Blog Image

Velkommen til

Kennel Wildmountain Tollers' blog

Her kan I læse de senest nyheder om vores "hundeliv". Hvis I vil vide mere om vores hunde og vores opdræt, så kan vi anbefale, at I kikker på vores hjemmeside www.wildmountain.dk. I vores opdræt prøver vi at foksere på tollerens jagtlige egenskaber uden dog at miste fokus på sundhed og eksteriør.

Træning hos Casa Gjøtterud – uden Gjøtterud’erne

Latest news / Sidste nyt, Træning, Tsula Posted on Sun, October 02, 2022 19:21:53

Leif og jeg har som vanligt passet godset, mens Trond og Aase har været bortrejst. Vi benyttede lejligheden til at invitere nogle til lidt træning: Henrik og Birgit, Martin og Helle og Kim.

Vi lagde ud med en overdådig brunch med steaks, brasende kartofler, spejlæg, bacon, pølser og juice. Ikke nogen dårlig måde at starte på.

Så gik Leif, Martin og Henrik afsted for at træne. Helle og jeg tog Prima og Tsula ud på en længere gåtur i terrænet. Formålet var at træne lidt indkald. Øvelsen har vi “hugget” fra Sanne Ammitzbøll og går ud på, at hundene får lov til at løbe løs. Vi kalder ind (med navn da der er mere end én hund). Kommer hunden første gang, der kaldes på den, er der ros, og hunden får lov til at løbe igen. Skal der kaldes to gange, inden den kommer, er der ingen ros men heller ingen surhed. Kommer den ikke anden gang, henter man hunden, lægger line på, og så må den pænt gå i line, mens den anden hund er løs.

Jeg har trænet dette en del alene med Tsula, så Prima var en god distraktion. Men ikke desto mindre gjorde hun det faktisk ret fint. Kun en enkelt gang kom hun ikke på mit indkald.

Efter en pause, hvor Prima trænede et svært søg, var det tid til at træne lidt med Tsula igen. Jeg har lige taget hul på lidt “back”, så det prøvede jeg først. Og det gjorde hun rigtig fint.

Bagefter lavede vi nogle markeringer, som Helle kastede. Der bliver ikke kastet ret meget for hende, og det er primært mig, der gør det. Så det var fint at få en anden til det. Det gjorde hun fint. Så spurgte Helle, om vi havde prøvet dobbeltmarkeringer. Det havde vi ikke, og jeg tænkte, at det nok også lige var i overkanten af, hvad hun kunne. Helle synes dog alligevel, at vi skulle prøve 🙂 Hun knaldede på den første, men jeg fik hende hurtigt tilbage og derefter sendt på både nr. 1 og 2. Og det gjorde hun supergodt. Så vi prøvede igen – denne gang med kamera på. Jeg er ret imponeret over den lille hund, og nogle gange har jeg svært ved at forstå, at hun kan gøre ting, som jeg egentlig ikke synes, at jeg har lært hende.

Back: https://youtu.be/o6WGIH–C-M

Dobbeltmarkering nr. 1: https://youtu.be/jkRgcqLRxq4

Dobbeltmarkering nr. 2: https://youtu.be/ZtFYljNtOJA



Tsula – 29 uger

Latest news / Sidste nyt, Tsula Posted on Sun, October 02, 2022 18:33:43

Slankekuren har virket. Hun har ikke tabt sig, men hun har heller ikke taget på. Og jeg begynder at kunne se en talje. Leif tog lige et ekstra billede af hende.



Tollerjagtprøver og udstillingsdebut

Latest news / Sidste nyt, Pokémon-kuld, Prøver, Tiva, Tsula Posted on Sun, October 02, 2022 18:26:34

Den 27. og 28. august afholdt klubbens den allerførste Dualkonkurrence for jagt/udstilling. Det foregik i Lises fantastiske område i Fjelster.

Lørdag var der jagtprøver, og jeg havde min debut som prøveleder. Dvs. jeg var egentlig assisterende prøveleder. Trond og jeg havde lavet prøverne sammen, men han kunne ikke være der på selve dagen, så der var jeg overladt til mig selv.

Dommer var Kaj Falk.

Jeg kunne jo ikke selv deltage, men Leif deltog i Åbenklasse sammen med Tiva. Han er ikke selv tilfreds med indsatsen, som endte med et 0. Og det er jo forståeligt nok. Jeg kunne dog se nogle lyspunkter mht. hendes stress/lyd. Som noget helt nyt knaldede hun på den første markering i dobbeltmarkeringen efter tollingen. What!!!! Det har hun da ligegodt aldrig gjort før.

Tiva lavede noget ganske godt arbejde og noget, der ikke var særlig godt. Så et 0 er helt på sin plads.

Det var en skøn dag, og jeg fik gået en hel del kilometer. Vejret var i den grad med os, forplejningen var i top, og folk var i godt humør.

Henrik og Zenta var til Tollerbrugsprøve i Haunstrup. Jeg kunne desværre ikke se dem, men Leif så det, og det så godt ud. Dommer Marie Charlotte Petersen var åbenbart enig, så Zenta var en af de to hunde, der bestod. Det er vel ikke nødvendigt at fortælle, at Henrik var SÅ stolt og glad. Og vi er så glade på deres vegne. De har virkelig trænet seriøst og rykket sig så meget det sidste års tid. Tillykke igen, Henrik.

Lidt stemningsbilleder fra dagen:

Dagen efter stod den så på udstilling. Igen var det Kaj, der var dommer. Det er fedt med en dommer, der kan dømme hundene i begge discipliner.

Tsula fik sin udstillingsdebut, som blev et “lovende”. Det var en pæn kritik, men der var ting, Kaj ikke var så pjattet med.

Da jeg hørte, at Kaj nævnte det med “tendens til flapører” til ringsekretæren, lænede jeg mig lidt frem og sagde, at han ikke vidste, hvad der ventede ham 🙂

Tiva tog også et par runder venstreom, og også hun havde nogle pæne ting på kritikken. Men det kunne helt korrekt kun blive til et “good”.

Vi havde lokket Henrik og Birgit til at tage Zenta med på udstilling. Zenta var midt sagt lidt oppe og ringe. Heldigvis er Kaj en tålmodig mand. Mange andre dommere ville nok have givet ham et KIP (kan ikke præmieres), da han simpelthen var “all over the place”. Zenta fik et “Very Good” og en fin kritik. Kaj nævnte, at han spænder i ryggen under bevægelse. Og han er faktisk noget rundrygget. Så vi har foreslået, at Henrik tager ham forbi Magtor, så Christian kan kikke på ham.



Tsula 28 uger

Latest news / Sidste nyt, Tsula Posted on Sun, October 02, 2022 18:09:24

Vi tobenede åd os jo gennem Harzen, men det var ikke tilfældet for hundene. Jeg fik ikke vejet Tsula, inden ugens billede, så derfor er der ikke angivet nogen vægt. Hun var på vægten dagen efter, og her sagde den 12,85 – så en lille vægtnedgang 🙂

I øvrigt var hun helt fantastisk at have med på ferie. Totalt afslappet og tilpasningsdygtig. Elsker bare den lille vaps.



Tsula – 27 uger

Latest news / Sidste nyt, Tsula Posted on Sun, October 02, 2022 15:31:58

Vægten er den samme som i sidste uge. Det er højden også. Hun er jo på kur, og jeg havde håbet, at hun måske havde tabt sig lidt. Det er tydeligt at se, at hun er alt for rund, og hendes hoved ser faktisk ret lille ud ifht. kroppen. Jeg håber, at vi snart ser nogle resultater af kuren. Jeg har ikke lyst til at skære yderligere ned på hendes foder. Men nu må vi se, om der sker noget.

Træningen går stadig rigtig godt. Vi har ikke udvidet repertoiret af øvelser; vi arbejder på at gøre dem mere sikre, inden vi tilføjer nye ting.



Tsula – 26 uger / 6 måneder

Latest news / Sidste nyt, Tsula Posted on Wed, August 10, 2022 15:21:52

Leif skulle naturligvis også have taget de ugentlig billeder af Tsula.

Hun er vokset lidt, og vægten er steget lidt. Jeg har sat hendes foder ned, men det er jo en balancegang at sørge for, at hun får, hvad hun har brug for samtidig med, at hun ikke får for meget.

Uanset – hun er smuk og dejlig (som Anne Linnet ville sige :-))



Tsula – 6 måneder

Latest news / Sidste nyt, Tsula Posted on Wed, August 10, 2022 15:14:53

Så blev den unge dame 6 måneder – den første milepæl. Og jeg må sige, at de fire af de seks måneder, hvor hun har boet hos os, har været en sand fornøjelse. Hun er virkelig en dejlig hvalp – og heldigvis meget anderledes end Vixen.

Indtil nu har hun gået i aflagt tøj; en skæbne, som mindre søskende ofte er overladt til. Men nu skulle det være – hun skulle have et sæt fint nyt tøj. Jeg er ikke den store sele-bruger, men vi skal snart på ferie i Harzen, hvor vi forhåbentlig skal gå en masse ture. Og så giver det god mening med en sele. Så jeg skulle på udkik efter sele, halsbånd og line. Jeg kikkede på lidt forskelligt og endte med at vælge det fra Dog Copenhagen. Og selvfølgelig i rødt, da Tsula var rød hvalp (og lilla var Vixens farve ;-))

Og for at gøre dagen helt komplet, så spillede vores græsslåmaskine fødselsdagssang for Tsula. Fagre nye verden 🙂 https://youtu.be/gd9ncV9ncBc



Photo shoot at Huntingmate Estate

Latest news / Sidste nyt, Tiva, Tsula Posted on Wed, August 10, 2022 14:43:54

Leif og jeg er godsforvaltere på Huntingmate Estate lige for tiden. Vi benyttede lejligheden til at gå en tur i terrænet og få taget nogle billeder af hundene.

Tsula er faktisk ved at være en rigtig god model. Hun bliver – for det meste – siddende i meget lang tid og er meget tålmodig overfor Leif.

Tiva er jo bare en pro. Hun har prøvet det så mange gange og ved, at det er hurtigere overstået, hvis hun gør, hvad fotografen siger. Og så er der jo også godbidder bagefter 🙂

Jeg synes, at der kom nogle gode billeder ud af Leifs anstrengelser.



« PreviousNext »