Blog Image

Velkommen til

Kennel Wildmountain Tollers' blog

Her kan I læse de senest nyheder om vores "hundeliv". Hvis I vil vide mere om vores hunde og vores opdræt, så kan vi anbefale, at I kikker på vores hjemmeside www.wildmountain.dk. I vores opdræt prøver vi at foksere på tollerens jagtlige egenskaber uden dog at miste fokus på sundhed og eksteriør.

Tillykke til Ben & Jerry-kuldet

Ben & Jerry kuld, Latest news / Sidste nyt, Uncategorised Posted on Mon, January 03, 2022 20:28:33

Den 2. januar 2022 fyldte Ben & Jerry-kuldet 7 år. Det er lidt utroligt, at det allerede er 7 år siden, at Vixen fik sit første kuld. Jeg husker stadig, at hun puttede under dynen med mig på luftmadrassen i hvalperummet – og så gik vandet ud over min dyne, lagen etc.!.

Da de første seks hvalpe var født (den første desværre dødfødt), og der faldt ro over Vixen, fik vi “lagt rent på” i fødekassen. Jordmoderassistenten Gitte var taget hjem, og jeg lå på min luftmadras og nød lyden af diende hvalpe. Pludselig blev Vixen urolig igen. Jeg følte på hende og mente, at jeg kunne mærke 1-2 hvalpe men var ikke sikker. Der var dog flere hvalpe i hende, og kort tid efter fødte hun først en tæve og lidt senere en han. Så alt i alt 7 dejlige hvalpe.

Alle hvalpene lever pragtfuldt liv hos deres nye familier – og alle har det godt. Også Cookie, der jo som bekendt blev ramt af IMRD i januar 2018 – et stort chok for os alle. Heldigvis kom hun sig og har det godt i dag. Men Helle holder også meget skarpt øje med hende, og der skal ikke store ændringer til i Cookies adfærd, før Helle får taget en blodprøve for at se, om IMRD’en skulle være kommet tilbage.



Hvad sker der??

Latest news / Sidste nyt Posted on Mon, January 03, 2022 20:11:49

Vores blog har været nede i et stykke tid, men nu er vi oppe og køre igen (noget med noget opgradering).

Det er nu ikke fordi, der er så meget at fortælle. Leif og Tiva træner flittigt, mens jeg jo af gode grunde ikke træner så meget for tiden. Det er hårdt ikke at have hund. Jeg savner Vixen helt vildt – både herhjemme og til træning.

Vi får til gengæld stadig trænet lidt med The Poké-kids & Hangarounds. Det er superhyggeligt – som altid. Deltagerne skiftes til at planlægge træningen, og det fungerer rigtig godt. Jeg er klar over, at det for nogle er grænseoverskridende. Men jeg tror, at det er sundt at tænke lidt over, hvad man vil træne og hvordan. Og Leif og jeg står jo klar på sidelinjen til at detaljeplanlægge.

Sidst var det Henrik, der planlagde træningen, og han besluttede, at han gerne ville starte med lidt almindelig lydighed. Det er lang tid siden, vi sidst gjorde det, så det var en rigtig god idé.

Træningen med The Poké-kids & Hangarounds handler jo ikke kun om træning af vores hunde; det handler også om efterfølgende hygge. Og siden vi har fået vores Weber Traveler-grill, så er det ligesom kommet op på et lidt højere plan. I november tog det næsten lidt overhånd, da Trine havde både “hjemmelavet” mousserende vin og hvidvin med fra egne vinmarker, Morten Ø. havde Cornish Pasties med, og Caroline havde lavet Flapjacks. Det var lige før, at det blev lidt for meget af det gode – men kun “lige før”.

Julen og nytåret blev overstået. I juledagene havde vi besøg af June og Odd og deres tre rødpelser. Tiva syntes, at det var dejligt at have selskab. Nytårsaften var vi sammen med familie og Martin og hans to pølsepantere. Igen var Tiva glad for lidt hundeselskab.

Mit største ønske til det nye år er, at der kommer en pragtfuld tollerhvalp min vej. Jeg er så klar til at komme i gang med at træne en ny hund.



Quite A Vixen vom Lech-Toller Nest – 2/4-12 – 15/9-21

Latest news / Sidste nyt, Sundhed Posted on Wed, October 13, 2021 11:00:50

Det er nu fire uger siden, vi måtte sige farvel til Vixen. Jeg har længe villet skrive en opdatering her på bloggen – og jeg har også gjort adskillige forsøg – men jeg har simpelthen ikke kunnet finde de rigtige ord. På den ene side har jeg så mange ting, jeg gerne vil skrive, og på den anden side, så kan ingen ord rigtig fortælle, hvor højt jeg elskede den skide køter.

At jeg overhovedet fik en hvalp fra Doris og Thomas, kan jeg takke Anette Bj¨orgell for. Jeg var sprunget fra et kuld i Canada, da to af hvalpene i kuldet blev syge. Jeg spurgte Anette, om hun kendte til kommende kuld, hvor der ville komme hvalpe, der ville passe til mig. Hun sendte mig i retning af Lech-Toller Nest. Det vil jeg for evigt være Anette taknemmelig for.

Jeg husker stadig tydeligt, da vi var i Gersthofen og kikke på kuldet – og møde Doris og Thomas for første gang. Hvalpene var omkring 6 uger på det tidspunkt. Allerede dengang faldt jeg for Vixen, så da Doris en uges tid senere sendte mig en mail med besked om, at den hvalp, der skulle flytte til Vildbjerg, var lige netop den hvalp, jeg var mest forelsket i, var jeg helt oppe og ringe.

Doris skrev bl.a.: “You wanted a challenge – you got it!” Og hvor havde hun ret. Vixen har i den grad været en udfordring. Jeg måtte hurtigt konstatere, at jeg langt fra var erfaren nok til en hund med hendes energi og arbejdslyst. Vi brugte alt for lang tid på at “shoppe rundt” i forskellige træningstilbud, og hendes og mit temperament var en farlig cocktail. Men jeg var aldrig i tvivl om, at jeg havde fået en hund med et enormt potentiale og en kæmpe stor arbejdslyst.

Jeg havde indtil da den opfattelse, at både Chili og Daisy var rigtig gode arbejdshunde, men da Vixen kom ind i mit liv, fik jeg virkelig øjnene op for, hvor meget velovervejet avl på arbejdslinjer betyder for resultatet. Jeg mener stadig, at hun er ´én af de bedst arbejdende tollere, jeg har set. Der er langt mellem hunde med hendes enorme energi, arbejdslyst og totale fokus på arbejdet. Og jeg har altid elsket at se hende arbejde. Intet kunne slå hende ud, og hvis hun syntes, at jeg ikke havde styr på tingene, så overtog hun selv styringen 🙂 Hendes mantra var, at opgaven skulle løses, og jeg kan faktisk ikke rigtig huske, at hun har smidt håndklædet i ringen.

Odd skrev på mit FB-opslag om Vixens aflivning, at hun og søster Foxy, har givet deres ejere så meget glæde og grå hår. Og hvor er det dog rigtigt. Antallet af grå hår, som Vixen har givet mig, har været enormt. Men samtidig har jeg haft så mange glæder med hende – og jeg har været fuld af beundring for, hvad hun egentlig var i stand til. Jeg har som skrevet aldrig oplevet, at Vixen har givet op overfor noget som helst. Hun har knoklet og aldrig ladet sig distrahere. Vores tålmodighed overfor hinanden har ofte været under pres. Vi har haft mange stunder, hvor jeg tror, at vi begge har været stolte af hinanden og os selv, når vi har klaret svære opgaver, som vi ikke troede, vi kunne klare (eller egentlig er jeg overbevist om, at Vixen aldrig tvivlede på sig selv 🙂 ) Vi har haft tidspunkter, hvor vi har været lidt trætte af hinanden, og vi har haft tidspunkter, hvor vi har følt os som et fantastisk team.

Jeg er utrolig ked af, at Vixen med mig som påhæng aldrig fik mulighed for at udleve sit potentiale. Med den rigtige og erfarne fører er jeg slet ikke i tvivl om, at hun var kravlet helt til tops i prøvesystemet. Men nu var hun jo altså belemret med mig, der i de første år lykkedes med at fucke så meget op, at vi aldrig rigtig var i stand til at rette op på – selv om vi den sidste tid med Tronds hjælp havde fundet en god måde at samarbejde på. Der har dog været mange, som har kunnet se, hvilken fantastisk arbejdshund, Vixen var, og vi har fået masser af ros af både dommere og træningskammerater.

En helt fantastisk ting at opleve med hende var de opsamlinger, som Per Rasmussen inviterede os på. Det var med bævende hjerte, at jeg deltog første gang. Jeg var usikker på, om hun ville brænde sammen i hovedet, men hun gjorde min tvivl til skamme, for hun var bare så skarp. Det tog hende ikke lang tid at få styr på tingene, og der var ingen anskudte fugle, der undslap hende. At se hende vokse med opgaven fra såt til såt på hendes første opsamling var helt fantastisk.

Kort tid inden Vixen blev aflivet, tog Leif en række billeder af hende. Jeg nåede aldrig at få lagt alle ud på FB, så her er de:

Jeg er glad for, at vi fik 2,5 gode måneder fra hun fik kræftdiagnosen. Jeg synes, vi fik det bedste ud af tiden. Vi holdt fast i træningen men med et nedsat tempo og en nedsat sværhedsgrad. Træningen skulle være en god stund for os begge, så det kom til at handle meget om at lave ting, som Vixen var god tid og syntes var sjove, så det endte med succes.

Jeg er også glad for, at hun nåede at bidrag til to forskningsprojekter: Et dansk projekt på KU Sund, som går ud på at finde biomarkører til hurtig og let diagnosticering af mavetarmkræft hos hunde. Det andet forskningsprojekt var et svensk projekt hos SLU, hvor man forsker i kræft hos tollere, da man har konstateret en øget forekomst af kræft i tollere. Jeg håber meget, at der kommer noget positivt ud af disse forskningsprojekter.

Igennem hele forløbet har det været svært at tro på, at Vixen var så syg. Det var kun, når hun kastede op, at jeg blev mindet om, hvor syg hun egentlig var. Det var heldigvis ikke hver dag, det skete, men når det skete, røg hjertet helt ned i maven på mig. Ellers var hun i højt humør, og hendes lyst til at træne var uforandret.

Tiva og Vixen i Haunstrup et par dage før vi sagde farvel til hende

De sidste dage ville hun ikke rigtig spise, og det var ligesom gløden i øjnene var slukket. Hun blev undersøgt at Lisa Dyrlæge, der var helt enig med os i, at det var ved at være tid. Lungerne lød ikke godt, og svulsten i maven var vokset betragtelig.

Den sidste aften tog vi ud til Trond og Aase for at gå en tur i det terræn, hvor vi har trænet så meget. Jeg lavede lidt øvelser med hende; nogle af vores yndlingsøvelser, og hun holdt sig ikke tilbage og var i højt humør. Da vi kom hjem, spiste hun aftensmad med stor appetit. Det var skønt at se, for hun havde ikke villet spise de sidste par dage. Jeg begyndte at tvivle på, om det var den rigtige beslutning at aflive hende nu. Men……næste morgen viste hun os, at det slet ikke var for tidligt. Hun kastede voldsomt op, og der var meget blod i. Og nu var lyset i hendes øjne virkelig slukket.

Sidste aften hos Trond. Vixens øjne siger “hvad skal vi så lave????”

Vixen blev aflivet hjemme, og dyrlæge Lisa sørgede for, at det – trods alt – var en positiv oplevelse at sige farvel til Vixen. Kristian var kommet hjem, så vi alle kunne være der. Også Tiva. Vixen fik en sprøjte med bedøvelse. Den virkede hurtigt, så vi fik lagt hende på et vetbed, og jeg lagde mig ved siden af hende, nussede hende og fortalte, hvor fantastisk en hund, hun havde været og hvor elsket hun havde været. Efter 10 min. kom dyrlæge Lisa ind igen og gav den sidste sprøjte. Efter kort tid trak Vixen vejret meget dybt 4-5 gange – og så var hun væk.

Vi kørte hende ned til krematoriet i Hedensted, hvor vi fik lov til at sige farvel en sidste gang.

Vixen er kommet hjem igen, men vi venter på den urne, vi er ved at få lavet til hende. Når den kommer, skal hun stå på hylden ved siden af Chili og Daisy.



Photo shoot

Latest news / Sidste nyt, Sundhed Posted on Wed, August 25, 2021 21:50:17

For nogen tid siden kontaktede jeg Sanne Ammitzbøll for at høre, om jeg kunne købe et photo shoot med Vixen hos hende. Leif har jo taget – og tager forhåbentlig stadigvæk – en masse billeder af hende. Men jeg syntes, at det kunne være sjovt at se, hvad Sanne kunne få ud af hende.

Tanken var, at jeg ville vente lidt. Vixen var fældet helt i bund, og jeg ville gerne have, at hun fik lidt pels først. Men så fik hun det jo pludselig lidt dårligere, og jeg turde ikke vente. Så søndag den 1. august kørte jeg ned til Sanne.

Der blev taget billeder i solskin og i lidt regn. Der blev taget “action-billeder” og “sidde-stille-billeder”, og der blev taget billeder på land og på vand.

Jeg er rigtig glad for billederne – også selv om hun stort set er nøgen 🙂



Vi træner videre – trods sygdom

Latest news / Sidste nyt, Sundhed Posted on Wed, August 25, 2021 21:40:05

Som jeg har skrevet før, er Vixen ikke klar over, at hun er syg – hun opfører sig i hvert tilfælde som om, hun ikke er klar over det. Derfor har jeg fortsat med at træne hende – måske ikke helt så hårdt og meget som tidligere, men hun får fortsat lov til at lave noget.

Torsdag den 19. var vi i Fjelster for at afprøve posterne til RJK’s UHM. Jeg havde taget Vixen med, og hun fik lov til at prøve kræfter med alle posterne. Det blev til 8 apporteringer, heraf flere på / over vand. Det klarede hun rigtig fint – både helbredsmæssigt og arbejdsmæssigt.

Lørdag var der træning i Haunstrup med The Poké-kids and hangarounds. Også her fik hun lov til at knokle, og også her gav hun sig 100% og havde det godt bagefter.

Tirsdag var vi en tur forbi Trond og Aase, og jeg fik lige ½ times eneundervisning med Vixen. Igen fik hun lov til at arbejde, og denne gang var det måske lige i overkanten. I hvert tilfælde var hun virkelig træt bagefter. Så hun har en grænse, og det må jeg bestræbe mig på ikke at overskride igen.

Hun er blevet tydeligt langsommere, og hun bliver hurtigere og mere forpustet, men lysten til at arbejde fejler ikke noget. Og så længe det er tilfældet, så får hun lov.



Endnu en update på Vixen

Latest news / Sidste nyt, Sundhed Posted on Wed, August 25, 2021 21:30:36

Den 18. august kørte Vixen og jeg til Århus, hvor vi havde en aftale med Lise Bang Hansen. Som sædvanligt gav Lise sig rigtig god tid. Hun spurgte ind og ville vide ALT, så det er godt, at jeg fører dagbog over Vixens helbred i disse dage 🙂

Siden sidste besøg er Vixen jo kommet på binyrebarkhormon, og det fik vi talt lidt om. Vixen skal selvfølgelig dækkes ind, hvis hun har behov for det. Men det er naturligvis også vigtigt, at hun ikke får medicin, som hun måske ikke har brug for. Problemet med binyrebarkhormon er jo, at det kan “maskere”, hvordan hunden egentlig har det – også overfor hunden selv. Det var jeg klar over, og derfor er beslutningen jo også, at hvis hun har behov for at komme op i dosis, så er det tid til at sige farvel.

Lise foreslog, at vi skulle prøve at sætte dosis ned. Pt. får hun 10 mg om dagen. Lise foreslog, at hun hver anden dag får 10 mg og hver anden dag 5 mg. Hvis det går godt, så kan vi kikke på at nedsætte yderligere om 2-4 uger. Da det ikke er Lise, der har sat hende på binyrebarkhormon, tog jeg kontakte til dyrlæge Lisa. Hun var helt ok med, at vi prøver at nedsætte dosis. Og det er jo også ret let at sætte den op igen, hvis det går den forkerte vej.

Indtil videre har det fungeret fint at sætte dosis ned. Men vi tager ikke glæderne på forskud, så nu må vi se, om dette fortsætter de næste 2-3 uger.

Foto: Sanne Ammitzbøll


Æ Westerhaw

Latest news / Sidste nyt Posted on Wed, August 11, 2021 20:29:14

Vi har lige mødtes med gamle Thule-venner i et sommerhus ved Kjul Strand nord for Hirtshals. En dejlig weekend med gode venner, dejlig mad og lidt at drikke – og selvfølgelig et par ture til stranden med Vixen og Tiva.

Ved Kjul strand: https://youtu.be/n-CcHskErWc

Ved Tversted strand: https://youtu.be/NVcxUaFRCe4



Ingen hvalpe :-(

Latest news / Sidste nyt, Tiva Posted on Wed, August 11, 2021 20:18:15

Som om der ikke er nok negativitet i vores hundeliv for tiden, så må vi konstatere, at der ikke bliver hvalpe på Tiva. Det er vi helt knust over, og det har været en overordentlig svær ting at acceptere. Men der skal jo to til at beslutte en parring – os og hanhundeejeren – og hanhundeejeren valgte desværre at trække sig et par dage før, jeg skulle have været i Sverige og parre.

Vi har jo meget længe haft en aftale med Jessica om at måtte bruge Izac til Tiva. Og vi har glædet os rigtig meget til denne parring, da vi synes, at de to hunde passer rigtig godt sammen. Izac laver dejlige hvalpe, han har en fantastisk “tracking record” når det gælder hofter – som jo måske / måske ikke – er et problem i Tivas linjer. Og så har han lidt hår på brystet, hvor Tiva mangler det.

Vi havde også en lang række fantastiske hvalpekøbere stående klar til at overtage disse hvalpe. Nogle af dem har hængt på meget længe og er kommet sig over skuffelsen over, at vi ikke fik parret i januar i år. Og da det jo langt fra er let at få en tollerhvalp – eller en hvalp i det hele taget – i disse tider, så er vi så kede af, at vi ikke har været i stand til at opfylde deres ønske om en tollerhvalp.

Hvad er der så sket, siden denne parring ikke er blevet til noget? Tja, jeg blev kontaktet af Jessica, som spurgte, om jeg var klar over, at Johnny (Tivas far) er far til et kuld, hvor der er en hvalp, der er diagnosticeret med EPI (Exocrine Pancreatic Insuffiency). Det var jeg ikke, og jeg havde i øvrigt aldrig hørt om den sygdom. En anden svensk hanhund er far til tre kuld, hvor der i hvert kuld er en hvalp med EPI. Denne hanhund og Johnny har en fælles forfader.

Min første reaktion var, at vi selvfølgelig ikke skal introducere en ny sygdom i racen, og da ingen af os vidste ret meget om denne sygdom, så var det nok en god idé at slå bremserne i.

Efterfølgende gik jeg i gang med at undersøge, hvad EPI er, og hvordan man skal håndtere det. Det viste sig, at der på KU Sund (tidl. Landbohøjskolen) er et forskningsprojekt, hvor man prøver at finde en DNA-test for schæfere og eurasier, så man ville kunne teste for det. Jeg var så heldig at få kontakt med den professor, der står for projektet. Hendes besked til mig var, at man endnu ikke helt sikkert ved, hvordan sygdommen nedarves. Man var dog ret sikker på, at den er recessiv, hvilket betyder, at begge forældre skal have genet. Hendes anbefaling til mig var, at man ville kunne avle uden risiko, hvis man sørgede for, at ingen af forældredyrene havde de samme aner tilbage til oldeforældreleddet.

Efter at være blevet klogere, var jeg nu ikke længere utryg ved at parre Tiva med Izac. Jessica havde det desværre ikke på samme måde og ønskede stadig ikke at gennemføre parringen. Det er vi jo nødt til at respektere, selv om vi godt nok er kede af det.

Vi er på ingen måde interesserede i at indføre en ny sygdom i racen (nærmere undersøgelser har dog vist, at der faktisk er flere tollere med EPI – primært i Nordamerika). Omvendt så er jeg også af den opfattelse, at vi kommer til at skyde os selv i foden, hvis vi holder gode hunde ude af avlen pga. en sygdom, som der ikke er stor sandsynlighed for at få. Vi har i racen en meget lille genpulje, hvilket betyder, at hvis vi udelukker for mange hunde, så kommer vi til at avle for tæt – og så får vi først store problemer i racen.

Da vi jo har haft en aftale med Jessica i over 1½ år, så har vi ikke kikket på andre hanhunde, og med få dage til parring, var det heller ikke muligt at finde en anden hanhund og få tjekket op på ham. Så desværre ingen parring.

Vi har brugt oceaner af tid og kræfter på dette kuld – allerede inden den var lavet. Vi har mødtes med så mange fantastiske hvalpekøbere (og et møde med os tager rask væk 3-4 timer 🙂 ). Vi har fundet nogle rigtig gode hvalpekøbere, hvor de fleste vil på jagt med deres toller, og som vi ved, vi vil kunne holde kontakt med og træne sammen med de næste mange år. Men denne skuffelse – og Vixens diagnose oveni – har bare drænet os totalt for kræfter og overskud til at vurdere, om vi orker at avle flere hvalpe. Lige nu er status nok, at det orker vi ikke. Nu må vi så se, om det stadig er vores holdning, når vi får alt dette her på afstand.



Next »