Så blev den unge dame 6 måneder – den første milepæl. Og jeg må sige, at de fire af de seks måneder, hvor hun har boet hos os, har været en sand fornøjelse. Hun er virkelig en dejlig hvalp – og heldigvis meget anderledes end Vixen.

Indtil nu har hun gået i aflagt tøj; en skæbne, som mindre søskende ofte er overladt til. Men nu skulle det være – hun skulle have et sæt fint nyt tøj. Jeg er ikke den store sele-bruger, men vi skal snart på ferie i Harzen, hvor vi forhåbentlig skal gå en masse ture. Og så giver det god mening med en sele. Så jeg skulle på udkik efter sele, halsbånd og line. Jeg kikkede på lidt forskelligt og endte med at vælge det fra Dog Copenhagen. Og selvfølgelig i rødt, da Tsula var rød hvalp (og lilla var Vixens farve ;-))

Og for at gøre dagen helt komplet, så spillede vores græsslåmaskine fødselsdagssang for Tsula. Fagre nye verden 🙂 https://youtu.be/gd9ncV9ncBc