Nu er der gået seks uger, siden vi fik at vide, at Vixen har kræft i maven. Det har været seks forfærdelige uger, og der er ikke gået én eneste dag, hvor jeg ikke har grædt – nogle gange flere gange om dagen. Jeg har stadig meget svært ved at tale om det uden at græde.
Heldigvis tror jeg ikke, at Vixen er klar over, at hun er syg, og at hun nok ikke er her ret meget længere. Ja, faktisk kan jeg også nogle gange selv glemme det, når jeg ser hende. For hun virker bestemt ikke syg. Hun er højt humør, altid sulten og ALTID klar til at arbejde. Hun har dog haft enkelte gange, hvor hun har kastet op. Heldigvis har det været forbigående, og hun har haft det godt umiddelbart efter.
Der har dog været en enkelt gang, hvor hun kastede en del op om natten og tidligt om morgenen. Efterfølgende var hun ikke sig selv – hun hang med hovedet og ville ikke spise. Desuden begyndte hun at hoste en tør hoste. Jeg tog kontakt med dyrlæge Lisa, som gerne ville se hende, hvis hosteriet fortsatte. Det gjorde det næste dag, så afsted til dyrlægen. Vixen havde dog fået appetitten nogenlunde tilbage på det tidspunkt men var stadig ikke helt sig selv. Dyrlæge Lisa lyttede til Vixens lunger. De lød desværre ikke godt, og hendes konklusion var, at kræften nok havde spredt sig til lungerne. Vi talte lidt om, hvad vi kunne gøre – og hvad vi burde gøre – og kom frem til, at vi ville starte hende på binyrebarkhormon – 10 mg. Dyrlæge Lisa understregede, at dette nok ville give hende et boost, som ikke ville vare ved. Og at vi så til den tid skulle vurdere, om dosen skulle sættes op, eller det var tid til at sige farvel.
Binyrebarkhormonen har haft en rigtig god effekt på hende. Hun er helt sig selv igen. Leif og jeg har dog besluttet, at når de 10 mg ikke længere er nok til at give hende et godt liv, så er det tid til at sige farvel. Vi håber, det varer længe!
Vi har tid til et tjek hos Lise Bang Hansen den 18. august, og så har jeg faktisk også booket en tid ved Sys Vad i slutningen af måneden, da jeg synes, at hun trænger til at blive løsnet lidt op.
Blod er sendt til SLU i Sverige og modtaget. I fryseren har jeg også blod og en fire afføringsprøver, som venter på at blive afhentet af en dyrlæge fra KU Sund. Intet af dette gør noget godt for Vixen, men jeg har det rigtig godt med, at hun kan bidrage til forskningen, som forhåbentlig udmunder i noget positivt for vores hunde.
Da Vixen jo egentlig har det godt, går dagene som altid. Der gås tur, vi træner (måske ikke så intenst og langvarigt som tidligere), og vi hygger os. Det kræver lidt “holden tungen lige i munden” at styre pilleindtaget i løbet af dagen, og hvordan pillerne skal tages i forhold til måltider etc. Men da jeg jo heldigvis stadig primært arbejder hjemme, så fungerer det fint.
