Vi er i fuld gang med nedtællingen til, at min nye hvalp flytter hjem til os. Helt præcist så henter vi hende den 2. april – og jeg glæder mig simpelthen så meget.

Vejen til at få hvalp har været lang og noget kringlet. Jeg skulle have haft hvalp fra to forskellige kuld. I det først kom der kun hanner, og i det andet kuld, kom der kun én tæve, der skulle gå til ejeren af den tæve, der havde kuldet. Hvor var jeg ked af det. Heldigvis viste mit netværk sig at være helt utroligt. Det lykkedes mig at komme i betragtning til et par virkelig gode kuld. Ulempen var dog, at der var flere interesserede til tæver, og begge kuld var skudt til at være små kuld. Så chancen for at få en hvalp var sandsynligvis ikke stor.

Så blev jeg kontaktet af Johanna fra Kennel Inlicios. Hun spurgte, om jeg kunne være interesseret i et kuld, hvor Silver var i linjerne. Silver er Vixens fine bror i Sverige. Han er i mine øjne meget lig Vixen – fantastisk arbejdshund og lidt vild. Forskellen var bare, at Silvers ejer er en meget bedre hundefører en jeg er og formåede at få tollerjagtchampionattitler på Silver i både Sverige, Norge og Danmark. Jeg ved jo også alt for godt, at der er autoimmunt i Vixens linjer, og Silver har da også et par kuld med SRMA-hvalpe. Men tanken om at få noget, som måske kunne have de gode arbejdsegenskaber fra Lech-Toller linjerne vejede højere for mig end en eventuel risiko for autoimmunt.

Kuldet var allerede født. Det var tre tæver og to hanner. Johanna startede med at lægge et par gode ord ind for mig. Dagen efter kontaktede jeg så opdrætteren, og hun ville gerne sælge mig en hvalp. Hun kender mig overhovedet ikke, så jeg tænker, at jeg kan takke Johanna for at være virkelig god til at “reklamere” for mig 🙂

Tæven til kuldet er fra West Coast Tollers og hedder Disa. Hun har nogle rigtig dejlige hunde i sine linjer på både moderen og faderens side (faderen er jo Silver, så de linjer kender jeg til bevidstløshed). Disa selv virker til at være en arbejdsvillig og forholdsvis letført hund. Hendes ejer, Ann, har ikke den store erfaring med jagttræning og jagtprøver, men i løbet af bare tre prøver i begynderklassen, fik hun to 1. præmier. Det er faktisk ret fint. De har haft fem starter i åbenklasse og har fået tre nuller og to 2. præmier. Det synes jeg faktisk også er ret flot.

Faderen til kuldet er fra Kennel Inlicios. Han hedder Inlicios Rimfrost “Aron”. Bag ham ligger der også en masse rigtig gode hunde.

Vi skulle se hvalpene første gang den 5. marts. Da var de 4 uger. Og det var med stor spænding, at vi kørte til Sverige. Og vi blev ikke skuffede. Disa tog rigtig pænt imod os og havde ingen problemer med, at lade os komme ind til hvalpene. Og hvalpene var bare dejlige. De var meget ens, og der var ikke én hvalp, der sprang i øjnene. Så da vi tog derfra, havde vi ingen favorit.

Opdrætterne, Ann og Thomas, er utrolig søde og gæstfrie mennesker, og det bliver dejligt at være en del af deres kreds af hvalpekøbere.

Andet besøg skete to uger senere. Igen var der ingen af tæverne, der virkelig skilte sig ud. Der var måske lidt større forskel på dem, end vi kunne se to uger tidligere, men det var stadig en utrolig homogen flok. Så jeg havde stadig ingen favorit, da vi kørte derfra.

Leif fik taget en del billeder ifm. vores andet besøg. De kan ses her: ABBA-kullen 20/3-2022 (wildmountain.dk)

Fredag den 25. marts fik vi så besked om, at frk. Rød ville flytte hjem til os. Og vores første tanke var, at hun da passer perfekt til os 🙂

Hun skal hedde Tsula. Det er cherokee-indiansk og betyder ræv – så vi bliver i rævetemaet.

Nu tæller vi i den grad ned, til vi skal hente hende. Jeg har taget et par ugers “barselsorlov” – eller som vi siger hos LEGO “PETernaty”.