Om søndagen var vi færdige med tollerne i udstillingsringen lige omkring frokost tid, så jeg smed mig selv og udstillingshund i bilen, hentede Leif og Tiva og kørte til Haunstrup for at træne lidt – og ryste udstillingsglimmeret af os 😉

Naturstyrelsen har virkelig været ude med de store hækkesaks i Haunstrup. Stort set al bevoksning i flere områder er fjernet. Men det giver jo andre muligheder, og det giver især gode muligheder for at bygge nogle lange lige linjer op. Så det er vi gået i gang med. Vi kan også se, at der stort set er ryddet en ny sti ned til søen. Den kommer vi nok også til at benytte os af.

Som vanligt gik jeg først en tur igennem skoven med Tsula og lavede lidt forskellige øvelser. Jeg lavede en del tilbagesendinger – nogle gange med én og nogle gange med 2-3 dummyer. Ofte er de blinde – dvs. at hun ikke har set, at jeg lægger dummyen. Men efterhånden er hun så tryg ved, at når jeg sender hende, så er der noget at hente, så hun er virkelig blevet stærk på blinde tilbagesendinger (som jo så faktisk er dirigeringer og ikke tilbagesendinger). Jeg prøvede at lave nogle ret lange og blinde dirigeringer. Med vilje valgte jeg en dummy som var let for hende at se, og jeg placerede den sådan, at den var let at opdage. Jeg sendte hende, og da hun kom så langt ud, at hun begyndte at tvivle på, om der var noget at komme efter, så hun dummyen 20-30 meter længere ude og kom op i fart igen. Det er lige sådan en øvelse, jeg rigtig godt kan lide.

Vi øver også en masse fri ved fod, når vi går gennem skoven. Hun får også lov til at løbe frit, hvor jeg så træner indkald.

Da vi kom tilbage, havde Leif opmærket nogle targetpunkter, som han vil bruge fremadrettet. Jeg kan fint bruge de samme punkter; jeg kan jo bare lade være med at sende fra samme afstand som Leif.

Jeg lavede en lille øvelse, hvor jeg tog hende med ud og lægge tre dummyer og bagefter sendte hende på dem. Leif optog lidt video, og jeg synes faktisk, at hun gør det rigtig fint: https://youtu.be/ZGX9fRHds5U