Velkommen til

Den 11. oktober blev årets sidste jagtprøve afholdt – i Sjørup Plantage.

Jeg har ikke været i Sjørup Plantage tidligere men hold da fast et dejligt terræn.

Kaj Falk var dommer, og som sædvanligt var han behagelig at være oppe hos, og hans bedømmelser var absolut fair.

Morten og Alba havde deres prøvedebut, og skulle op som allerførste ekvipage den dag. Morten stillede Alba i working test begynderklasse. Hun er ikke stabil på vildt endnu så ingen grund til at presse hende mere end nødvendigt. Vi trænede lidt jagtprøve med dem ugen før, og her opdagede vi, at Alba ikke har det så godt med at gå i “sort” vand, hvor hun ikke kan se bunden. Hun er blevet trænet en del på søer, hvor hun kunne gå direkte ud. Så det der med bare at gå i uden at kunne se bunden, var ikke noget for hende. Morten trænede på det i løbet af ugen, men det var desværre ikke nok til, at Alba følte sig tryg nok. Så efter en flot ansmygning og tolling, så vægrede hun sig ved at gå i vand. Og så var der jo ligesom dømt “diskvalifikation”. Heldigvis fik Morten og Alba lov til at fortsætte prøven, og resten gjorde hun faktisk ret fint. Hun fik endnu en vandmarkering, og her fik Morten lov til at støtte hende, og hun endte med at hente vandmarkeringen. Hun sluttede faktisk også af med at hente den vandmarkering, som hun ikke fik i første forsøg. Så selv om det er lidt træls at få et D, så viste hun gode takter, og jeg synes, de havde en rigtig flot prøvedebut. Og så må vi ikke glemme, at Alba faktisk har været temmelig skudfølsom. Den del er der nu styr på, så nu handler det så om at få Alba gjort tryg med “sort” vand og lære hende, at det er helt ok ikke at kunne se bunden.

Tiva var ikke tilmeldt prøven. Leif synes, at hun har haft et godt år. Hun er jo rykket op i åben, men han vil gerne vente med at tage dette skridt indtil næste år. Hun vil sandsynligvis gøre en god figur, for de træner jo på dette niveau, og hun ville kunne øvelserne. Men det er alligevel et pres – som kunne øge risikoen for lyd. Så Tivas næste prøve bliver i 2021, når de hvalpe, hun forhåbentlig får, er rejst hjemmefra.

Vixen var tilmeldt åben klasse. Efter prøven i Sorø var jeg ikke helt sikker på, hvad jeg kunne forvente. I træningen går hun rigtig fint fri ved fod – også under pres, og jeg har lært rigtig meget om, hvordan jeg kan vælge at køre hende op i en spids eller få hende til at falde til ro (det sidste er det, vi prøver at opnå :-)). Så jeg tænkte, at det nok skulle gå. Selve posterne er jeg ikke så bekymret for. Hun ville kunne klare det meste, selv om hun selvfølgelig kan misse en markering eller dirigering. Det er dog ikke ofte, det sker.

Så da jeg – efter at havde hilst på dommeren og fået hans anvisninger – bøjede mig ned, sagde “klar” og “plads” til Vixen for at smyge mig til skjulet, og hun startede med at gå af hånd og løbe ned til skjulet, så var slaget sådan set tabt. Turen til skjulet var præget af en hund, der gik af hånd og en fører, der så roligt som muligt prøver at få den på plads. Så alt i alt ikke noget kønt syn.

Tollingen gik fint – bortset fra at min stol tiltede i det bløde underlag og jeg pludselig lå og roede rundt på jorden 🙂 Sjovt nok påvirkede det overholdet ikke Vixen, der pænt blev siddende, selv om hun stirrede lidt underligt på mig 🙂 Dobbeltmarkeringen efter tollingen var også fuldstændig problemløs.

Fri ved fod til næste post – dirigeringen over vand – var ganske forfærdelig. Vixen var overhovedet ikke i nærheden af at gå fri ved fod, og der kom temmelig meget lyd på. Vi nåede dog ned til næste post i nogenlunde god behold. Prøven var overstået for vores vedkommende, men vi fik lov til at tage de sidste poster med. Vanddirigeringen gik fint. Hun skulle have lidt anvisninger, og jeg prøvede at få hende højre om en lille ø i søen. Vixen valgte dog at stole på sin næse, som fortalte hende, at anden lå på venstre side af øen! Så kom der en landmarkering, som faldt i et område med meget tæt bevoksning (det var små træer af en eller anden slags). Det lykkedes ikke Vixen at få landmarkeringen. Bagefter fik jeg at vide, at den landede i et af træerne, så det var ikke så mærkeligt.

Så var det tid til søget, som lå i et rigtig spændende område, der bestod af “sump” og små vandhuller. Vixen søgte godt og kom hjem med 3-4 ænder. Hun fik efterfølgende lov til at hente de sidste i søget, da næste klasse var eliten, og søget skulle lægges om.

Det er ikke nogen underdrivelse at sige, at jeg var utrolig ked af det efterfølgende. Jeg troede, at vi var ved at være på rette vej, Vixen og jeg, men det er vi så ikke. Jeg forstår simpelthen ikke, hvad der sker. Vi har styr på tingene til træning – også når Trond virkelig sætter tingene på spidsen. Jeg er naturligvis nervøs ifm. en prøve, men jeg synes ikke, at det er voldsomt og egentlig heller ikke negativt. Jeg glæder mig egentlig altid til at gå på prøve; det er det, der motiverer mig til at træne. Og jeg havde faktisk en tro på, at det ville gå godt. Så jeg kommer ikke frem til dommeren og tænker, at det her; det går helt af h…. til.

Nu kommer der en lang vintersæson, hvor der ikke er prøver. Til gengæld er der tid til at overveje, om jeg skal droppe prøver og bare nyde træningen med Vixen. Og hvem ved – der kan jo ske et mirakel inden foråret 😀

Tilbage i august fik jeg at vide af Hannu, at Tapsu var gået over Regnbuebroen. At jeg først skriver om det nu skyldes, at det har været meget hårdt for Hannu at miste Tapsu efter 13 år.

Tapsu var fra Daisys eneste kuld – B.B. King-kuldet. Han var én af 8 hvalpe efter Daisy og Oscar (Andelokkeren’s Røde Oskar). Vi havde på det tidspunkt ikke sendt en hvalp ud af landet (dette var kun vores andet kuld), og vi var ærlig talt lidt bekymrede for det. Men Hannu og hans datter Laura (der på det tidspunkt var 6 år) gjorde al vores bekymring til skamme.

Hannu og Laura fløj hertil for at hente ham og tilbragte weekenden i Danmark. Og gennem årene var vi haft en god kontakt med Hannu, som jævnligt har sendt os opdateringer og billeder af den smukke dreng. Alle de fantastiske billeder i nedenstående galleri er taget af Hannu.

Tapsu blev i maj opereret for en næse/oral-fistel – en operation, der varede 7 timer. Denne fistel medførte, at han fik betændelse i tandrødderne i stort set hele overkæben, og mange af hans tænder blev fjernet. Det var hårdt for ham at komme over den operation – især pga. den lange tid under bedøvelse. Derudover bar skelettet også præg af, at Tapsu altid har været en meget aktiv hund, og 13 år gammel, var han noget slidt. Det gik lidt op og ned med ham efterfølgende, men på et tidspunkt ville han ikke længere med på tur, og han holdt op med at spise og drikke. Og så var det tid til at sige farvel. Han fik lov til at sove ind i Hannus favn.

Tapsu har haft et skønt liv som et højt elsket familiemedlem. Han fik lov til at tilbringe rigtig meget tid ude i naturen med Hannu og Laura, og han har levet en stor del af sit liv i vandet – som en rigtig toller 🙂

Vi siger et stort tak til Hannu og Laura for at give Tapsu et fantastisk liv. Vi ved, at han var højt elsket, og han har helt sikkert elsket jer lige så højt.

Vores sommerferie gik ikke som planlagt i år. Vi skulle have været til Tollerspecialen i Sverige, men den blev aflyst. Og vi valgte ikke at slæbe campingvognen med andre steder hen for at undgå for tæt kontakt med andre mennesker. Vi havde så en idé om at tage på nogle småture rundt i landet, men det blev også skåret kraftigt ned. Igen var det for at undgå at være sammen med for mange mennesker. Desuden havde vi ikke lyst til at rende rundt i f.eks. Ree Park (som var et af udflugtsmålene) i 30 graders varme. Så det blev en lidt usædvanlig sommer uden rejseri. Til gengæld fik vi malet vinduerne færdige udvendigt, vi fik trænet en del hund, og vi fik slappet af. Og det er jo heller ikke dårligt.

Jeg var heldig, at Helle havde ferie nogenlunde samtidig med mig, så vi havde adskillige træningstræf, hvor der blev arbejdet med vand.

Vi havde dog en udenlandstur – til Sverige – hvor vi skulle kikke på Tivas kommende kæreste. Jeg havde set ham før, men det havde Leif – og Tiva – ikke. Jeg tror, de begge var meget tilfredse med, hvad de så 🙂 Der kommer mere om den kommende parring i et senere indlæg.

Nu er vi på den anden side af sommerferien – og på den anden side af prøven i Sorø – så nu er der gang i træningen hos Casa Gjøtterud igen. Vixen og jeg går på vores sædvanlige onsdagshold, hvor vi som sædvanligt bliver pænt udfordret.

Og så har vi meldt os til et nyt kursus hos Trond: Handlerkursus. Det går ud på, at man i løbet af 8 x 3 timer (undervisning i 3 timer hver 3. uge – 8 gange i alt) går i dybden med den måde, Trond og Åse handler hund på. Leif har også meldt sig på et hold, og vi har begge været afsted en enkelt gang.

Første gang på mit hold handlede det om, hvordan vi sender hunden, hvordan vi tager imod den, og hvordan vi liner op. Så på mange måder er vi lidt tilbage i kravlegården igen. Men det er skønt at nørde med tingene. Og jeg kan af egen erfaring sige, at det gør en verden til forskel, at hunden kender rutinerne/mønsteret. En af de ting, jeg ofte undrer mig over, er nå jeg ser hundeførere, der vælger at sende hunden på en dirigering med den slatten håndbevægelse. Ofte går det forståeligt nok ikke godt. Det samme gælder, når man skal sende hunden på en markering (enkelt eller dobbelt): Brug lige nogle sekunder på at få linet hunden op og sikre dig, at den ved, hvor den skal hen.

En af de ting, jeg skal have ændret med Vixen, er min måde at tage imod hende på. Hidtil har hun – når hun kommer hjem med en dummy – sat sig ved mit venstre ben og afleveret der. Tronds råd er, at vi tager imod hunden foran os og lader den blive siddenede, men vi lægger vildtet/dummyen på jorden. Derefter går vi ind og stiller os ved siden af hunden og “tager den med rundt”. For en hund som Vixen, der altid er sikker på, at hun ved, hvad hun skal, og som kun har den næste apportering i hovedet, gør det enorm forskel at tage imod hende på den måde. Jeg tvinger hende til at holde fokus på mig og ikke på, hvad der sker i terrænet. Jeg har prøvet at ændre det tidligere, men det gav så meget uro i hendes afleveringer, at jeg droppede det igen. Hun er jo ikke en ung hund, og det tager tid og energi, at lære hende en anden måde at gøre tingene på.

Nu har jeg så besluttet, at jeg vil give det tre uger med daglig træning. Hvis hun stadig bliver mere urolig, så holder vi fast i den måde at aflevere på, som hun er vant til. Jeg har dog forhåbninger om, at jeg kan ændre det, da jeg allerede ser fine fremskridt.

Hver “handler-gruppe” har en FB-side, hvor Åse lægger videoer op af øvelserne, og hvor man kan stille spørgsmål, lægge videoer op af sin egen træning. Det bliver et kanongodt kursus, og jeg glæder mig helt vildt til at se, hvor vi er, når vi er færdige og forhåbentlig blevet skarpe på, hvordan vi handler vores hunde.

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Mollerup helt fra starten har knoklet med træningen med Zenta. Og de to er mødt op til stort set alt, hvad vi har inviteret dem til, og de har lyttet til vores råd og taget det fint, når jeg har været efter dem.

Det har nogen gange været lidt op ad bakke med træningen – som med de øvrige Pokémon-hvalpe, men for nylig skete der en ændring. Vi fik ændret i nogle ting i hverdagen, der medførte en stor ændring i Zentas lyst til at arbejde og samarbejde. Så pludselig var en DRK brugsprøve indenfor rækkevidde.

Første forsøg lykkedes ikke. De lavede en rigtig flot prøve (sagde dommeren senere til os), og Zentas lineføring og fri ved fod var den bedste på dagen. Men lidt problemer med apporteringen og afleveringen gjorde, at det blev ikke forstået.

Den 30. august var det det så tid til 2. forsøg – og nu lykkedes tingene. De mistede 1 point på, at Zenta lige brugte 3 sekunder på at kikke sig omkring, da han havde samlet op. Så 39 point ud af 40. Og man siger jo, at alt over 35 point (som er bestået) er blær.

Vi er så stolte af Mollerup og Zenta, og de har så meget fortjent det.

I øvrigt var dommeren den samme som ved første forsøg 🙂

Meget tidligt lørdag morgen den 29. august stak Sørensen og jeg (og tøserne) næsen mod Sorø, hvor der skulle være tollerjagtprøve. Leif jagtede sin anden 1. præmie i begynderklassen, og jeg ville bare se, om det, jeg oplevede i Tørring i juli, virkelig var sandt.

Dommer på dagen var Lars Bengtsson, der for første gang dømte i DK.

Leif var eneste hund i jagtprøve begynderklasse. Tiva lavede et rigtig pænt stykke arbejde. Ansmygningen var fin, og tollingen rigtig fin. Hun havde en lille startlyd, da hun blev sendt på vandmarkeringen efter tollingen. Da hun kom i land, lagde hun anden på jorden og rystede sig. Hun samlede den efter kort tid – og uden indblanding fra Leif – op igen og leverede den til hånd. Fri ved fod mod søget var OK, og selve søget gjorde hun også fint. Søget lå på begge sider af en sti, og hendes favoritside var helt klart højre side. Det var i øvrigt gældende for alle hundene den dag. De sluttede af med en enkeltmarkering på land, som hun også klarede fint. Hun gik direkte ud men fandt den ikke med det samme. Hun blev i området og søgte lidt, og fandt den så og kom hurtigt retur. Tiva arbejdede rigtig fint gennem hele prøven, og Leifs handling er hende er rigtig fin – still og lydløst.

Den mundtlige kritik fra Lasse var fin, og nu var det så bare at vente på præmieringen. Vi regnede med en 2. præmie pga. den and fra vand, der blev lagt på jorden. Men Lasse mente åbenbart, at det rakte til en 1. præmie, da Leif ikke havde opfordret Tiva til at samle den op og aflevere. Så dermed blev Leif kvalificeret til åben klasse 😊 De to er bare stjerner, og de passer så godt sammen. De er efter tre starter (kvalifikationsprøve = godkendt, 2 x begynderklasse = 1. præmie) kvalificerede til åben klasse. Det er noget så sejt, og jeg er så stolt af dem.

Jeg optog Leifs prøve, og den kan ses på http://www.mtj.wildmountain.dk

Vixen og jeg skulle jo op i åben klasse. Fra starten kunne jeg mærke, at hun var noget mere oppe og køre, end jeg kunne lide. Og hun startede da også med at gå af hånd, da jeg skulle i gang med ansmygningen. Jeg fik hende kaldt tilbage, og det lykkedes mig at få hende til at blive nogenlunde ved siden af mig resten af ansmygningen. Dog var hun lidt hurtigere nede ved skjulet end mig 😊 Tollingen gik fint. Der var gang i hende, og da jeg åbenbart sad lidt for tæt på skjulet, fik hun det næsten væltet pga. hendes voldsomme starter. Dobbelt vandmarkering gik fint; dog skulle jeg hjælpe hende en lille smule med nr. 2. Dirigeringen kørte bare. Denne gang var det på en and, da dommeren mente, at gåsen var for stor (grågås)! Så var der fri ved fod til det frie søg. Det var en temmelig fri ”fri ved fod”, og der var en del lyd undervejs. Jeg følte ikke, at jeg have ret meget kontakt til hende, så jeg var glad, da vi endelig nåede ned til søget. Søget var det samme som begynderklassen. Vixen klarede det fint, men hun var også mere en fan af højre side, så søget i venstre side blev ifølge dommeren lidt ineffektivt. Vi sluttede også af med en enkeltmarkering på land, som bare blev plukket op og returnere i høj fart.

Den mundtlige kritik var for det meste fin, men dommeren kunne jo ikke undgå at bemærke lyden og den alt for frie ”fri ved fod”. Så det var ikke med de store forventninger, jeg gik til præmieoverrækkelse. Og min forbavselse var derfor meget stor, da vi fik en 2. præmie.

Jeg har aldrig brokket mig over en dommers afgørelse – og kommer heller aldrig til det. Jeg har både oplevet dommere, der var for gavmilde, og dommere, som jeg syntes, gav mig for lidt. Og selv om jeg selvfølgelig er glad for, at dagens dommer kunne se, at Vixens arbejde var godt, så burde jeg aldrig have haft en 2. præmie. Når en hund går af hånd, så bør man indkassere et 0.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er utrolig ked af, at Vixen var ”back to normal” på denne prøve. Jeg har knoklet for at få styr på hende, og det går faktisk rigtig godt. Så sent som onsdagen før prøven fik jeg en enetime hos Trond. Leif var med nede og kikke. Vi skød med puffer – både dummyer og bolde – og nogle gange endda to bolde ad gangen. Og hun gik så fint, som hun aldrig har gået før. Det ville være løgn at sige, at hun gik afslappet. Det kommer hun aldrig til. Men hun var opmærksom på mig, og efter de første har minutter, fulgte hun mig uden tøven og uden den mindste frustrationslyd. Så jeg må indrømme, at jeg havde forhåbninger om en god prøve om lørdagen. Men…..vi arbejder videre. Der er mange ting ved en prøve, der er svære at fremprovokere i en træning (selv om vi gør, hvad vi kan 😊).  

Der var også prøve om søndagen, og det kunne have været interessant at se, om Vixen ville gå bedre på 2. dagen. Men jeg måtte fravælge prøve for at tilvælge konfirmation i familien. Det var nu heller ikke et dårligt bytte 🙂

Den 9. juli kom Vixen i løbetid – 5 uger senere end det var forventet. Jeg ved ikke helt, om de to damer nu fremover har tænkt sig at komme i løbetid samtidig. Det ville være dejligt, hvis vi kunne få det overstået på én gang.

Vi forventede, at Tiva ville gå i løbetid omkring den 18. maj. Det passede med ca. 170 dage siden sidste løbetid. Så fra omkring 18. maj har vi holdt øje med hende – men intet skete.

Hun har haft 168 og 173 mellem de første løbetider, så vi tænkte hele tiden, at nu kom den nok snart. Der skete stadig ikke noget. Så nåede vi indenfor rækkevidde af den prøve, vi lige har været afsted på. Nu kunne det sikkert lige passe, at hun kom i løbetid, så Leif og hende ikke kom afsted på prøve. Men hun blev ved med at trække den, og det endte jo med, at Leif og hende kom afsted på prøve – og det var jo heldigt 🙂

Så forleden – da Leif som sædvanligt tjekkede hende om morgenen – var der blod! 235 dage siden sidste løbetid. Nu er spørgsmålet, hvad vi skal forvente mht. næste løbetid, hvor der jo skal parres?

Vi venter for øvrigt også på Vixens løbetid, som skulle være kommet omkring 1. juni. Måske hun bliver inspireret af Tiva og får startet inden længe?

Sikke en weekend, vi har haft.

Vi slog hul på jagprøveåret med en dobbeltprøve i Tørring. Den var længe ventet, for det har været et underligt forår uden prøver pga. Corona-situationen. Men nu var det endelig tid.

Allerførst vil jeg fortælle, hvordan vi endte ud med at lave en jagtprøve i Tørring. Jo, ser I, da vi havde jagtprøve ifm. Tollerdays sidste år, efterlyste jeg hjælpere. Jane meldte sig på banen. Jane har godt nok ikke toller, men overvejer, om det er en toller hun skal have, når hun skal have sin næste hund om nogle år. Så hun ville gerne se en flok tollere arbejde og tænkte, at så kunne hun da ligeså godt hjælpe. Jane er medlem af regionsledelsen i DRK Centrum, så hun ved, at med mindre der er frivillige, der stiller op, så sker der intet i foreningerne rundt om i landet. Så derfor tilbød hun sig som hjælper i stedet for  bare at kikke på. Undervejs i prøven fortalte hun så, at hun og hendes mand havde et areal med et par kunstige søer, så hvis vi havde brug for trænings- eller prøveareal, så skulle vi bare sige til. Det gjorde jeg så dette forår, så derfor havnede vi i Tørring. Tusinde tak til Jane for at være både hjælpsom og for at stille areal til rådighed.

Nå, men hele foråret havde jeg været sådan lidt både kold og varm overfor tanken om at gå til prøve med Vixen. Vi har jo det der mega issue med ”fri ved fod”, og jeg var begyndt at tænke, om jeg gad at bruge penge på flere prøver – og ødelægge mit gode humør med at vise en hund frem, der uden tvivl kan arbejde, men hvor det bliver overskygget af, at jeg ikke kan kontrollere hende. Men i løbet af foråret er der ligesom sket en lille forbedring – måske mest hos mig, som nu nok endelig er ved at forstå, at vejen frem med Vixen er IKKE at hidse sig op, blive sur og fysisk overfor hende. Det virker tværtimod lige omvendt. Så jeg har virkelig øvet mig i at prøve at forblive helt rolig, når hun gang på gang dansede frem og tilbage ved mit venstre ben – og når hun vælger at smutte fra mig. Og det virker faktisk! Vi er lagt fra, hvor vi skal være, men det går den rigtige vej.

Det er jo ikke noget, jeg sådan selv har fundet på ? Nu har jeg efterhånden trænet hos Trond i lang tid, og endelig er jeg begyndt at forstå, at han faktisk har fat i noget der. Så vi har virkelig trænet, at mor her skal forblive rolig og prøve at få Vixen til at falde ned. Det er naturligvis i orden at irettesætte hende mundtligt, når der er behov for det, men det følges altid op af ros (hvis hun reagerer på min irettesættelse ?). Efterhånden har jeg kunnet se nogle fremskridt, og det er jo på prøverne, at det hele sættes på spidsen, og hvor jeg virkelig mister kontakten med min hund. Så det bedste sted at træne det, er på en prøve.

Samtidig havde Leif jo meldt Tiva til begge dage. Den lille Tiva med de grimme ører skulle have sin prøvedebut. Og selv om han op til prøven også var ved at melde fra, da der var ting, der ikke var helt på plads, så endte det med, at vi holdt fast i vores tilmeldinger og kastede os ud i det.

Udover at jeg skulle føre hund begge dage, så var jeg også prøveadministrator begge dage. Det vil sige, at jeg egentlig står for alt med undtagelse af at lægge prøven. Det gjorde Henrik Hansen, og han gjorde det rigtig godt. Så der har været meget arbejde op til prøven, som trak lidt tænder ud. Det, der dog virkelig gav mig et længerevarende forhøjet blodtryk var, at vores dommer var svensk, Sverker Haraldsson. Siden jeg hyrede ham til jobbet, kom der jo lige en Corona-krise, der gjorde, at landets grænser blev lukket ned. Jeg arbejdede lidt på en plan B, hvor jeg havde fået en anden dommer til at springe til om lørdagen, hvis det blev nødvendigt. Jeg kunne dog ikke finde en dommer til søndagen. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at få Sverker over grænsen. Jeg talte med Politiets hotline, som mente – med de oplysninger, jeg gav dem – at det ikke brude være et problem. De lagde dog heller ikke skjul på, at det i sidste ende var grænsekontrollen, der bestemte. Så jeg var virkelig lettet, da jeg dagen før prøven kl. 14.17 fik en besked fra Sverker om, at han nu var på dansk grund. Jeg kunne mærke, at den usikkerhed, om vi fik vores dommer til DK eller ej, når har tæret lidt mere på mig, end jeg var klar over.

Nå, men her er en beskrivelse af prøverne:

Dag 1 – kvalifikationsprøve:

Leif og Tiva startede med at tolle. I kvalifikationsprøven er der ingen ”ansmygning” til skjulet. Tiva tollede fint. Der var god fart på hende, og hun var meget fokuseret. Hun var totalt rolig og afslappet i pauserne i tollingen. Så kom der en vandmarkering. Leif valgte at blive siddende bag skjulet, for det er der krav om i de højere klasser. Han fravalgte også at lægge linen løst om Tivas hals – noget der ellers er OK i denne klasse. Tiva rykkede lidt frem, da der blev skudt og kastet, men hun venter med at gå, til Leif sender hende. Hun kommer fint hjem og afleverer til hånd. Så er der lidt fri ved fod (lidt vel fri, måske) hent til en enkeltmarkering på land. Her sidder hun fint stille, samler spontant op og aflevere til hånd. Sidste øvelse er et frit søg. Her må Leif lægge snor på Tiva. Han overvejer at lade være, men dommeren mener, at der ikke er nogen grund til at friste skæbnen. Så snoren kommer på. Søget ligger i og omkring en lille sø med løbevand. Der ligger fire ænder i søget, og Tiva skal hente to. Det gør hun fint; den sidste bliver dog ikke afleveret til hånd, men det er der heller ikke krav om.

En rigtig fin prøve, som Leif kun kan være tilfreds med (det var han selvfølgelig ikke ?).

Dag 1 – åben klasse:

Vixen og jeg var sidste hund (af 4) i åben klasse, så jeg havde nået se at oplægget.  Vi startede med en ansmygning til skjulet. Vixen var vældig svær at holde styr på, men vi fulgtes da noget af vejen. Da vi kom så langt ned, at hun kunne se skjulet, smuttede hun fra mig de sidste meter og sad klar, da jeg kom derned ? Som sædvanlig tollede hun fint. Hun er jo en af de hunde, hvor det bare er en masse lynhurtige knaldapporteringer, som jeg tænker ikke er særlig interessant for en and at se. Så derfor prøver jeg at snyde hende lidt ved at få hende til at tro, at jeg kaster tollinggenstanden, så hun kommer ud af skjulet og stopper op. Så kaster jeg, og hun henter og bringer. Pauserne var fine. Ingen lyd. Det er dog tydeligt, at hun er en del oppe og køre.

Efter tollingen kom der en dobbeltmarkering. Den første faldt på land lige ved vandkanten, og den anden faldt på vand. Hun gik efter den på vand først. Jeg får så ikke ordentlig ro på, inden jeg sender hende på den anden, hvilket resulterer i, at jeg må dirigere lidt på den. Men begge ænder kom hjem. På vej hjem med and nr. 2 blev der skudt til dirigeringen. Så da den var kommet i hånd, var næste opgave en dirigering fra skjulet. Gåsen lå på en lille ”odde” i søen til højre for os. Der var et par stykker, som havde valgt at dirigere lige over for så at stoppe hunden og sende den til højre. Problemet var bare, at hunden kom hen i det område, hvor den lige havde samlet dobbeltmarkeringen op, og det var svært for dem at få deres hunde til at lytte. Jeg valgte at sende i en direkte linje til gåsen. Vixen gik i land lidt til venstre for gåsen men jeg fik hende hen i området, og hun samlede spontan op, svømmede tilbage og afleverede til hånd.

Så skulle vi vende ryggen til vandet for at hente en landmarkering. Den faldt i et område med meget højt græs. Prøvelederen havde været så flink at lade den falde i nærheden af et lille træ, så der var noget at markere på. Vixen blev sendt, fandt anden og kom hurtigt retur.

Så var det tid til en længere tur fri ved fod ned til søget. Uha, uha, Vixen var noget oppe og køre, og jeg havde svært ved at kontrollere hende. Det positive var, at jeg denne gang huskede var Trond har prøvet at lære mig: Få ro på!. Så når det blev for vildt, stoppede jeg op og prøvede at få ro på kræet. Det lykkedes ikke helt, men det var bedre end ingenting. Vi havde en del af den slags stop undervejs ned til søget ? Selve søget gik rigtig godt. Ænderne lå dels i siv i løbevand, dels på svømmedybt vand og dels på land et stykke fra søbredden. Vixen arbejdede med stor fart og fik sine ænder hjem. Da vi var sidste hund i klassen, fik jeg lov til at lade hende søge efter den sidste and. Det tog lidt tid, men den kom også hjem. Så der var ingen hjælpere, der skulle have våde fødder.

Der var en smule lyd på Vixen i passagerne med fri ved fod. Det hænger så meget sammen med hendes stressniveau, så det var forventeligt. Det var dog ikke voldsomt og højt – når det nu ikke kunne være anderledes.

Det var lidt sjovt, at dommeren under den mundtlige kritik sammenligende Vixen med Cookie. De var begge ivrige hunde med meget fart, men begge havde også problemer med at fokuser pga. deres manglende ro. Jeg kunne så fortælle ham, at Vixen er Cookies mor. Det grinte vi lidt af ?

Ved præmieoverrækkelsen viste det sig, at Leif og Tiva havde bestået kvalifikationsprøven. Det havde alle tre hunde, så det var virkelig flot. Vixen og jeg fik en 3. præmie, hvilket var helt fair. Helle og Cookie stillede også i åben klasse og fik en 3. præmie. Jeg så ikke Helles prøve, da hun var var på umiddelbart før mig. Men der var vist  noget med en gås, som Cookie helst ikke ville have med hjem. Det endte hun dog med at få.

Dag 2 – begynderklasse:

Med en bestået kvalifikationsprøve var Tiva kvalificeret til begynderklassen, så hun blev lige flyttet i kataloget (sammen med de to andre, der bestod om lørdagen).

Denne gang arbejdede vi på den anden side af søen. Og denne gang skulle Leif og Tiva smyge sig ned til skjulet. Tiva var lidt vel frisk ind i mellem, men de kom da derned sammen ? Tollingen gik fint, og der var fuldstændig ro i pauserne. Så kom en vandmarkering, som faldt i vandkanten på den anden side af søen. Tiva sad pænt og ventede på at blive sendt, padlede derud, samlede op og skyndte sig hjem for at aflevere til hånd. Så kom der endnu en vandmarkering; denne gang længere til venstre, så retningen blev mere skrå for hunden. Igen blev hun sendt fra skjulet. Denne gang kom der et lille ”glædespiv” fra hende, da hun blev sendt. Tiva tog den korteste vej tilbage over vandet, hvilket betød, at hun måtte løbe et stykke, inden hun kunne aflevere til Leif. Det var heldigvis ikke noget problem. Anden blev igen afleveret til hånd. Der er lidt uro, da hun kommer hjem, da hun skal ryste sig. Der bevarer Leif roen og få Tiva i ro og ned og sidde, inden han afleverer anden til dommeren, der har stået og ventet et stykke tid. Men utrolig flot, at Leif ikke lader sig stresse af, at dommeren venter på at få fuglen men vælger at koncentrere sig om sin hund ?

Så er der et pænt stykke fri ved fod ned mod søget. Tiva er lidt ivrig i starten, men Leif får ro på hende, og de følges fint det meste af vejen.  På vej ned mod søget kommer der lige en landmarkering, som Tiva klarer i fin stil. De går videre ned mod søget – stadig fri ved fod, og Tiva går faktisk rigtig pænt. Søget ligger i den ende af søen, hvor åben klasse havde søg dagen før – bare fra den anden side af søen. Altså et område med masser af siv, løbevand og svømmedybt vand. Tiva arbejder bare fænomenalt i det søg. Hun knoklede og bragte den ene and hjem efter den anden. Hun havde en del grebskifter, når hun kom op af vandet, men det er helt ok for en uerfaren hund. På et tidspunkt prøver hun at komme ud af sivene og op på bredden med en and. Det lykkes ikke; måske fordi hun også havde fat i siv/dunhammere. Så hun slipper, går op på bredden og ”angriber” den fra den anden side. Her lykkes det hende at få anden med, og hun får den afleveret til Leifs hånd. Leif spørger dommeren, om der også ligger ænder på den anden side af søen. Det gør der. Så han sender Tiva over søen. Hun sejler bare over og giver sig i kast med at søge og finder hurtigt noget, som hun kommer hjem med. Så var de færdige, og Tiva var sådan en lille stjerne. 

Dag 2 – åben klasse:

Igen var Helle og Cookie oppe lige før mig, så jeg så kun en lille del af deres prøve. Men da Helle gik forbi mig efter at have fået sin kritik, så hun yderst tilfreds ud ? I øvrigt var min hvilepuls på 112, mens jeg stod og ventede. Nervøs? Hvem? Mig? Nej da ?

Igen – ansmygning til skjulet. Lidt mere kontrol over Vixen end dagen før. Dommeren sagde i sin kritik, at jeg med fordel kunne have valgt en anden vej gennem det meget høje græs ned til skjulet i stedet for at bruge den ”motorvej”, som de andre havde brugt. Det havde måske gjort, at jeg ville have bedre kontrol over VIxen. Det er noget, jeg vil skrive mig bag øret til næste gang.

Tolling og pauser gik rigtig fint. Vi fik godt nok væltet skjulet, og jeg fik smidt to af mine tollingbolde væk, fordi jeg kaster så ringe. Men jeg har altid tre med, så det gik endda ?. Efter tollingen var der en vandmarkering, som Vixen tog i fin stil. Så kom der en dobbeltmarkering, hvor den første faldt på land på søbredden på den side, hvor vi stod. Den anden faldt i vandet tæt på land på den anden side af søen. Som den eneste af hundene i åben klasse, valgte Vixen at hente den på land først. Jeg havde egentlig tænkt, at hun skulle på vand, da det blæste temmelig meget, og jeg var bange for, at anden skulle drive. Men sådan blev det ikke. Da jeg så sendte hende på vandmarkeringen, huskede jeg at bruge tid på at stille mig ordentligt og få hende linet ordentlig op og – måske – få hende til at finde sit indre billede af nedfaldsstedet frem. Og så sendte jeg hende. Hun piskede derudaf lige i retning af anden. Et stykke ude kikkede hun lige tilbage på mig men en hurtig back-kommando fik hende på rette vej igen. Haps og hurtigt tilbage og aflevere.

Så kom dirigeringen, som igen i dag var på gås. Denne gang lå gåsen i vandet. Henrik Prøveleder havde bundet en snor med en klemme på en sten, som lå på søbunden. Klemmen havde han sat fast i gåsens svingfjer, og så lå den ellers stabilt på vandet. Vixen skulle bare have peget stedet ud, så var hun afsted og havde ikke brug for flere kommandoer. Gåsen blev taget spontant og kom hele vejen hjem og blev afleveret til hånd.

Så var der en mindre spadseretur ned til søget. Igen var det noget kaotisk, og igen huskede jeg at prøve at få ro på Vixen i stedet for at skælde hende ud og blive sur. Og igen havde det en positiv effekt. Hun gik langt fra fint, men det går altså bedre med den fri ved fod.

Søget lå det samme sted som for begynderklassen. Vi stod så bare 10-15 oppe på land i stedet for nede ved bredden, og jeg tror, at vi også havde ænder, der lå længere oppe på land på den anden side. Vixen arbejdede virkeligt godt og søgte over hele området. Hun kom hjem med fem ænder, som hun fandt over hele området. Den sjette og sidste fik jeg lov til at lade hende hente, da prøven var ovre.

Jeg var rigtig godt tilfreds med hende. Hun havde så stor fart på hele prøven igennem, og hun var fokuseret. Hun arbejdede bare rigtig godt. Åbenbart passer det hende godt med prøver to dage i træk. Der var i hvert tilfælde ingen træthed at spore hos hende.

Jeg fik en rigtig fin mundtlig kritik efter prøven men havde ingen idé om, hvordan præmieringen ville ende ud.

Det fandt jeg så ud af lidt senere, da der var præmieoverrækkelse. Leif fik en 1. præmie, og Tiva blev bedste hund i begynderklassen. Det var lidt svært for ham at holde tårerne tilbage. Til min store overraskelse og glæde fik Vixen og jeg også en 1. præmie. Titlen som bedste hund fik Cookie dog, og det var helt fortjent. Jeg er så stolt af Helle og Cookie. For et par år siden var hun voldsomt syg med IMRD, og vi var alle i tvivl om, hvilken hund, der ville komme ud på den anden side af den sygdom.