Velkommen til

Den 2. marts fyldte Tivsen 3 år. Det har været tre skønne år med hende. Hun og Leif passer utrolig godt sammen, og der er ingen tvivl om, at de elsker hinanden. Og jeg tænker, at når der er gået endnu et par år, så begynder jeg nok at vænne mig til hendes ører 😉

I dagens anledning havde jeg bagt en kage til Leif, som han tog med på arbejde. Kagedekoration er ikke en af mine spidskompetencer 🙂

I midten af januar fik jeg en enetime ved Trond. Jeg elsker enetimer ved Trond, for han er efter mig hele tiden, og Vixen og jeg bliver presset, og INTET undslipper Tronds skarpe blik – og jeg bliver stillet til regnskab for de ting jeg gør og de beslutninger, jeg tager.

Denne gang skulle det handle om dirigeringer med stop og nærsøg. Trond kastede dummyer og bolde og skød – og Fivel var med rundt for lige at presse citronen lidt ekstra 🙂

Vixen har jo været virkelig god til stop og var faktisk lidt en “duksepige” på et tidspunkt. Det er hun så ikke mere! Hun løb igennem stort set alle mine stopfløjt! Jeg var klar over, at vi var begyndt at få problemer på længere afstande, men det sprang virkelig i øjnene hvor ulydighed hun egentlig var. Det er jo ikke fordi, hun ikke kender stopsignalet; hendes lyst til at søge og finde fuglen er bare større end hendes lyst til at stoppe. Jeg havde fået en træls vane med at føjte to gange (som hun ignorerede), hvorefter jeg råbte af hende

Det var blevet en rigtig dum vane, og vi var nået dertil, hvor hun – hvis hun overhovedet stoppede – først stoppede, når jeg fandt bandeordene frem. Så det fik vi en snak om, Trond og jeg 🙂 Og jeg fik nogle redskaber til, hvordan jeg korrigerer hende på den rigtige måde uden at bliver sur og skælde ud.

Dagen efter havde jeg en træningsaftale med Helle og Cookie. Det var jo nærliggende for mig at træne noget stop med Vixen. Så vi lavede tre targetpunkter, hvor vi tog hundene med ud og viste dem, at vi lagde fire små nærsøgsdummyer. Cookie hører bedre efter end Vixen, så hun havde ikke så meget brug for at træne stop i samme omfang som Vixen. Hun kunne til gengæld godt trænge til at blive lidt mere sikker på dirigeringssignalerne. Og med det oplæg, vi havde lavet, kunne vi træne begge dele. Jeg havde i første omgang bare brug for at sende ligeud, stoppe og sætte i nærsøg. Helle placerede Cookie, så hun kunne sende højre/venstre/back, stoppe og sætte i nærsøg.

Inden jeg gik i gang med targetpunkterne, genopfriskede vi begyndelsen på stopøvelsen. Det kom der en lille film ud af. Det skal lige siges, at jeg gik meget hurtigt frem, da Vixen jo har grundfærdighederne på plads, og hun viste da også her, at hun vidste, hvad det handlede om. Så processen er længere, end filmen viser.

Så kastede vi os over targetpunkterne, hvor afstanden nok var omkring 40-50 meter. Og så gik den ikke længere. Vixen ignorerede mig og gik i søg – hver gang!

Hvis Vixen ikke stoppede men gik i søg, fløjtede jeg af hende, til jeg blev blå i hovedet. Hvis hun på det tidspunkt havde fundet dummyen og samlet op, satte hun sig. Jeg gik så ud til hende, tog dummyen, lagde den tilbage, lod hende sidde og gik tilbage til udgangspunktet. Så satte jeg hende i gang med at søge. Jeg kan jo godt være lidt ilter, men det lykkedes mig at IKKE være sur, når jeg gik ud til hende.

Da hun var begyndt at høre lidt bedre efter (læs: ikke bare ignorere mig), begyndte jeg at bruge bolden. Hvis hun stoppede og vendte opmærksomheden mod mig, fik hun en bold som belønning. Også hvis hun stoppede og ikke vendte opmærksomheden mod mig men stadig var fuldt fokuseret på det område, hvor hun vidste, at der lå en dummy, fik hun også en bold som belønning for at stoppe. Det fik hende til at vende opmærksomheden mod mig. Og så kunne jeg en gang imellem belønne hende med et søg, når hun gjorde det perfekt.

Nogle dage efter var vi ude i samme område og træne det samme. Og jeg kunne se, at min træning tidligere sad rimelig godt fast. Så det blev til mange gode stop og mange gode nærsøg.

Vores targetområder lå placeret, så der var et naturligt stop i terrænet – op ad en vold, på kanten af et læhegn etc. Så næste skridt var at se, om Vixen var ligeså stoplydig uden den hjælp. Så vi byggede nogle nyt targetområder op på et faldt terræn uden et naturligt stop. Vixen var stadig stoplydig, men ikke helt så godt, som når terrænet stopper hende. Det var dog slet ikke slemt, og efter nogle gange, var jeg faktisk ret tilfreds.

Nogle dage efter lavede vi nogle nye targetpunkter midt på en bar mark, så der ikke var noget naturligt stop for hundene. Helle tog lidt video af det, og jeg var ret godt tilfreds med Vixen. På den første film kan man ikke høre det pga. vinden, men hun både stopper og går i gang med nærsøget på mit signal: Stop og nærsøg 1 og Stop og nærsøg 2

Nogen tid efter var Leif og jeg i Gullestrup, og jeg fik ham til at optage lidt video af Vixens stop. Jeg var ganske godt tilfreds med hende, selv om hun ved nr. 2 gik i gang med at søge et sekund, inden jeg satte hende i gang. Og så kan jeg se, at jeg skal variere, hvor længe der går, fra jer stopper hende, til jeg sætter hende i gang med at søge: Vixen stopøvelse i Gullestrup

Nu da vi er kommet godt ind i 2021 er det tid til at reflektere over 2020 – et yderst mærkeligt og anderledes år.

“Corona” eller “Covid-19” må jo være hovedoverskriften på året. Jeg har kolleger fra Kina i mit team hos LEGO, så jeg var klar over, at de var ramt af en virus før nytår og de første måneder i 2020. Og så kom de første tilfælde i Europa og også i Danmark. Jeg må indrømme, at jeg var én af de mange, der ikke tog det så alvorligt. Jeg var én af dem, der tænkte “influenza – hvor slemt kan det være”, og jeg er én af dem, der har måttet æde mine ord. For det kunne være rigtig slemt. Og det har ændret rigtig mange ting og sat en midlertidig stopper for rigtig mange ting i 2020. Selvfølgelig først om fremmest på arbejdet, hvor jeg er blevet rigtig god til at få system i en arbejdsdag på hjemmekontoret, og jeg har vænnet mig til Teams-møder. Jeg har også vænnet mig til at sove længere, end jeg plejer – i en sådan grad, at jeg kan blive helt stresset, når jeg skal tidligt op og gøre mig klar til at køre til Billund 🙂

Det har også ændret i vores liv med vores venner og familie. Pludselig kunne man kun ses med nogle få personer (som blev en del af ens Corona-boble). Nogle trak sig, da de til dagligt arbejder med de personer, der har størst risiko for at blive virkelig syge, hvis de bliver ramt af Corona-virus. En julefrokost med familien blev aflyst, da vi ville være 12 personer, der en hel dag skulle sidde skulder ved skulder.

Hundelivet ændrede sig også. Til at starte med var det planlagte jagtprøver, der blev aflyst. Den første prøve blev afholdt den første weekend i juli, og jeg må indrømme, at jeg havde nerverne udenpå tøjet, da dommeren var importeret fra Sverige 🙂 På trods af den sene start nåede vi at afholde 5 prøver i Tollerklub-regi – to dobbeltprøver og en enkeltprøve. Så vi var stort set på et normale antal.

Træningsmæssigt har vi også måtte indstille os på ændringer. Først blev træningen hos Trond indstillet i en længere periode. Da der kom gang i den igen, blev vi naturligvis nødt til at overholde 10 personers-reglen. Det er ikke noget problem ifht. holdenes størrelse, for de er oftest på 6 personer, men det betød, at diverse påhæng ikke kunne komme med til træning. Det samme har vi gjort med vores egen træning med Pokémons & Hangarounds – 10 personer max. incl. Leif og jeg (naturligvis).

Og nu er det så skåret ned til 5 personer, så træningen hos Trond er igen indstillet pt. Og vi lægger ikke nye træninger i kalenderen for vores hvalpekøbere lige nu.

Det har også gjort det lidt vanskeligere mht. hvalpekøberne, men det har jeg allerede skrevet om.

Endelig er det jo et kæmpe problem, at grænsen til Sverige er lukket for danskere. Tiva kan gå i løbetid når som helst, og det er jo et problem, når den udkårne bor i Sverige. Vi har en plan B og muligvis en plan C klar, så vi håber stadig på en parring her i januar. Men…..alt kan ske i disse tider.

Nu håber vi bare, at der virkelig kommer gang i vaccinationen, så vi forhåbentlig kan få en lidt mere normal hverdag, når vi nærmer os sommeren. Både Leif og jeg har smøget ærmerne op og er klar til at blive stukket, når det er vores tur.

Leif har ikke ligget på den lade side. Så selv om han ikke annoncerer så meget med det, så er der altså lagt nye videoer op af hans træning med Tiva. De kan ses her Miss Tivas Journey

Den 19. december havde vi inviteret til årets sidste træning med The Pokémons & Hangarounds. Vi havde flyttet træningen til Gullestrup, hvor jeg havde planer om at genbruge nogle poster, jeg tidligere har brugt med Vixen.

Jeg havde forberedt tre dirigeringspunkter, hvor terrænet medvirkede til at gøre det lidt svært. Oplægget var, at de gik linjen ud til punktet med to dummyer, lagde begge dummyer mens hunden så det, og gik linjen tilbage. Herefter blev hunden sendt ud og hente de to dummyer. Sådan gjorde vi med alle tre punkter.

Jeg må indrømme, at jeg blev positiv overrasket over, hvor flot de alle klarede det. Det var ikke alle, der var helt sikker på, at der var noget derude 2. gang, de blev sendt, men det er bare et træningsspørgsmål – og det lykkedes at få dem derud og hente dummy nr. 2.

Efterfølgende fik de alle lov til at prøve kræfter med et frit søg. Vi brugte området med løbevand, selv om der ikke var nær så meget vand, som der har været tidligere på året. Det var dog nok til, at flere af hundene studsede lidt over det. De overvandt dog forbavselsen og fik hentet dummyer hjem.

Vi sluttede af med en enkeltmarkering på omkring 40 meter. Hurdlen var ikke længden men det faktum, at hundene skulle igennem et læbælte og ud på en åben mark for at hente dummyen. Planen var egentlig, at pufferen skulle bruges her. Men efter et par prøveskud, strejkede den. Heldigvis er Leif jo fantastisk til at kaste, så hundene fik markeringer, der kom over trætoppene alligevel. Igen tog de lidt røven på mig, for de gjorde det alle rigtig flot. Imponerende flot, faktisk.

Jeg er utrolig glad for at se, at både Tessa og Alba arbejder helt uden lyd og med stor ro. Det går dog ikke udover lysten til at arbejde – den er stor hos dem begge. Og 2 x Morten fører de to piger så flot og roligt. Her kan jeg vist lære lidt 😉

Hanne og Waggy var også med og gjorde det også virkelig flot. Waggy arbejder rigtig godt, og når de to får styr på de sidste vigtige ting, så er de klar til “de skrå brædder”.

Simon og Flora har været med til træningen et par gange. Flora er en fin tæve fra Ute Nagl i Tyskland. Hendes far er halvbror til Vixen, så arbejdslysten fejler bestemt ikke noget. Hun har meget energi – nogle gange for meget – så Simon har egentlig brugt mest tid på at få ro på hende. Og det går helt sikkert den rigtige vej. Det er ikke blevet til så meget træning. Han har brugt vores træning til at lære hende at være sammen med andre hunde, der arbejder, uden at flegne fuldstændig. Vi tilbød Simon at prøve kræfter med posterne, og det ville han gerne. Og hold da lige fast, hvor blev jeg overrasket! Flora sad roligt på rumpetten under markeringen og løber direkte ud, samler op og direkte hjem. Hendes afleveringer skal der arbejdes på, men det skal nok komme.

Jeg har lavet en lille film og posterne, som kan ses her . Og når jeg nu efterfølgende sidder og kikker på den, kan jeg se, at vi næste gang skal tale lidt om “handling” 🙂

Jeg må sige, at det er en fornøjelse at træne med vores hvalpekøbere og andre, der har møder op til vores træning. De arbejder seriøst med deres hunde og gør – nogenlunde – hvad vi beder dem om 🙂

Vi glæder os til mere træning i 2021.

Når man planlægger et kuld hvalpe, medfører det sædvanligvis en stor interesse fra potentielle hvalpekøbere. Og denne gang er det ikke spor anderledes – og så alligevel.

Vi har altid haft mange interesserede hvalpekøbere, og har aldrig haft problemer med at afsætte vores hvalpe. Men denne gang er vi i den grad blevet “lagt ned” af potentielle hvalpekøbere. Aldrig er vi blevet kontaktet af så mange, der leder efter en hvalp. Jeg kan forstå fra andre opdrættere, at de oplever det samme – også med andre racer. Hvad der gør, at efterspørgslen efter hvalpe er så meget større, kan man jo kun gætte på. Men mon det ikke kan have noget at gøre med, at folk – pga. Corona-situationen – har været så meget hjemme og måske opdaget, at et kæledyr kunne være en god tilførsel til familien? I hvert tilfælde har vi haft mange interesserede hvalpekøbere, der gerne ville have en hund, som kunne være en del af familien, når de var ude i naturen – på løbeture, svømmeture, vandreture etc.

Vi har jo altid sat en ære i at tale med alle, der er interesserede i en tollerhvalp – også selv om vi fra starten har vidst, at vi ikke ville sælge dem en af vores hvalpe. Men ved at bruge tid på dem, har vi kunnet hjælpe dem med at lære mere om tolleren som race, og hvordan den passer – eller ikke passer – ind i deres familie. Og flere gange er sådan en snak mundet ud i, at folk har fundet ud af, at en toller måske ikke er den race, der passer til dem.

Denne gang har vi en lidt anden tilgang til det med hvalpekøbere. Naturligvis har Corona-situationen været en medvirkende årsag, men hvad har været mere vigtigt for os er, at finde hvalpekøbere, der forstår tollerens behov for aktivering. Mange tænker, at aktivering er lig med lange løbeture, svømmeture og vandreture. Og tolleren vil også være vild med det, men det tilfører kun god kondition og ikke en tilfredsstillelse af tollerens behov for at lave noget/løse opgaver.

Da vi selv mener, at vi laver tollere med arbejdspotentiale, og da vi begge er bidt af tolleren som jagthund/jagtprøvehund, så vi vil gerne se dem arbejde og bruge deres potentiale. Derfor sælger vi udelukkende vores hvalpe til folk, der kontinuerligt vil arbejde med dem – og vi hvalpekøbere, vi prioriterer højest, er folk, der vil bruge deres toller på praktisk jagt og/eller jagtprøver.

Flere af dem, der kontakter os, vil gerne have en hund til spor, lydighed etc., og det er der heller ingen problemer i. Men når vi spørger ind til, hvorfor de ikke vil dyrke jagttræning, så er svaret 99% af gangene, at de ikke går på jagt / ikke har jagttegn, så det er ikke noget for dem. Og så er det jo, at man må konkludere, at vi opdrættere og måske også Tollerklubben ikke har været gode nok til at fortælle folk, hvad jagttræning i grunden er, og hvilke – om nogen – forudsætninger man skal have for at dyrke jagttræning.

Så nu foregår vores hvalpebesøg på den måde, at folk kommer hjem til os for at se vores hunde i deres hjemlige miljø, hvor de er meget sociale og afslappede. Vi har ro til at få en snak om racen, få snakket om vores/deres forventninger etc. Når det er gjort, kører vi til Haunstrup, hvor vi går en tur igennem skoven med dem. Her ser de en anden side af vores hunde. Når vi er ude, er de nemlig fokuserede og ikke er særlig sociale. Undervejs laver vi forskellige ting med hundene såsom tilbagesendinger, dirigeringer, frit søg etc. Hvis vejret er til det, laver vi også lidt vandarbejde med dem. Når vi er tilbage ved bilerne, fortæller vi dem, at det, vi lavede, var jagttræning. Alle uden undtagelse er blevet overrasket over det og har efterfølgende sagt, at “det kunne de da sagtens se sig selv i”, og at “det var meget tydeligt, at hundene elsker det”. Så måske skulle vi finde et andet ord for “jagttræning”, da det åbenbart klinger forkert i ikke-jægers ører. Måske kan man kalde det apporteringstræning, da det jo i bund og grund bare handler om, at hunden skal hente et eller andet i forskellige set ups. Og det er de jo igennem mange generationer blevet avlet til at være rigtig gode til.

Det ville glæde os rigtig meget, hvis vi kunne få kommende tollerejere til at overveje jagttræning – og måske senere at deltage på jagtprøver – med deres tollere. Vi har brug for at se, at vores race har de egenskaber, den skal have som jagthund. Fra et avlsmæssigt perspektiv ville det også være dejligt at se flere danske hunde på vores prøver, så vi opdrættere kan se, om der f.eks. er gode hanhunde, vi kan bruge. Om der er tæver/hanhunde, der har lavet hvalpe med de egenskaber, vi leder efter etc.

En anden ting, som vores hvalpekøbere har brug for, hvis de skal få succes med deres jagttræning, er gode trænere. Vi er jo selv utrolig glade for at træne hos Trond Gjøtterud og anbefaler alle, vi kommer i nærheden af, at melde sig til træning hos ham. Men der er også andre gode instruktører derude – både privattrænere og instruktører hos DRK. Efter min mening er det især i starten, at man være villig til at bruge penge og tid på god træning. Man skal være villig til at betale for det og køre for det. Men som opdrættere kan vi jo også selv gøre noget. Det er så vigtigt, at man får de gode vaner ind med det samme; det tager så lang tid at reparere på noget, som er indlært forkert, og har man først fået en hund, der ikke har lært impulskontrol, eller som piber meget, så skal der lægges en stor indsats i at ændre på det. Med Pokémon-kuldet tilbød vi for første gang hvalpekøberne at træne med dem. Og nu – 4 år senere – ser vi stadig 3-4 af de jyske Poké-kids med jævne mellemrum. Og det er så givende. Undervejs i de fire år har vi ændret vores træning, da vi for et par år siden begyndte at træne hos Trond. Fremadrettet vil træning være en del af pakken, når man køber hvalp hos os. Det kan dog ikke stå alene, så vi vil skubbe på for at få vores hvalpekøbere til også at melde sig til træning andre steder – og vi anbefaler gerne nogle gode instruktører.

Kennel Wildmountain Tollers ønsker familie, venner (hunde- og ikke-hundevenner) en fantastisk jul.

Årets julekort måtte selvfølgelig afspejle året 2020, og hvad har været mere sigende for året end Corona – et ord, som indtil marts 2020 for os var et mexicansk ølmærke :-). Nu er det en virus, som i den grad har vendt op og ned på, hvordan vi lever.

Med en vaccine lige på trapperne håber vi, at 2021 bliver et mere “normalt” år – i hvert fald når vi når hen i anden halvdel af året.