Blog Image

Velkommen til

Kennel Wildmountain Tollers' blog

Her kan I læse de senest nyheder om vores "hundeliv". Hvis I vil vide mere om vores hunde og vores opdræt, så kan vi anbefale, at I kikker på vores hjemmeside www.wildmountain.dk. I vores opdræt prøver vi at foksere på tollerens jagtlige egenskaber uden dog at miste fokus på sundhed og eksteriør.

Photo shoot

Latest news / Sidste nyt, Sundhed Posted on Wed, August 25, 2021 21:50:17

For nogen tid siden kontaktede jeg Sanne Ammitzbøll for at høre, om jeg kunne købe et photo shoot med Vixen hos hende. Leif har jo taget – og tager forhåbentlig stadigvæk – en masse billeder af hende. Men jeg syntes, at det kunne være sjovt at se, hvad Sanne kunne få ud af hende.

Tanken var, at jeg ville vente lidt. Vixen var fældet helt i bund, og jeg ville gerne have, at hun fik lidt pels først. Men så fik hun det jo pludselig lidt dårligere, og jeg turde ikke vente. Så søndag den 1. august kørte jeg ned til Sanne.

Der blev taget billeder i solskin og i lidt regn. Der blev taget “action-billeder” og “sidde-stille-billeder”, og der blev taget billeder på land og på vand.

Jeg er rigtig glad for billederne – også selv om hun stort set er nøgen 🙂



Vi træner videre – trods sygdom

Latest news / Sidste nyt, Sundhed Posted on Wed, August 25, 2021 21:40:05

Som jeg har skrevet før, er Vixen ikke klar over, at hun er syg – hun opfører sig i hvert tilfælde som om, hun ikke er klar over det. Derfor har jeg fortsat med at træne hende – måske ikke helt så hårdt og meget som tidligere, men hun får fortsat lov til at lave noget.

Torsdag den 19. var vi i Fjelster for at afprøve posterne til RJK’s UHM. Jeg havde taget Vixen med, og hun fik lov til at prøve kræfter med alle posterne. Det blev til 8 apporteringer, heraf flere på / over vand. Det klarede hun rigtig fint – både helbredsmæssigt og arbejdsmæssigt.

Lørdag var der træning i Haunstrup med The Poké-kids and hangarounds. Også her fik hun lov til at knokle, og også her gav hun sig 100% og havde det godt bagefter.

Tirsdag var vi en tur forbi Trond og Aase, og jeg fik lige ½ times eneundervisning med Vixen. Igen fik hun lov til at arbejde, og denne gang var det måske lige i overkanten. I hvert tilfælde var hun virkelig træt bagefter. Så hun har en grænse, og det må jeg bestræbe mig på ikke at overskride igen.

Hun er blevet tydeligt langsommere, og hun bliver hurtigere og mere forpustet, men lysten til at arbejde fejler ikke noget. Og så længe det er tilfældet, så får hun lov.



Endnu en update på Vixen

Latest news / Sidste nyt, Sundhed Posted on Wed, August 25, 2021 21:30:36

Den 18. august kørte Vixen og jeg til Århus, hvor vi havde en aftale med Lise Bang Hansen. Som sædvanligt gav Lise sig rigtig god tid. Hun spurgte ind og ville vide ALT, så det er godt, at jeg fører dagbog over Vixens helbred i disse dage 🙂

Siden sidste besøg er Vixen jo kommet på binyrebarkhormon, og det fik vi talt lidt om. Vixen skal selvfølgelig dækkes ind, hvis hun har behov for det. Men det er naturligvis også vigtigt, at hun ikke får medicin, som hun måske ikke har brug for. Problemet med binyrebarkhormon er jo, at det kan “maskere”, hvordan hunden egentlig har det – også overfor hunden selv. Det var jeg klar over, og derfor er beslutningen jo også, at hvis hun har behov for at komme op i dosis, så er det tid til at sige farvel.

Lise foreslog, at vi skulle prøve at sætte dosis ned. Pt. får hun 10 mg om dagen. Lise foreslog, at hun hver anden dag får 10 mg og hver anden dag 5 mg. Hvis det går godt, så kan vi kikke på at nedsætte yderligere om 2-4 uger. Da det ikke er Lise, der har sat hende på binyrebarkhormon, tog jeg kontakte til dyrlæge Lisa. Hun var helt ok med, at vi prøver at nedsætte dosis. Og det er jo også ret let at sætte den op igen, hvis det går den forkerte vej.

Indtil videre har det fungeret fint at sætte dosis ned. Men vi tager ikke glæderne på forskud, så nu må vi se, om dette fortsætter de næste 2-3 uger.

Foto: Sanne Ammitzbøll


Æ Westerhaw

Latest news / Sidste nyt Posted on Wed, August 11, 2021 20:29:14

Vi har lige mødtes med gamle Thule-venner i et sommerhus ved Kjul Strand nord for Hirtshals. En dejlig weekend med gode venner, dejlig mad og lidt at drikke – og selvfølgelig et par ture til stranden med Vixen og Tiva.

Ved Kjul strand: https://youtu.be/n-CcHskErWc

Ved Tversted strand: https://youtu.be/NVcxUaFRCe4



Ingen hvalpe :-(

Latest news / Sidste nyt, Tiva Posted on Wed, August 11, 2021 20:18:15

Som om der ikke er nok negativitet i vores hundeliv for tiden, så må vi konstatere, at der ikke bliver hvalpe på Tiva. Det er vi helt knust over, og det har været en overordentlig svær ting at acceptere. Men der skal jo to til at beslutte en parring – os og hanhundeejeren – og hanhundeejeren valgte desværre at trække sig et par dage før, jeg skulle have været i Sverige og parre.

Vi har jo meget længe haft en aftale med Jessica om at måtte bruge Izac til Tiva. Og vi har glædet os rigtig meget til denne parring, da vi synes, at de to hunde passer rigtig godt sammen. Izac laver dejlige hvalpe, han har en fantastisk “tracking record” når det gælder hofter – som jo måske / måske ikke – er et problem i Tivas linjer. Og så har han lidt hår på brystet, hvor Tiva mangler det.

Vi havde også en lang række fantastiske hvalpekøbere stående klar til at overtage disse hvalpe. Nogle af dem har hængt på meget længe og er kommet sig over skuffelsen over, at vi ikke fik parret i januar i år. Og da det jo langt fra er let at få en tollerhvalp – eller en hvalp i det hele taget – i disse tider, så er vi så kede af, at vi ikke har været i stand til at opfylde deres ønske om en tollerhvalp.

Hvad er der så sket, siden denne parring ikke er blevet til noget? Tja, jeg blev kontaktet af Jessica, som spurgte, om jeg var klar over, at Johnny (Tivas far) er far til et kuld, hvor der er en hvalp, der er diagnosticeret med EPI (Exocrine Pancreatic Insuffiency). Det var jeg ikke, og jeg havde i øvrigt aldrig hørt om den sygdom. En anden svensk hanhund er far til tre kuld, hvor der i hvert kuld er en hvalp med EPI. Denne hanhund og Johnny har en fælles forfader.

Min første reaktion var, at vi selvfølgelig ikke skal introducere en ny sygdom i racen, og da ingen af os vidste ret meget om denne sygdom, så var det nok en god idé at slå bremserne i.

Efterfølgende gik jeg i gang med at undersøge, hvad EPI er, og hvordan man skal håndtere det. Det viste sig, at der på KU Sund (tidl. Landbohøjskolen) er et forskningsprojekt, hvor man prøver at finde en DNA-test for schæfere og eurasier, så man ville kunne teste for det. Jeg var så heldig at få kontakt med den professor, der står for projektet. Hendes besked til mig var, at man endnu ikke helt sikkert ved, hvordan sygdommen nedarves. Man var dog ret sikker på, at den er recessiv, hvilket betyder, at begge forældre skal have genet. Hendes anbefaling til mig var, at man ville kunne avle uden risiko, hvis man sørgede for, at ingen af forældredyrene havde de samme aner tilbage til oldeforældreleddet.

Efter at være blevet klogere, var jeg nu ikke længere utryg ved at parre Tiva med Izac. Jessica havde det desværre ikke på samme måde og ønskede stadig ikke at gennemføre parringen. Det er vi jo nødt til at respektere, selv om vi godt nok er kede af det.

Vi er på ingen måde interesserede i at indføre en ny sygdom i racen (nærmere undersøgelser har dog vist, at der faktisk er flere tollere med EPI – primært i Nordamerika). Omvendt så er jeg også af den opfattelse, at vi kommer til at skyde os selv i foden, hvis vi holder gode hunde ude af avlen pga. en sygdom, som der ikke er stor sandsynlighed for at få. Vi har i racen en meget lille genpulje, hvilket betyder, at hvis vi udelukker for mange hunde, så kommer vi til at avle for tæt – og så får vi først store problemer i racen.

Da vi jo har haft en aftale med Jessica i over 1½ år, så har vi ikke kikket på andre hanhunde, og med få dage til parring, var det heller ikke muligt at finde en anden hanhund og få tjekket op på ham. Så desværre ingen parring.

Vi har brugt oceaner af tid og kræfter på dette kuld – allerede inden den var lavet. Vi har mødtes med så mange fantastiske hvalpekøbere (og et møde med os tager rask væk 3-4 timer 🙂 ). Vi har fundet nogle rigtig gode hvalpekøbere, hvor de fleste vil på jagt med deres toller, og som vi ved, vi vil kunne holde kontakt med og træne sammen med de næste mange år. Men denne skuffelse – og Vixens diagnose oveni – har bare drænet os totalt for kræfter og overskud til at vurdere, om vi orker at avle flere hvalpe. Lige nu er status nok, at det orker vi ikke. Nu må vi så se, om det stadig er vores holdning, når vi får alt dette her på afstand.



Opdatering på Vixen

Latest news / Sidste nyt, Sundhed Posted on Wed, August 11, 2021 20:15:57

Nu er der gået seks uger, siden vi fik at vide, at Vixen har kræft i maven. Det har været seks forfærdelige uger, og der er ikke gået én eneste dag, hvor jeg ikke har grædt – nogle gange flere gange om dagen. Jeg har stadig meget svært ved at tale om det uden at græde.

Heldigvis tror jeg ikke, at Vixen er klar over, at hun er syg, og at hun nok ikke er her ret meget længere. Ja, faktisk kan jeg også nogle gange selv glemme det, når jeg ser hende. For hun virker bestemt ikke syg. Hun er højt humør, altid sulten og ALTID klar til at arbejde. Hun har dog haft enkelte gange, hvor hun har kastet op. Heldigvis har det været forbigående, og hun har haft det godt umiddelbart efter.

Der har dog været en enkelt gang, hvor hun kastede en del op om natten og tidligt om morgenen. Efterfølgende var hun ikke sig selv – hun hang med hovedet og ville ikke spise. Desuden begyndte hun at hoste en tør hoste. Jeg tog kontakt med dyrlæge Lisa, som gerne ville se hende, hvis hosteriet fortsatte. Det gjorde det næste dag, så afsted til dyrlægen. Vixen havde dog fået appetitten nogenlunde tilbage på det tidspunkt men var stadig ikke helt sig selv. Dyrlæge Lisa lyttede til Vixens lunger. De lød desværre ikke godt, og hendes konklusion var, at kræften nok havde spredt sig til lungerne. Vi talte lidt om, hvad vi kunne gøre – og hvad vi burde gøre – og kom frem til, at vi ville starte hende på binyrebarkhormon – 10 mg. Dyrlæge Lisa understregede, at dette nok ville give hende et boost, som ikke ville vare ved. Og at vi så til den tid skulle vurdere, om dosen skulle sættes op, eller det var tid til at sige farvel.

Binyrebarkhormonen har haft en rigtig god effekt på hende. Hun er helt sig selv igen. Leif og jeg har dog besluttet, at når de 10 mg ikke længere er nok til at give hende et godt liv, så er det tid til at sige farvel. Vi håber, det varer længe!

Vi har tid til et tjek hos Lise Bang Hansen den 18. august, og så har jeg faktisk også booket en tid ved Sys Vad i slutningen af måneden, da jeg synes, at hun trænger til at blive løsnet lidt op.

Blod er sendt til SLU i Sverige og modtaget. I fryseren har jeg også blod og en fire afføringsprøver, som venter på at blive afhentet af en dyrlæge fra KU Sund. Intet af dette gør noget godt for Vixen, men jeg har det rigtig godt med, at hun kan bidrage til forskningen, som forhåbentlig udmunder i noget positivt for vores hunde.

Da Vixen jo egentlig har det godt, går dagene som altid. Der gås tur, vi træner (måske ikke så intenst og langvarigt som tidligere), og vi hygger os. Det kræver lidt “holden tungen lige i munden” at styre pilleindtaget i løbet af dagen, og hvordan pillerne skal tages i forhold til måltider etc. Men da jeg jo heldigvis stadig primært arbejder hjemme, så fungerer det fint.

Smukt billede af smukke Vixen taget af Sanne Ammitzbøll


En trist opdatering på Vixen

Latest news / Sidste nyt, Sundhed Posted on Wed, July 07, 2021 21:04:14

For et års tid siden fik Vixen jo konstateret en mild bugspytkirtelbetændelse. Efter kort tid med medicinering har behandlingen udelukkende bestået af specialfoder (Virbac Gastro) og et absolut minimum af godbidder og andet. Der har været perioder, hvor hun har kastet op, men vi fik styr på det efter kort tid.

For knap to måneder siden begyndte hun at kaste op igen. Jeg mente selv, at jeg kunne se en sammenhæng mellem opkastningerne og aktivitet/stress men ville selvfølgelig have hende undersøgt. Jeg har længe været på udkik efter en ny dyrlæge,da jeg har manglet den der følelse af at være fuldstændig tryg ved at overlade hende til dyrlægen. Og samtidig har ledt efter en dyrlæge, der havde et ønske om at dykke ordentligt ned i årsagen til, at Vixen kastede op. Jeg har shoppet lidt rundt men har ikke fundet nogen.

Så en aften gik jeg en tur i Haunstrup med Henriette. Vores hunde fik lov til at stæse rundt, som det passede dem, og da vi kom tilbage til bilerne, begyndte Vixen at kaste op. Hun kastede en del op, og der var blod i de sidste portioner. Hun havde også kastet op i weekenden, hvor vi havde dobbeltprøve i Fjelster. Henriette og jeg fik en snak om det, og jeg fortalte hende, at jeg leder efter en dyrlæge, som jeg kunne være tryg ved. Hun anbefalede hendes egen dyrlæge, Lisa Michelsen, som faktisk også ved en del om sygdomme i mave/tarm. Vi aftalte, at Henriette skulle spørge Lisa, om hun havde et råd eller evt. kunne anbefale en dyrlæge, som ved noget om bugspytkirtler etc. Henriette skrev tilbage, at jeg var velkommen til at kontakte Lisa, men ellers kunne hun anbefale en dyrlæge hos Anicura i Århus. Da Vixen forsatte med at kaste op i løbet af natten, sendte jeg en SMS til Lisa Dyrlæge, og hun svarede straks tilbage. Hun ville gerne tage et kik på Vixen og kom på besøg næste dag. Efter at have undersøgt hende, sagde hun til min store overraskelse, at hun ikke troede, at det havde noget med bugspytkirtlen at gøre. Hun troede nærmere, der var noget med Vixens mave. Vi blev enige om, at Vixen nu skulle undersøges til bunds, så der blev bestilt tid til scanning og kikkertundersøgelse hos Anicura i Århus.

Når man tager i betragtning, at Vixen – bortset fra opkastningerne – har været i forrygende humør og haft en glubende appetit, så troede jeg, at vi havde at gøre med noget forholdsmæssigt ufarligt.

Dyrlægen på Anicura, der undersøgte hende, var dog ikke nær så optimistisk. Der blev taget en biopsi, men hun var ret overbevist om, at der var tale om kræft. Det var ikke lige det, jeg havde håbet at høre.

Vi ventede knap 14 dage på svar på biopsien. I mellemtiden kom Vixen på Omestad for at mindske produktionen af mavesyre og Antepsin for at beskytte maveslimhinden. Det er gået rigtig fint. Hun kastede op to gange på de knap 14 dage, og det var begge gange være i forbindelse med let træning. Så mine tanker gik lidt i retning af noget mavesår. Men forleden kom så svaret på biopsien, og det var bare den værste besked at få. Vixen har kræft – et carcinom. Et carcinom er åbenbart en rigtig træls form for kræft, da det har en tendens til at sprede sig – eller som dyrlægen sagde, så har det lange fangarme, som spreder sig. Og det er derfor helt udelukket, at man ville kunne fjerne kræften via en operation. Så jeg behøver ikke at vurdere, hvorvidt jeg ville udsætte hende for sådan en operation.

Vixen fortsætter på Omestad og Antepsin, og hendes foder fordeles over fire måltider om dagen og opblødt. Derudover har jeg været forbi Lise Bang Hansen, fordi jeg ville se, om der var noget, vi kunne gøre med homøopati. Jeg er klar over, at hun ikke kan helbredes, men håbet var, at har Lise et eller andet, der kan gøre hendes sidste tid lidt mere behagelig. Hos Lise fik jeg to præparater. Hun skal have 3 x dagligt af det ene præparat i én uge, hvorefter jeg skifter til det andet præparat, som hun også skal have 3 x dagligt i en uge.

Derudover har jeg rakt ud til KU SUND (tidl. Landbohøjskolen) og SLU i Sverige (den svenske landbohøjskole). Begge steder er man i gang med noget forskning, som jeg tænker, Vixen måske kan bidrage til.

I KU SUND handler det om at finde en biomarkør, der tidligt i forløbet kan påvise mave-/tarmkræft. Da symptomerne på mavetarmkræft er de samme som for mange andre sygdomme i mave og tarm, så opdager man oftest for sent, at der er tale om kræft, da de fleste vil tænke, at det er lidt voldsomt med en scanning og/eller kikkertunderssøgelse “bare” pga. lidt opkast eller dårlig mave. Når man så finder ud af, at det er kræft, så er der som regel ikke så meget at gøre. Og så er der oftest ikke noget at gøre. Jeg har haft en snak med dem. De venter nu på at få Vixens journal, så de kan vurdere, om hun er en egnet kandidat. Hvis hun er det, skal hun aflevere en afføringsprøve og måske lidt blod.

På SLU i Sverige, hvor de jo i mange år har forsket i de autoimmune sygdomme hos tolleren, er de begyndt at kikke på kræft, da de ser en øget tendens til kræft i tolleren. De er også vendt tilbage og vil også gerne have blod/serum fra Vixen. Når min dyrlæge er retur fra ferie i uge 30, får jeg taget de ønskede blodprøver, og får dem sendt afsted.

Jeg er naturligvis totalt knust. Vixen er min drømmehund, og hun er kun 9 år. Jeg har dog valgt at fokusere på, at hun lige nu har det godt, og gøre hvad jeg kan for at hun bliver ved med at have det godt en tid endnu. Så lige nu fejrer vi den del af livet, hun har tilbage.

Lisa Dyrlæge har pointeret, at det er vigtigt, at hun holdes i god form, så vi stopper ikke med træningen. Jeg skal bare have fundet en blance, så hun ikke kaster op efter træning. Det er gået rigtig godt indtil nu. Faktisk har hun det lige nu så godt, så det er svært at tro, at hun er så syg.

Lige nu handler det om, at hun har det godt – både fysisk og mentalt – så længe hun er her. Men det er stadig utrolig svært at både tro og fordøje, at hendes tid med mig ikke bliver ret meget længere.

Min hjertehund


Daisy – 16 år

Latest news / Sidste nyt Posted on Wed, July 07, 2021 20:24:35

Den 19. juni kunne Daisy (Redreynard’s Daisy Duck) være fyldt 16 år. Hun var fars prinsesse og en helt speciel hund, og vi savner hende.



Next »