Velkommen til

Der sker ikke så meget hverken med højden eller drøjden, men hun er nu også meget perfekt, som hun er 🙂

Forleden da jeg trænede nede ved Aase, opdagede vi, at Tsulas højre øje var lidt hævet. Det så lidt ud som om, at blinkhinden sad lidt fremme.

Da vi så kom hjem, var øjet hævet helt vildt, og det så ud som om, at det var ved at poppe ud af øjenhulen. Sådan noget sker selvfølgelig en søndag, men der var jo ikke andet at gøre end at ringe til vagtdyrlægen. Jeg skulle komme med det samme, så ind i bilen med Tsula og mig og ind til Herning.

Hun blev undersøgt, og dyrlægen kunne ikke se huller, ridser eller andet – heldigvis. Så hun fik nogle øjendråber. Og jeg fik besked på, at hvis hævelsen ikke var faldet betydeligt til næste dag. så måtte hun tjekkes igen.

Heldigvis hjalp øjendråberne, og næste dag så det betydeligt bedre ud – selv om det stadig var lidt hævet. Tirsdag var hævelsen faldet yderligere. Men vi besluttede, at vi gerne ville have Anne Svane til at kikke på det. Hun er øjendyrlæge, og vi ville have det lidt bedre, hvis hun kunne bekræfte, at der ikke var huller eller ridser i Tsulas smukke øje. Det kunne hun heldigvis. Alt så fint ud. Men hun syntes stadig, at det var lidt for hævet, så Tsula fik et skud binyrebarkhormon til at tage hævelsen.

Annes gæt var, at Tsula har fået et slag ved siden af øjet og derved fået en hævelse / ødem.

Det så lidt voldsomt ud den første dag:

Allerede dagen efter så det meget bedre ud:

I midten af september besluttede jeg, at jeg ville prøve at se, hvad der ville ske, hvis jeg sendte Tsula i et søg. Vi har ikke arbejdet med ærlighedsøvelser eller andet, så alt kunne ske. Min tanke var egentlig, at jeg gerne ville se, om hun ville komme hjem, når hun fandt noget, eller om hun ville søge videre.

Jeg fik selvfølgelig Leif til at optage det – for vi ved jo alle, at med mindre der er en film, der kan lægges på FB, så har det ikke fundet sted ;-). Helle var der også; hun lagde søget ud.

Til min store overraskelse overvejede Tsula overhovedet ikke at søge videre med noget i munden. Hun opsøgte gammel fært, men var også god til at komme videre. Og hun brugte sin næse rigtig godt. Så jeg var bare glad.

Som man kan se på filmen var der også mange ting at kritisere: Hun var lidt for tændt, da jeg sendte hende, fordi hun havde set Helle gå rundt og lægge ud. Hendes afleveringer var rent ud sagt dårlige. Jeg var for hurtig til at sende hende og ventede ikke på, at hun lige fik tid til at samle sig. Alt det kunne jeg godt se – både da vi lavede søget og ikke mindst, da jeg så videoen efterfølgende. Men jeg var bare SÅ glad for, at hun kun tænkte på at komme hjem og aflevere.

Du kan se videoen her: https://youtu.be/FMJYYgZAg3k

Noget tid senere var jeg så til træning hos Aase, og hun var ikke det mindste imponeret. Tværtimod. Faktisk var hendes kommentar noget i retning af: “Hvad fanden har du gang i?”. Jeg har aldrig hørt hende skælde så meget ud – selv Trond blev lidt bange for hende 😉

Og hvad var hun så gal over?? Jo, hun var gal over, at jeg sjuskede med min handling af Tsula.

Aase ved, at jeg rigtig gerne vil blive knivskarp i min handling af Tsula, og at jeg ikke vil gå på kompromis med det. Og det var lige netop det, jeg gjorde ifm. søget. Allerførst skulle jeg slet ikke have sendt Tsula, da hun jo var lidt oppe og køre, da Helle kom tilbage efter at have lagt søget ud. Her skulle jeg være gået væk og måske lavet noget andet.

Så var der de sjuskede afleveringer. Jeg har besluttet, at hun skal aflevere foran, og der skal hun blive siddende, mens jeg lægger dummyen. Så stiller jeg mig ved siden af hende og “tager” hende med tilbage til udgangspositionen. Formålet er, at hun skal have fokus på mig og ikke på det, der sker ude i terrænet, og hun skal ikke gå ud fra, at hun skal hente mere. Og den beslutning gik så også helt fløjten, for jeg gør ingen af delene.

Hun skulle også have siddet længere, inden jeg sender hende igen. Hun ville have godt af lige at få lidt styr på forventningerne.

Og der er sikkert flere ting, som jeg helt glemte i min begejstring over, at hun kom direkte hjem og afleverede.

Efter at have fået skæld ud, gik Aase og jeg ud og lavede et lille søg, og jeg fokuserede på alle de ting, jeg glemte før.

Nogle dage senere var jeg så igen nede og træne hos Casa Gjøtterud. Jeg trænede alene, mens Aase fik lavet nogle ting inde i huset. Jeg var rundt i terrænet, og på et tidspunkt kom jeg op i nærheden af huset, hvor jeg lavede et frit søg inde i et tæt hegn. Jeg synes, det gik godt, indtil jeg kunne høre Aase råbe oppe fra huset: “Du sjusker med dine afleveringer”. Og hun havde ret. De første var perfekte – aflever foran, sætte sig ned, følge med mig rundt, så man er klar til næste dummy. Ved de to sidste sad Tsula skævt, så hun nærmest sad med siden ud til søget. Min umiddelbare tanke var “ja, ja, de andre var jo gode, og disse her er jo ikke virkelig dårlige”. Men som Aase efterfølgende sagde til mig, så er det jo første skridt til, at min beslutning bliver udvandet, og jeg får en hund, der bliver for fokuseret på det, der sker ude i terrænet.

Så selv om det et ganske kort øjeblik er ØV, at hun ikke ser de gode ting, så har hun jo så ret, og jeg er heldig at have folk omkring mig, der holder mig op på mine beslutninger om, hvordan jeg vil handle min hund.

Så tak, Aase, Trond, Helle, Leif og Martin. I forstår at holde mig på dydens smalle sti

Senere på ugen var jeg i Haunstrup for at træne lidt med Tsula. Og vi fik lavet de smukkeste og mest perfekte afleveringer 😉

Ja, tiden går, og hvalpen er nu 32 uger.

Hun er piv-lækker. Hun er en utrolig dejlig og mild hund herhjemme. Jeg elsker at arbejde med hende, og hun ser efterhånden også ganske ok ud.

Denne uge er benene blevet lidt længere, og vægten er også øget. Men det er helt ok.