Vores handlerkursus hos Casa Gjøtterud er startet op igen efter en længere Corona- og julepause. Trond har ommøbleret lidt, så vi nu kun er fire på hvert hold. Det gør det muligt at overholde Corona-restriktionerne.
Den 6. februar handlede det om, at vi skulle lære at se og vurdere, hvad ens holdkammerater gjorde/ikke gjorde. Trond havde lavet fire poster. På hver post var der fire opgaver – en til hver hund. Hundene stod på linjen sammen, men der blev arbejdet med én opgave ad gangen. Når vi var færdige med hver post, brugte vi tid på at give de andre point efter wt-skalaen. Det førte godt nok til mange gode snakke om, hvad man ser, og hvor meget, det “skal koste”. Og faktisk også en hel del om, hvad man ikke ser 🙂
Der var markeringer og dirigeringer på stort set alle posterne. Markeringerne blev kastet, og herefter blev den første hund sendt på en dirigering. Næste hund fik en af markeringerne. Tredje hund en dirigering og sidste hund en markering. Det var hårdt arbejde for hundene at forholde sig til alt der, der skete, men det var sundt.
Vixen var ikke fænomenal men heller ikke vildt dårlig. Vi kæmpede med nogle af dirigeringerne, men markeringerne var hun faktiske ret skarp på.
Gangen efter kørte vi igen lidt af samme skuffe. Trond havde lavet en prøve med fire poster. To hunde var oppe ad gangen; de to andre hunde var med rundt i snor.
Første post var en dirigering ind i noget skov. Vixen var ikke prangende men OK. Næste post var ligeledes en dirigering. Denne var lettere, da den var for enden af en sti. Her skulle hunden stoppes og sættes i et nærsøg til højre. Jeg fik stoppet Vixen lidt for tidligt, men hun reagerede fint på mine kommandoer og fik hurtigt fundet dummyen.
På næste post blev der først smidt en markering. Den fik lov til at ligge, og Vixen blev sendt på en dirigering i en anden retning. Umiddelbart så den let ud. Det, vi ikke kunne se, var, at når hunden kom et stykke ud – 10 m før dummyen, åbnede landskabet sig på en måde, så det ville være naturligt for hunden at løbe mod venstre og dermed ud af syne. Så her lærte jeg, at jeg skal være hurtig til at gribe ind, hvis Vixen ikke er på linjen. Den anden hund får lov til at hente markeringen.
Sidste post var en dobbeltmarkering. Her var hun skarp, min lille rævepige.
Sidste gang handlerkursus var i går. Vi var kun tre på holdet. Vi startede med at lave en dobbeltklokke med tre hunde. Det er altid godt at træde lidt tilbage og få banket rust af nogle færdigheder. Vixen gjorde det rigtig fint. Hun er ret sikker på mine kommandoer, og går ikke før den verbale kommando.
Efterfølgende lavede vi markering/dirigeringer med stop og nærsøg i nogle tagetområder. Hundene kom virkelig på arbejde, og jeg var rigtig godt tilfreds med Vixens arbejde. Dog har hun stadig en tendens til at ignorere mig, hvis hun mener at vide, hvor dummyen er. Men det arbejder vi (stadig) på 🙂
Trond havde smidt nogle dummyer i en kæmpe stor bunke kvas. Da jeg skulle sende Vixen, sagde en af mine medkursister (der har labrador), at det var da ikke noget for en lille toller. Han kender ikke Vixen særlig godt. Jeg sendte hende, stoppede hende og bad hende søge. Hun fik hurtigt fært af dummyen, og det varede ikke længe, før hun med stor beslutsomhed sprang ind i bunken af kvas og kom ud med dummyen. Lidt senere var det hans labradors tur. Den stoppede, blev sat i nærsøg og fik også hurtigt fært. Men….den var ikke helt så tilbøjelig til at “angribe” kvasbunken med løb rundt om den for at finde en vej ind. Jeg måtte så lige tilbyde, at jeg da kunne sende den lille toller, hvis det kneb for den store labrador 🙂
Vi har plaget lidt for at få Trond til at lave en opfølgning på handlerkurset. Det har fungeret rigtig godt med 3 timers intensiv træning og teori hver 3. uge, da det giver plads til at få nørdet lidt med det, vi lærer.
Lidt billeder fra nogle af gangene: