Velkommen til

Den 24. november havde de seks Pokémon-hvalpe fødselsdag. De fyldte 6 år.

Jeg husker tydeligt dramatikken, da de nær var blevet født 10 dage for tidligt. Da jeg om morgenen kørte ud til Kathrine på Frijsenborg, med en Vixen, der var ved at gå i fødsel, var jeg sikker på, at hun ville msite hvalpene, og mit eneste håb var, at jeg ville få Vixen med hjem igen.

Heldigvis ved de jo, hvad de har med at gøre ude ved Kathrine, og Vixen kom på en progesteronkur, da scanninger viste, at hvalpene havde det fint – på nær én, som var død.

Lang historie kort: Den 24. november om formiddagen gik fødslen i gang, og seks levende hvalpe blev født i løbet af dagen. De seks hvalpe er nu blevet fine, voksne hunde, der giver deres ejere mange glæder – og sikkert også nogle bekymringer 🙂

Den 19. december havde vi inviteret til årets sidste træning med The Pokémons & Hangarounds. Vi havde flyttet træningen til Gullestrup, hvor jeg havde planer om at genbruge nogle poster, jeg tidligere har brugt med Vixen.

Jeg havde forberedt tre dirigeringspunkter, hvor terrænet medvirkede til at gøre det lidt svært. Oplægget var, at de gik linjen ud til punktet med to dummyer, lagde begge dummyer mens hunden så det, og gik linjen tilbage. Herefter blev hunden sendt ud og hente de to dummyer. Sådan gjorde vi med alle tre punkter.

Jeg må indrømme, at jeg blev positiv overrasket over, hvor flot de alle klarede det. Det var ikke alle, der var helt sikker på, at der var noget derude 2. gang, de blev sendt, men det er bare et træningsspørgsmål – og det lykkedes at få dem derud og hente dummy nr. 2.

Efterfølgende fik de alle lov til at prøve kræfter med et frit søg. Vi brugte området med løbevand, selv om der ikke var nær så meget vand, som der har været tidligere på året. Det var dog nok til, at flere af hundene studsede lidt over det. De overvandt dog forbavselsen og fik hentet dummyer hjem.

Vi sluttede af med en enkeltmarkering på omkring 40 meter. Hurdlen var ikke længden men det faktum, at hundene skulle igennem et læbælte og ud på en åben mark for at hente dummyen. Planen var egentlig, at pufferen skulle bruges her. Men efter et par prøveskud, strejkede den. Heldigvis er Leif jo fantastisk til at kaste, så hundene fik markeringer, der kom over trætoppene alligevel. Igen tog de lidt røven på mig, for de gjorde det alle rigtig flot. Imponerende flot, faktisk.

Jeg er utrolig glad for at se, at både Tessa og Alba arbejder helt uden lyd og med stor ro. Det går dog ikke udover lysten til at arbejde – den er stor hos dem begge. Og 2 x Morten fører de to piger så flot og roligt. Her kan jeg vist lære lidt 😉

Hanne og Waggy var også med og gjorde det også virkelig flot. Waggy arbejder rigtig godt, og når de to får styr på de sidste vigtige ting, så er de klar til “de skrå brædder”.

Simon og Flora har været med til træningen et par gange. Flora er en fin tæve fra Ute Nagl i Tyskland. Hendes far er halvbror til Vixen, så arbejdslysten fejler bestemt ikke noget. Hun har meget energi – nogle gange for meget – så Simon har egentlig brugt mest tid på at få ro på hende. Og det går helt sikkert den rigtige vej. Det er ikke blevet til så meget træning. Han har brugt vores træning til at lære hende at være sammen med andre hunde, der arbejder, uden at flegne fuldstændig. Vi tilbød Simon at prøve kræfter med posterne, og det ville han gerne. Og hold da lige fast, hvor blev jeg overrasket! Flora sad roligt på rumpetten under markeringen og løber direkte ud, samler op og direkte hjem. Hendes afleveringer skal der arbejdes på, men det skal nok komme.

Jeg har lavet en lille film og posterne, som kan ses her . Og når jeg nu efterfølgende sidder og kikker på den, kan jeg se, at vi næste gang skal tale lidt om “handling” 🙂

Jeg må sige, at det er en fornøjelse at træne med vores hvalpekøbere og andre, der har møder op til vores træning. De arbejder seriøst med deres hunde og gør – nogenlunde – hvad vi beder dem om 🙂

Vi glæder os til mere træning i 2021.

Den 11. oktober blev årets sidste jagtprøve afholdt – i Sjørup Plantage.

Jeg har ikke været i Sjørup Plantage tidligere men hold da fast et dejligt terræn.

Kaj Falk var dommer, og som sædvanligt var han behagelig at være oppe hos, og hans bedømmelser var absolut fair.

Morten og Alba havde deres prøvedebut, og skulle op som allerførste ekvipage den dag. Morten stillede Alba i working test begynderklasse. Hun er ikke stabil på vildt endnu så ingen grund til at presse hende mere end nødvendigt. Vi trænede lidt jagtprøve med dem ugen før, og her opdagede vi, at Alba ikke har det så godt med at gå i “sort” vand, hvor hun ikke kan se bunden. Hun er blevet trænet en del på søer, hvor hun kunne gå direkte ud. Så det der med bare at gå i uden at kunne se bunden, var ikke noget for hende. Morten trænede på det i løbet af ugen, men det var desværre ikke nok til, at Alba følte sig tryg nok. Så efter en flot ansmygning og tolling, så vægrede hun sig ved at gå i vand. Og så var der jo ligesom dømt “diskvalifikation”. Heldigvis fik Morten og Alba lov til at fortsætte prøven, og resten gjorde hun faktisk ret fint. Hun fik endnu en vandmarkering, og her fik Morten lov til at støtte hende, og hun endte med at hente vandmarkeringen. Hun sluttede faktisk også af med at hente den vandmarkering, som hun ikke fik i første forsøg. Så selv om det er lidt træls at få et D, så viste hun gode takter, og jeg synes, de havde en rigtig flot prøvedebut. Og så må vi ikke glemme, at Alba faktisk har været temmelig skudfølsom. Den del er der nu styr på, så nu handler det så om at få Alba gjort tryg med “sort” vand og lære hende, at det er helt ok ikke at kunne se bunden.

Tiva var ikke tilmeldt prøven. Leif synes, at hun har haft et godt år. Hun er jo rykket op i åben, men han vil gerne vente med at tage dette skridt indtil næste år. Hun vil sandsynligvis gøre en god figur, for de træner jo på dette niveau, og hun ville kunne øvelserne. Men det er alligevel et pres – som kunne øge risikoen for lyd. Så Tivas næste prøve bliver i 2021, når de hvalpe, hun forhåbentlig får, er rejst hjemmefra.

Vixen var tilmeldt åben klasse. Efter prøven i Sorø var jeg ikke helt sikker på, hvad jeg kunne forvente. I træningen går hun rigtig fint fri ved fod – også under pres, og jeg har lært rigtig meget om, hvordan jeg kan vælge at køre hende op i en spids eller få hende til at falde til ro (det sidste er det, vi prøver at opnå :-)). Så jeg tænkte, at det nok skulle gå. Selve posterne er jeg ikke så bekymret for. Hun ville kunne klare det meste, selv om hun selvfølgelig kan misse en markering eller dirigering. Det er dog ikke ofte, det sker.

Så da jeg – efter at havde hilst på dommeren og fået hans anvisninger – bøjede mig ned, sagde “klar” og “plads” til Vixen for at smyge mig til skjulet, og hun startede med at gå af hånd og løbe ned til skjulet, så var slaget sådan set tabt. Turen til skjulet var præget af en hund, der gik af hånd og en fører, der så roligt som muligt prøver at få den på plads. Så alt i alt ikke noget kønt syn.

Tollingen gik fint – bortset fra at min stol tiltede i det bløde underlag og jeg pludselig lå og roede rundt på jorden 🙂 Sjovt nok påvirkede det overholdet ikke Vixen, der pænt blev siddende, selv om hun stirrede lidt underligt på mig 🙂 Dobbeltmarkeringen efter tollingen var også fuldstændig problemløs.

Fri ved fod til næste post – dirigeringen over vand – var ganske forfærdelig. Vixen var overhovedet ikke i nærheden af at gå fri ved fod, og der kom temmelig meget lyd på. Vi nåede dog ned til næste post i nogenlunde god behold. Prøven var overstået for vores vedkommende, men vi fik lov til at tage de sidste poster med. Vanddirigeringen gik fint. Hun skulle have lidt anvisninger, og jeg prøvede at få hende højre om en lille ø i søen. Vixen valgte dog at stole på sin næse, som fortalte hende, at anden lå på venstre side af øen! Så kom der en landmarkering, som faldt i et område med meget tæt bevoksning (det var små træer af en eller anden slags). Det lykkedes ikke Vixen at få landmarkeringen. Bagefter fik jeg at vide, at den landede i et af træerne, så det var ikke så mærkeligt.

Så var det tid til søget, som lå i et rigtig spændende område, der bestod af “sump” og små vandhuller. Vixen søgte godt og kom hjem med 3-4 ænder. Hun fik efterfølgende lov til at hente de sidste i søget, da næste klasse var eliten, og søget skulle lægges om.

Det er ikke nogen underdrivelse at sige, at jeg var utrolig ked af det efterfølgende. Jeg troede, at vi var ved at være på rette vej, Vixen og jeg, men det er vi så ikke. Jeg forstår simpelthen ikke, hvad der sker. Vi har styr på tingene til træning – også når Trond virkelig sætter tingene på spidsen. Jeg er naturligvis nervøs ifm. en prøve, men jeg synes ikke, at det er voldsomt og egentlig heller ikke negativt. Jeg glæder mig egentlig altid til at gå på prøve; det er det, der motiverer mig til at træne. Og jeg havde faktisk en tro på, at det ville gå godt. Så jeg kommer ikke frem til dommeren og tænker, at det her; det går helt af h…. til.

Nu kommer der en lang vintersæson, hvor der ikke er prøver. Til gengæld er der tid til at overveje, om jeg skal droppe prøver og bare nyde træningen med Vixen. Og hvem ved – der kan jo ske et mirakel inden foråret 😀

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Mollerup helt fra starten har knoklet med træningen med Zenta. Og de to er mødt op til stort set alt, hvad vi har inviteret dem til, og de har lyttet til vores råd og taget det fint, når jeg har været efter dem.

Det har nogen gange været lidt op ad bakke med træningen – som med de øvrige Pokémon-hvalpe, men for nylig skete der en ændring. Vi fik ændret i nogle ting i hverdagen, der medførte en stor ændring i Zentas lyst til at arbejde og samarbejde. Så pludselig var en DRK brugsprøve indenfor rækkevidde.

Første forsøg lykkedes ikke. De lavede en rigtig flot prøve (sagde dommeren senere til os), og Zentas lineføring og fri ved fod var den bedste på dagen. Men lidt problemer med apporteringen og afleveringen gjorde, at det blev ikke forstået.

Den 30. august var det det så tid til 2. forsøg – og nu lykkedes tingene. De mistede 1 point på, at Zenta lige brugte 3 sekunder på at kikke sig omkring, da han havde samlet op. Så 39 point ud af 40. Og man siger jo, at alt over 35 point (som er bestået) er blær.

Vi er så stolte af Mollerup og Zenta, og de har så meget fortjent det.

I øvrigt var dommeren den samme som ved første forsøg 🙂

24. november 2018:

Et stort tillykke til The Poké-kids, som fylder 2 år i dag. Vi håber, I bliver voldsomt forkælet af jeres familier.

Lørdag den 20. oktober drog vi op til dyrlæge Marianne Klitgaard på Mors for at holde Zenta og Tessa i poten, mens de blev røntgenfotograferet. Vi havde taget Tiva med, så hun kunne få en rabiesvaccination, så hun er klar til et besøg i hjemlandet.

Zenta blev bedøvet først. Men da han var temmelig meget oppe og køre, tog det rigtig lang tid, inden den begyndte at virke på ham. I mellemtiden blev Tessa bedøvet, og det tog ikke lang tid, før hun var i drømmeland. Så op på apparaturet med hende – og knips, knips – så var der taget billeder af hende. Umiddelbart var der ikke noget at se på billederne, så vi satsede på, at DKK var enige i dette.

Zenta var stadig ikke helt væk, så han fik lige et skud mere i bagdelen. Men så faldt han da også endelig til ro. Hans billeder var også fine. Dog var der lidt på hofterne, som i værste fald kunne falde ud til et C på begge hofter.

Efter vores fotosession fik vi lov til at spise vores medbragte frokost i Mariannes fantastiske bålhus med udsigt over Limfjorden. De to fotomodeller fik lov til at komme med, så vi kunne holde lidt øje med dem efter bedøvelsen.

Allerede tirsdag eftermiddag var der svar fra DKK – helt fantastisk hurtigt. Tessa blev bedømt til A/A på hofterne og 0/0 på albuerne, mens Zenta fik B/B og 0/0, så det kunne ikke være meget bedre.

Alba blev fotograferet i august. Hendes resultat kan vi også kun være tilfreds med: A/A på hofterne, 0/0 på albuer og ikke påvist OCD.

Senere på måneden er det Fionas tur. Vi krydser fingre for, at hun er lige så smuk indvendig som udvendig.

Vi sætter utrolig stor pris på, at vores hvalpekøbere stiller op til dette. Det er noget, vi talte om, allerede inden de fik en hvalp hos os, og vi har talt om det siden. Men derfor kan man jo ikke vide, om de bakker ud af det. Selv om Vixen ikke skal have flere kuld, så er det vigtigt for os at vide, at det vi har lavet er i orden. Jeg tænker også, at det for hvalpekøberne må være rart at vide, om der er nogle dårlige hofter eller albuer, man skal tage hensyn til, når man bruger sin hund i det daglige, så man kan tage de hensyn, der evt. skal tages, og hunden kan leve et forhåbentligt langt liv uden smerter.