Livet drejer sig i høj grad om Tsula for tiden. Og det er jo ikke så mærkeligt. Der er meget, hun skal lære, og vi skal lære hende at kende.
Min PETernity leave sluttede efter påske, og så var det på arbejde igen. Vi har jo indrettet en hvalpegård i stuen, hvor hun er vant til at opholde sig. Tiva er også i stuen, men Tsula kan ikke komme til hende. I hvalpegården har hun en kurv, noget legetøj, en vandskål, en madskål og et tissebakke. Sidstnævnte var vi lidt spændte på. Hun har lært hos opdrætteren at tisse i en bakke med kunstgræs, men de sidste tre uger var hvalpene primært ude, så vi var ikke sikre på, om hun kunne huske at bruge den. Og hun har ikke brugt den, mens jeg har været hjemme. Så hvad ville der ske, når jeg tog på arbejde??
Vi har jo selvfølgelig kamera på, så jeg kunne følge med i, hvad der skete derhjemme. Der skete ikke så meget. Hun havde fået en kong med frossen Mush, da jeg tog afsted. Den brugte hun en del tid på. Derudover sov hun, legede med sit legetøj, tullede rundt – og tissede i kattebakken! Hun havde ikke glemt det. Så hver dag, når jeg kommer hjem fra arbejde, er der tisset i bakken og ingen andre steder.
Træningsmæssigt handler det primært om 1) blive på tæppet, 2) omvendt lokning, 3) følge mig i line/uden line, 4) følg mit venstre ben et skridt ad gangen, 5) dut på hånd og så har vi snust til apportering. Hun vil gerne komme hjem, og det var det, jeg ville vide. Så nu lægger vi det på hylden, til alle basistingene er på plads.
Det er jo af gode grunde ikke længe ad gangen, at sådan en hvalp kan koncentrere sig. Så vi træner ganske korte pas og kun én ting ad gangen. Jeg er jo så heldig, at jeg har Helle i baghånden, som kan hjælpe og rette mig, når jeg ikke kan få det til at lykkes. Lucky me (og Tsula) 🙂
Tsula og Tiva er bare blevet gode venner. Og de kan virkelig lege! Jeg kunne godt ønske mig, at Tiva var bedre til at sige fra; hun finder sig i alt for meget. Måske ændrer det sig, efterhånden som Tsula bliver ældre og ikke kan trække hvalpekortet.
Jeg har et par gange valgt at blive hjemme, når Leif tager i campingvognen. Vi skal ikke skilles 😉 – jeg vil bare gerne have noget alenetid med Tsula. Tiva fylder rigtig meget, så jeg har behov for, at Tiva ikke altid er der. Og jeg kan mærke, at de weekender knytter os tættere sammen. Vi kommer også til at tage i campingvognen alene. Jeg tænker, at jeg arbejder fra campingvognen 2-3 dage på et tidspunkt.