Velkommen til

Jeg elsker vores træningstimer hos Trond. Det er bestemt ikke altid, at det går godt, men det er sjældent, man går derfra uden at være i godt humør og stadig have håbet i behold.

Jeg fandt lige et par film fra en træning tilbage i maj, hvor Vixen blev sendt på et par markeringer. I begge tilfælde har vi rykket os længere tilbage i terrænet, efter markeringerne blev kastet; i det ene tilfælde meget langt.

I den første film er jeg et fjols, da jeg sender Vixen direkte ned i en masse buskads. Da jeg får hende tilbage, får hun lov til at gå samme vej, som vi var gået op på kanten. Det hjalp

Video 1: https://www.youtube.com/watch?v=jUGTKqLjfiE

Video 2: https://www.youtube.com/watch?v=SAil8hOPwds&t=11s

I april arrangerede jeg et weekendkursus hos Trond, som blev
udbudt via Tollerklubben. Min tanke var, at jeg gerne ville tilbyde klubbens
medlemmer en weekend med koncentreret og kvalificeret jagttræning. Jeg synes,
at vi havde en god weekend, hvor vi lærte meget. Det var hele tiden planen, at
jeg ville arrangere et kursus i august – gerne for de samme deltagere, så vi
kunne bygge videre men også gerne med nye deltagere. Desværre viste det sig
lidt vanskeligt at sælge de sidste pladser. Der var udsolgt på et tidspunkt,
men folk sprang fra, og der måtte lidt benarbejde til for at få pladserne
solgt. Det lykkedes ikke helt, men vi ni deltagere, der var tilmeldt,
besluttede at dække udgifterne for den sidste plads.

I modsætning til weekenden før, hvor vi gik rundt i Trond og
Aases smukke terræn i silende regn, så blev denne weekend en rigtig
augustweekend med nærmest hedebølge. Lidt hårdt for hundene, så programmet blev
måske ikke helt så intensivt, som det ellers ville have været, og vi holdt en
del pauser, hvor vi søgte ind i skyggen.

Lørdag startede med de unge hunde, der først kom på én efter
én, som Trond kunne danne sig et indtryk af dem. Der blev brugt en del tid fra
Tronds side på at indvie folk i, hvordan han og Aase træner hund. De har haft
stor succes med deres metode, som handler om at have nogle helt faste rutiner
omkring hundene, hvilket gør dem trygge og mere afslappede. Det handler om at
”rose ned” – dvs. at rose hunden, når den gør ting rigtigt, men på en stille og
rolig måde, så man ikke i stedet kører hunden op. Aase og Trond er af den helt
faste overbevisning, at hundene ønsker at gøre det rigtigt. Hundene ”giver os
ikke fingeren” eller laver fejl for at genere os. Derfor skal de altid roses,
når de vælger det rigtige. Et eksempel er, hvis en hund næsten laver en
knaldapport men stopper af sig selv. Den skal ikke skældes ud for at hoppe lidt
frem men roses for at gøre det rigtige – nemlig at blive siddende. Trond og
Aase er ikke i tvivl om, at deres måde at træne hund på vil gavne andre – og
måske især os med tollere, da det der med at rose ned og have faste rutiner,
vil gøre livet meget lettere for en toller, der er lidt hyper.

Da alle havde været på – med forskellige opgaver afhængig af
niveau, tog Trone dem med en tur rundt i terrænet, hvor hunden på skift fik lov
til at lave forskellige opgaver.

Om eftermiddagen var det de ældre hundes tur. Vi startede
med lidt lydighed med stress, hvor vores opgave som hundefører var at rose
hunden ned. Derefter var der forberedt nogle dirigeringsopgaver til os, hvor
sværhedsgraden blev skruet op. Og der var en hel masse fri ved fod, som jo er
Vixens og min yndlingsdisciplin. Vi sluttede af med en markeringsopgave over
bækken og med masser af terrænskift, hvor vi bevægede os længere og længere
bagud. Den viste sig at være endog meget svær for de fleste af hundene.
Egentlig en opgave, som jeg tænkte ville være spiselig for hundene, når de først
havde været i området én gang for at hente den dummy. Men det viste sig, at jeg
tog grueligt fejl. Pudsigt som det, man tænker er let for hunden, er svært, og
omvendt.

Søndag var det de ældre hunde om formiddagen. Vi startede ud
med at lave noget dirigering – højre, venstre og back. Hundene var alle trænede
i dette, men det var egentlig også mest hundeførerne, der skulle trænes i at
blive skarpe med deres signaler – både kropslige og verbale. Hvor flere mente,
at deres hund gik på en verbal kommando, viste det sig, at den faktisk gik på
hånden/armen. Til denne øvelse brugte vi ”klokken”, som er eminent til denne
øvelse – både med én hund og med flere hunde sammen.

Herefter byggede vi tre områder op, hvor hundene blev sendt
tilbage efter en dummy. Da områderne var bygget op, blev vi stillet på linje.
Første hund skulle sendes på en markering. Dog skulle man først gå 10-15 meter
i retning af markeringen, inden man sendte. Når dummyen var hjemme, blev anden
hund sendt på en af tilbagesendingerne, tredje hund blev sendt på en anden af
tilbagesendingerne og fjerde hund blev sendt på den sidste tilbagesending.
Femte hund havde ingen opgaver. Så rykkede alle en plads, og på den måde fik
alle hunde mulighed for at prøve kræfter med alle opgaver. Undervejs holdt vi
pause, hvor vi skyllede hundene og satte os hen i skyggen under et af de store
træer og snakkede lidt hundetræning. Tilbage på opgaven var det dejligt at se,
at ingen af hundene havde problemer med at huske de tre områder. Alle hundene
klarede det bare så flot.

Efter frokost var det de unge hundes tur. De startede med én
for én at gå igennem Tronds stop-øvelse. Det er efter min mening virkelig en
øvelse, der sparker røv. Der er stort set ingen hunde, der ikke får et flot
stop, hvis man indlærer det på denne måde. Derefter gik de en lang tur i
området og lavede forskellige tilbagesendinger. Trond bruger meget disse
tilbagesendinger i stedet for markeringer til at træne hundens hukommelse. Der
er ikke tale om lige linjer, for man går ofte på kryds og tværs i terrænet. Så
det handler om hukommelse.

Efter dette var de unge hunde færdige – både pga. opgaverne
og pga. varmen. Det var virkelig varmt. Så Trond sluttede af med at vise nogle
øvelser med hans pragtfulde labrador, Barn. Bl.a. har Trond indlært Barn – og
hans andre hunde – at der er forskel på lange og korte dirigeringer. Med tegn
viser han hunden, om den skal kort eller langt, og det virker bare. Får Barn
tegnet for en lang dirigering, ryger han derudaf med en helt anden fart end ved
en kort dirigering. Ved en kort dirigering er farten ikke helt så stor, og
næsen kommer i brug langt tidligere. Virkelig imponerede at se teorien i
praksis.

Det var en fantastisk weekend med søde hundefører, søde
hunde og en fantastisk instruktør.

Nogle kan måske tænke, at de godt kunne tænke sig, at deres
hund ”var på” noget mere. Imidlertid skal man tænke på, at hunden også er på,
når den ikke laver noget / når andre hunde laver noget. Her ligger en vigtig
del – måske den vigtigste del af træningen – nemlig at sørge for, at hunden er
i ro og afslappet. Her har hundeføreren en kæmpe opgave.

Jeg vil helt sikkert arrangere flere kurser hos
Trond – både weekendkurser og éndagskurser. Fremadrettet bliver det dog i
privat regi, hvor jeg inviterer de folk, jeg tænker, vil have lyst til at
deltage. Jeg tænker, at nogle dagskurser med forskelige temaer såsom
terrænskift, dirigering, søg etc. kunne være spændende. Weekendkurserne vil
være blandet træning og blandede hold. Og hundene vil ikke kun være tollere men
også andre retrieverracer.

Leif optog lidt af vores “lydighedsfirkant”, og det skal I da også have fornøjelse af:

Del 1: https://www.youtube.com/watch?v=tUcRF8hRSpo&t=33s

Del 2: https://www.youtube.com/watch?v=Wvuer18SJRU

Del 3: https://www.youtube.com/watch?v=qxvKmq3FnD4

Helle, Jeanette, Majbrit og jeg spiller Partners sådan ca.
hver anden måned. Hver gang vi mødes, spiller, spiser og snakker vi hele
dagen – og vi betaler hver 100 kr., som går i en fælles pulje. Da puljen
begyndte at vokse, snakkede vi lidt om, hvad vi skulle bruge pengene til. Der
var flere gode forslag, men for nogen tid siden, kom Jeanette – eller var det
Majbrit – med det ultimativt gode forslag: En træningsdag hos Trond Gjøtterud.

Jeg har jo trænet hos Trond siden årsskiftet. Helle har også
været på hold hos ham, og vi har ofte talt om forskellige øvelser, vi har lært,
og det fantastiske terræn, han har. Så Jeanette og Majbrit blev nysgerrige og
ville også prøve. Så efter vores sidste spilledag, bestilte jeg en dagstræning
til den 18. august. Man tænker jo, at sådan en søndag midt i august, vil være
en dejlig varm dag med lidt sol og en frisk brise. Det var så ikke helt
tilfældet. Faktisk øs pis regnede det hele dagen. Der var almindelige
byger, og der var helt vildt kraftige byger men ikke rigtig nogle tidspunkter,
hvor det ikke regnede. Alligevel havde vi selvfølgelig en fantastisk dag med
hundene og med Aase og Trond.

Da jeg om aftenen sad og reflekterede lidt i sofaen, inden øjnene gled i, slog det
mig, at jeg stort set altid bliver i godt humør, når jeg træner hund. Ja,
køterne (og især Vixen) kan være en prøvelse (og hun synes sikkert det samme om
mig), og det kan være op ad bakke, og der er ting, man ved, aldrig bliver godt.
Men for hulan, hvor er det bare givende, at tilbringe en dag med søde hunde,
søde hundevenner og søde og dygtige instruktører.

Og lige den dag var det også dejligt at komme hjem og få alt
det våde tøj hængt til tørre og få tørt tøj på.

I år skulle Tollarspecialen afholde i Sälen. Det blev
den også for nogle år siden, hvor jeg deltog med Vixen og faldt voldsomt meget
igennem (Et godt råd til andre: Hvis du lige er
begyndt at træne med vildt, og din hund tager vildt som markeringer og
dirigeringer, så skal du ikke forvente, at den også gør det i et søg ).
Området var bare fantastisk og noget, som vi ikke kan finde i Danmark: Skove,
skovsøer, klippegrund og – ikke mindst – myr, som gynger så dejligt, når man
går på det og giver våde sokker, hvis man ikke har støvler på.

Da Sälen jo ligger et stykke fra Vildbjerg, besluttede vi at
kombinere deltagelse i Tollerspecialen med sommerferie. Så jeg bestilte tid på
Tandådalen camping, som jo egentlig er et skisportssted. Planen var at tage af
sted en uge inden Specialen begyndte og tage hjem mandagen efter Specialen.
Planen var også, at Vixen og jeg skulle pjatte lidt rundt i åben klasse, og
Leif og Tiva skulle – hvis de var klar til det – forsøge at erobre titlen
”Junior Toller Mester”. Leif besluttede imidlertid længe før Specialen, at Tiva
ikke var klar, og kort tid inden Specialen gik Vixen i løbetid. Så vi endte med
at være hjælpere og tilskuere. Det var nu også ganske udmærket.

Det var en noget lang tur til Sälen, men Leif elsker at køre
bil – også med en campingvogn på slæb – og jeg elsker at læse, så mens han kørte hele turen derop, fik jeg læst en
bog. God arbejdsfordeling.

Højsæson for campingpladsen er vinteren, så det var kun ca.
1/5 af pladsen, der var åben. Da vi kom, var der vel 4-5 andre campingvogne, så
der var masser af plads og frit valg på alle hylder. Vi fandt et godt sted, fik
forteltet slået op, sat hegn op til hundene og sat noget mad på bordet. Det var
så her, at Leif opdagede, at hans mobil var gået død. Ikke død som i ”mangler
strøm”, men virkelig død. Det satte en stor dæmper på Leifs ferieglæde

De første dage slappede vi af, gik ture med hundene, og Leif
og Tiva mødte et par elge, der kun var 20-25 meter fra dem. Mandag kørte vi dog
de i alt 3 timer frem og tilbage til Mora. Der ligger nemlig en butik, som Leif
satte sin lid til kunne fikse hans mobil. Det kunne de så ikke, men så gik den
dag.

Mandag aften var vi inviteret til grillaften hos
Digby-familien – Tivas opdrættere. Det blev en hyggelig aften med god mad og
noget godt at drikke. Onsdag var vi ude og træne i området sammen med Agneta
fra Digby. Hun havde Tivas mor og søster med. Mats, som ejer Tivas bror, deltog
også. Både de unge hunde og de ældre fik lov til at arbejde med land- og
vandmarkeringer og frit søg. Området er præget af mange små søer og meget
”myr”, som er et moselignende område. Det er anderledes og utrolig sjovt at
træne i, da det er noget, vores hunde ikke er vant til.

Onsdag kom June og Odd. De havde bestilt hytte; den eneste
hytte, som ikke var lukket ned for sommeren. Torsdag kom VIxen’s opdrættere,
Doris og Thomas, sammen med deres venner, Ziggy og Brigitta. Altid hyggeligt at
være sammen med den tyske ”familie” og de norske venner.

Torsdag blev Specialen så skudt i gang. Leif og jeg havde en
fridag, så vi kunne komme lidt rundt og se nogle af de hunde, der deltog.
Fredag skulle vi begge hjælpe i én af begynderklasserne. Leif var kaster,
og folk var noget imponerede og de højtflyvende ænder, der kom fra ham.
Vi så nogle rigtig dejlige hunde med de – i mine øjne – helt rigtige
egenskaber. Faktisk fik jeg kontakt med nogle stykker, der fører hanhunde, der
kunne være et rigtig godt match til Tiva, når hun forhåbentlig på et tidspunkt
skal have hvalpe. Lørdag stod den igen på en hjælpertjans. Jeg hjalp i åben
klasse, mens Leif var hyret til at hjælpe i begynderklasse, hvor Tivas
opdrætter, Digby Tollers, havde fået opgaven med at bemande alle
hjælperpladserne. At være hjælper sådan et sted som Specialen er en god
anledning til at lære en masse andre tollerfolk at kende. Og som sædvanligt er
det lærerigt at se hundene arbejde.

Fredag var også dagen, hvor Odd og Honey var i ilden. De var
tilmeldt begynderklassen og kæmpede om Juniortollermester-titlen. Med en 1.
præmie med HP (hæderspris) var det første store skridt taget mod titlen. Anden
skridt skulle tages dagen efter, hvor det handlede om udstilling.

Søndag var det tid til udstilling med utrolig mange tollere
og utrolig mange ringe, hvor der var stor aktivitet i alle ringene. Jeg fik
mulighed for at nærstudere de potentielle fædre til Tivas kommende hvalpe og
fik en god snak med ejerne. Kennelmutter fra Digby, Agneta, tog rollen som
alfons og fik mig introduceret for en masse hyggelige mennesker med meget
interessante hanhunde.

Odd og Honey kørte også med klatten om søndagen og endte med
at snuppe titlen ”Juniortollermester”. Det er så fantastisk flot gået af Odd og
Honey, og vi er så glade på deres vegne. Odd har haft et par mægtig søde og
dejlige hanhunde, som han har kæmpet med rent træningsmæssigt. Så at det nu
lykkes for ham at få succes med sin hund, er bare helt fantastisk. Vi skulle
naturligvis fejre titlen om aftenen. Det blev dog ikke så sent, da vi tidligt
næste morgen skulle vende snuden mod Danmark.

Vi er mindst ligeså stolte af Tivas kuldsøster, Saffran, som løb med titlen “Vice juniortollermester”. Så flot gået af Hanna og Saffran

Pigerne ved campingpladsen

Træning med “familien”

Tivas mor i arbejde

Den 25. maj gik turen til Sønderjylland, hvor JU havde
arrangeret tollerjagprøve. Det var mig, der var prøveadministrator, og da jeg
alligevel skulle derned, tog jeg Vixen med. Hun var tilmeldt, men i tiden op
til var jeg lidt frem og tilbage med, om jeg skulle stille hende. Jeg tænkte
”hvad fanden” og tog hende med. Det var ikke en succes.

Christian Brix var både dommer og prøveleder, hvilket gav
god mening, da vi var i hans ”hood”. Han havde lavet en rigtig god prøve, hvor
posterne lå omkring en mindre sø.

Det gik helt galt med Vixen. Allerede ifm. ansmygningen til
skjulet skred hun, og sådan gik det egentlig resten af prøven. Posterne klarede
hun egentlig meget godt, men det nyttede jo ikke meget, når hun gik af hånd
adskillige gange. Christian kunne ikke andet end give hende et stort 0. Sådan
er det. Men……i kritikken står der, at hun er rolig ført. Det fortæller da lidt
om, at jeg i det mindste har haft nytte af træningen hos Trond

Den 4. maj gik turen til Sjælland og Sparresholm Slot, hvor
JU havde arrangeret en tollerjagtprøve. Det var Per, der var prøveadministrator
og som havde fået fat i arealet for os. Det er jo hans ”hood” hele efteråret,
når han går på opsamling og slyngeljagt dernede.

Charlotte Lia, nyuddannet prøveleder i Tollerklub-regi,
havde lagt nogle rigtig gode prøver i alle klasser. Hun havde udnyttet terrænet
rigtig godt, og vi brugte ikke tid på at flytte os rundt på terrænet – selvom
vi (desværre for os) fik det antal meter fri ved fod, som reglementet
foreskriver.

Jeg havde meldt Vixen til men den bagtanke, at jeg altid
kunne afmelde hende, hvis hun stadig var skrigende hysterisk. I ugen op til
viste hun dog forholdsvis gode takter, så jeg valgte at se, om vi ville
overleve.

Der var fire hunde i åben klasse, og Vixen var den sidste. Hun var egentlig
ganske rolig, mens jeg varmede lidt op inden prøven og mens vi ventede på at
komme til. Da vi gik hen og stillede os parat, kunne jeg godt mærke, at der kom
lidt mere krudt i hende, og hun kunne ikke helt finde ud af at gå pænt (jeg
havde linen på). Mens dommeren, som var Lars Mertz, fik givet kritik til den
hund, der var før os, stod vi og ventede ovenfor skjulet. Vixen var rolig og
afslappet – lige indtil vi skulle i gang. Da jeg havde hilst på dommeren, og
han havde forklaret lidt om prøven, tog jeg linen af for at smyge mig ned til
skjulet. 2-3 skridt, så kunne Vixen ikke vente længere og smuttede adskillige
meter foran mig. Jeg fik hende tilbage, men det skete igen flere gange. Til min
egen ros skal siges, at jeg ikke råbte arrigt at hende. Jeg kaldte på hende,
hun kom tilbage, fik ros for det, gik med et par skridt mere og smuttede så
igen.

Nå, men vi kom da ned til skjulet i god behold begge to.
Tollingen gik fint. Der var masser af ro, når der skulle være ro, og masser af
action, når der skulle være action. Efter tollingen kom en enkeltmarkering på
vand. Den hentede hun uden problemer. Så gik vi hen til den anden ende af
skjulet. Her kom en dobbeltmarkering, hvor den første faldt i skoven bag os, og
den anden faldt i vandet. Det passede ikke helt damen at skulle vendes de 180
grader væk fra markeringen i skoven for at se den på vand falde, og der kom et
enkelt grynt. Jeg sendte hende først på vandmarkeringen, som hun snuppede uden
problemer. Herefter hentede hun landmarkeringen, som heller ikke voldte hende
problemer. So far, so good.

Så kom dirigeringen. Der var ingen af de tre foregående
hunde, der havde fået gåsen hjem fra dirigeringen. Nogle havde været tæt på.
Dirigeringen var på et par og tres meter. Retningen var skråt over vandet i
retning af, hvor nr. 2 vandmarkering faldt. Det kan trække nogle hunde derud,
at de har hentet en markering derude. For andre vil det have den modsatte
virkning, da de tænker, at den allerede er hentet. Jeg fik sendt Vixen afsted,
og det startede egentlig meget godt. Men da hun kom ud til de sted, hvor
markeringen var faldet, og der ikke var noget, blev hun i tvivl om, hvad hun
skulle. Kort fortalt endte det med en masse dirigeringer/anvisninger, hvor hun
adlød en stor del af dem, mens andre blev totalt ignoreret. Det lykkedes mig
endelig at få hende over på den rigtige bred; hun var bare for langt til højre
i forhold til gåsen. Jeg prøvede at skubbe lidt rundt med hende igen, men nu
troede hun ikke længere på mig. Hun gik derfor i land. Som et allersidste
forsøg, prøvede jeg at standse hende på land. Det lykkedes. Og det lykkedes
også at få hende sendt til venstre. Her var jeg så heldig, at hun fik færten af
gåsen, der lå i vandkanten lige netop der, hvor hun stoppede. Hun gik i vandet,
greb fat om gåsen og begyndte den lange svømmetur hjem. Det var på ingen måde
en køn og overbevisende dirigering, men vi endte med – som den eneste – at få
gåsen hjem. Da hun greb fat i den og begyndte at svømme, var der hujen og klapsalver
fra publikum, der havde fulgt med. Det var en skøn følelse. Det var også rigtig
dejligt, at Vixen oplevede, at det altså kan give succes, hvis man lytter efter
”mor”.

Nå, men al den hersen rundt med hende, havde ikke gjort
noget godt for hendes sindstilstand, så hvis hun ikke havde været oppe og køre
inden dirigeringen, så var hun det i hvert tilfælde efter. Uheldigvis havde vi
omkring 50 meter fri ved fod ned til søget. Nu kom der rigtig meget lyd på
damen, og hun smuttede fra mig flere gange. 50 meter kan altså være meget
langt, når man bare går og tænker på, om man overlever turen. Vi ankom
nogenlunde samtidig og i forholdsvis god behold. Søget lå delvis i noget høj
siv i vandkanten og på noget eng med højt græs og lidt træer. Vixen var flyvende
og hentede ret hurtigt 4-5 ænder. Hun kom over hele området, og der var ingen
tøven ifm. opsamlinger, og afleveringerne var fine.

Sidste post var en vandmarkering. Vi skulle bevæge os 5-6
meter væk fra søget ad den vej, vi lige var kommet. Gæt lige, om det lykkedes
at få hende til at følges med mig. Nej!. Markeringen var der til gengæld ingen
problemer med – bortset fra, at hun lagde den et par meter fra mig!

Dommeren var i sit gode lune den dag, for vi fik faktisk en
3. præmie for vores præstation. Vi burde have fået et 0, men dommeren har jo
altid ret, ikke? Jeg er rigtig tilfreds med Vixens arbejde, og selv om
dirigeringen bestemt ikke var overbevisende, så endte vi med at få en succes.
Til gengæld er jeg stadig ikke nogen stor fan af hendes manglende fri ved fod,
og denne dag heller ikke hendes lyd.

Jeg har set en stor forbedring i hendes fri ved fod i andre
situationer end på en prøve, så jeg tænker, at vi er på rette vej. Om vi
nogensinde kommer dertil, hvor vi kan følges til en post, det tvivler jeg på.
Men jeg arbejder videre på det.

Næste prøve er 25. maj i Hønning Plantage i Sønderjylland.
Jeg regner med at stille Vixen, men jeg regner ikke med, at tingene går ret
meget bedre.

Skærtorsdag havde JU arrangeret tollerjagtprøve i Birkesø.
Det var mig, der var prøveadministrator, så jeg havde nogle travle dage op til
prøven. Martin havde indvilliget i at være prøveleder, og han lagde en rigtig
god prøve i det skønne terræn ved Birkesø. Vi havde booket spejdernes hytte og område
i dagens anledning. Vejret var dog så godt, at det faktisk ikke var nødvendigt
at spise indenfor.

Der var 20 hunde tilmeldt fordelt på 5 klasser. Da dagen
oprandt var der dog 3 afbud, så vi endte med 17 deltagere. Stadig ganske flot
af en tollerjagtprøve. Et af afbuddene var Vixen, som jeg valgte at trække, da
hun i ugen op til var blevet mere og mere stresset med en masse lyd.

Det var en rigtig god prøve. Jeg kan rigtig godt lide
arealet ved Birkesø, selv om søen er en smule lille. Vejret var helt fantastisk
– måske lidt for varmt til hundene men dejligt for os tilskuere.

Det var også debuten for vores nye reglement, og den viste,
at der er ting, vi skal have kikket på, der er ting, der måske skal tænkes om,
og der er ting, jeg er rigtig glad for, at vi har ændret.

Mens vi var på kursus hos Trond i april, byggede Thrine-Lise – en af deres norske venner – et fint træhegn ude i terrænet. Da vi var til træning umiddelbart efter kurset, skulle vi naturligvis prøve at springe hegn. Aase tog en video af Vixen, som fandt den alternative ”tollervej” gennem hegnet: https://www.youtube.com/watch?v=eA80ktfYAf