Blog Image

Velkommen til

Kennel Wildmountain Tollers' blog

Her kan I læse de senest nyheder om vores "hundeliv". Hvis I vil vide mere om vores hunde og vores opdræt, så kan vi anbefale, at I kikker på vores hjemmeside www.wildmountain.dk. I vores opdræt prøver vi at foksere på tollerens jagtlige egenskaber uden dog at miste fokus på sundhed og eksteriør.

Weekendkursus for tollerne

Træning Posted on Fri, August 30, 2019 20:25:19

Den 13. og 14. april havde jeg arrangeret et kursus hos
Trond Gjøtterud for Tollerklubben. Der er var 11 tilmeldte hunde fordelt på to
hold – et hold på begynderklasse-niveau og et hold på åben klasse-niveau.

Trond startede ud med de unge og mindre erfarne hunde. Han
tog dem først 1:1, og jeg var vildt overrasket over, hvor hurtigt han fik deres
ejere til at få styr på dem. Hunde, der var noget urolige og som ikke
nødvendigvis kom, når der blev kaldt etc., faldt i løbet af meget kort tid på
plads. Helt vildt. Der blev arbejdet med de unge hunde hele formiddagen, inden
det var tid til frokost.

Efter frokost var det de mere erfarne hundes tur. Her lagde
Trond ud med lidt lydighed med indlagt stress. Øvelsen gik egentlig ud på, at
vi førere skulle ”rose hunden ned”. Konceptet fungerer rigtig godt, har jeg
senere fundet ud af. Men lige der og med de hunde, blev der simpelthen kørt for
meget stress på, og vi formåede ikke at rose dem ned, hvilket satte sit præg på
resten af dagen for de fleste af hundene. Næste øvelse var en tur rundt i terrænet,
hvor hundene gik ved siden af hinanden to og to i en lang række. De to forreste
hunde var ikke koblede. Den ene fik en tilbagesending, som måtte hentes, når
der var kastet en markering til den anden hund. Når hund nr. 2 havde hentet
markeringen, skiftede alle plads. Det
blev til mange tilbagesendinger/markeringer for alle hundene. Dette
afsluttede dag 1.

Dag 2
startede igen med de unge hunde. Vixen og jeg fik lov til at vise dem Tronds
stop-øvelse, da Vixen i den grad bare har lært at stoppe via den øvelse.
Bagefter gennemgik de den én for én, og det var fantastisk at se, i løbet af hvor
kort tid de fik indarbejdet et godt stop i hunden. Derefter var de unge hunde ude
i terrænet, hvor det handlede om tilbagesendelser. Trond bruger meget at lægge
en dummy, gå videre i terrænet og så sende hunden tilbage, når man har nået en
afstand, der passer til hunden. Det handler ikke om lige linjer, så vi går på
kryds og tværs gennem terrænet. Og så handler det om hukommelse, og det er en
øvelse, der kan erstatte at man kaster markeringer hele tiden. Det var dejligt
at se, at de unge hunde ingen problemer havde med at huske, hvor dummyen var
lagt. Og det var så dejligt at se, da Toto – efter få korrektioner af hendes kropssprog
– fik afleveringer til hånd af Sansa. Hun var så glad, at man næsten fik tårer
i øjnene af at se det.

De
erfarne hunde brugte eftermiddagen på at bygge nogle lange markeringer op. Aase
havde stillet pooferen op, og så fik alle hundene markeringer, der blev længere
og længere og med mere og mere terrænskift. Det var over bækken og over grøfter,
igennem buskads og bevoksninger af forskellig længde. Igen var det så utrolig
flot at se, hvordan alle hundene – med den rigtige opbygning af øvelsen –
lykkedes, så de til sidst klarede en markering på et par hundrede meter med
udfordrende terrænskift. June tog en lille film at Vixens sidste markering, som
kan ses her: https://www.youtube.com/watch?v=2F_T0BDCAfk

Det var en fantastisk weekend med en masse læring. Der er allerede booket en weekend mere i august.



Feriebarn og start på campingsæsonen

Latest news / Sidste nyt Posted on Mon, April 08, 2019 22:22:52

I fredags blev campingsæsonen skudt i gang i det fineste vejr.

Fredag kl. 14.00 var vi klar foran indgangen til Galsklint Camping. Vi havde tvunget Kristian med, og han hjalp os med at sætte teltet op i det skønneste forårsvejr. Helle og Kim stødte til lidt senere og hjalp med de sidste ting. Og så var det tid til middag på Kitzchen.

Det var ikke kun Kristian, vi havde med. Alba fik også sin første campingoplevelse. Alba er en af pigerne fra Pokémon-kuldet, og vi havde fået lov til at passe hende en uges tid, mens Camilla og Morten var på ferie. Det har virkelig været spændende at få muligheden for at opleve, hvilken hund hun var blevet. Og hun er blevet en rigtig dejlig hund, som var en udsøgt fornøjelse at have boende. Hende og Tiva havde stor fornøjelse af hinanden, og de brugte hele ugen på at lege, lege og lege. Når det blev for vildt, agerede Vixen politimand og lagde sig imellem.

Vi tror, at Alba havde en dejlig uge hos os. Hun lærte i hvert tilfælde meget nyt, som Camilla og Morten endnu ikke havde fået lært hende. Hun kan nu ligge i sofaen, sove i sengen og tigge smagsprøver i køkkenet. Vi håber, Camilla og Morten fortsætter træningen.

Mor og datter – hvem er hvem?

Da Alba blev hentet lørdag eftermiddag, klaskede Tiva sammen af træthed, og vi kom først rigtig i kontakt med hende mandag, da vi kom hjem fra arbejde smiley

En af de mange ting, jeg elsker, når vi er på Galsklint Camping er morgenturene med hundene. Normalt går vi ikke tur med hundene om morgenen; det er simpelthen for tidligt, og vi har ikke tid. Til gengæld er det så meget bedre, når vi er på camping og har tiden til det. Jeg står gerne – forholdsvis – tidligt op for at gå en tur op igennem skoven med dem. Vi kommer som regel meget tæt på råvildtet, som er i gang med morgenmaden.

Morgenstemning i Dyrehaven og ved Lillebælt



Nu med brugsprøve

Tiva Posted on Sun, March 17, 2019 16:32:11

Den 16. marts drog vil med begge hunde til Mønsted, hvor DRK Region Midtjylland afholdt skue og brugsprøve. Formået med turen var at få en brugsprøve på Tiva. Men nu da vi alligevel var der, havde vi meldt begge piger til skuet. Det skulle vise sig at være en indbringende idé.

Tiva og Vixen var nemlig de eneste tollere, der var tilmeldt skuet. Tiva blev stillet i juniorklassen og fik excellent (dommeren var ikke autoriseret for racensmiley) og blev Bedste Junior. Vixen blev stillet i brugshundeklassen og fik excellent. Og af hende og Tiva, kunne dommeren bedst lidt Vixen, så hun blev BIR.

Der var lang tid til BIS-konkurrencerne, så Leif havde god tid til at koncentrere sig om at få nerverne i ro inden brugsprøven.

Der var rigtig mange hunde, der skulle til brugsprøve den dag, så der var noget ventetid, inden det var Tivas tur.

Tiva gjorde det fint. Hun var lidt ukoncentreret under fri ved fod og havde næsen for meget i jorden, og det blev de trukket et par point for. Da hun blev sat af og skulle kaldes ind, reagerede hun først ved at rejse sig og snuse intenst. Efter fløjt nr. to, fik hun dog fart på og ræsende hjem til Leif og røg ind på plads. Dommeren sagde efterfølgende, at en tæve havde tisset lige netop der, hvor de skulle sidde, så han ville ikke trække noget for, at der skulle to indkald til, inden hun kom. Apportering og skud sad lige i øjet. Dommeren var rigtig tilfreds med hende og havde ingen problemer med at lade hende bestå.

Video af brugsprøven

Så var der lige et par timers ventetid, inden BIS-konkurrencerne. Og her kunne vi godt mærke, at vi ikke har hunde, der er stærke i en udstillingsring. Tiva blev BIS4 ud af fire hunde i Juniorklassen. Vixen blev BIS 4 ud af fire hunde i Brugshundeklassen. Og i den overordnede BIS-klasse, blev hun 5 ud af fem hunde.

Vi tog derfra med et hav af præmier og fine rosetter. Der var gavekort til massage, gavekort til en konsultation hos en dyrlæge, dummyer, godbidder i massevis, en stor sæk foder, krus, legetov, Canosan, en lang line, en kortere line, tilskud fra Strongjoint, olie fra Aptus og en stor sæk foder. Helt vildt

Derudover vandt vi flere piller fra Canosan og en stor sæk foder i det amerikanske lotteri.

En stor tak til regionen for et rigtig flot arrangement og en stor tak til alle de sponsorer, der havde sponseret mange flotte præmier til arrangementet.



Falsk drægtighed og zoneterapi

Latest news / Sidste nyt Posted on Sun, March 17, 2019 15:57:48

De sidste par løbetider har Vixen lidt af falsk drægtighed.
Sidste gang syntes jeg faktisk, at det var forholdsvis slemt. Hun fik mælk i
patterne, og hun var hele tiden fyldt med krystalliseret mælk i pelsen omkring
patterne. Jeg synes også, at det påvirkede hendes humør, og jeg var bange for,
at det skulle ende med en livmoderbetændelse.

Jeg er jo ikke nogen fan af at neutralisere hunde – og slet
ikke uden grund. Og det er heller ikke noget, jeg har overvejet ifm. hendes
falske drægtighed. Men noget skulle gøres, synes jeg.

Så jeg talte med Helle, der jo er godt på vej til at blive
færdig med uddannelsen til zoneterapeut. Hendes råd var zoneterapi og tørrede
hindbærblade.

Så nu har jeg købt tørrede hindbærblade i pilleform. Vixen
ville først ikke spise dem uden ”leverpostejindpakning” ?
Men så gav jeg Tiva én, som hun gladelig tyggede i sig. Så ville Vixen også
gerne have dem. Så nu er vi lige startet med 3 piller om dagen. Derudover havde
Vixen besøg af Helle, som lavede den store omgang zoneterapi på hende.
Bagefter fik vi gennemgået det punkter, som jeg skal trykke hende på hver dag
mellem behandlingerne hos Helle (som bliver ca. 1 gang om ugen – hvad der nu
passer i vores kalendere).

Både piller og zoneterapi fortsætter jeg med indtil det
tidspunkt, hvor hvalpene ville være blevet født (hvis hun var blevet parret).
Så må vi se, om det hjælper. Jeg synes, at det er synd, at hun er så påvirket,
så hvis lidt hindbærblade og lidt zoneterapi kan hjælpe, så vil det være
fantastisk.

Vixen finder sig fint i at blive “smidt” om på ryggen hver aften for at blive trykkte lidt under poterne – men der er også godbidder involveret 🙂 Jeg tror faktisk, at hun ind i mellem nyder det, selv om der også er punkter, hvor jeg kan mærke, at hun er øm.

Det bliver spændende at se, om al den trykkeri og de tørrede hindbærblade har en positiv effekt. Det er i hvert tilfælde forsøget værd.



Træning hos Trond

Træning Posted on Sun, March 17, 2019 15:37:06

Det er en fornøjelse at træne hos Trond og Aase. Som skrevet, så har
vi ”nørdet” lidt med hunden tæt på pga. mørket. Trond har godt nok sat lys op –
men med begrænset rækkevidde. Det er helt OK, for jeg kan godt lide det der
nørden rundt med hundene. De bliver presset – på den gode måde. Og det har de
godt af.

Trond og Aase bruger meget tid på teorien. Det er vigtigt
for dem – og os – at tingene er gennemtænkte, og vi har gjort os nogle
overvejelser om, hvorfor og hvordan vi gør tingene. Jeg har fået et andet syn
på flere ting de forholdsvis få gange, jeg har trænet dernede.

Vi får ”lektier” for hver gang, og ofte bliver ”lektierne”
fulgt op af en video, der viser, hvordan man gør.

En af de ting, vi har arbejdet med de sidste par gange er
dirigeringer – at sende hunden til højre, venstre og bagud. En af de øvelser,
vi bruger til det, er ”klokken”. Den består i, at man har 5-6 dummyer. Man
stiller sig med hunden et sted og kaster en dummy til højre, til venstre og
back. Så lader man hunden blive siddende og går fra den. Afstanden er afhængig
af, hvor langt man er i sin træning (antallet af dummyer er også afhængig af
træningsniveauet – måske er tre for mange). Fra en passende afstand sender man
så hunden til højre, venstre eller back. Når den kommer og afleverer, smider
man tre dummyer, der hvor man nu står (højre, venstre, bagude). Man lader
hunden blive siddende; går hen til hvor man smed de første dummyer og sender
hunden igen (højre, venstre eller back).

Og sådan bliver man ved, til alle seks dummyer er samlet op.
Hunden henter skiftevis fra hvert af de to steder. Den hund, der ikke skal
samle op, går sammen med førerne og føreren af den anden hund, fri ved fod hen
til den anden ende af ”banen”.

Hvis man vil være mere avanceret, kører man denne øvelse med
en anden hund – ”dobbeltklokke”. Øvelsen er den samme, men man smider to
dummyer hvert sted i stedet for én. Når hundene har samlet alle tre op i den
ene ende, skal man lige have skiftet, så de også samler tre op i den anden
ende. På den måde samler hver hund tre op i hver ende.

Martin og jeg lavede øvelsen forleden og fik Leif til at
filme det. Da filminstruktøren hører til de mere utålmodige, lavede vi en
”enkeltklokke” med to hunde, da det ville tage for lang tid at lave en
”dobbeltklokke”. Som man kan se på filmen, er der masser at arbejde på, men
begge hundene er nu ret skarpe på at blive sendt hhv. højre, venstre og back.

Video af klokkeøvelsen

Vi har også gået fri ved fod ud til forskellige steder. Disse steder er bagefter blevet brugt som nogle targetpunkter, som vi har dirigeret ud til, og vi har stået ryg mod ryg og sendt hundene samtidig i forskellige retninger.

Alt i alt er jeg rigtig glad for at træne hos Trond og Aase, og det bliver spændende at se, hvad der er på programmet, når det bliver lysere og vi kan arbejde på længere afstande.



Tiva – den sødeste hundevaps

Tiva Posted on Sun, February 24, 2019 19:52:02

24. februar 2019:

Lille prinsesse Tiva, som meget snart fylder 1 år, er simpelthen en skøn hund. Hun er noget helt for sig selv. Vores hunde er kærlige og kælne, men intet slår Tiva. Hun nærmest smelter, når hun læner sig ind mod én, og hendes tillid til os er helt fantastisk.

Hende og Vixen kommer så godt ud af det sammen, og hun er i det hele taget rigtig god til at omgås andre hunde. Hun har et fantastisk sprog, og er rigtig god hurtigt at fange andre hundes sprog.

Træningsmæssigt er hun også helt fantastisk. Hun lærer lynhurtigt, og hende og Leif passer rigtig godt sammen. Jeg glæder mig så meget til at se dem på prøver. Der er planer om en DRK brugsprøve meget snart. Og så må vi se, hvornår Leif synes, de er klar til tollerjagtprøver.

Og så er hun blevet en rigtig dygtig fotomodel og lader sig forme af Leif, når det er tid til et photo shoot.

Vi elsker simpelthen den hund smiley



Så er vi gået i skarp træning til årest jagtprøver

Træning Posted on Sun, February 24, 2019 19:43:30

23. februar 2019:

Lige om et øjeblik starter årets jagtprøver, så det er på
høje tid at få pudset formen af. Det har været lidt svært at være aktiv her i
den mørke periode. Til hverdag er er mørkt, når jeg kommer hjem fra arbejde, så
træningen har begrænset sig til weekenderne.

Jeg har jo efterhånden i en del år trænet hos Pernille
Lillevang / Potepower. Det har jeg været glad for. Træningen har været
udfordrende, og Pernille har været godt til at skubbe de rigtige steder og
prikke til mig, når det har været nødvendigt. Pernille meldte desværre ud før
jul, at hun tager en træningspause i januar, februar og marts. Både fordi hun
har travlt med Dummyshoppen, og fordi der er hvalpe i vente hos Brown Hunt. Det
var jo en lidt træls besked. Men intet er så skidt, så det ikke er godt for
noget – som man siger. Så midt i januar startede Vixen og jeg på et hold hos
Trond og Aase Gjøtterud. Trond og Aase er emigreret hertil fra Norge og har
købt et dejligt sted ved Arnborg syd for Herning. Jeg har været på kursus med
dem (arrangeret af Pernille) for nogle år siden, så jeg vidste nogenlunde, hvad
jeg kunne forvente. Og jeg er ikke blevet skuffet. På grund af mørket nørder vi
lidt med hundene tæt på os, og det er rigtig skønt. Både Trond og Aase går
rigtig meget op i tegn og signaler, så vi har brugt noget tid på at være mere
præcise med vores signaler overfor hundene. Der er rigtig mange ting, der giver
god mening for mig. Der er dog nogle ting, som jeg ”gemmer” til næste hund, da
det vil skabe for meget uro ifht. Vixen at begynde at ændre noget, som vi har
gjort i flere år. Oveni hatten kommer jo så, at jeg nu kun kører lidt over 30
km for at komme til træning mod over 90 km tidligere.

Jeg har booket Trond og Aase til et weekendkursus i
Tollerklub-regi i april. Det tog ikke lang tid, før der var udsolgt. Nu håber
jeg så bare, at de øvrige deltagere også synes, at det er pengene værd. Jeg
tænker, at jeg skal have booket dem til endnu et kursus senere på året. Måske
opfølgning på kurset i april, eller måske bare et kursus for andre deltagere.

Leif og Tiva træner stadig hos Sanne, og det er
de rigtig glade for. Tiva er bare blevet så god. Hun er på alle måder en
temmelig fantastisk hund, og det bliver spændende at se, hvordan hun udvikler
sig. Der venter en DRK brugsprøve til dem i marts. Jeg håber, at Leif synes, de
er klar til at starte på prøver i Tollerklubben i løbet af året. Men han har
god tid, så…….



Tivas første udstilling

Latest news / Sidste nyt Posted on Sun, February 24, 2019 19:42:32

Søndag den 10. marts var Tiva til sin første udstilling. Vi
havde valgt en udstilling i Tollerklub-regi. Primært fordi det er meget mere
nede på jorden end en DKK-udstilling, men også fordi det var årets første
udstilling, hvor klubben hylder Årets Toller i de forskellige discipliner.
Vixen har jo været god og vundet i 2016 og 2017, men i 2018 måtte hun se sig
slået af Marias Hokey, og det var en absolut velfortjent sejr. Vixen kom ind på
en 2. plads sammen med Helle og Cookie og Annette og Choice.

Det er jo ingen hemmelighed, at Tivas ører er et kapitel for
sig selv. Men jeg ville gerne have en vurdering af resten af hende. Dommeren
var Christian Brix Søndergaard, som vi jo også kender som dommer på
jagtprøverne. Begge steder oplever jeg ham som en fair dommer med en god humor.

Det var mig, der skulle præsentere hende i ringen. Det er
ikke noget for Leif. Det er heller ikke lige min kop te, men én skulle jo gøre
det. Hun gjorde det rigtig fint. Hun løb pænt, og hun stod pænt. Jeg er jo slet
ikke der, hvor jeg korrigerer på, hvordan de står. Jeg er glad, hvis de bare
står op længe nok til at kunne blive vurderet. Dog må jeg sige, at jeg synes,
det er rigtig ærgerligt, når folk ikke forstår at holde afstand. Tiva er jo en
lidt blød pige. Hun løb først, og tæven bag ved hende var konstant helt oppe i
røven på hende. Det samme skete i ”2. gennemløb”, hvor det var en anden tæve,
der absolut skulle helt op i røven på hende. Det fik Tiva til at blive lidt
usikker og se sig tilbage flere gange. Heldigvis var hun helt upåvirket, da hun
løb selv. Men det er i mine øjne temmelig usportsligt – eller måske bare
ugennemtænkt – når man ikke holder afstand til den hund, der løber foran én.

Tiva var tilmeldt juniorklassen, fik Very Good og en rigtig fin
kritik:

”11 mdr. feminint hoved og udtryk, snudeparti kunne ønskes
en anelse kraftigere, korrekt bid og øjenfarve. lidt højt ansatte
“udstående” ører, skorstenshals, udm. ryglinie, velansat hale, som
bæres korrekt, lidt fremskudt skulder, men fin skuldervinkling, bevæger sig med
godt afskub, lidt padlende i front, benstamme passer til størrelse, korrekte
poter, tilpas dyb brystkasse, markeret brystben, udm. pelskval. velpræsenteret.”

Mor var glad, og det var far også smiley

Vixen var med og skulle også udstilles. Hun blev udstillet i
Brugshundeklassen. Hun opførte sig også eksemplarisk. Hun var nogenlunde så
nedfældet, som hun kan blive, så det var en hund i en mini-bikini, jeg viste
frem.

Også Vixen fik Very Good og følgende kritik:

7 år med særdeles fem. hoved og udtryk, korrekt bid og øjne
velansatte lidt store ører, god hals og ryglinie, velansat hale, som bæres
korrekt, fremskudt skulder med meget åben vinkling, velvinklet bag, bevæger sig
med godt afskub, dog trippende i front pga manglende vinkling, tilpas
brystdybde, mangler noget forbryst, tilpas benstamme, korrekte poter udm.
pelskval. velpræsenteret

Dommeren skriver, at Vixen har en udmærket pelskvalitet på trods
af, at hun var totalt affældet. Det var så lidt pudsigt, at da dommeren
dikterer ”udmærket pelskvalitet”, siger sekretæren ”Mener du det???”.
Umiddelbart mener jeg ikke, det tilkommer sekretæren at kommenterer på eller prøve
at øve indflydelse på dommerens bedømmelse.

Det var hyggeligt at være afsted, men dagens clou var uden
sammenligning den efterfølgende frokost på Bones i Vejle sammen med Helle og
Kim smiley



« PreviousNext »