Velkommen til

Den 18. august kørte Vixen og jeg til Århus, hvor vi havde en aftale med Lise Bang Hansen. Som sædvanligt gav Lise sig rigtig god tid. Hun spurgte ind og ville vide ALT, så det er godt, at jeg fører dagbog over Vixens helbred i disse dage 🙂

Siden sidste besøg er Vixen jo kommet på binyrebarkhormon, og det fik vi talt lidt om. Vixen skal selvfølgelig dækkes ind, hvis hun har behov for det. Men det er naturligvis også vigtigt, at hun ikke får medicin, som hun måske ikke har brug for. Problemet med binyrebarkhormon er jo, at det kan “maskere”, hvordan hunden egentlig har det – også overfor hunden selv. Det var jeg klar over, og derfor er beslutningen jo også, at hvis hun har behov for at komme op i dosis, så er det tid til at sige farvel.

Lise foreslog, at vi skulle prøve at sætte dosis ned. Pt. får hun 10 mg om dagen. Lise foreslog, at hun hver anden dag får 10 mg og hver anden dag 5 mg. Hvis det går godt, så kan vi kikke på at nedsætte yderligere om 2-4 uger. Da det ikke er Lise, der har sat hende på binyrebarkhormon, tog jeg kontakte til dyrlæge Lisa. Hun var helt ok med, at vi prøver at nedsætte dosis. Og det er jo også ret let at sætte den op igen, hvis det går den forkerte vej.

Indtil videre har det fungeret fint at sætte dosis ned. Men vi tager ikke glæderne på forskud, så nu må vi se, om dette fortsætter de næste 2-3 uger.

Nu er der gået seks uger, siden vi fik at vide, at Vixen har kræft i maven. Det har været seks forfærdelige uger, og der er ikke gået én eneste dag, hvor jeg ikke har grædt – nogle gange flere gange om dagen. Jeg har stadig meget svært ved at tale om det uden at græde.

Heldigvis tror jeg ikke, at Vixen er klar over, at hun er syg, og at hun nok ikke er her ret meget længere. Ja, faktisk kan jeg også nogle gange selv glemme det, når jeg ser hende. For hun virker bestemt ikke syg. Hun er højt humør, altid sulten og ALTID klar til at arbejde. Hun har dog haft enkelte gange, hvor hun har kastet op. Heldigvis har det været forbigående, og hun har haft det godt umiddelbart efter.

Der har dog været en enkelt gang, hvor hun kastede en del op om natten og tidligt om morgenen. Efterfølgende var hun ikke sig selv – hun hang med hovedet og ville ikke spise. Desuden begyndte hun at hoste en tør hoste. Jeg tog kontakt med dyrlæge Lisa, som gerne ville se hende, hvis hosteriet fortsatte. Det gjorde det næste dag, så afsted til dyrlægen. Vixen havde dog fået appetitten nogenlunde tilbage på det tidspunkt men var stadig ikke helt sig selv. Dyrlæge Lisa lyttede til Vixens lunger. De lød desværre ikke godt, og hendes konklusion var, at kræften nok havde spredt sig til lungerne. Vi talte lidt om, hvad vi kunne gøre – og hvad vi burde gøre – og kom frem til, at vi ville starte hende på binyrebarkhormon – 10 mg. Dyrlæge Lisa understregede, at dette nok ville give hende et boost, som ikke ville vare ved. Og at vi så til den tid skulle vurdere, om dosen skulle sættes op, eller det var tid til at sige farvel.

Binyrebarkhormonen har haft en rigtig god effekt på hende. Hun er helt sig selv igen. Leif og jeg har dog besluttet, at når de 10 mg ikke længere er nok til at give hende et godt liv, så er det tid til at sige farvel. Vi håber, det varer længe!

Vi har tid til et tjek hos Lise Bang Hansen den 18. august, og så har jeg faktisk også booket en tid ved Sys Vad i slutningen af måneden, da jeg synes, at hun trænger til at blive løsnet lidt op.

Blod er sendt til SLU i Sverige og modtaget. I fryseren har jeg også blod og en fire afføringsprøver, som venter på at blive afhentet af en dyrlæge fra KU Sund. Intet af dette gør noget godt for Vixen, men jeg har det rigtig godt med, at hun kan bidrage til forskningen, som forhåbentlig udmunder i noget positivt for vores hunde.

Da Vixen jo egentlig har det godt, går dagene som altid. Der gås tur, vi træner (måske ikke så intenst og langvarigt som tidligere), og vi hygger os. Det kræver lidt “holden tungen lige i munden” at styre pilleindtaget i løbet af dagen, og hvordan pillerne skal tages i forhold til måltider etc. Men da jeg jo heldigvis stadig primært arbejder hjemme, så fungerer det fint.

For et års tid siden fik Vixen jo konstateret en mild bugspytkirtelbetændelse. Efter kort tid med medicinering har behandlingen udelukkende bestået af specialfoder (Virbac Gastro) og et absolut minimum af godbidder og andet. Der har været perioder, hvor hun har kastet op, men vi fik styr på det efter kort tid.

For knap to måneder siden begyndte hun at kaste op igen. Jeg mente selv, at jeg kunne se en sammenhæng mellem opkastningerne og aktivitet/stress men ville selvfølgelig have hende undersøgt. Jeg har længe været på udkik efter en ny dyrlæge,da jeg har manglet den der følelse af at være fuldstændig tryg ved at overlade hende til dyrlægen. Og samtidig har ledt efter en dyrlæge, der havde et ønske om at dykke ordentligt ned i årsagen til, at Vixen kastede op. Jeg har shoppet lidt rundt men har ikke fundet nogen.

Så en aften gik jeg en tur i Haunstrup med Henriette. Vores hunde fik lov til at stæse rundt, som det passede dem, og da vi kom tilbage til bilerne, begyndte Vixen at kaste op. Hun kastede en del op, og der var blod i de sidste portioner. Hun havde også kastet op i weekenden, hvor vi havde dobbeltprøve i Fjelster. Henriette og jeg fik en snak om det, og jeg fortalte hende, at jeg leder efter en dyrlæge, som jeg kunne være tryg ved. Hun anbefalede hendes egen dyrlæge, Lisa Michelsen, som faktisk også ved en del om sygdomme i mave/tarm. Vi aftalte, at Henriette skulle spørge Lisa, om hun havde et råd eller evt. kunne anbefale en dyrlæge, som ved noget om bugspytkirtler etc. Henriette skrev tilbage, at jeg var velkommen til at kontakte Lisa, men ellers kunne hun anbefale en dyrlæge hos Anicura i Århus. Da Vixen forsatte med at kaste op i løbet af natten, sendte jeg en SMS til Lisa Dyrlæge, og hun svarede straks tilbage. Hun ville gerne tage et kik på Vixen og kom på besøg næste dag. Efter at have undersøgt hende, sagde hun til min store overraskelse, at hun ikke troede, at det havde noget med bugspytkirtlen at gøre. Hun troede nærmere, der var noget med Vixens mave. Vi blev enige om, at Vixen nu skulle undersøges til bunds, så der blev bestilt tid til scanning og kikkertundersøgelse hos Anicura i Århus.

Når man tager i betragtning, at Vixen – bortset fra opkastningerne – har været i forrygende humør og haft en glubende appetit, så troede jeg, at vi havde at gøre med noget forholdsmæssigt ufarligt.

Dyrlægen på Anicura, der undersøgte hende, var dog ikke nær så optimistisk. Der blev taget en biopsi, men hun var ret overbevist om, at der var tale om kræft. Det var ikke lige det, jeg havde håbet at høre.

Vi ventede knap 14 dage på svar på biopsien. I mellemtiden kom Vixen på Omestad for at mindske produktionen af mavesyre og Antepsin for at beskytte maveslimhinden. Det er gået rigtig fint. Hun kastede op to gange på de knap 14 dage, og det var begge gange være i forbindelse med let træning. Så mine tanker gik lidt i retning af noget mavesår. Men forleden kom så svaret på biopsien, og det var bare den værste besked at få. Vixen har kræft – et carcinom. Et carcinom er åbenbart en rigtig træls form for kræft, da det har en tendens til at sprede sig – eller som dyrlægen sagde, så har det lange fangarme, som spreder sig. Og det er derfor helt udelukket, at man ville kunne fjerne kræften via en operation. Så jeg behøver ikke at vurdere, hvorvidt jeg ville udsætte hende for sådan en operation.

Vixen fortsætter på Omestad og Antepsin, og hendes foder fordeles over fire måltider om dagen og opblødt. Derudover har jeg været forbi Lise Bang Hansen, fordi jeg ville se, om der var noget, vi kunne gøre med homøopati. Jeg er klar over, at hun ikke kan helbredes, men håbet var, at har Lise et eller andet, der kan gøre hendes sidste tid lidt mere behagelig. Hos Lise fik jeg to præparater. Hun skal have 3 x dagligt af det ene præparat i én uge, hvorefter jeg skifter til det andet præparat, som hun også skal have 3 x dagligt i en uge.

Derudover har jeg rakt ud til KU SUND (tidl. Landbohøjskolen) og SLU i Sverige (den svenske landbohøjskole). Begge steder er man i gang med noget forskning, som jeg tænker, Vixen måske kan bidrage til.

I KU SUND handler det om at finde en biomarkør, der tidligt i forløbet kan påvise mave-/tarmkræft. Da symptomerne på mavetarmkræft er de samme som for mange andre sygdomme i mave og tarm, så opdager man oftest for sent, at der er tale om kræft, da de fleste vil tænke, at det er lidt voldsomt med en scanning og/eller kikkertunderssøgelse “bare” pga. lidt opkast eller dårlig mave. Når man så finder ud af, at det er kræft, så er der som regel ikke så meget at gøre. Og så er der oftest ikke noget at gøre. Jeg har haft en snak med dem. De venter nu på at få Vixens journal, så de kan vurdere, om hun er en egnet kandidat. Hvis hun er det, skal hun aflevere en afføringsprøve og måske lidt blod.

På SLU i Sverige, hvor de jo i mange år har forsket i de autoimmune sygdomme hos tolleren, er de begyndt at kikke på kræft, da de ser en øget tendens til kræft i tolleren. De er også vendt tilbage og vil også gerne have blod/serum fra Vixen. Når min dyrlæge er retur fra ferie i uge 30, får jeg taget de ønskede blodprøver, og får dem sendt afsted.

Jeg er naturligvis totalt knust. Vixen er min drømmehund, og hun er kun 9 år. Jeg har dog valgt at fokusere på, at hun lige nu har det godt, og gøre hvad jeg kan for at hun bliver ved med at have det godt en tid endnu. Så lige nu fejrer vi den del af livet, hun har tilbage.

Lisa Dyrlæge har pointeret, at det er vigtigt, at hun holdes i god form, så vi stopper ikke med træningen. Jeg skal bare have fundet en blance, så hun ikke kaster op efter træning. Det er gået rigtig godt indtil nu. Faktisk har hun det lige nu så godt, så det er svært at tro, at hun er så syg.

Lige nu handler det om, at hun har det godt – både fysisk og mentalt – så længe hun er her. Men det er stadig utrolig svært at både tro og fordøje, at hendes tid med mig ikke bliver ret meget længere.

Vixen har haft en periode, hvor hun har hostet en del. Der har ikke været noget mønster i det, men da jeg samtidig syntes, at hun meget hurtigt blev forpustet, ville jeg have udelukket, at der kunne være tale om hjertelungeorm. Så jeg tog hende med en tur til dyrlægen. Der blev taget en blodprøve, som skulle sendes ind. Samtidig lyttede dyrlægen til hjerte og lunger. Hun mente, at hun kunne høre lidt på lungerne, men vi blev enige om, at vi ville afvente svaret på blodprøven, inden Vixen skulle røntgenfotograferes. Jeg fik noget medicin med hjem, så jeg med det samme kunne starte behandlingen, hvis det var hjertelungeorm.

Svaret på blodprøven var, at Vixen ikke havde hjertelungeorm. Dyrlægen (som ikke var den samme som sidst) mente også at kunne høre noget på lungerne, så vi besluttede at få taget nogle røntgenbilleder. Disse viste – ifølge dyrlægen – at der var noget med bronkierne, og Vixens hjerte så ud til at være lidt forstørret. Beslutningen blev derfor, at Vixen skulle scannes hos Anicura i Århus, så vi kunne få et helt klart billede af, hvad der var galt.

En uges tid efter var vi på Anicura i Århus, hvor den søde hjertespecialist, Rune, tog sig af Vixen. Han beklagede først, at han ikke havde kunne se meget ud af de røntgenbilleder, som den anden dyrlæge havde taget. Årsagen var, at de ikke kunne finde ud af at sende dem til ham, så de havde med deres mobiltelefon taget et billede af røntgenbilledet på skærmen og sendt til ham! Til gengæld tog han sig rigtig god tid til at lytte til Vixens lunger og hjerte. Og han kunne ikke høre noget som helst, der ikke skulle være der. Han ville gerne scanne hende men syntes, at jeg skulle spare de 4.500 kr. Hvis jeg senere ombestemte mig, ville jeg ikke skulle betale for konsultationen. Jeg takkede, tog Vixen under armen og tog glad hjem.

Vixens bugspytkirtel driller stadig ind i mellem. En gang i mellem kan man se, at hun har ondt (hun strækker forbenene), og hun kaster også ind i mellem op. Hun er på specialkost fra dyrlægen, og det ser ud til at bekomme hende godt. En gang imellem får hun lidt godbidder, men det er i meget begrænsede mængder, da der er kontant afregning ved kasse 1, hvis hun får for meget.

Endelig kom dagen, hvor Tiva skulle røntgenfotograferes. Hun er nu 1½ år, så det er lidt senere, end vi normalt ville gøre det. Men vi følger selvfølgelig Tivas opdrætteres guidelines omkring dette. Selv om vi ikke har HD og AD problemer i racen, så er det altid med en vis nervøsitet, når vi skal have fotograferet nogle af vores hunde. Vi har jo desværre haft et par hvalpe, der godt kunne være faldet bedre ud, så vi forventer ikke bare, at det hele ser godt ud.  

Som altid kørte vi til Mors til Marianne Klitgaard. Hun er altså bare den bedste til at fotografere. Hun har en enorm erfaring, og hun bliver ved med at tage billeder, til hun er 120% tilfreds med deres kvalitet. Tiva fik et stik i ballen, og næsten inden nålen var trukket ud, var hun dejset om. Så det gik jo nemt og – næsten – smertefrit ?

Som altid var Marianne grundig, og hun havde heldigvis kun pæne ting at sige om billederne. Men…..det er jo DKK, der bedømmer dem, så vi kunne ikke være sikre på noget, før vi havde fået deres ”dom”. Den fik vi så her for nylig – og den var god: HD: A/A, AD: 0/0 og OCD ikke påvist i nogen af skuldrene. SÅ DEJLIGT!

Det var så første skridt på vejen til et evt. kuld hvalpe. Der er endnu mange skridt, der skal tages, og ting, der skal vurderes. En af de ting, der skal ske, er en mentalbeskrivelse. Så næste weekend går turen til Sverige, hvor kuldet skal mentalbeskrives. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Jeg synes, at mentalbeskrivelser er spændende og givende, og jeg er glad for, at Tivas opdrættere har arrangeret det for os. Hvis ikke, så var hun blevet mentalbeskrevet i Danmark.

Den 15. april var
jeg til et foredrag med dyrlæge Lise Bang Hansen. Jeg havde længe gerne villet
til et af hendes foredrag, så da Helle gjorde opmærksom på, at hun nu kom til
Middelfart, så fik jeg mig tilmeldt.

Lise Bang Hansen er
dyrlæge med mange års erfaring fra både Danmark og England. Hun har uddannet
sig til veterinær homøopat, men grunden til, at jeg har hørt om hende, er, at
hun i sin bog ”Giv din hund og kat et sundt liv” bl.a. skriver om
vaccinationer.

Jeg har gennem noget
tid prøvet at følge med i den debat, der har været omkring vaccination af
hunde. Det har været lidt svært at finde hoved og hale i det, og de dyrlæger,
jeg har spurgt om emnet, har helt klart ment, at man bør vaccinere sin hund mod
hundesyge, parvovirus og smitsom leverbetændelse mindst hvert 3. år. Diskussionen
omkring vaccination eller ej har kørt i andre lande – f.eks. USA – i mange år.
Men herhjemme var det nok Lises bog, der har været med til at sætte gang i
diskussionerne.

Det siger jo sig
selv, at man gerne vil sikre sig, at ens hund er dækket mod diverse sygdomme.
Omvendt så vil man jo også gerne undgå at give den vacciner, som den ikke
behøver. De fleste vacciner har bivirkninger, og der er ingen grund til at
udsætte ens hund for en risiko, hvis det ikke er nødvendigt.

Jeg manglede svar
på nogle spørgsmål omkring hele det her vaccinations-halløj, før jeg ville
turde ikke at vaccinere – og det må jeg sige, at jeg fik under foredraget med
Lise.

Allerførst så er
det vigtigt at understrege, at når Lise taler om det her med vaccinationer, så
er det ikke hendes holdning eller mening. Hun gengiver alene de anbefalinger,
som WSAVA (World Small Animal Veterinary Association – Verdenssammenslutningen
af smådyrsdyrlæger) giver. WASAVA er et organ, som rådgiver dyrlæger verden
over. De nedsatte en international ekspertkomité, bestående af fire af verdens førende
immunologer. I 2010 kom disse eksperter med nogle retningslinjer omkring
vaccinering af hunde. Af en eller anden grund er det de færreste dyrlæger, der
kender til eller følger disse anbefalinger.

Kort fortalt siger
anbefalingerne, at man selvfølgelig skal vaccinere sine hunde mod
kernesygdommene, så de er dækket. Men de siger også, at ”den sidste
hvalpevaccine mod kernesygdommene gives, når hvalpen er 14-16 uger. Dette
skyldes, at tæven giver immunitet videre til sine hvalpe i op til de første
14-16 uger, og at denne ”overførte” immunitet kan forhindre vaccinerne i at virke”.

Da hvalpen via moderen
(hvis den har fået mælk fra moderen) er beskyttet mod de tre kernesygdomme (hundesyge,
parvovirus og smitsom leverbetændelse i op til 16 uger, så vil det give god
mening IKKE skal vaccinere hvalpe på 8 uger. Hvis man vaccinerer en hvalp på 8
uger, vil denne vaccination i bedste fald ikke have nogen virkning. Det, der
sker, er at de antistoffer, hvalpen har fra tæven, går ind og bekæmper
vaccinen. Så man aktiverer slet ikke hvalpens egne antistoffer. Oveni
vaccinerer man dem i den måske mest stressfulde periode i deres liv. Det vil
sige, at mens deres immunforsvar er i fuld alarmberedskab pga. vaccinen, så
udsætter man dem for at skulle forholde sig til nyt hjem, nye mennesker etc.
Ikke så sjældent oplever man, at hvalpe, der lige er flyttet hjemmefra døjer
med ørebetændelse, dårlig mave etc. Måske fordi deres immunforsvar allerede er
på overarbejde? Anbefalingen er derfor, at man vaccinerer dem, når de er 14-16
uger. Hvis man vil være sikker på, at hvalpen er dækket, kan man titerteste den
som 12-14 uger. Hvis titertesten viser, at hvalpen ikke er dækket, bør man
vaccinere på dette tidspunkt. Ellers venter man, til hvalpen er 16 uger. Dernæst
kan man vaccinere igen efter et år. Hvis en titertest herefter er positiv (viser,
at hunden har antistoffer mod alle tre sygdomme – og det har de i 98% af
tilfældene), bør det ikke længere være nødvendigt at vaccinere, da den vil være
dækket resten af dens liv. Hvis hunden har antistoffer, så har den antistoffer.
Den kan ikke have mere eller mindre antistof, og den vil aldrig skulle
”boostes”. Selv om testen på et tidspunkt skulle vise, at antistofferne ikke er
så ”fremtrædende”, så betyder det ikke, at de er på vej til at forsvinde. Det
svinger lidt op og ned, hvor meget antistof, der er – og hvis der er antistof,
vil hunden være beskyttet.

Kan
man socialisere en ikke-vaccineret hvalp?

Ja, det kan man.
Risikoen for at få en hvalp, der er dårligt socialiseret er langt større end at
få en hvalp, der bliver smittet med en af de sygdomme, vi vaccinerer for. Så
tag den endelig med til hvalpesocialisering, træning etc.

Hvad
så med at deltage i konkurrencer, rejse over landegrænser etc.?

DKK har været
fremme i skoene og besluttet, at en titertest kan afløse en vaccination. Det
vil sige, at hvis man kan fremvise en positiv titertest hvert fjerde år, så kan
man deltage i arrangementer under DKK. Måske vil DKK med tiden komme frem til,
at én positiv titertest i hundens liv er nok. Men der er vi ikke endnu.

Mht. til at rejse
over landegrænser så er der for de fleste europæiske lande ikke krav om kernevacciner.
Her kræver man kun rabiesvaccinen. Rabiesvaccinen kan man ikke titerteste sig
ud af for at undgå at vaccinere. Her er det et ufravigeligt krav, at hunden
skal have fået en rabiesvaccine min. 21 dage, før man rejser ind i et andet
land. Rabies er en vaccine, der ofte medfører bivirkninger. Så hvis man har
behov for at vaccinere mod rabies, så skal man ikke gøre det samtidig med, at
hunden får andre vacciner. Lad der gå nogle uger imellem.

Vi vil gerne
deltage på prøver i Norge, Sverige og Tyskland. Her har vi et problem, da
kennelklubberne i disse lande stadig kræver, at hundene er vaccineret mod
kernesygdommene. Så her må vi beslutte, hvad der er vigtigst for os. Og så kan
man jo begynde at lægge pres på disse landes kennelklubber og påpege, at DKK
har vist vejen frem.

Er
det alle dyrlæger, der tilbyder en titertest?

Det kunne det i
princippet godt være, men det er det ikke. Tidligere var det en forholdsvis dyr
test, da man sendte blodet ud af landet til undersøgelse; og måske til
forskellige europæiske laboratorier. I dag kan dyrlægerne købe et titertest-sæt
til rimelige penge. Der skal bruges mere tid på en titertest end på en
vaccination, da det ca. tager en ½ time at få resultatet. I den halve time skal
der sidde en veterinærsygeplejerske og overvåge testen. Derfor vil en titertest
blive lidt dyrere end en vaccination. Tiva har lige fået foretaget en titertest
(som 12 uger) hos Byens Dyreklinik i Viby. Den betalte jeg 389,00 kr. for,
hvilket jeg finder rimeligt. Hvis din lokale dyrlæge ikke tilbyder inhouse
titertest, så læg pres på dem. Det er den eneste vej frem. Tiva test viste i
øvrigt, at hun er fuldt dækket på parvo, mens smitsom leverbetændelse og
hundesyge er ved at klinge af. Jeg kan vælge at teste igen, når hun er 14 uger.
Det har jeg besluttet ikke at gøre. I stedet bliver hun vaccineret, når hun er
16 uger.

Hvad
med de andre vacciner?

Nogle dyrlæger
anbefaler, at man vaccinerer mod kennelhoste og evt. leptospirose.

Kennelhoste kan man
lidt forenklet sige er en slags influenza eller halsbetændelse. De fleste hunde
kan fint klare en omgang kennelhoste. Kun hvis hunden er svagelig, eller der er
tale om en lille hvalp, kan der være en risiko. Hvis der er tale om en kortsnudet
race (fransk bulldog etc.), der i forvejen har svært ved at trække vejret, kan
det også give mening at vaccinere for kennelhoste.

Der er ganske få hunde
hvert år, der får konstateret leptospirose. Vaccinen mod leptospirose er den
vaccine med flest bivirkninger. Da der findes rigtig mange typer leptospirose,
og vaccinen kun beskytter mod et par stykker af dem, så hunden skal være
”heldig”, hvis den tilfældigvis får en af de få typer af leptospirose, som man
kan vaccinerer imod. Og da leptospirose er forholdsvis let at helbrede med
penicillin, hvis den opdages i tide, er der ingen grund til at risikere de
bivirkninger, som vaccinen kan give.

Så
hvad betyder det for os som opdrættere?

Det vil betyde, at
hvalpe fra vores opdræt ikke vil være vaccineret, når de rejser fra os. Vi vil
naturligvis fortælle vores hvalpekøbere, hvorfor vi ikke vaccinerer, og hvordan
og hvornår de fremadrettet skal vaccinere. Og hvis man ikke ønsker at købe en 8
ugers hvalp, der ikke er vaccineret, så kan man gå til andre opdrættere. Vores
hvalpe vil naturligvis stadig få lavet en sundhedsundersøgelse.

Jeg har netop fået
lavet en titertest på Vixen. Det var tre år siden, hun blev vaccineret, og det var
egentlig tid til en re-vaccination. Men da hun havde en positiv titertest, så vil
hun ikke blive vaccineret mere. Hun vil dog blive titertestet hvert 4. år, så
jeg stadig kan deltage i arrangementer under DKK.

Neutralisering

Lise indledte i
øvrigt foredraget med at fortælle lidt om neutralisering af hunde. Jeg har
altid været modstander af neutralisering, med mindre der lå noget
sundhedsmæssigt bag. Hvis man ikke gider, at en tæve er i løbetid i
jagtsæsonen, eller gider tørre op efter den, så køb en hanhund. Hvis man ikke
gider en hanhund, fordi den er for fokuseret på tæver eller strejfer, så læg
lidt kræfter i at opdrage den.

Lise fortalte, at
en undersøgelse fra 2013 på golden retrievere viste, at der var en markant øget
risiko for HD, korsbåndsruptur, lymfosarcom, hæmoangiosarcom og MCT hos de
neutraliserede hunde. Denne undersøgelse kan ikke umiddelbart overføres til
andre racer, men det giver da stof til eftertanke.

Dyrlægen vil ofte
argumentere for en sterilisation af en tæve med, at det minimerer/fjerner
risikoen for brystkræft og livmoderbetændelse – uanset race. Men er det det
værd, når man ved, hvilke risici der er? For de fleste racer er der en øget
risiko for de øvrige kræftformer, inkontinens og – og det er ikke mindst
interessant for vores race – en øget risiko for immunrelaterede sygdomme.

Nogle tror, at en
hanhund, der er aggressiv over for andre hunde, bliver mindre aggressiv, hvis
den kastreres. Det er oftest ikke tilfældet. Hvis den aggressive adfærd f.eks.
skyldes usikkerhed, kan den i stedet forværres på grund af manglen på
testosteron. Der er faktisk studier, der har påvist, at kastrerede hanhunde er
mere aggressive – både over for mennesker og andre hunde – end intakte
hanhunde.

En rutinemæssig
neutralisering vil aldrig resultere i et bedre helbred for hunden.

Det her emne –
neutralisering – er så interessant, at jeg håber, at Lise en dag vil få stof
nok til et helt foredrag om dette ene emne.

Anne Iversen, der
er autoriseret translatør, har påtaget sig at oversætte WSAVA’s anbefalinger på
dansk, og hun har tilladt mig at offentliggøre dem. Så er er et link til anbefalingerne,
som de af jer, der gerne vil vide mere, kan læse i vedhæftede pdf-fil: