet sted ;-). Helle var der også; hun lagde søget ud.

Til min store overraskelse overvejede Tsula overhovedet ikke at søge videre med noget i munden. Hun opsøgte gammel fært, men var også god til at komme videre. Og hun brugte sin næse rigtig godt. Så jeg var bare glad.

Som man kan se på filmen var der også mange ting at kritisere: Hun var lidt for tændt, da jeg sendte hende, fordi hun havde set Helle gå rundt og lægge ud. Hendes afleveringer var rent ud sagt dårlige. Jeg var for hurtig til at sende hende og ventede ikke på, at hun lige fik tid til at samle sig. Alt det kunne jeg godt se – både da vi lavede søget og ikke mindst, da jeg så videoen efterfølgende. Men jeg var bare SÅ glad for, at hun kun tænkte på at komme hjem og aflevere.

Du kan se videoen her: https://youtu.be/FMJYYgZAg3k

Noget tid senere var jeg så til træning hos Aase, og hun var ikke det mindste imponeret. Tværtimod. Faktisk var hendes kommentar noget i retning af: “Hvad fanden har du gang i?”. Jeg har aldrig hørt hende skælde så meget ud – selv Trond blev lidt bange for hende 😉

Og hvad var hun så gal over?? Jo, hun var gal over, at jeg sjuskede med min handling af Tsula.

Aase ved, at jeg rigtig gerne vil blive knivskarp i min handling af Tsula, og at jeg ikke vil gå på kompromis med det. Og det var lige netop det, jeg gjorde ifm. søget. Allerførst skulle jeg slet ikke have sendt Tsula, da hun jo var lidt oppe og køre, da Helle kom tilbage efter at have lagt søget ud. Her skulle jeg være gået væk og måske lavet noget andet.

Så var der de sjuskede afleveringer. Jeg har besluttet, at hun skal aflevere foran, og der skal hun blive siddende, mens jeg lægger dummyen. Så stiller jeg mig ved siden af hende og “tager” hende med tilbage til udgangspositionen. Formålet er, at hun skal have fokus på mig og ikke på det, der sker ude i terrænet, og hun skal ikke gå ud fra, at hun skal hente mere. Og den beslutning gik så også helt fløjten, for jeg gør ingen af delene.

Hun skulle også have siddet længere, inden jeg sender hende igen. Hun ville have godt af lige at få lidt styr på forventningerne.

Og der er sikkert flere ting, som jeg helt glemte i min begejstring over, at hun kom direkte hjem og afleverede.

Efter at have fået skæld ud, gik Aase og jeg ud og lavede et lille søg, og jeg fokuserede på alle de ting, jeg glemte før.

Nogle dage senere var jeg så igen nede og træne hos Casa Gjøtterud. Jeg trænede alene, mens Aase fik lavet nogle ting inde i huset. Jeg var rundt i terrænet, og på et tidspunkt kom jeg op i nærheden af huset, hvor jeg lavede et frit søg inde i et tæt hegn. Jeg synes, det gik godt, indtil jeg kunne høre Aase råbe oppe fra huset: “Du sjusker med dine afleveringer”. Og hun havde ret. De første var perfekte – aflever foran, sætte sig ned, følge med mig rundt, så man er klar til næste dummy. Ved de to sidste sad Tsula skævt, så hun nærmest sad med siden ud til søget. Min umiddelbare tanke var “ja, ja, de andre var jo gode, og disse her er jo ikke virkelig dårlige”. Men som Aase efterfølgende sagde til mig, så er det jo første skridt til, at min beslutning bliver udvandet, og jeg får en hund, der bliver for fokuseret på det, der sker ude i terrænet.

Så selv om det et ganske kort øjeblik er ØV, at hun ikke ser de gode ting, så har hun jo så ret, og jeg er heldig at have folk omkring mig, der holder mig op på mine beslutninger om, hvordan jeg vil handle min hund.

Så tak, Aase, Trond, Helle, Leif og Martin. I forstår at holde mig på dydens smalle sti

Senere på ugen var jeg i Haunstrup for at træne lidt med Tsula. Og vi fik lavet de smukkeste og mest perfekte afleveringer 😉

Ja, tiden går, og hvalpen er nu 32 uger.

Hun er piv-lækker. Hun er en utrolig dejlig og mild hund herhjemme. Jeg elsker at arbejde med hende, og hun ser efterhånden også ganske ok ud.