Helle, Jeanette, Majbrit og jeg spiller Partners sådan ca.
hver anden måned. Hver gang vi mødes, spiller, spiser og snakker vi hele
dagen – og vi betaler hver 100 kr., som går i en fælles pulje. Da puljen
begyndte at vokse, snakkede vi lidt om, hvad vi skulle bruge pengene til. Der
var flere gode forslag, men for nogen tid siden, kom Jeanette – eller var det
Majbrit – med det ultimativt gode forslag: En træningsdag hos Trond Gjøtterud.

Jeg har jo trænet hos Trond siden årsskiftet. Helle har også
været på hold hos ham, og vi har ofte talt om forskellige øvelser, vi har lært,
og det fantastiske terræn, han har. Så Jeanette og Majbrit blev nysgerrige og
ville også prøve. Så efter vores sidste spilledag, bestilte jeg en dagstræning
til den 18. august. Man tænker jo, at sådan en søndag midt i august, vil være
en dejlig varm dag med lidt sol og en frisk brise. Det var så ikke helt
tilfældet. Faktisk øs pis regnede det hele dagen. Der var almindelige
byger, og der var helt vildt kraftige byger men ikke rigtig nogle tidspunkter,
hvor det ikke regnede. Alligevel havde vi selvfølgelig en fantastisk dag med
hundene og med Aase og Trond.

Da jeg om aftenen sad og reflekterede lidt i sofaen, inden øjnene gled i, slog det
mig, at jeg stort set altid bliver i godt humør, når jeg træner hund. Ja,
køterne (og især Vixen) kan være en prøvelse (og hun synes sikkert det samme om
mig), og det kan være op ad bakke, og der er ting, man ved, aldrig bliver godt.
Men for hulan, hvor er det bare givende, at tilbringe en dag med søde hunde,
søde hundevenner og søde og dygtige instruktører.

Og lige den dag var det også dejligt at komme hjem og få alt
det våde tøj hængt til tørre og få tørt tøj på.