Velkommen til

Så er prøvesæsonen i Tollerklubben ovre. Den sidste prøve blev afholdt på Sjælland i nærheden af Sorø. Vi en af vores dommere, Hanne Søndenbroe, havde vi fået adgang til et helt nyt område, som er ejet af nogle golden-folk. Det er altid spændende at prøve nye områder – både for os hundeførere og for hundene.

Vixen var gået i løbetid, så hun måtte blive hjemme. Godt det samme for vores samarbejde har ikke være det bedste i denne prøvesæson. Vixens stressniveau er steget, og der er kommet en del lyd på hende. Selv om jeg godt ved, at det ikke hjælper på hendes stress og frustration, så har jeg svært ved ikke at blive sur på hende. Men nu da vi går efteråret og vinteren i møde, så må jeg træde nogle skridt tilbage og se, om jeg kan fikse nogle af de ting, der er gået galt. Problemet er, at jeg ikke er helt sikker på, hvad der er gået galt. Det højere stressniveau og lyden kom efter prøven i Sorø, hvor hun under en hel åben klasse-prøve arbejdede sammen med en anden hund. Og den hund var bestemt heller ikke hverken lydløs eller særlig lydig. Så de to damer kørte hinanden voldsomt op. Men…. på samme tidspunkt flyttede Tiva jo ind i vores liv. Og nogle har foreslået, at dette også kan have haft en effekt på Vixen. Tja, jeg ved det ikke, men det er jo ikke usandsynligt. De to hunde har det supergodt sammen, men det er selvfølgelig en ændring i Vixens liv, at hun først mister Chili og Daisy, så har hun næsten ½ år som alenehund, og så flytter frække Tiva ind.

Det kan også sagtens være den omstændighed, at jeg har været meget påvirket af fyringen sidste efterår og tanken om, hvad der nu skulle ske – og om jeg i det hele taget ville komme i arbejde igen – der har påvirket Vixen. Jeg fik jo et kortvarigt vikariat sidst i april, som i den grad trak tænder ud på mig, da jeg skulle assistere på et noget højere niveau, end jeg er vant til. Da det vikariat så nærmede sig sin afslutning, kom bekymringerne igen om, hvad der skulle ske. Heldigvis endte det hele jo godt, og jeg er igen i fast job på min yndlingsarbejdsplads, LEGO.

Der har været en del arbejde i forbindelse med min deltagelse i Tollerklubbens jagtudvalg. Men nu er tingene forhåbentlig ved at falde på plads, og vi er ved at have styr på programmet for næste års prøvesæson.

Tiva er bare en skøn hund. Hun er ekstrem kærlig. Alle vores hunde har været nogle kælepotter, men ingen kan måle sig med Tiva. Hun er puttedronningen over alle. Derudover så er hun så lærenem, og træningen med hende går som en leg. Leif tager det – for det meste – roligt. Hun lærer lynhurtigt, så det kan være svært ikke at presse citronen. Men hun er en følsom lille pige. Der skal ikke meget til, før hun pakker sammen. Heldigvis er hun havnet hos den helt rette hundefører, Leif. Og jeg er sikker på, at de to har en stor fremtid sammen i prøveverdenen.

Leif har optaget adskillige videos af deres træning, som han af en eller anden grund ikke vil offentliggøre. Jeg kan så fortælle, at de viser et par, som arbejder virkeligt godt sammen. Han træner stadig på hold hos Sanne Ammitzbøl. Her får han en passende mængde skæld ud og ros.

Tiva er dog også den af vores hunde, der suverænt har ødelagt mest. Stort set alt det legetøj, som har klaret to kuld hvalpe, er bidt i stumper og stykker – og det samme er nogle af vores møbler. I det mindste er hun hold op med at hente vores snavsede vasketøj i vaskekælderen og sprede det ud over hele haven 🙂

Som en del af JU har det længe været et ønske for mig at
arrangere en dobbeltprøve. Jeg synes, det er fedt at kunne gå til prøve to dage
i træk i to forskellige terræner. Min idé var også, at det måske kunne
tiltrække flere tollerfolk – også fra udlandet. I år havde jeg så chancen for at arrangere
det. Da der skete en del i JU i løbet af foråret, og da jeg selv bl.a. stod med
det ene ben ude af JU, så kom jeg lidt sent i gang med alle de praktiske ting.
Jeg turde ikke rigtig gå ”all in” med at annoncere det vidt og bredt, da min
plads i JU var lidt ustabil. Så måske derfor blev det ikke det store
tilløbsstykke, som jeg havde håbet.

Ikke desto mindre havde vi, der var mødt op (10 hunde lørdag
og 14 hunde søndag) en rigtig god weekend.

Lørdag var prøven lagt på Svansømosegård ved Skive. Det er
et område, som DRK ofte bruger til prøver, og jeg var glad for, at ejerne gav
os muligheden for at lave en prøve der.

Martin Degn, som jeg jo har trænet en
del sammen med i næsten al den tid, jeg har haft toller, lagde prøven. Martin
havde lagt en rigtig god prøve, som sine steder var udfordrende men hele tiden
fair overfor hundene. Og han fik efterfølgende meget ros for den.

Bortset fra
Leif, var alle hjælperne novicer, men hold da fast, hvor var de gode, og hvor
kørte det hele bare som en velsmurt maskine. Stor ros til dem.

Martin havde sat sig grundigt ind
i reglementet og udnyttet det til fulde, så de var både ænder, gæs, fasaner,
duer, kaniner og blishøns på prøven. To gange blev han faktisk kontaktet af deltagere,
der ellers kender reglementet ret godt, som mente, at hhv. krikænder og fasaner ikke måtte
bruges på hhv. kvalifikationsprøven og i begynderklassen. De måtte dog erkende,
at Martin var mere opdateret på reglementet end dem. Jeg ved jo, at Martin er
en voldsom grundig mand, så det var ikke overraskende for mig 🙂

Dommer fra Finn Lange, som jo har dømt tollerne i rigtig
mange år.

Min prøve med Vixen var ikke noget at råbe hurra for.
Allerede ved tollingen kunne jeg mærke, at det ikke ville gå. Hun er normalt
tændt men tyst og under kontrol under tollingen. Det var hun ikke den dag. Der
var uro og en smule pib i pauserne. Hun hentede den sidst kastede af den
dobbelt vandmarkering først, og det gjorde hun uden problemer. Jeg sendte
hende på den anden. Og i stedet for at holde øje med min hund, så rettede jeg
fokus på at flytte en and på jorden, så jeg ikke trådte på den. Jeg opdagede
derfor lidt for sent, at Vixen var usikker på, hvor hun skulle hen, og var
stort set vendt, inden jeg fik fokus på hende igen. Så det tog lidt tid og
dirigeringer at få hende på rette vej. Men det lykkedes da.

Så gik vi fri ved fod over til dobbelt landmarkering. Og ja,
det var en voldsom fri fri-ved-fod. Markeringerne klarede hun ok og uden hjælp.
Hun var ikke direkte på dem men måtte søge lidt i det høje græs. Det var nok
den opgave, jeg var mest nervøs for, for der var ikke meget at markere op ad,
og begge fugle landede i knæhøjt græs. Men vi fik dem hjem i en nogenlunde
stil.

Så gik vi hen til dirigeringen – denne gang med line på.
Egentlig en enkelt dirigering over et areal med lidt højt græs ud til nogle små
buske, hvor der lå en gås. Vixen afveg fra linjen, men jeg fik hende tilbage på
sporet og ud i området. Jeg er ikke sikker på, om dommeren opdagede, hvad der
egentlig skete, for han nævnte ikke noget om det hverken i den mundtlige eller
skriftlige kritik. Men Vixen valgte helt bevidst at overse gåsen. Dommeren
spurgte endda, om de nu havde husket at lægge den ud. Ha, jeg kunne godt se,
hvad der foregik. En lidt skrap kommando fra mig, fik hende til at samle bæstet
op. Den blev godt nok lagt nogle gange på vej hjem, og jeg mener heller ikke,
at jeg fik den i hånden.

Efter at have ventet på, at Helle og Cookie kom igennem
posterne, var det tid til det frie søg – med Cookie som makker. Det første
stykke af området var med halvhøjt græs, som gik over i et tæt buskads, som
igen gik over i et område med vand med høje og meget tætte siv. Mens vi havde
ventet på, at Cookie og Helle skulle blive klar til søget, havde Vixen hørt på
en del ænder, der holdt en fest i søen. Så da jeg skulle sende hende, strøg hun
direkte i vandet. Hun brugte meget lang tid derude, og jeg kunne høre, at hun
var meget aktiv. Jeg tror ikke på, at hun på noget tidspunkt var ude på åbent
vand og dalre rundt. Jeg er helt sikker på, at hun arbejdede intenst. Og da jeg
senere så området, kunne jeg godt forstå, at det tog tid. Sivene stod meget
tæt, og det var virkelig svært for hundene at bevæge sig rundt i. Nå, men efter
noget tid kom hun da tilbage med en and. Den lange ventetid var ikke noget for
Cookie, der blev temmelig vokal. Da Vixen kom tilbage, ville hun være
solidarisk og var også temmelig vokal. Nå, men hundene fik søgt og hentet lidt
af hvert. På et tidspunkt løber Vixen igen ned i vandet og ud i sivene. Igen går
der lang tid, uden at hun kommer tilbage. Pludselig kan jeg høre, at hun piber temmelig højt.
Ikke utålmodigheds-pib men derimod ”hjælp-mig-pib”, og jeg kunne høre, at hun
var i panik. Jeg kunne naturligvis ikke gøre andet end at sige til dommeren, at
hun gik jeg altså ned og hjalp mig hund. Der gik en bro ud i vandet, og fra
broen var der kastet nogle ænder ind i sivene. Et stykke ude stod Vixen ved
siden af en and. Hun sad uhjælpelig fast, og jeg kunne hverken få hende frem
eller tilbage. Hun kæmpede en brav kamp, men det kunne ikke lykkes. Jeg fik fat
i nakken på hende og fik hende hevet op på broen, og vi gik tilbage til
startpunktet. Dommeren mente, at jeg skulle sende hende igen, så hun kunne
ryste oplevelsen af sig. Hun løb ud i buskene og fandt en and til mig. Jeg
sendte hende igen, og gudhjælpemig om hun ikke fes direkte ned i sivene igen.
Denne gang klarede hun dog ærterne selv og kom hjem med en and. Men det viser
lidt om, at min lille rævetøs ikke sådan lader sig ryste. Og det er jo en af de
ting, jeg elsker ved hende.

Nå, men så var prøven færdig, og dommeren kunne allerede der
fortælle os begge, at vi ikke skulle regne med præmiering. Faktisk gav han os
et D (diskvalifikation) pga. lyden. Ifølge reglementet kan man dog kun give D for ”aggressiv adfærd”, ”skudrædhed” eller
”hårdmundethed”. Da dommeren blev gjort opmærksom på det, ændrede han det til et 0.
Netop fordi et D gives for nogle ting, der i mine øjne er virkelig negativ, så
har jeg ikke lyst til at have et ufortjent D stående på Hundeweb. Så det var dejligt, at
vi kunne få det ændret uden diskussion.

Søndag gik turen så til Karup, hvor vi via Martin havde lånt
militærets arealer. Igen lagde Martin en rigtig god prøve, og igen fik han
meget ros for prøven. Igen var hjælperne folk, der ikke have prøvet det før. Og
igen gjorde de det helt fantastisk.

Dommeren var Hanne Søndenbroe, der som
altid var meget fair i sin bedømmelse af hundene.

Overordnet set var jeg meget tilfreds med Vixens arbejde.
Men helt fortjent fik hun et 0 pga. en elendig fri ved fod, hvor hun faktisk to
gange gik af hånd, ligesom der var en lille smule lyd, da der blev skudt til
dirigeringen under vores fri ved fod. Men hendes arbejde var jeg meget tilfreds
med.

Vi lagde jo som sædvanligt ud med tollingen. Her var hun
hurtig som en raket, når vi tollede og rolig og lydløs, når vi holdt pause.
Vandmarkeringerne faldt i en meget bred vinkel. Ved en fejl blev der ikke skudt
til nr. 2 fugl, men da sådan en and laver et ordenligt plask, når den lander på
vandet, var det ikke noget problem. Og Vixen hentede da også begge fugle uden
problemer. Jeg synes ikke, at der var noget som helst at sætte en finger på
ifm. tolling og vandmarkeringer.

Landmarkeringerne faldt begge i kanten af et område med skub
og igen i en bred vinkel. Til min store overraskelse gik Vixen efter den første
kastede. Det lykkedes hende ikke at finde den, så hun søgte ned mod den
sidst kastede. Den fandt hun forholdsvis hurtigt. Da hun kom tilbage, sendte
jeg hende på den først kastede, og hun løb stort set lige derud og samlede op.

Så skulle vi gå fri ved fod fra markeringen og op mod
dirigeringen. Undervejs blev der skudt mod dirigeringen. Hun var totalt i sin
egen verden og gik af hånd en enkelt gang. Men vi kom da frem i nogenlunde
behold. Dirigeringen var på en gås og den direkte linje gik skråt over en
grøft. Jeg sendte hende direkte på gåsen. Hun afveg lidt fra linjen, så jeg
stoppede hende, da hun var på linje med gåsen. Det tog et par fløjt, før damen
fik lyst til at sætte sig. Til gengæld krævede det så kun en enkelt kommando at
sende hende til venstre over grøften og lige ud til gåsen. Hun samlede spontant
op men trådte to gange i vingerne på vej hjem, så hun tabte gåsen. Ca. 10 meter
fra mig lagde hun den med et udtryk, der fortalte, at nu var det altså nok med
den gås. Jeg fik hende til at samle op igen og komme helt hjem med den.

Oprindeligt
ville dommeren have, at makkerhunden i søget og Vixen sammen skulle gå fri ved
fod gennem det skrub, hvor landmarkeringerne faldt. Jeg udtrykte vist min ærgrelse
over dette, da det var et terræn, der var meget ujævnt og svært at gå i, og jeg
ville helt sikkert miste Vixen, fordi jeg ville have travlt med at holde øje
med, hvor jeg selv satte fødderne. Dommeren, der jo bestemt ikke er uden humor,
mente, at det ikke kunne blive meget værre med vores fri ved fod, så det…… Hun
endte nu med at lade os beholde linen på, indtil vi kom på den anden side af
skubbet. Makkerhunden skulle gå først hen til søget; derefter var det Vixen.
Behøver jeg at sige det: Hun gik elendigt og igen gik hun af hånd en enkelt
gang.

I søget
blev makkerhunden sendt først. Det medførte en smule lyd hos Vixen, men jeg fik
det stoppet. Selve søget gik rigtig godt. Hun kom i hele området og tog uden
tøven alle vildtarter. Eneste minus var, at hun virkede lidt trykket, hvis hun
kom for tæt på makkerhunden, som var en
hanhund. Det har jeg oplevet andre gange, hvor hun har været i søg med
en hanhund. Hvis hun søger med tæver, er der derimod ingen problemer.

Cookie
brillerede om søndagen. Hvor hun om lørdagen fik et 0 pga. lyd m.m., så kørte
hun med klatten om søndagen. Hun endte med en 2. præmie, da hun ikke var så
pjattet med at samle gåsen op, og den blev lagt nogle gange på vej hjem. Men
når man tænker på, at det ikke er langt tid siden, at Helle var i tvivl om,
hvorvidt hun overhovedet kunne stille Cookie, da hun stort set ingen
nakkemuskler havde, så må jeg sige, at hun virkelig har rykket sig. Jeg er
vildt stolt af dem.

Nu går
vi i træningslejr inden årets sidste prøve den 22. september, men når jeg ser
tilbage på, hvor mange gange jeg har skrevet, at NU skal vi have styr på den
fri ved fod, så tvivler jeg på, at det når at blive bedre inden næste prøve.
Men…..man skal jo være optimistisk og ikke miste håbet

Så er der igen gået lang tid uden opdateringer. Men vi lever
altså endnu. En af grundene til radiotavsheden er, at jeg jo blev midlertidig
arbejdsramt. Det er jeg naturligvis lykkelig for, men mit nye
midlertidige job trækker tænder ud – særlig i begyndelsen, hvor alt var nyt –
og der er en forventning om, at jeg også lægger nogle timer udenfor arbejdstid.
Så vi har altså lavet noget, men jeg har bare ikke haft energi og overskud til
at skrive om det. Og så har jeg besluttet, at jeg siger ja til alle de opgaver, der kommer min vej. Man ved jo aldrig, hvad et kan føre til. Så jeg har pænt meget at lave.

Vixen og jeg har fortsat vores træning hos Marianne. Det har
været rigtig godt, og det er dejligt med nyt terræn og nye øjne. Vi har
samtidig trænet hos Pernille, og det har også været godt. Der er blevet rusket
op i nogle ting, der var blevet for slappe.

Vixens stressniveau er ikke blevet lavere. Jeg gør, hvad jeg
kan – synes jeg – for ikke at få det til at blive værre. Men jeg er jo selv
lidt flyvsk og temperamentsfuld, så det er ikke altid, det lykkes. Her de
sidste par uger har jeg dog virkelig bestræbt mig på at være mere afslappet.
Jeg har trænet en del alene med hende i Haunstrup, hvor hovedfokus har været
fri ved fod. Vi har gået en lang tur igennem skoven med små indlagte opgaver,
som kunne løses, hvis hun kunne gå afslappet. Og det har hun faktisk været
rigtig dygtig til. Så jeg har håb for fremtiden 🙂

Jeg er også begyndt at træne noget mere dirigering på vand.
Det foregår på den måde, at hun får tre dummyer på vand: En til venstre, én til
højre og én ligeud. Jeg sender hende på ligeud men stopper så og sender hende
enten til højre eller venstre. Der er hun blevet rigtig skarp og tager mine kommandoer så flot.

Tiva bare vokser og vokser og bliver sødere og sødere. Hun
er sindssygt sød og kærlig og elsker at komme helt op i hovedet på én for at
kæle. Hun er også meget lydig og ekstremt lærenem. Leif får en opgave med ikke
at gå for hurtigt frem, for det kan virkelig være svært at lade være, når hun
bare tager imod alt, hvad man giver hende. Han træner stadig hos Sanne
Ammitzbøll, og det er han rigtig glad for. Her får han alle de grundlæggende
ting banket ordentligt fast, så der er noget at bygge videre på.

Vi har opgivet hendes ører. Vi er kommet for sent i gang med
at korrigere dem, og de VIL bare leve deres eget liv. Og det må de så gøre. Hun
skal naturligvis udstilles, for hun er en rigtig pæn hun, men med de ører,
bliver hun aldrig en udstillingsstjerne. Heldigvis er vi også langt mere
interesseret i, at hun er en sød hund, der kan og vil arbejde. Så alt er godt.

Forleden var jeg ude og træne med Helle og Cookie. Helle
havde taget en gås med, som hundene lige skulle prøve kræfter med. Jeg lægger
den til Vixen og går derfra. På et tidspunkt falder jeg (over mine egne ben???)
og lander med et brag på jorden. Luften blev slået ud af mig, så jeg måtte lige
ligge og sunde mig lidt. Åbenbart var Vixen klar over, hvad der skulle ske, for
efter at have kikket på mig og så på gåsen og på mig igen, så løb hun ud,
samlede op og leverede den i skødet på mig. Skøre hund! I øvrigt viste det sig,
at jeg har bøjet et par ribben, så det var ikke mærkeligt, at jeg lige skulle
sunde mig lidt.

Vi har ikke trænet hos Pernille siden april. Hun har
skåret lidt ned på holdene, da hun jo har overtaget Dummyshoppen. Da hun
fjernede torsdagsholdene, som var det, vi gik på, så var der pludselig ikke
længere plads til os på Pernilles hold. Så efter at have gået et stykke tid
uden en streng instruktør til at rette på mig og Vixen så var vi – Helle og jeg –
så heldige at få en plads på et hold hos Marianne Pedersen. Det er dejligt med nye
øjne og nyt terræn.

Vixen har godt nok ikke vist sig fra sin bedste side. Hun
stresser utrolig let for tiden, hvilket medfører lidt lyd. Jeg ved ikke helt,
hvad der er galt. Måske har jeg ikke trænet nok, måske har jeg presset hende
for meget, eller måske det Tivas indtog i familien, der har sat sine spor. Jeg
har selvfølgelig trænet lidt selv, en del med Helle og en del med Martin.
Martin er god til at fortælle mig ting, som jeg først ikke har lyst til at
høre. Men når jeg så tænker over det, så har han jo ret. Helle og jeg er måske
lidt for gode til at bekræfte hinanden i, at det hele går ganske fint. Og vi
har måske også en tendens til at skære lidt hjørner og være tilfredse med noget,
som vi ikke burde være tilfredse med. Så det er dejligt igen at gå hos en
instruktør.

I mellemtiden har Pernille tilbudt os en plads på et
onsdagshold. Det tilbud har vi selvfølgelig taget imod med kyshånd. Helle og Cookie har også
fået en plads, så det er bare skønt. Vi var af sted i onsdags, og vi og hundene blev udfordrede. Også bagefter under kaffen blev vi udfordrede, da det er virkeligt svært ikke at købe noget i Dummyshoppen 🙂

Martin har vist os et nyt sted at træne i Gullestrup. Der er
nogle små søer, som er gode til at øve dirigeringer over vand. Vi behøver jo
ikke træne svømning, så der er ingen grund til, at hundene skal bruge alle
kræfterne på at det. Desuden er terrænet en del anderledes, end hvad vi er
vant til, så der er masser af muligheder for at lave alt muligt. Skønt med nye
omgivelser.

Tiva vokser som hun skal og er en dejlig, lille hundehvalp.
Leif har gået til hvalpetræning hos Sanne Ammitzbøll, og det har været rigtig
godt. Heldigvis fortsætter holdet senere på sommeren. Han er godt til at træne
små, korte sekvenser med hende herhjemme. Hun er utrolig lærenem, og der er
allerede nu styr på mange ting. Fra Leifs side er der en smule frustration ind
i mellem, da han klikkertræner hende. Men det er jo også nyt for ham, så han
kan godt blive lidt usikker på, hvad der er rigtigt og forkert. Heldigvis har
vi klikkerkloge folk i omgangskredsen (Helle, Martin, Gitte), så der er hjælp
at hente. Desuden har Helle og jeg udvidet vores lille ”træningsvirksomhed” med
lidt hvalpetræning. Eneste deltagere er Leif og Hanne (som skulle have haft en
Vixen-hvalp men nu har fået en hvalp fra June og Odd i Norge).

Tiva er en utrolig sød og dejlig vaps. Hun er meget rolig og
kærlig. Hun har endnu ikke bidt noget i stykker. Hun har gnavet lidt i nogle
ting, men ikke noget alvorligt. I denne tid, hvor døren til kælderen og fra
kælderen og ud til haven står åben, så finder vi dagligt ting i haven, som Tiva
har slæbt med ud. Det kan være legetøj, men det kan også være vores sko (som
hun er kommet lidt op i højden), andre ting hun finder i kælderen, og en enkelt
gang en BH, som hun havde hugget fra vaskekælderen. Hun er en lidt blød hund;
der skal ikke så meget til at gøre hende ked af det. Så det er godt, at det
ikke er mig, der skal træne med hende.

Vi bøvler jo som sagt lidt med Tivas krøllede ører. Vi har
haft dem tapet, men da hun så fik en grim øreinfektion, droppede vi tapen i en
periode. Vi skal i gang med at tape igen, da de skide ører helt lever deres eget liv. Forleden fik hun lidt problemer med maven. Hun havde i den grad tyndskid;
det stod ud af hende med 110 km/t. Jeg er egentlig ikke sart, men jeg var ved
at gå i gulvet over lugten. Aldrig har jeg lugtet noget så grimt. Hun er nu på
ris og kylling og ZooLac, så vi håber, det går den rigtige vej. Leif var ved
dyrlægen forleden for at veje hende: 8,9 kg. Dyrlægen syntes, at hun var for tynd
– og hun er bestemt heller ikke tyk. Men hun vejer nogenlunde det samme som
Vixen, da hun var i den alder, så…. Vi har nu alligevel besluttet at skrue lidt
op for madmængden. Vi har fulgt foderanvisningerne, og derudover har hun fået
en del godbidder ifm. træningen (og fordi hun bare er så sød :-)),
men hun har en glubende appetit og tømmer skålen hurtigere end Vixen tømmer
sin, så måske skal hun have lidt mere.

Da vi hentede Tiva i Sverige, foldede hendes ene øre forkert. Indtil da havde begge ører siddet korrekt, men pludselig fik det højre øre sit eget liv, og det nægtede at lægge sig ind til hovedet, som vi ellers godt kan lide. Lidt senere besluttede det venstre øre sig også for at gå imod standarden og begyndte at folde forkert.

Knækører, eller ører der folder forkert, er jo et eller andet sted harmløst. Men det giver altså hunden et helt forkert udtryk, og i udstillingssammenhæng vil det trække ned. Så derfor har vi besluttet, at vi vil forsøge at ændre på ørernes stilling, mens det stadig er muligt. Så længe brusken i ørerne er blød, kan man være heldig at ændre på ørernes stilling. Men det kræver, at man taper ørerne fra nu og indtil et stykke tid efter tandskiftet (5-7 måneders alderen). Ørerne skal ikke være permanent tapet. Vi prøver at holde dem i den korrekte stilling med tape i 2-3 dage. Derefter får de ro og luft i 1-2 dage og så tape på igen. Eller…..dette er vores hensigt. Tiva er ikke enig. Hun gør, hvad hun kan for at få tapen af. Egentlig er hun sød og forholdsvis lydig, men det er klart, at det generer hende lidt, og når hun klør ørerne, lykkes det hende ofte at få kløet tapen af. Vi bruger en kirurgisk tape for at genere hende mindst muligt. Da det er for sensitiv hud, klistrer det ikke så meget og er derfor lettere for hende at få fjernet.

Vi håber, at vores anstrengelser bærer frugt, og at Tiva får nogle fine ører, der lægger sig ind til hovedet. Hvis det ikke lykkes, vil vi dog elske hende lige så højt.

Årets anden
tollerjagtprøve var lagt i Jylland. Nærmere bestemt i Auning øst for Randers.
Vixen og jeg skulle igen forsøge os i åben klasse. Vi var i alt fire i klassen
– deriblandt Helle og Cookie. Helle havde ikke været sikker på, om Cookie ville
være klar til prøven. Men da hun nu er trappet ud af binyrebarkhormonen og har
fået både muskler og energi tilbage, så blev hun tilmeldt.

Prøven blev
afholdt i et lille men spændende område med en lille sø omkranset af træer.
Der, hvor vi tollede, var der et hul i trærækken, så vi havde udsyn til søen.
Men for at komme i vandet skulle hundene passerer en sivbælte på et par meter.
Uden i søen lå der masser af åkander. Så det var udfordrende. Prøvelæggeren var
Henrik Hansen, som havde lagt en spændende prøve for alle klasser. Dommer var
Christian Brix, der som altid var i højt humør og meget fair i sin bedømmelse.

Åben klasse var
sidste klasse på dagen, da man havde valgt at lægge vinder efter begynder og så
derefter holde frokost. Vixen var første hund i åben klasse.

Vi lagde ud med at
tolle, og det forløb som det plejer: Masser af fart og ro, når det var
påkrævet. Så kom dobbeltmarkeringen på vand. Sivene var så høje, så Vixen kun
så ænderne, mens de var i luften. Jeg kunne se, hvor de landede. Til gengæld så
kunne jeg ikke se Vixen, før hun var et godt stykke ude af sivene. Den første
hentede hun uden de store problemer. Den anden måtte jeg hjælpe lidt til med,
men den kom hjem.

Lige derefter var
der en dirigering, hvor linjen lå lidt til højre for den anden markering i
dobbeltmarkeringen. Der var ligesom lavet to ”motorveje” ud igennem sivene.
Ifm. dirigeringen ville jeg gerne have Vixen til at tage den højre. Hun tog den
venstre, hvilket førte hende i en helt forkert retning. Der var ikke andet at
gøre, end at lade hende komme igennem sivbæltet og ud på åbent vand. Hvis jeg
korrigerer hende for tidligt, vender hun om. Hun kom fri af sivene, og jeg
begyndte at sende hende mod højre. Hun hang lidt fast i området, hvor den
første and i markeringen var faldet. Det lykkedes mig at få hende skubbet lidt
mere til højre og op på land. Så var det bare at sende hende til højre. Hun
måtte lidt længere ud end det sted, hvor anden lå for at få færten. Men det
lykkedes.

Så var det tid
til dobbelt landmarkering. Vi skulle gå fri ved fod op i området (ca. 20-30
meter). Vixen blev ved min side, men elastikken var i den grad spændt, så det
var ikke nogen pæn fri ved fod. Markeringerne blev begge kastet ifm. et læbælte
mellem marken og vejen. Den første landede på vejen, mens den anden landede på
marken i noget halvhøjt bevoksning. Her var Vixen helt med på, hvor de lå, og
det tog ikke lang tid, før begge ænder var hjemme.

Så var det tid
til en pause. Det er jo det gode ved at starte som den første i et makkerpar i
frit søg. Første hund får mulighed for et hvil, mens hund 2 laver tolling,
vandmarkeringer, dirigering og landmarkeringer. Da vi sad lige op og ned af
søen i pause, var Vixen dog ikke specielt afslappet. Hun fulgte med i alt, hvad
der foregik, selv om hun ikke kunne se noget.

Da makkerhunden
blev færdig var det tid til sidste opgave: Det frie søg. Fuglene lå dels i et
sivområde, dels i et ”skov”-område og dels i højt græs. Vixen søgte rigtig flot
og med god fart, og hun kom over hele området. Desværre – og uvist af hvilken
grund – lagde hun en and på jorden. Så der røg lige en præmiering.

Jeg var rigtig
tilfreds med Vixen. Jeg syntes, at hun arbejdede rigtig god. Hun var fint
dirigerbar, selv om jeg gerne havde set, at hun lyttede lidt mere til mig. Hun
var god i det frie søg, hvor hun jo har haft lidt problemer med at gå i stå og nogle
gange komme tilbage.

Dommeren var
åbenbart også tilfreds med hende, for hun fik en 2. præmie. Grunden var
selvfølgelig den and, hun lagde på jorden i søget. Han var dog heller ikke
imponeret over hendes fri ved fod og så den gerne forbedret til næste gang.

Cookie endte med
et 0. Hun knaldede på vandmarkeringen og så dem derfor slet ikke. Det betød, at
Helle ikke kunne overbevise hende om, at der var noget i vandet. Da
vandmarkeringerne ikke lykkedes, droppede de dirigeringen. Til gengæld var hun
fantastisk på både landmarkeringerne og i det frie søg. Så alt i alt var Helle
tilfreds med hende. Bare det, at hun var klar til at stille på prøve, var
gevinst nok i sig selv.

Den 15. april var
jeg til et foredrag med dyrlæge Lise Bang Hansen. Jeg havde længe gerne villet
til et af hendes foredrag, så da Helle gjorde opmærksom på, at hun nu kom til
Middelfart, så fik jeg mig tilmeldt.

Lise Bang Hansen er
dyrlæge med mange års erfaring fra både Danmark og England. Hun har uddannet
sig til veterinær homøopat, men grunden til, at jeg har hørt om hende, er, at
hun i sin bog ”Giv din hund og kat et sundt liv” bl.a. skriver om
vaccinationer.

Jeg har gennem noget
tid prøvet at følge med i den debat, der har været omkring vaccination af
hunde. Det har været lidt svært at finde hoved og hale i det, og de dyrlæger,
jeg har spurgt om emnet, har helt klart ment, at man bør vaccinere sin hund mod
hundesyge, parvovirus og smitsom leverbetændelse mindst hvert 3. år. Diskussionen
omkring vaccination eller ej har kørt i andre lande – f.eks. USA – i mange år.
Men herhjemme var det nok Lises bog, der har været med til at sætte gang i
diskussionerne.

Det siger jo sig
selv, at man gerne vil sikre sig, at ens hund er dækket mod diverse sygdomme.
Omvendt så vil man jo også gerne undgå at give den vacciner, som den ikke
behøver. De fleste vacciner har bivirkninger, og der er ingen grund til at
udsætte ens hund for en risiko, hvis det ikke er nødvendigt.

Jeg manglede svar
på nogle spørgsmål omkring hele det her vaccinations-halløj, før jeg ville
turde ikke at vaccinere – og det må jeg sige, at jeg fik under foredraget med
Lise.

Allerførst så er
det vigtigt at understrege, at når Lise taler om det her med vaccinationer, så
er det ikke hendes holdning eller mening. Hun gengiver alene de anbefalinger,
som WSAVA (World Small Animal Veterinary Association – Verdenssammenslutningen
af smådyrsdyrlæger) giver. WASAVA er et organ, som rådgiver dyrlæger verden
over. De nedsatte en international ekspertkomité, bestående af fire af verdens førende
immunologer. I 2010 kom disse eksperter med nogle retningslinjer omkring
vaccinering af hunde. Af en eller anden grund er det de færreste dyrlæger, der
kender til eller følger disse anbefalinger.

Kort fortalt siger
anbefalingerne, at man selvfølgelig skal vaccinere sine hunde mod
kernesygdommene, så de er dækket. Men de siger også, at ”den sidste
hvalpevaccine mod kernesygdommene gives, når hvalpen er 14-16 uger. Dette
skyldes, at tæven giver immunitet videre til sine hvalpe i op til de første
14-16 uger, og at denne ”overførte” immunitet kan forhindre vaccinerne i at virke”.

Da hvalpen via moderen
(hvis den har fået mælk fra moderen) er beskyttet mod de tre kernesygdomme (hundesyge,
parvovirus og smitsom leverbetændelse i op til 16 uger, så vil det give god
mening IKKE skal vaccinere hvalpe på 8 uger. Hvis man vaccinerer en hvalp på 8
uger, vil denne vaccination i bedste fald ikke have nogen virkning. Det, der
sker, er at de antistoffer, hvalpen har fra tæven, går ind og bekæmper
vaccinen. Så man aktiverer slet ikke hvalpens egne antistoffer. Oveni
vaccinerer man dem i den måske mest stressfulde periode i deres liv. Det vil
sige, at mens deres immunforsvar er i fuld alarmberedskab pga. vaccinen, så
udsætter man dem for at skulle forholde sig til nyt hjem, nye mennesker etc.
Ikke så sjældent oplever man, at hvalpe, der lige er flyttet hjemmefra døjer
med ørebetændelse, dårlig mave etc. Måske fordi deres immunforsvar allerede er
på overarbejde? Anbefalingen er derfor, at man vaccinerer dem, når de er 14-16
uger. Hvis man vil være sikker på, at hvalpen er dækket, kan man titerteste den
som 12-14 uger. Hvis titertesten viser, at hvalpen ikke er dækket, bør man
vaccinere på dette tidspunkt. Ellers venter man, til hvalpen er 16 uger. Dernæst
kan man vaccinere igen efter et år. Hvis en titertest herefter er positiv (viser,
at hunden har antistoffer mod alle tre sygdomme – og det har de i 98% af
tilfældene), bør det ikke længere være nødvendigt at vaccinere, da den vil være
dækket resten af dens liv. Hvis hunden har antistoffer, så har den antistoffer.
Den kan ikke have mere eller mindre antistof, og den vil aldrig skulle
”boostes”. Selv om testen på et tidspunkt skulle vise, at antistofferne ikke er
så ”fremtrædende”, så betyder det ikke, at de er på vej til at forsvinde. Det
svinger lidt op og ned, hvor meget antistof, der er – og hvis der er antistof,
vil hunden være beskyttet.

Kan
man socialisere en ikke-vaccineret hvalp?

Ja, det kan man.
Risikoen for at få en hvalp, der er dårligt socialiseret er langt større end at
få en hvalp, der bliver smittet med en af de sygdomme, vi vaccinerer for. Så
tag den endelig med til hvalpesocialisering, træning etc.

Hvad
så med at deltage i konkurrencer, rejse over landegrænser etc.?

DKK har været
fremme i skoene og besluttet, at en titertest kan afløse en vaccination. Det
vil sige, at hvis man kan fremvise en positiv titertest hvert fjerde år, så kan
man deltage i arrangementer under DKK. Måske vil DKK med tiden komme frem til,
at én positiv titertest i hundens liv er nok. Men der er vi ikke endnu.

Mht. til at rejse
over landegrænser så er der for de fleste europæiske lande ikke krav om kernevacciner.
Her kræver man kun rabiesvaccinen. Rabiesvaccinen kan man ikke titerteste sig
ud af for at undgå at vaccinere. Her er det et ufravigeligt krav, at hunden
skal have fået en rabiesvaccine min. 21 dage, før man rejser ind i et andet
land. Rabies er en vaccine, der ofte medfører bivirkninger. Så hvis man har
behov for at vaccinere mod rabies, så skal man ikke gøre det samtidig med, at
hunden får andre vacciner. Lad der gå nogle uger imellem.

Vi vil gerne
deltage på prøver i Norge, Sverige og Tyskland. Her har vi et problem, da
kennelklubberne i disse lande stadig kræver, at hundene er vaccineret mod
kernesygdommene. Så her må vi beslutte, hvad der er vigtigst for os. Og så kan
man jo begynde at lægge pres på disse landes kennelklubber og påpege, at DKK
har vist vejen frem.

Er
det alle dyrlæger, der tilbyder en titertest?

Det kunne det i
princippet godt være, men det er det ikke. Tidligere var det en forholdsvis dyr
test, da man sendte blodet ud af landet til undersøgelse; og måske til
forskellige europæiske laboratorier. I dag kan dyrlægerne købe et titertest-sæt
til rimelige penge. Der skal bruges mere tid på en titertest end på en
vaccination, da det ca. tager en ½ time at få resultatet. I den halve time skal
der sidde en veterinærsygeplejerske og overvåge testen. Derfor vil en titertest
blive lidt dyrere end en vaccination. Tiva har lige fået foretaget en titertest
(som 12 uger) hos Byens Dyreklinik i Viby. Den betalte jeg 389,00 kr. for,
hvilket jeg finder rimeligt. Hvis din lokale dyrlæge ikke tilbyder inhouse
titertest, så læg pres på dem. Det er den eneste vej frem. Tiva test viste i
øvrigt, at hun er fuldt dækket på parvo, mens smitsom leverbetændelse og
hundesyge er ved at klinge af. Jeg kan vælge at teste igen, når hun er 14 uger.
Det har jeg besluttet ikke at gøre. I stedet bliver hun vaccineret, når hun er
16 uger.

Hvad
med de andre vacciner?

Nogle dyrlæger
anbefaler, at man vaccinerer mod kennelhoste og evt. leptospirose.

Kennelhoste kan man
lidt forenklet sige er en slags influenza eller halsbetændelse. De fleste hunde
kan fint klare en omgang kennelhoste. Kun hvis hunden er svagelig, eller der er
tale om en lille hvalp, kan der være en risiko. Hvis der er tale om en kortsnudet
race (fransk bulldog etc.), der i forvejen har svært ved at trække vejret, kan
det også give mening at vaccinere for kennelhoste.

Der er ganske få hunde
hvert år, der får konstateret leptospirose. Vaccinen mod leptospirose er den
vaccine med flest bivirkninger. Da der findes rigtig mange typer leptospirose,
og vaccinen kun beskytter mod et par stykker af dem, så hunden skal være
”heldig”, hvis den tilfældigvis får en af de få typer af leptospirose, som man
kan vaccinerer imod. Og da leptospirose er forholdsvis let at helbrede med
penicillin, hvis den opdages i tide, er der ingen grund til at risikere de
bivirkninger, som vaccinen kan give.

Så
hvad betyder det for os som opdrættere?

Det vil betyde, at
hvalpe fra vores opdræt ikke vil være vaccineret, når de rejser fra os. Vi vil
naturligvis fortælle vores hvalpekøbere, hvorfor vi ikke vaccinerer, og hvordan
og hvornår de fremadrettet skal vaccinere. Og hvis man ikke ønsker at købe en 8
ugers hvalp, der ikke er vaccineret, så kan man gå til andre opdrættere. Vores
hvalpe vil naturligvis stadig få lavet en sundhedsundersøgelse.

Jeg har netop fået
lavet en titertest på Vixen. Det var tre år siden, hun blev vaccineret, og det var
egentlig tid til en re-vaccination. Men da hun havde en positiv titertest, så vil
hun ikke blive vaccineret mere. Hun vil dog blive titertestet hvert 4. år, så
jeg stadig kan deltage i arrangementer under DKK.

Neutralisering

Lise indledte i
øvrigt foredraget med at fortælle lidt om neutralisering af hunde. Jeg har
altid været modstander af neutralisering, med mindre der lå noget
sundhedsmæssigt bag. Hvis man ikke gider, at en tæve er i løbetid i
jagtsæsonen, eller gider tørre op efter den, så køb en hanhund. Hvis man ikke
gider en hanhund, fordi den er for fokuseret på tæver eller strejfer, så læg
lidt kræfter i at opdrage den.

Lise fortalte, at
en undersøgelse fra 2013 på golden retrievere viste, at der var en markant øget
risiko for HD, korsbåndsruptur, lymfosarcom, hæmoangiosarcom og MCT hos de
neutraliserede hunde. Denne undersøgelse kan ikke umiddelbart overføres til
andre racer, men det giver da stof til eftertanke.

Dyrlægen vil ofte
argumentere for en sterilisation af en tæve med, at det minimerer/fjerner
risikoen for brystkræft og livmoderbetændelse – uanset race. Men er det det
værd, når man ved, hvilke risici der er? For de fleste racer er der en øget
risiko for de øvrige kræftformer, inkontinens og – og det er ikke mindst
interessant for vores race – en øget risiko for immunrelaterede sygdomme.

Nogle tror, at en
hanhund, der er aggressiv over for andre hunde, bliver mindre aggressiv, hvis
den kastreres. Det er oftest ikke tilfældet. Hvis den aggressive adfærd f.eks.
skyldes usikkerhed, kan den i stedet forværres på grund af manglen på
testosteron. Der er faktisk studier, der har påvist, at kastrerede hanhunde er
mere aggressive – både over for mennesker og andre hunde – end intakte
hanhunde.

En rutinemæssig
neutralisering vil aldrig resultere i et bedre helbred for hunden.

Det her emne –
neutralisering – er så interessant, at jeg håber, at Lise en dag vil få stof
nok til et helt foredrag om dette ene emne.

Anne Iversen, der
er autoriseret translatør, har påtaget sig at oversætte WSAVA’s anbefalinger på
dansk, og hun har tilladt mig at offentliggøre dem. Så er er et link til anbefalingerne,
som de af jer, der gerne vil vide mere, kan læse i vedhæftede pdf-fil:

De seneste uger har
budt på en del hvalpebesøg i Sverige for at se til Tiva og hendes søskende.
Heldigvis er der kun en forholdsvis kort køretur til Skurup, hvor Agneta og
Tina bor, så det har været til at overkomme.

Vi er blevet taget
så godt imod af Agneta og Tina og de øvrige hvalpekøbere, som vi har mødt
næsten alle sammen. Det har været skønt at kunne følge med i, hvordan kuldet
udviklede sig og spændende at vente på at få at vide, hvilken hvalp der var
Tiva.

Under et af vores
besøg mødte vi Johnny – hvalpenes far. Hans stambogsnavn er Cairnton’s Pirate
at Javahill. Vi havde ikke mødt ham før, så vi havde glædet os til at se ham.
Og så er det altid spændende at se, hvordan en hanhund håndterer mødet med et
kuld hvalpe. Vi var imponerede. Han var så god til at omgås dem. Lidt forbavset
til at starte med men hele tiden sød og venlig overfor dem. Vi var også
imponerede over, hvor fint han håndterede de tre tæver i husholdningen. Sidst
han mødte dem, fik han jo både lov til at komme på jagt og parre, så der er
muligvis været nogle forventninger. De tre piger blev lige tjekket ud; det
kunne jo være, at de var i løbetid. Men det var de ikke, og så var han helt
afslappet omkring dem. Han kunne endda finde ud af at lege trækkeleg med den
yngste, Betty, som er lige omkring 1 år (og en halvsøster til Tiva). Det var
virkelig dejligt at se. Jeg kan bedst lide at kende faderen til den hvalp, jeg
skal have. Men omvendt så havde vi stor tillid til Agneta og Tina. Og udover at
være en sød og rar hund, så er Johnny meget smuk.

Lørdag den 28.
april var det endelig tid til at hente Tiva hjem. Vi var lidt spændt på,
hvordan den lange køretur skulle gå, men det viste sig, at vi ikke havde grund
til bekymring. Vi havde taget Vixen med. Så kunne de vænne sig til hinandens
lugte på vej hjem. Kristian havde bedt om også at komme med; han havde sådan glædet
sig til en ny hvalp i familien.

Efter at have fået
papirerne underskrevet, fået en rigtig fin hvalpepakke, fået de sidste ting
snakket igennem og givet Tiva mulighed for at brænde lidt krudt af, var det tid
til at sige farvel. Vi gruede lidt for den 4 timer lange tur til Vildbjerg og
havde forberedt os på forskellig vis, hvis nu Tiva ikke syntes om at køre bil.
Vi kunne have sparet os alle bekymringerne og forberedelserne. De første fem minutter
peb hun en lille smule, men så faldt hun i søvn og sov det meste af vejen til
Vildbjerg. De gange, hun var vågen, var hun ude og tisse – hvor hun også fik
lov til at hilse på Vixen for første gang. Ellers blev hun nusset af Leif, der
sad på bagsædet eller tyggede i sit legetøj. Sikke en nem hvalp!

Da vi kom hjem, fik
Vixen og Tiva lov til at løbe lidt rundt i haven, så de kunne lære hinanden
bedre at kende. Dvs. Tiva var mere interesseret i at lære Vixen at kende end
omvendt. Vixen havde bestemt ikke brug for en hvalp i sit liv.

Da vi besluttede os
for en hvalp, var vi jo i den situation, at jeg var arbejdsløs og dermed havde
masser af tid til at vænne hvalpen til at være alene hjemme. Desuden kunne Leif
tage ferie. Men mens vi ventede på at hente Tiva hjem, fik Leif nyt arbejde,
hvor han skulle starte den 2. maj. Og han kunne ikke starte et nyt job med at
holde ferie. Så skete der det, at jeg fik et 3 måneders vikariat som Executive
Assistant hos LEGO med start den 24. april. Selv om vi begge var meget glade
for at henholdsvis få nyt job og få et vikariat, så var timingen elendig.
Heldigvis er min chef en meget berejst og venlig mand, og i ugerne 18 og 19
ville han være i USA på østkysten, hvor tidsforskellen til Danmark er 6 timer.
Så han var helt med på ideen om, at jeg arbejdede i Billund fra 8-12, kørte
hjem og tilbragte en times tid med at aktivere hvalp og derefter logge på og
arbejde to timer udover arbejdstid. Det ville betyde, at jeg var tilgængelig
lidt flere timer for ham. Så først fra uge 20 skulle Tiva til at lære at
tilbringe en hel dag alene hjemme.

Vi har indrettet en
hvalpegård i stuen – både for at afgrænse det område, hun har, når hun er
alene, og for at have et sted, hvor hun kan komme i ”time out”, når det er
nødvendigt. Og så har hun fra opdrætteren lært at tisse/skide i en balje med
træpiller. Så sådan en står i hvalpegården, og det har bare virket helt
fantastisk. Vi har meget få tissetåre, der ikke ender i træpillerne. Et
kæmpestort cadeau til opdrætterne for at bruge tid på at lære hvalpene dette.

Hvad er det så for
en hvalp, vi har fået? Tja, hun er utrolig velafbalanceret. Hvis der er noget,
hun ikke har set før, eller som forskrækker hende lidt, så sætter hun sig ned
og ser ud til at overveje situationen. Hun har adskillige gange været med på
camping i weekenden, og det tager hun totalt afslappet. Hun har adgang til
campingvogn, fortelt og en indhegning foran forteltet, og her går hun ud, når
hun skal besørge. Hun er naturligvis genstand for en masse beundring. Der er
stort set ingen, der kan gå forbi uden at skulle nusse hende. Så hun bliver
socialiseret på alle mulige mennesker: Voksne, børn, mænd med skæg, folk med
solbriller, andre hunde og alle mulige slags køretøjer.

Vi tilbragte Kr.
Himmelfarts-dagene på camping. Torsdag var hun på besøg hos Helle, Kim, Troja
og Cookie. Her tilbragte hun hele eftermiddagen. Hun lærte, hvad der er OK, og
hvad der ikke er OK, når man er en lille hvalp og havde i det hele taget en god
dag.

Fredag stod den på
café-træning i Middelfart. Leif og Kim gik en lille tur med hundene, mens Helle
og jeg fik brugt lidt penge. Da vi mødtes foran den café, hvor vi skulle spise
brunch, sad Leif på en bænk med Tiva. Hun var faldet i søvn. Alle de oplevelser
havde tæret på hende. I stedet for at stresse op og ikke vide, hvad hun skulle
gøre af sig selv, så lagde hun sig på bænken og faldt i søvn! Vi bar hende hen
til caféen, hvor hun sov under min stol, mens vi var der.

Om eftermiddagen
kom Martin og Line forbi med deres to labbedutter, Chinook og Frida. Da vejret
var fantastisk, og da campingpladsen ligger lige ned til Lillebælt, benyttede
vi os af lejligheden til at tilbyde Tiva hendes første svømmetur. Det tilbud
tog hun imod uden tøven, så nu er det også prøve.

Nætterne er gået
utrolig godt. Jeg havde en idé om, at hun skulle sove i sit bur ved siden af
vores seng. Det fungerede fint for Vixen, så hvorfor ikke for Tiva?? Nu er det
jo Leifs hund, og Leif ville have Tiva i sengen, så sådan blev det J Så hun har siden første nat hos
os sovet i sengen. Og det har fungeret så fint. Hun bliver puttet ved 23-tiden,
og omkring kl. 5.30 er Leif oppe og tisse med hende. Ingen uheld i løbet af
natten. Hun er god til ret hurtigt at finde ro, når vi går i seng – også selv
om vi ser lidt fjernsyn.

Relationen til
Vixen er kun blevet bedre. Hun havde en periode, hvor hun ikke ville have noget
med Tiva og gøre, og Tiva skulle ikke komme for tæt på. Så kom en periode, hvor
Vixen åbenbart havde accepteret, at Tiva var kommet for at blive, så Vixen
tolererede hende, men der var ingen tegn på, at de skulle blive gode venner. Så
pludselig kom der hul på bylden, og de leger nu rigtig godt sammen. Vixen er så
blid over for hende og finder sig i utrolig meget. Hvis Tiva bliver for
voldsom, bliver hun dog sat på plads – men på en god måde. Denne ændring i
deres forhold har vi ventet på. Vi ved, at Vixen har savnet Chili og Daisy, og
det var svært for hende, da hun blev alene. Så at hun nu har accepteret Tiva og
endda leger med hende, er bare helt fantastisk.

Leif er startet på
hvalpetræning hos Sanne Ammitzbøl. De er fire hvalpe på holdet – et par labber
og en flat. Og det går bare så godt. Og det er godt for Leif, for Sanne har øjne
i nakken, og Leif får at vide, hvis det ikke er godt nok (og han får også ros,
når det er godt).

Eneste minus er, at
Tivas ører folder. Da vi hentede hende, var det kun det højre øre. Kort tid
efter begyndte også venstre ører at leve sig eget liv. Vi har nu fået
vejledning i, hvordan man taper ørerne, så de forhåbentlig sidder, hvor de
skal, når brusken bliver hård.

Vi glæder os rigtig
meget til at se, hvad livet med Tiva vil bringe. Indtil videre har det været utrolig
positivt. Hun er en fantastisk hvalp med en indbygget ro – og så bider hun
stort set ikke!