Her kan I læse de senest nyheder om vores "hundeliv". Hvis I vil vide mere om vores hunde og vores opdræt, så kan vi anbefale, at I kikker på vores hjemmeside www.wildmountain.dk. I vores opdræt prøver vi at foksere på tollerens jagtlige egenskaber uden dog at miste fokus på sundhed og eksteriør.
I søndags var Tsula på årets sidste jagtprøve. Den foregik i Rebild i et vildt lækkert område.
Jeg stillede igen Tsula i wt begynder. Hun var første hund, da jeg skulle videre til Skørping Jagtforening for at dømme de seks tollerbrugsprøvehunde. Jeg har det fint med at være først. Der går for meget tænken og planlægning i det, hvis jeg ser posterne, inden jeg selv skal op.
Nå, men det viste sig, at jeg var kommet til at efterlade Tsula derhjemme og i stedet havde taget Ulla med. Det var jo mindre heldigt 😊 Ulla startede ellers ret godt ud med en fin ansmygning, fin tolling og en flot vandmarkering, som blev afleveret til hånd. Hun var også ret god til at gå fri ved fod til næste vandmarkering, men så var det også slut. Hun markerede anden vandmarkering fint, men da hun kom retur lavede hun først et grebskifte (hvilket var helt ok), så løb hun et par meter – og smed dummyen og rystede sig! Hmmmm.
Så var der en længere gåtur med line på. Jeg kunne godt have ladet hende gå fri ved fod, men hvorfor risikere noget? Jeg ville ikke vinde noget ved, at hun gik en flot fri ved fod, men jeg ville miste meget, hvis hun ikke gjorde. Ingen gambling.
Så kom der en landmarkering. Vi stod med retning mod skjulet. Landmarkeringen faldt i et blødt område med noget højt græsagtig bevoksning. Jeg er sikker på, at hun så den, men hun fræsede lige forbi og løb direkte op til skjulet, hvor hun tullede rundt et stykke tid. Jeg fløjtede – fløjtede igen – og igen og igen – og så kaldte jeg også på hende. Det tog temmelig lang tid, inden Ulla havde lyst til at høre på mig. Da hun kom tilbage, fik hun linen på og jeg sagde ”tak for i dag” til den flinke dommer. Jeg synes ikke, at hun havde gjort sig fortjent til at tage en tur i det frie søg, når hun pludselig var blevet lidt døv.
Det var ikke lige den afslutning på en ellers god prøvesæson, jeg havde ønsket. Men det ændrer ikke ved mine planer om, at der ikke er flere prøver i år. Hun er ung, og der er mange prøver i hendes fremtid.
Så nu går vi i skarp træning til næste prøvesæson, hvor hun skal debutere på jagtprøven med vildt. Så der skal naturligvis trænes en del vildt hen over efteråret, vinteren og tidligt forår. Hun er efterhånden ret god til at lade sig dirigere. Jeg har lavet tilbagesendinger med hende, siden hun var 10-11 uger gammel, og jeg har set, at hun faktisk har en stor tiltro til, at når jeg sender hende på noget blindt, så tror hun på mig. Vi kommer ikke til at lave en masse blinde dirigeringer, men vi kommer til at arbejde med meget lange tilbagesendinger, stop og at lade sig dirigere på lang afstand. Vi skal nok også lige genbesøge hjemkaldsfløjtet i situationer, hvor det hele bliver lidt spændende 😉 Og under alt dette skal vi fortsat holde stressniveauet nede. Heldigvis har jeg verdens bedste Aase til at hjælpe mig med alle disse ting – og til at fortælle mig – på en måde, så jeg ikke kan misforstå det – når jeg glemmer de ting, jeg har lært og dermed gør livet lidt svært for Tsula.
Jeg glæder mig til næste prøvesæson, hvor hun forhåbentlig er endnu skarpere, og jeg glæder mig til mange måneders nørderi på træningsbanen.
Og så er jeg utrolig glad og stolt over, at hun faktisk har gjort det rigtig godt på prøverne i år.
Jeg kan ikke byde på et billede at Tsula med en fin præmie, så her er et af Ulla, som sover i bilen på vej til Rebild.En fin kritik – trods alt
Tollerspecialen er et af mine absolutte yndlingsarrangementer, og jeg er hvert år imponeret over, at svenskerne formår at komme i mål med så stort et arrangement. For dem, der ikke er klar over det, er Tollarspecialen et årligt arrangement, hvor der er jagtprøver, uofficiel working test, prøve-prøve, udstilling – og i år var der også nosework og rallylydighed.
Det afholdes forskellige steder i Sverige, og i år var det i området omkring Malmø – hvilket jo var skønt for os danskere. Men vi har tidligere år taget turen til flere forskellige steder i Sverige og har bl.a. været to gange i Sälen.
Der er som regel 3-500 tollere tilmeldt de forskellige discipliner, og i år var der deltagere fra ni forskellige europæiske lande.
Leif og jeg kombinerede deltagelsen med lidt ferie i Sverige, så vi havde en lille uges tid, hvor vi slappede af, trænede lidt hund og legede turister. Sverker var så venlig at fortælle os om områder, hvor han træner, og en af dagene tog vi ud for at motionere hundene. Altid spændende med nye steder.
Tiva var ikke tilmeldt noget i år. Der er for meget lyd i hende, til at det ville give mening at stille hende på en jagtprøve. Tsula var tilmeldt den uofficielle working test. Vi venter med at gå til jagtprøve til næste år, når hun skal konkurrere om titlen ”Juniortollarmäster” 😊
Onsdag havde vi inviteret til aftensmad i vores fortelt. Tsulas opdrættere, Ann og Thomas, kom. Tivas opdrættere, Agnetha og Tina, kom (og dem havde vi bare ikke set i sååååå lang tid), så deltog Ingrid, der ejer en søster til Tsula samt Perly, der delte hytte med Ingrid. Leif tændte for grillen, og vi havde en rigtig hyggelig aften.
Den glade grillmester
Tollerdays startede om torsdagen, og der havde jeg lovet at være hjælper. Jeg tilbragte derfor dagen med at lægge søg ud i eliteklassen. Hanne Søndenbro var dommer, og om torsdagen dømte hun seks hunde. Det var en svær prøve men ikke for svær, når man tænker på, at det er i eliteklassen. Ansmygning til skjul, et skud og ansmygning til næste skjul. Efter tollingen var der en tripelmarkering på vand, hvoraf den ene var med skjult nedslag. Der var ikke mange hunde, der fik alle tre fugle hjem. Ifm. at den sidste fugl i markeringen kom hjem, blev der skudt til en dirigering. Dirigeringen var ikke voldsom lang. Den var over åben vand og gik så ind i en bred bræmme af siv. Der var heller ikke nogen af hundene, der kom hjem med dirigeringen. Prøven sluttede med et søg, som lå på begge sider af søen – og nogle af fuglene lå endda 6-8 meter fra søkanten på den anden side. Langt de fleste fugle blev samlet op fra vores side af søget, så heller ikke der var der nogen, der brillerede. De øvrige hunde i eliten var på prøven fredag og lørdag, og her var der da nogen, der kom igennem nåleøjet.
Det er superinteressant at se sådan en prøve og forestille sig, hvordan man selv ville løse opgaverne. Og det er jo oftest meget lettere at tænke sig til løsningen end at få det til at lykkes med sin hund 😉
Jeg nåede lige at se et par hunde i de andre klasser den dag, men det meste af dagen gik med eliten.
Fredag var det så Tsulas tur til at komme i ilden. Jeg havde som skrevet meldt hende til en uofficiel working test (som foregår på dummyer). Vi er stadig ved at finde vores ben på prøverne, og jeg har kun trænet hende ganske lidt med vildt – og har derfor også kun stillet på working tests i Tollerklubregi i DK. Det har været helt bevidst, da jeg gerne vil konkurrere om titlen Juniortollarmäster til næste år. Den foregår på vildt i begynderklassen. Hvis jeg skulle have været så heldig at få en 1. præmie på en jagtprøve i begynderklassen i år, så ville jeg være tvunget til at rykke op i åben klasse til næste år, og så var det ikke muligt at konkurrere om titlen. Så det har givet mig en masse ro, at vi har mulighed for at få prøveerfaring og ikke skulle putte den ekstra stressfaktor på, der hedder vildt.
Tsula og jeg var nr. 50. Før os var der en elitehund og 6 åbenklassehunde + 49 begynderklassehunde før os. Om formiddagen fulgtes vi rundt med June først med Foxy og dernæst med Ellie, der begge var tilmeldt åbenklasse. Det var nogle rigtig fine poster til åbenklasse.
Vores hold skulle være startet 12.45 men pga. forsinkelser, kom vi først afsted en times tid senere.
Hermed en beskrivelse af de fem poster:
Post 1 – to enkeltmarkeringer uden skud: Tsula ser ikke den første markering og farer bare forvirret rundt. Hun bliver i øvrigt også døv overfor fløjten og min råben. Ved et eller andet mirakel finder hun dummyen og samler den op i farten. Jeg kan se på hendes hjemløb, at det kommer til at gå galt med afleveringen – og rigtig nok: Dummy på jorden. Noget som sker meget sjældent.
Jeg er ret sikker på, at hun ser dummy nr. 2, men hun markerer den elendigt og ryger lige hen over den og alt for langt ud. Den falder i en bunke kvas. Igen er hun meget fløjtedøv og undervejs så tisser hun også derude. Igen er det vist mest et tilfælde, at hun finder den. Og igen sker det samme – opsamling i farten, hjemløb og dummy på jorden.
Som det kan høres, er mor ikke glad, og Tsula er ikke helt sikker på, om hun har lyst til at være i nærheden af mig.
Afstandsbedømmelse er ikke min force, men jeg vil gætte på, at der var 20-25 meter hen til det træ, hvor dummyen lå. Jeg sender Tsula, hun sagtner farten lidt, men jeg får hende op i tempo igen med et ”back”. Hun løber en noget skæv linje, men heldigvis kommer vinden fra højre, så hun får hurtigt færten af dummyen, samler op og kommer hurtigt retur – og afleverer i hånd!!! Afstandsbedømmelse er ikke min force, men jeg vil gætte på, at der var 20-25 meter hen til det træ, hvor dummyen lå. Jeg sender Tsula, hun sagtner farten lidt, men jeg får hende op i tempo igen med et ”back”. Hun løber en noget skæv linje, men heldigvis kommer vinden fra højre, så hun får hurtigt færten af dummyen, samler op og kommer hurtigt retur – og afleverer i hånd!!!
Post 3 – to enkeltmarkeringer uden skud Første kast ser hun, løber direkte ud og hjem og afleverer i hånd. Ved kast nr. 2 løber hun ud, hvor den første dummy blev kastet, og hvor kasteren står. Og jeg kan se på videoen, at jeg ikke har linet hende godt nok op. Jeg putter fløjten i munden klar til at korrigere hende. Men det er ikke nødvendigt. Hun finder selv over til dummyen og igen et fejlfrit tilbageløb og aflevering. Dommeren sagde, at hvis jeg havde fløjtet, ville hun have trukket mig på point.
Post 4 – en kort dirigering og en markering med skud Først skal jeg sende Tsula på en meget kort dirigering. Hun kommer en meters penge forbi dummyen men får den i næsen, vender på en tallerken, samler op og afleverer til hånd – igen. Derefter kommer der en markering med skud. Skytten er placeret på højde med mig, så da der bliver skudt, retter Tsula sin opmærksomhed mod skytten, og jeg må pege for hende, for at få hendes opmærksomhed over på kasteren. Jeg vil ikke risikere, at der skete det samme som på post 1. Hun ser dummyen falde, løber direkte ud og hjem – og igen en aflevering til hånd.
Post 5 – vandmarkering med skud Vi stod ved en lille ”sluse”, der førte ud til en sø. Skytten stod på højre side af “slusen”, mens kasteren stod på venstre side af ”slusen” og kastede, så dummyen landede på højre side af ”slusen” og nedfaldsstedet kunne ikke ses – men vi kunne naturligvis høre et plask. Tsula løber lige ud svømmer ud og forsvinder til højre. Heldigvis kommer hun tilbage igen med en dummy i munden. Hun svømmer lige ind på den linje, jeg sendte hende på og afleverer til hånd. Min glædesudbrud skyldes, at dommeren sagde, at jeg var den eneste indtil videre, der havde fået 20 på hendes post – inkl. elite- og åbenklassehundene tidligere på dagen.
Bortset fra den første post hvor stort set alt gik galt, var jeg meget tilfreds med min fine hund. Hun var så cool hele vejen igennem. Jeg stornyder at have en hund, der følges stille og roligt med mig rundt, og hvor jeg kan tale med dommeren og række dommeren de hentede dummyer, uden at jeg skal holde øje med, om hun bliver siddende. Det giver en helt fantastisk ro. Jeg er kæmpe fan 🙂
Hele vejen igennem de fem poster forblev hun afslappet på trods af, at hun kunne høre hunde arbejde på de forskellige poster, og høre skud fra de poster, hvor der blev skudt.
Jeg synes, det var en fin lille prøve med gode poster. Jeg undrer mig dog over, at der ikke var skud på alle markeringerne. Jeg gætter på, at man har villet tage hensyn til de unge hunde ved ikke at stresse dem med for mange skud. Men jeg synes faktisk, at det gjorde det noget sværere for hundene. Mit repertoire af kommandoer indeholder ikke ”markér” og at pege kaster/dummy ud, og det bliver heller ikke en del af mit repertoire, da jeg synes, det er overflødige kommandoer. Normalt vil der blive skudt på en prøve, så det burde ikke være nødvendigt at pege mm. Men jeg kan jo komme ud for dette igen, så jeg vil overveje, hvordan jeg lige kan håndtere det uden at introducere flere kommandoer.
Og hvordan gik det så? Tja, post 2, 3 og 5 gav 20 point, mens post 4 gav 19 point (fordi hun løb lidt forbi dummyen). Og til min store overraskelse gav den første post 11 point. Så samlet set fik vi 90 point og blev 3. vinder. Så foruden at være overrasket var jeg også superglad og meget rørt.
Ingrid, som har Tsulas søster Lotta, stillede med Bless, som hun har overtaget for ½ års tid siden. De gjorde det simpelthen så flot og fik en samlet 10. plads. Så om aftenen var der anledning til at fejre, og det gjorde vi med champagne, vin, pizza etc.
Mens jeg hyggede mig som tilskuer til jagtprøverne, var Leif i gang med at pakke fortelt ned. Det skulle regne næste dag, og der er ikke meget sjovt i at pakke et vådt fortelt ned. Igen var det en aften med champagne, da vi jo skulle fejre Disas og Anns flotte 1. præmie.
Søndag handlede det om udstilling. Tsula var tilmeldt unghundeklassen sammen med søstrene Lotta og Sally. Der var 15 tilmeldte i klassen, og Tsula måtte forlade den efter første runde. Dommeren var ikke helt tilfreds med hende. Begge søstre fik HP, hvilket betød, at de fik lov til at gå videre til en inviduel placering. Lotta blev en meget flot 2. vinder, mens Sally ikke blev placeret.
Da Tsulas klasse var færdig, begyndte det at regne. Vejrudsigten sagde meget regn, og meget blæst i løbet af mandagen. Vi havde plads på campingpladsen til og med mandag, men vi valgte at spænde vognen for, da vi kom tilbage, og sætte næsen mod Danmark. Det var nok et godt valg, for jeg skal da lige love for, at vejret blev dårligt om mandagen.
Jeg er meget tilfreds med Tsula. Hun er en drøm at rejse med, og hun gjorde det så fint på prøven (hvis vi lige ser bort fra første post 😊). Udstillingsresultatet kunne være bedre, men jeg ved jo, at det er meget subjektivt, og en anden dommer ville måske have været mere positiv overfor hende. Men skidt med det. Jeg har den sødeste og dygtigste hund 😊
Næste år gælder det så jagten på titlen. Det blev oplyst under udstillingen, at Specialen næste år vil blive afholdt i Södra Dalarna, så der skal vi ud på en længere køretur 😊
Næste forsøg ud i prøveverdenen skete den 1. juli – i Krogenberg Hegn ved Helsingør. Da vækkeuret ringede ved 4-tiden, overvejede jeg godt nok, om jeg kunne erklæres midlertidig sindssyg, da jeg i sin tid meldte Tsula til en prøve i Nordsjælland. Men pengene var brugt, og jeg var selvfølgelig også nysgerrig på, hvor vi er i træningen, så afsted det gik. Morgenmaden blev indtaget undervejs på den 367 km lange tur.
Dagens dommer var Marie Kinder fra Sverige, og hun havde Hanne Sølvkjær som dommeraspirant. Det var Hanne Søndenbro, der havde lagt prøven. Og så ved man, at det bliver en fair prøve med opgaver, der passer til hundenes niveau.
Igen var Tsula første hund på prøven.
Hun lavede en rigtig fin prøve, og jeg var rigtig godt tilfreds med hende. Vi holdt begge hovederne kolde undervejs – og det er jo altid godt.
Efter ansmygning og tolling var der – som vanligt – en vandmarkering. Jeg måtte selv vælge, hvilken side af nettet, jeg ville sætte hende på, men dommeren anbefalede højre side. Tsula har stadig ikke lært at komme om på min højre side, så jeg vurderede, at det ville blive noget bøvl og skabe en masse uro, så jeg valgte at sætte hende på venstre side af nettet. Og hun havde da heller ikke problemer med at se dummyen. Fin svømmetur, og dummyen blev leveret til hånd.
Så kom der en vandmarkering mere, og her lavede jeg en førerfejl. Da jeg sendte Tsula på den første vandmarkering, kom jeg i tanke om, at dommeren ikke havde fortalt mig, hvornår jeg måtte sende hende – så jeg sendte hende, da dummyen lå stille på vandet. Jeg ville så sikre mig, at jeg ikke mistede en præmiering, så jeg ville lige høre dommeren, hvad ”reglerne” var. I det samme blev der kastet og skudt – og fordi jeg havde min opmærksomhed rettet mod dommeren, sprang Tsula en lille meter frem. Jeg fik hende stoppet og efterfølgende sendt. Det var en rigtig dum fejl, og jeg burde være garvet nok til at vide, at når dommeren ikke har givet mig en instruks, så er det dommerens problem og ikke mit. Tsula kan godt finde på at være lidt hurtig på aftrækkeren, men aldrig, når jeg står oprejst. Hvis det sker, sker det, når jeg peger ud for hende. Så dette var helt nyt for mig.
Så var det fri ved fod hen til søget, og der blev skudt mod søget undervejs. Søget lå i meget højt græs og i sivkanten i søen. Jeg kunne ikke se Tsula undervejs, men jeg kunne se græs og siv bevæge sig og kunne derved gætte mig til, hvor hun var. Det var lidt tungt at arbejde i, og Tsulas tempo var ikke imponerende. Som sagt kunne jeg ikke se hende, så jeg var ikke i stand til at vurdere, hvorvidt hun var effektiv og tog fært. Undervejs får dommeren øje på, at der ligger en ruse i vandet, som hun går ned og fjerner den. Hvad hun og jeg ikke ved er, at Tsula faktisk tidligere i søget sad fast i rusen. Publikum stod på den anden side af søen og kunne se hende kæmpe for at komme fri. Det så heldigvis ikke ud til at have påvirket hende. På den video, som Helle har taget, kan man se, hvordan hun kæmper for at komme fri.
Der er så kun en enkeltmarkering på land tilbage. Den falder i højt græs. Tsula var meget optaget af skytten men nåede at se kasteren/dummyen. Og hun havde da heller ikke noget problem med at finde dummyen. Hun tog så en omvej hjem, da hun fulgte stien fra søget. Men hun kom hjem, og dummyen blev afleveret til hånd.
Dommerens mundtlige kritik var god. Hun tillagde ikke Tsulas lille spring fremad under anden vandmarkering nogen betydning, da det var fordi, jeg havde vendt mig om for at komme i kontakt med dommeren. Hun så gerne mere selvstændighed i søget (hvilket jeg også gerne så 😊). Så alt i alt positivt. Spørgsmålet var nu, hvor meget vægt hun ville lægge på den manglende selvstændig i søget. Åbenbart tillagde hun det ikke så stor betydning, da hun belønnede Tsula med en 1. præmie. Jeg blev naturligvis superglad og også rørt. Jeg ved, at hun kan alle øvelserne godt nok til en 1. præmie, men det er noget andet, når man sætter dem sammen og flytter det ud i ukendt terræn – og yderligere sætter hunden til at blive ført af en nervøs fører.
Helle og Kim var taget til Nordsjælland for at vise Prima frem til opdrætter Marie Kinder, men heldigvis havde Helle også tid til at se og filme Tsulas prøve: https://youtu.be/T2FlbmE-BSg
En rigtig fin kritikDet fine diplomNår man får en 1. præmie, får man en præmiebøf 🙂1. præmie dummy
Nu er der pause indtil Tollarspecialen i Sverige den første weekend i august. Næste prøve i Danmark er i slutningen af august. Nu vil jeg lige se, hvordan vores træning går, og om Tsula bliver ved med at være så cool.
Vi skal i mellemtiden arbejde lidt med distraktioner, og jeg skal have hende lært at være mere opmærksom på kasteren end skytten. Og så skal vi stadig tale forventninger 😊
Tollerklubben afholdt dobbelt tollerjagtprøve i Hønning i Sønderjylland den 17. og 18. juni.
Den 17. juni skulle jeg have min debut som Tollerbrugsprøvedommer, så jeg lod Tsula blive hjemme. Men den 18. var hun med i bilen, da jeg tidligt om morgenen kørte til det sønderjyske. Jeg havde meldt hende til begynderklassen på en working test, som er på dummyer. Grunden er, at jeg godt kunne tænke mig, at vi næste år kan konkurrere om titlen Junior Tollarmester til Tollarspecialen i Sverige. Den foregår som en jagtprøve (på vildt) i begynderklassen, og de generelle regler er sådan, at hvis jeg skulle få en 1. præmie på en jagtprøve i begynderklassen i år, så ville jeg være tvunget til at flytte op i åben klasse til næste år. Og så tager det også presset væk mht. at arbejde med vildt. Jeg har det rigtig fint med, at Tsula skal kunne tingene 120% med en dummy, inden vi går til prøve på vildt. Det kan meget let skabe nogle dårlige vaner og stress at bruge vildt, inden øvelserne sidder i skabet. Så i år stiller jeg hende på working test, og vi kan så begge få noget prøveerfaring på dummyer.
Vi venter på, at det er vores tur
Tsula var første hund på prøven. Det var rigtig lummervarmt, og der var ikke en vind, der rørte sig.
Mine fokuspunkter på dagen var dels hendes mentale udholdenhed, om hun kunne holde til en hel prøve og hendes afleveringer. Hun har haft en lidt dårlig vildtbehandling med 500 g dummyerne – sandsynligvis fordi jeg for længe har brugt 250 g. Vi har arbejdet med det, men jeg var ikke sikker på, om jeg ville få alle afleveret til hånd.
Ansmygning og tolling var begge rigtig fine. Hun går fint og roligt ved siden af mig. Hun toller fint og med stor passion, og hun er helt rolig i pauserne.
Der er lidt uro, da jeg skal gøre hende klar til vandmarkeringen efter tollingen. Jeg skal have hende ud på min højre side, og det har vi ikke fået trænet nok på. Ifølge reglementet skal jeg blive bag skjulet. Så jeg bøvler lidt med det, og Tsula er ikke helt sikker på, hvad jeg vil. Dommeren kalder mig så frem, så jeg står helt synligt – og kan have Tsula på min venstre side. Men det skabte en smule uro, som vi godt kunne have været foruden. Hun håndterer det dog fint og sidder fint, indtil jeg sender hende på vandmarkeringen. Den er lidt lang men den ligger fint, så ingen problemer der. Hun svømmer fint ud, samler den op og kommer hjem og afleverer til hånd. Hun er lidt distraheret af kasteren, som flytter sig, mens hun svømmer hjem. Så det skal vi have trænet lidt mere på.
Fri ved fod til næste post som er en landmarkering. Skytten står på linje med mig – 2-3 meter fra mig. Kasteren står ude i terrænet. Tsula er meget optaget af skytten, og jeg prøver at få vendt hendes opmærksomhed mod kasteren. Da dummyen rammer jorden, er jeg lidt usikker på, om hun har set den. Men hun har i hvert tilfælde hørt den, for hun løber fint ud i området. Hun må søge lidt, inden hun finder den. Men hun holder sig fint i området, så jeg lader hende arbejde. Hurtig opsamling da hun finder den og hjem og aflevere til hånd.
Fri ved fod til næste post, som var et søg i porse. Dele af det lå på vand med en tung og mudret bund. Hun starter fint. Der er ikke så meget fart på hende, men hun kommer fint rundt. Efter at at fundet de første par dummyer, mister hun lidt fokus og laver sin “Tyren Ferdinand”, som er at lade sig opsluge af en eller anden spændende duft. Jeg tænker, det er en slags overspringshandling, og at det bliver bedre, når hun får mere erfaring. Hun kommer i gang igen og finder de fire dummyer, hun skal have hjem.
Så er der lidt mere fri ved fod tilbage mod udgangspunktet. Vi bliver stoppet undervejs for at få en vandmarkering. Vi står foran en række buske, og det er svært at se noget. Vi ser dog dummyen i luften. Jeg kan se den lande på vand, men jeg er ikke sikker på, hvor meget Tsula kan se. Hun skal svømme skråt ud fra land for at få den. Hun går fint i vandet. Jeg kan ikke se hende pga. buskene, men pludselig kommer hun på landt et par meter længere fremme. Jeg prøver at sende hende igen et par gange, men hun aner ikke, hvad jeg vil have hende til. Og anden gang jeg sender hende igen, kommer der to små pib. Så siger jeg tak for i dag til dommeren (som synes det var en klog beslutning). Og det var den prøve! Hvis hun havde været ældre og mere veltrænet, ville jeg have forsøgt at få hende ud til dummyen. Men der er hun slet ikke endnu. Og det ville ødelægge mere, end det ville gavne at bakse med hende.
Hun får lov til at hente dummyen fra en lige vinkel, og det gør hun rigtig fint.
Alt i alt er jeg rigtig tilfreds med min fine hund. Hun gjorde det godt. Afleveringerne var fine, men de kan blive mere sikre, så det skal vi arbejde på. Jeg er sikker på, at vi havde fået en præmiering, hvis jeg ikke havde trukket hende på den sidste post.
Tsulas kritik – en rigtig fin kritik som pga. den manglende sidste vandmarkering, blev til en “svensk smiley”, som dommer Sverker Haraldsson kalder det 🙂
Helle var sød og optage lidt video af prøven – delt op i tre dele:
Jeg har glædet mig til første prøve med Tsula. Det er der, man se, om træningen har været god nok. Om der er noget, man ikke lige har tænkt over at få trænet (det er der altid). Og så elsker jeg bare at komme afsted og mærke stemningen ved prøverne.
Indgangen til Tollerklubbens prøvesystem er Tollerbrugsprøven. Sådan en blev der afholdt i Sjørup den 20. maj. Da jeg meldte mig til, var vi ikke i mål endnu med Tsulas vandproblemer. Men man kan jo altid melde fra. I tiden op til prøven, var jeg meget fokuseret på vandtræningen, og vi kom da også i mål med det. Det var dog ikke mere overbevisende, end at jeg få dage før prøven stadig var i tvivl om, hvorvidt hun ville gå i. Sjørup er en rigtig skovsø – mørk og med stejle kanter – og jeg var ikke sikker på, om Tsula havde lyst til at gå i den sø. Vi var i Fjelster og træne lidt et par dage før, og der var hun fin spontan, så jeg besluttede, at det nok skulle gå, så vi mødte op lørdag morgen og var spændte på, hvordan om det nu også gik 😊
Lydighedsdelen var lagt inde i plantagen med masser af træer. Men kunne ikke overskue hele banen fra startpinden, men efterhånden som man kom rundt, så kunne man se næste pind. Det var ikke det letteste terræn for hverken hunde eller førere. Tsula går normalt rigtig fin fri ved fod, så jeg var ikke så nervøs ved den del. Og hun kom da også fin rundt sammen med mig. Landmarkeringen gik også fint. Lige ud, spontan opsamling, lige hjem og aflevering til hånd.
Så gik turen ned til søen. Tolling og ro var der ikke nogen problemer med. Og så kom vandmarkeringen! Der blev skudt og kastet – eller kastet og skudt – og jeg sendte Tsula. Hun gik stille og roligt i, svømmede fint, samlede op og svømmede fint tilbage. Og så fik jeg dummyen til hånd. Så alt i alt en virkelig god prøve, og jeg havde en god fornemmelse bagefter.
Dommeren var Maria Pedersen, og hun syntes åbenbart også, at det var gået fint, for Tsula bestod, og nu er prøveverdenen åben for os. Så glæder det om ikke at forhaste sig.
Prøven var ikke særlig publikumsvenlig, og det var meget svært at se, hvad der foregik. Leif fik dog taget lidt video af tollingdelen: https://youtu.be/17GOaUpxv_0
Tsulas kuldsøskendes ejere har fulgt lidt med i Tsulas og min træning, og vi har udveklset gode råd og erfaringer via vores kuldgruppe på Facebook. De har virket interesseret i, hvordan jeg træner Tsula, så jeg tænkte, om de måske kunne tænke sig en træningsweekend hos Trond. Det kunne de! ”De” er i den forbindelse kennelmutter Ann med Sally (Tsulas søster), Marie med Nelson (Tsulas bror), Ingrid med Lotta (Tsulas søster), Hege med Fenris (ikke fra samme opdræt men fra Kennel Inlicio, som har opdrættet Tsulas far) samt Leif med Tiva og jeg med Tsula.
Så fredag den 17. marts mødtes vi på Vidkildegaard. Leif og jeg kom naturligvis tidligt. Kennelmutter Ann kom ved 19.00-tiden. De tre nordmænd kom først omkring midnat, så de gik glip af middagen på dag 1.
Lørdag morgen var vi alle klar, og efter morgenmad og en del snakken om Tronds og Aases måde at træne hund på, tog vi hundene ud én efter én. De er på lidt forskellige niveauer – og nogle af dem er lidt mere oppe og køre end andre – så det giver mening at træne dem én og én. Lørdag startede vi ud med at lære at ”rose hunden ned”. Det er en øvelse, som vi har prøvet før, men jeg kunne godt mærke på Tsula, at det er en øvelse, som vi fint kan genbesøge. Hun har lært, at apportering er sjovt, så tennisboldene gav lige et ekstra skub. Hun klarede det dog fint – også de apporteringer, hun fik. Tiva fik selvfølgelig nogle noget sværere opgaver, mens de øvrige startede med lidt basic, så Trond kunne se, hvor de var. Flere af dem var godt med rent træningsmæssigt, så det blev også udfordret lidt mere.
Efter en frokostpause med mere snak, var det tid til en tur på jagtvognen. Uha, der var mange af hundene – inkl. Tsula – der syntes, at det var lidt spooky. Og der var da også en del piben. Nogle mente, at det lød som en ambulance med udrykning 😊 Det blev dog bedre efter noget tid. Tilbage efter vores tur rundt i terrænet var det tid til lidt mere træning. For Tsulas vedkommende skulle hun dirigeres til seks bolde, som hun så Trond smed på marken. Inden hver apportering skulle vi gå fri ved fod igennem labyrinten. Tsula klarede det fint – bortset fra en enkelt dirigering, hvor de to bolde lå lidt tæt og hun valgte at smide bold 1 for at gå efter bold 2. Vi fik lige en snak om det, og så løste hun opgaven fint. Der var et par gange, hvor hun lige skulle overveje, om hun vill hjem og aflevere, når hun på vejen fik øje på en anden bold. Men alt i alt var jeg rigtig tilfreds med hende. Der blev optaget en video er øvelsen: https://www.youtube.com/watch?v=juYHYdYm8YY
Søndag starede vi med den danske tollerbrugsprøves landdel. Det var sjovt at se, at for nogle var det faktum, at vi ”legede” prøve nok til noget nervøsitet, der selvfølgelig påvirkede hundene. Der blev også plads til lidt ”specialundervisning” til de, der have specifikke udfordringer. Om eftermiddagen kunne man byde ind med, hvad man havde lyst til. Leif og Tiva viste, hvordan stopøvelsen var bygget op. Det fik bl.a. Ann til at prøve den. Sally har ikke før prøvet stop, men i løbet af 13 minutter (jeg har det på video), fik Sally lært at stoppe på fløjten. Selv om jeg synes, det er en virkelig god øvelse, der hurtigt lærer hundene at stoppe og fokuserer på føreren, må jeg indrømme, at jeg var temmelig positiv overrasket over, hvor let og hurtigt det gik. Øvelsen kan ses her: https://www.youtube.com/watch?v=HzAvkmwp5E4
Hege ville gerne have Fenris over bækken. Der er ikke så meget vand i lige nu, men kanterne er meget høje og stejle. Fenris kom fint ned, men det tog ham lidt tid at finde ud af, at han godt kunne komme op igen. De prøvede øvelsen flere gange fra forskellige afstande, og det var så flot at se på.
Jeg trænede lidt mere med Tsulas stop. Det er lidt tid siden, at vi har besøgt den øvelse. Hun havde ikke glemt den, men der er masser, der kan raffineres.
Vi sluttede weekenden af med endnu en middag sammen, inden norddamerne og svensken drog hjemad mandag formiddag.
Trond, Hege/Fenris, Ingrid/Lotta, Lis/Tsula, Marie/Nelson, Aase, Leif/Tiva og Ann/Sally
Jeg synes, det var en fantastisk weekend. Mest fantastisk var det, at alle tog så positivt imod Trond og Aases måde at handle hund på. Og det kunne ses i løbet af en enkelt weekend, at det havde en positiv indflydelse på hundene. Det vil selvfølgelig være forvirrende for hundene, når man pludselig ændrer den måde, man fører den på, og derfor kan det føles som et skridt tilbage. Men vi så også, at det skridt tilbage blev erstattet af to skridt frem.
Der blev også taget lidt billeder af de fire søskende:
Træningen med Tsula går rigtig godt. Hun er meget glad for at arbejde men er samtidig rolig og afslappet. Jeg håber, jeg vil være i stand til at holde hende så afslappet og rolig. Hun kan efterhånden rigtig meget, selv om jeg synes, at vi tager det med ro. Men hun lærer hurtigt og vil virkelig gerne gøre tingene rigtigt, så det en fornøjelse at arbejde med hende. Hendes stop sidder efterhånden i skabet, og nærsøgskommandoen sidder på rygraden. Vi har bøvlet lidt med dirigering til højre, venstre og back. Hun var skarp, når der kun lå dummyer to af stederne, men når jeg lagde tre, så fik hun problemer. Jeg tror, vi er ved at være på plads med det.
Den eneste virkelig store udfordring jeg har haft med hende, er vand. Hun faldt jo i søen i Haunstrup sidste forår, og det forskrækkede hende mere, end jeg i begyndelsen forstod. Det var først en måneds tid senere, da jeg var alene i Haunstrup med begge hunde, at det gik op for mig, at her stod jeg overfor noget af en udfordring. Begge hunde var løbet ned til en af søerne. Da jeg nåede hen til dem, stod Tiva nede ved søen, mens Tsula stod 20-30 meter derfra og kikkede. Jeg gik ned til Tiva og fik lokket Tsula derned. Hun fik lidt godbidder spredt på jorden ved søbredden. På et tidspunkt går Tiva i vandet – stille og rolig uden plasken. Da jeg kikker efter Tsula, kan jeg ikke se hende. Jeg kommer op fra søen og kan så se hende nede ved bilen – 100-200 meter fra søen. Der tænkte jeg ”Fuck, vi har et problem, der er større end jeg forestillede mig”.
Vi prøvede i løbet af foråret/sommeren 2022 at overtale hende til at tage en svømmetur. Men nej, det var helt udelukket. Vi prøvede med en dummy på vand. Hun ville virkelig gerne hente den, men ikke nok til, at hun ville svømme ud efter den. Hendes problem var, at hun ikke havde modet til at slippe bunden med poterne. Jeg talte med min guru, Aase, om det. Hendes råd var 1) lad være med at kaste noget i vandet; det fører kun til stress og lyd, og 2) Glem alt om vand i år. Til næste år er hun ældre, mere moden og har fået mere selvtillid; så kikker vi på det. Så vi brugte sommeren og efteråret 2022 på alt andet end vandtræning.
Dog var jeg selv ude og bade i ferien, og her gik hun med ud og svømmede pænt ved siden af mig. Så 1) hun kunne svømme, og 2) der var en chanve for, at jeg virkelig får hende i vandet.
I april 2023 begyndte vi at kikke lidt på vandtræning igen. Vi startede nede ved Trond og Aase, som har en bæk, der flyder igennem deres terræn. Om foråret er der så meget vand i den, at hundene nogle steder skal svømme. Vi var dernede et par gange om ugen. Hver gang var mønsteret det samme: Det krævede en del overtalelse til at få hende i. Når det så var sket, så var der ingen problemer. Men flyttede vi os så 5 meter længere væk, kunne vi starte forfra. Det var virkelig op ad bakke. Men så pludselig en dag, gik hun i uden problemer, og jeg kunne flytte mig op og ned langs bækken og sende hende over, uden hun tøvede.
Næste skridt var så at prøve i nogle af de søer, vi træner ved. Jeg var ude og træne med Helle i Gullestrup. Vi besluttede, at vi skulle prøve, om vi kunne få hende ud og svømme. Jeg troede ikke på det, men det gjorde Helle. Vi besluttede, at jeg skulle gå over på den anden side og kalde på hende. Og dælme, om hun ikke gik i og svømmede over til mig. Det var en FED oplevelse. Nu kunne jeg tro på, at Tsula havde en fremtid i prøvesystemet. Hold da fast, hvor var jeg glad.
De næste uger gik det fremad. I begyndelsen havde hun brug for, at der sad en person på den anden side af søen for at trække hende over. Men efterhånden gik hun også i, når enten jeg eller en anden kastede fra samme side. Og nu går hun i vand uden problemer. Hun bliver aldrig en hund, der springer ukontrolleret i vandet; hun går forsigtigt og velovervejet i. Og det er rigtig fint for mig. Det var altid med hjertet i halsen, når Vixen sprang i vandet, da man aldrig vidste, om hun landede på noget, som vi ikke kunne se.
I maj flyttede vi svømmeundervisningen til Haunstrup og det tog ikke lang tid, inden hun også var tryg her. Her sender jeg hende over på den anden side, hvor Leif har smidt en dummy: https://www.youtube.com/watch?v=CoQOKnTaQls
