I november opdagede vi en masse små knuder ved Tivas øverste venstre dievorte ind mod forbenet. Vi fik bestilt tid hos Lisa Dyrlæge, som tog nogle prøver og desværre måtte fortælle os, at der var kræftceller i biopsierne. Hun anbefalede, at vi tog fat i onkolog Steen Engerman hos Anicura i Århus. Så midt i december kørte vi ud til ham. Vi troede, at Tiva skulle opereres samme dag, så hun ankom fastende. Steen ønskede dog ikke at operere, da hun var meget falsk drægtig. Vi kunne derfor risikere at fastholde hende i det hormonniveau. I stedet brugte han tiden til at undersøge hende grundigt. Han tog også røntgen af hendes lunger for at se, om kræften havde spredt sig. Hvis den havde, ville det være lungerne, den først ville sprede sig til. Og vi havde besluttet, at hvis kræften havde spredt sig, så skulle der ikke opereres. Heldigvis kunne han fortælle, at lungerne så fine ud. Og da kræftknuderne var så små, så var chancen for, at hun ville komme sig helt efter operationen rigtig god. Tiva kom på Galastop for at få hende ud af den falske drægtighed. Og vi aftalte, at vi skulle tales ved i løbet af januar.
Så i januar talte vi sammen igen og besluttede, at Tiva skulle opereres den 26. januar. Det er aldrig sjovt at efterlade sin hund på et dyrehospital til en større operation. Steen Engerman var rigtig sød og sende mig en SMS om, at operationen var gået godt, og jeg kunne hente hende kl. 16.30 samme dag. Det var en noget slatten Tiva, jeg hentede. Hun var MEGET glad for at se mig og puttede sig ind til mig. Efter at have hørt lidt om, hvordan operationen var gået, og hvad næste skridt var, blev hun puttet i buret i bilen, og jeg satte næsen mod Vildbjerg.
De næste dage var hun lidt træt og ømskindet, men jeg er som altid forbavset over, hvor hurtigt sådan nogle hunde kommer sig. Kræftknuderne sad mellem brystet og venstre forben, og for at være sikre på at få alt med, var der også taget et lag af musklen. Så vi fik streng besked på, at der ikke var noget løben og springen i en længere periode, da det ville trække i såret. Så det var 2-3 kedelige uger for Tiva. Nu er hun heldigvis fit for fight igen, sårene er helet rigtig fint, og hun er sit gamle glade jeg.
Nu må vi så se, om det ændrer hende at være steriliseret. Hvor hun før var meget småtspisende og ofte sprang et måltid over, så spiser hun nu alle måltider med stor glæde. Så vi holder øje med vægten, så den ikke pludselig eksploderer.
