Velkommen til

Vi er jo godt i gang med tollertræningen hos Trond og Aase. Vi har været der tre gange, så der er én gang tilbage.

Det har været fantastisk at se, hvor positivt folk har taget imod det, som Trond og Aase har givet dem. Flere af dem har intet kendskab til jagttræning, nogle har kendskab til andre former for hundetræning, og nogle har jagttrænet deres hunde i nogle år. Men selv for de, der har erfaring indenfor jagttræning, er der ting, der er anderledes, når man træner hos Trond og Aase. Men alle har taget imod det med åbne arme og åbent sind, og det har været fantastisk at opleve.

Jeg har hørt, at der er folk, der aldrig har trænet hos Trond og Aase, som mener at vide en del om, hvordan deres træning foregå – og som faktisk fraråder at træne der – fordi “der må man ikke give sin hund godbidder”. Tja, det er korrekt, at deres holdning er, at man ikke skal hælde godbidder i hunden i al evighed. De bruger selv godbidder til deres hvalpe/unge hunde men faser dem ud, når hunden er omkring 5-6 måneder. Hvis man som kursist insisterer på at bruge godbidder i træningen, så er det fint med dem. De beder bare om, at man overvejer, hvorfor, hvordan og hvornår man giver sin hund godbidder. Nogle gange udfordrer de folk ved at bede dem om at tage 5 godbidder med til træningen og så virkelig vurdere, hvornår de bruger dem. Det er faktisk en meget sund øvelse.

Jeg lægger mig fladt ned og indrømmer, at jeg har hældt uanede mængder af godbidder i halsen på mine hunde. Jeg har egentlig ikke tænkt meget over hvorfor – udover at jeg syntes, jeg skulle belønne dem. Det, der så egentlig skete, var at min hunde stressede op og fik forventninger om at få godbidder. Og da jeg så langsomt fadede dem ud, oplevede jeg, at der faktisk faldt ro på mine hunde. Og Vixen har aldrig arbejdet for godbidder; hun arbejdede, fordi hun elskede det, og den næste apport var en meget større belønning end en godbid.

Man kunne jo være fræk og sige, at hvis din voksne hund ikke vil arbejde uden godbidder, så er det måske værd at kikke lidt på den avlsmæssige del 😉

Jeg starter hvalpetræning med Tsula hos Aase – i øvrigt sammen med pt. to hvalpe fra Redborn. Og der kommer godbidderne til at flyde i en forholdsvis lind strøm – i et stykke tid.

Den 12. marts 2007 måtte vi desværre sige farvel til Chili – vores første hund/toller. En voldsom livmoderbetændelse gjorde, at vi måtte afsted til dyrlægen midt om natten, og vi vidste godt, at vi ikke fik hende med hjem. Chili var næsten 13 år og havde efterhånden en del skavanker, så vi ville ikke udsætte hende for en større operation.

Chili var en fantastisk indgang til racen. Hold fast, hvor var hun en fantastisk hund. Hun og Kristian knyttede et helt specielt bånd. Han var jo næsten lige fyldt 6 år, da Chili flyttede hjem til os. Han var ikke pjattet med hendes spidse hvalpetænder, men efterhånden blev de bedste venner. De havde en leg, hvor Chili “jagtede” Kristian rundt i huset, fik ham væltet (eller måske valgte han selv at lægge sig ned, for at legen kunne fortsætte???). Så trak hun hans sokker af og spurtede afsted med dem. Og så var det Kristians tur til at jagte Chili.

Chili fik vores øjne op for jagttræning, og der gik jo også kun et års tid, inden Daisy flyttede ind, og Leif dermed også fik en træningskammerat.

Chili og jeg har været på rigtig mange prøver – primært wt’er og markprøver i DRK. Sjældent med stor succes, men jeg tror, at vi begge mente, at det var den fedeste måde at tilbringe dagen på. Dommerne var sjældent imponeret over hendes knaldapporteringer og smukke sangstemme (Queen of Whining), men de kunne oftest lide hendes ukuelige gåpåmod og ivrighed. Chili selv var fuldstændig ligeglad med, om det var gået godt eller skidt; hun sad med et stort smil i bilen hele vejen hjem.

Leif har taget mange smukke billeder af Chili, men hun var især kendt for at have de mest mærkelige ansigtsudtryk – “Queen of Funny Faces”.

Efter ca. 5 år i JU sagde jeg forleden farvel og tak.

Det har været nogle spændende år. Jeg har været med til at opdatere 2 x jagtprøvereglementer inkl. vejledningerne, vi har fået genindført Tollerbrugsprøven, jeg har arrangeret en helt bunke prøver gennem årene, og – ikke mindst – så har vi fået sat en tollerjagtprøvedommer i søen, og første dommer fra egne rækker er lige på trapperne – og de to næste står klar til at gå i gang. Og så har vi i samarbejde med bestyrelsen og udstillingsudvalget indført en dualtitel (jagt/udstilling), som kan vindes første gang i august i år.

Så det har været nogle spændende år, men også nogle år med masser af arbejde. Og nu er jeg bare lidt flad og mangler energi i JU-arbejdet. Men……. jeg ved også, at jeg er klar til at lægge lidt energi i klubben igen på et tidspunkt. Lige nu skal det handle om mine fine hvalp, som har pakket kufferten og venter på at blive hentet.

Som tak for indsatsen sendte bestyrelsen mig en flot gave med lækkerier og skønne forårstulipaner. Tusinde tak for det; det varmede.

Skønne Tiva rundede 4 år den 2. marts. Hvor har det bare været skønt at få hende ind i familien. Hun er absolut en af de sødeste tollere, jeg kender. Hun er mild og god og utrolig venlig overfor andre hund. Træningsmæssigt er hun en blid pige men med en stor arbejdslyst. Hun og Leif går rigtig godt i spænd, og de elsker hinanden højt. Jeg har jo arbejdet en del hjemmefra de seneste to år, og er derfor meget sammen med hende, men jeg når ikke Leif til sokkeholderne. I hendes verden er han kongen – og jeg er en eller anden tjenestepige, som serverer maden 🙂 På trods af det – så tillykke dejlige Tiva med de fire år. Du er den dejligste tollertøs – med nogle virkelig grimme ører 😉

Jeg bruger jo af gode grunde ikke så meget tid på hundetræning for tiden. Jeg mødes en gang imellem med Helle, som lader mig låne Cookie, men i dagligdagen sker der desværre ikke rigtig noget på hundetræningsfronten. Vixen er stadig meget savnet – og ikke kun i træningsmæssig sammenhæng.

Leif træner løs med Tiva. De sidste måneder har det for Leif handlet om at bryde Tivas forventninger. Forventninger er nemlig = lyd (og det kan vi ikke lide 🙂 ). Så både træningen hos Trond og træningen alene og med andre er baseret på, at Tiva ikke skal vide, hvad hun skal. Det går faktisk fremad, så jeg håber, de får styr på det. Hun er en fantastisk lille arbejdshund, så det vil virkelig være ærgerligt, hvis han ikke kommer videre med hende.

I lørdags var vi til første træningssession af fire hos Trond og Aase. Det hele startede med, at Trond og Aase havde overvejet, om de skulle lave et kursus kun for tollere. Vi syntes, det var en rigtig god idé. Og så gik der ikke lang tid, før de havde lavet en kursusbeskrivelse og fastsat nogle datoer. Jeg fik annonceret kurset i vores Wildmountain Tollers FB-gruppe og i gruppen Online Tollertræning. Der gik kun nogle timer, så var alle otte pladser solgt. Vi fik lavet et kursus mere, og i løbet af kort tid var syv af de otte pladser solgt. Så i lørdags mødte 15 tollerejere med deres tollere op hos Trond og Aase. Eller det vil sige, de mødte op hos Aase, for Trond var sendt på kaninjagt i England. Men Aase klarede det absolut fint alene.

Jeg er simpelthen så glad for, at så mange tollerfolk har ønsket at træne med deres hunde og har bakket op om arrangementet.

I lørdags blev der brugt en del tid på teori. Nogle vil måske synes, det er spild af tid, når man bare gerne vil ud og lave noget med sin hund. Men det er utrolig vigtigt at forstå, hvorfor de ansporer os til at træne på den måde, som de gør. Og de bruger meget tid på at få folk til at forstå vigtigheden af, at fundamentet skal være i orden, hvis man skal bygge videre. Det er sjovt og ser smart ud, når man kan få hunden til at gøre svære ting, men det hele falder til jorden, hvis hunden ikke vil samle op, aflevere eller komme hjem. Så fundament er utrolig vigtigt.

Da de jo selv går på jagt, opsamlinger og A-prøver med deres labradorer, så har de brug for hunde, der kan sidde afslappede i meget lang tid og samtidig holde fokus på, hvad der sker, så de ikke er i tvivl om, hvor fuglen er faldet, når den skal hentes. Og de skal kunne holde fokus og stadig være afslappede, når andre hunde arbejder. Og det er ikke noget, der kommer naturligt. Det er noget, der skal læres. Så ro er ikke noget, man på nogen måde kan træne for lidt. Og ro er heller ikke noget, som man kun skal kræve af sin hund, når den arbejder. I det hele taget skal man huske, at for hunden er det svært at skelne mellem at være på arbejde og ikke være på arbejde. Hvis man tillader nogle ting derhjemme, kan det være svært at lære hunden, at det ikke er tilladt, når den arbejder. Jeg har et fantastisk eksempel på dette. Som alle ved, havde Vixen og jeg store problemer med at følges ad på prøver. Vixen vidste, hvad der skulle ske, og kunne ikke kontrollere sig og løb i forvejen. Så en sommeraften, hvor vi havde spist aftensmad ude i haven, ville jeg gå ind i køkkenet med tallerknerne. Vores hunde får nogle gange en rest grøntsager eller kød fra tallerkenen ude i køkkenet. Og den aften, da jeg rejste mig for at gå op i køkkenet, piskede Vixen foran mig og stod klar i køkkenet, da jeg kom derud. Jeg ved ikke, hvorfor 10-øren ikke var faldet for længe siden, men den aften gik det op for mig, at det jo var præcis den samme adfærd, som hun udviste på prøver. Så derefter var det fri ved fod indenfor, når vi skulle noget, som jeg vidste, hun gerne ville. Og det er bare et eksempel ud af mange.

Første træningssession handlede meget om, at Aase skulle se, hvor folk var henne mht. basisfærdighederne. Og det kunne bestemt være bedre 🙂 Vi har alle noget, vi skal arbejde med. Og når jeg skriver “vi”, så er det fordi, jeg har lånt Cookie til træningen. Formålet med at gå på kurset med Cookie er, at jeg skal prøve at få luget ud i nogle af mine uhensigtsmæssigheder, inden der kommer en ny hvalp ind i mit liv.

Ellers så har tiden gået med at få lavet klubbens nye tollerjagtprøvereglement færdig. Det har været lidt op ad bakke, da jeg har siddet lidt alene med det. Vi startede ud med et “brugermøde”, så jeg fik masser af input fra personer, der bruger vores prøvesystem. Der er uden tvivl ting, som kunne have været anderledes, og ting, vi har overset. Ofte skal man jo udfordres for at se andre muligheder. Men nu er det altså godkendt af DKK og offentliggjort i Tollerklubben, så de næste tre år er det det reglement, vi kører efter. Vejledningen er også lavet færdig og mangler bare resten af JUs godkendelse.

Så selv om jeg pt. ikke har en hund, så keder jeg mig ikke 🙂

Vores blog har været nede i et stykke tid, men nu er vi oppe og køre igen (noget med noget opgradering).

Det er nu ikke fordi, der er så meget at fortælle. Leif og Tiva træner flittigt, mens jeg jo af gode grunde ikke træner så meget for tiden. Det er hårdt ikke at have hund. Jeg savner Vixen helt vildt – både herhjemme og til træning.

Vi får til gengæld stadig trænet lidt med The Poké-kids & Hangarounds. Det er superhyggeligt – som altid. Deltagerne skiftes til at planlægge træningen, og det fungerer rigtig godt. Jeg er klar over, at det for nogle er grænseoverskridende. Men jeg tror, at det er sundt at tænke lidt over, hvad man vil træne og hvordan. Og Leif og jeg står jo klar på sidelinjen til at detaljeplanlægge.

Sidst var det Henrik, der planlagde træningen, og han besluttede, at han gerne ville starte med lidt almindelig lydighed. Det er lang tid siden, vi sidst gjorde det, så det var en rigtig god idé.

Træningen med The Poké-kids & Hangarounds handler jo ikke kun om træning af vores hunde; det handler også om efterfølgende hygge. Og siden vi har fået vores Weber Traveler-grill, så er det ligesom kommet op på et lidt højere plan. I november tog det næsten lidt overhånd, da Trine havde både “hjemmelavet” mousserende vin og hvidvin med fra egne vinmarker, Morten Ø. havde Cornish Pasties med, og Caroline havde lavet Flapjacks. Det var lige før, at det blev lidt for meget af det gode – men kun “lige før”.

Julen og nytåret blev overstået. I juledagene havde vi besøg af June og Odd og deres tre rødpelser. Tiva syntes, at det var dejligt at have selskab. Nytårsaften var vi sammen med familie og Martin og hans to pølsepantere. Igen var Tiva glad for lidt hundeselskab.

Mit største ønske til det nye år er, at der kommer en pragtfuld tollerhvalp min vej. Jeg er så klar til at komme i gang med at træne en ny hund.

Det er nu fire uger siden, vi måtte sige farvel til Vixen. Jeg har længe villet skrive en opdatering her på bloggen – og jeg har også gjort adskillige forsøg – men jeg har simpelthen ikke kunnet finde de rigtige ord. På den ene side har jeg så mange ting, jeg gerne vil skrive, og på den anden side, så kan ingen ord rigtig fortælle, hvor højt jeg elskede den skide køter.

At jeg overhovedet fik en hvalp fra Doris og Thomas, kan jeg takke Anette Bj¨orgell for. Jeg var sprunget fra et kuld i Canada, da to af hvalpene i kuldet blev syge. Jeg spurgte Anette, om hun kendte til kommende kuld, hvor der ville komme hvalpe, der ville passe til mig. Hun sendte mig i retning af Lech-Toller Nest. Det vil jeg for evigt være Anette taknemmelig for.

Jeg husker stadig tydeligt, da vi var i Gersthofen og kikke på kuldet – og møde Doris og Thomas for første gang. Hvalpene var omkring 6 uger på det tidspunkt. Allerede dengang faldt jeg for Vixen, så da Doris en uges tid senere sendte mig en mail med besked om, at den hvalp, der skulle flytte til Vildbjerg, var lige netop den hvalp, jeg var mest forelsket i, var jeg helt oppe og ringe.

Doris skrev bl.a.: “You wanted a challenge – you got it!” Og hvor havde hun ret. Vixen har i den grad været en udfordring. Jeg måtte hurtigt konstatere, at jeg langt fra var erfaren nok til en hund med hendes energi og arbejdslyst. Vi brugte alt for lang tid på at “shoppe rundt” i forskellige træningstilbud, og hendes og mit temperament var en farlig cocktail. Men jeg var aldrig i tvivl om, at jeg havde fået en hund med et enormt potentiale og en kæmpe stor arbejdslyst.

Jeg havde indtil da den opfattelse, at både Chili og Daisy var rigtig gode arbejdshunde, men da Vixen kom ind i mit liv, fik jeg virkelig øjnene op for, hvor meget velovervejet avl på arbejdslinjer betyder for resultatet. Jeg mener stadig, at hun er ´én af de bedst arbejdende tollere, jeg har set. Der er langt mellem hunde med hendes enorme energi, arbejdslyst og totale fokus på arbejdet. Og jeg har altid elsket at se hende arbejde. Intet kunne slå hende ud, og hvis hun syntes, at jeg ikke havde styr på tingene, så overtog hun selv styringen 🙂 Hendes mantra var, at opgaven skulle løses, og jeg kan faktisk ikke rigtig huske, at hun har smidt håndklædet i ringen.

Odd skrev på mit FB-opslag om Vixens aflivning, at hun og søster Foxy, har givet deres ejere så meget glæde og grå hår. Og hvor er det dog rigtigt. Antallet af grå hår, som Vixen har givet mig, har været enormt. Men samtidig har jeg haft så mange glæder med hende – og jeg har været fuld af beundring for, hvad hun egentlig var i stand til. Jeg har som skrevet aldrig oplevet, at Vixen har givet op overfor noget som helst. Hun har knoklet og aldrig ladet sig distrahere. Vores tålmodighed overfor hinanden har ofte været under pres. Vi har haft mange stunder, hvor jeg tror, at vi begge har været stolte af hinanden og os selv, når vi har klaret svære opgaver, som vi ikke troede, vi kunne klare (eller egentlig er jeg overbevist om, at Vixen aldrig tvivlede på sig selv 🙂 ) Vi har haft tidspunkter, hvor vi har været lidt trætte af hinanden, og vi har haft tidspunkter, hvor vi har følt os som et fantastisk team.

Jeg er utrolig ked af, at Vixen med mig som påhæng aldrig fik mulighed for at udleve sit potentiale. Med den rigtige og erfarne fører er jeg slet ikke i tvivl om, at hun var kravlet helt til tops i prøvesystemet. Men nu var hun jo altså belemret med mig, der i de første år lykkedes med at fucke så meget op, at vi aldrig rigtig var i stand til at rette op på – selv om vi den sidste tid med Tronds hjælp havde fundet en god måde at samarbejde på. Der har dog været mange, som har kunnet se, hvilken fantastisk arbejdshund, Vixen var, og vi har fået masser af ros af både dommere og træningskammerater.

En helt fantastisk ting at opleve med hende var de opsamlinger, som Per Rasmussen inviterede os på. Det var med bævende hjerte, at jeg deltog første gang. Jeg var usikker på, om hun ville brænde sammen i hovedet, men hun gjorde min tvivl til skamme, for hun var bare så skarp. Det tog hende ikke lang tid at få styr på tingene, og der var ingen anskudte fugle, der undslap hende. At se hende vokse med opgaven fra såt til såt på hendes første opsamling var helt fantastisk.

Kort tid inden Vixen blev aflivet, tog Leif en række billeder af hende. Jeg nåede aldrig at få lagt alle ud på FB, så her er de:

Jeg er glad for, at vi fik 2,5 gode måneder fra hun fik kræftdiagnosen. Jeg synes, vi fik det bedste ud af tiden. Vi holdt fast i træningen men med et nedsat tempo og en nedsat sværhedsgrad. Træningen skulle være en god stund for os begge, så det kom til at handle meget om at lave ting, som Vixen var god tid og syntes var sjove, så det endte med succes.

Jeg er også glad for, at hun nåede at bidrag til to forskningsprojekter: Et dansk projekt på KU Sund, som går ud på at finde biomarkører til hurtig og let diagnosticering af mavetarmkræft hos hunde. Det andet forskningsprojekt var et svensk projekt hos SLU, hvor man forsker i kræft hos tollere, da man har konstateret en øget forekomst af kræft i tollere. Jeg håber meget, at der kommer noget positivt ud af disse forskningsprojekter.

Igennem hele forløbet har det været svært at tro på, at Vixen var så syg. Det var kun, når hun kastede op, at jeg blev mindet om, hvor syg hun egentlig var. Det var heldigvis ikke hver dag, det skete, men når det skete, røg hjertet helt ned i maven på mig. Ellers var hun i højt humør, og hendes lyst til at træne var uforandret.

De sidste dage ville hun ikke rigtig spise, og det var ligesom gløden i øjnene var slukket. Hun blev undersøgt at Lisa Dyrlæge, der var helt enig med os i, at det var ved at være tid. Lungerne lød ikke godt, og svulsten i maven var vokset betragtelig.

Den sidste aften tog vi ud til Trond og Aase for at gå en tur i det terræn, hvor vi har trænet så meget. Jeg lavede lidt øvelser med hende; nogle af vores yndlingsøvelser, og hun holdt sig ikke tilbage og var i højt humør. Da vi kom hjem, spiste hun aftensmad med stor appetit. Det var skønt at se, for hun havde ikke villet spise de sidste par dage. Jeg begyndte at tvivle på, om det var den rigtige beslutning at aflive hende nu. Men……næste morgen viste hun os, at det slet ikke var for tidligt. Hun kastede voldsomt op, og der var meget blod i. Og nu var lyset i hendes øjne virkelig slukket.

Vixen blev aflivet hjemme, og dyrlæge Lisa sørgede for, at det – trods alt – var en positiv oplevelse at sige farvel til Vixen. Kristian var kommet hjem, så vi alle kunne være der. Også Tiva. Vixen fik en sprøjte med bedøvelse. Den virkede hurtigt, så vi fik lagt hende på et vetbed, og jeg lagde mig ved siden af hende, nussede hende og fortalte, hvor fantastisk en hund, hun havde været og hvor elsket hun havde været. Efter 10 min. kom dyrlæge Lisa ind igen og gav den sidste sprøjte. Efter kort tid trak Vixen vejret meget dybt 4-5 gange – og så var hun væk.

Vi kørte hende ned til krematoriet i Hedensted, hvor vi fik lov til at sige farvel en sidste gang.

Vixen er kommet hjem igen, men vi venter på den urne, vi er ved at få lavet til hende. Når den kommer, skal hun stå på hylden ved siden af Chili og Daisy.