Velkommen til

Årets anden
tollerjagtprøve var lagt i Jylland. Nærmere bestemt i Auning øst for Randers.
Vixen og jeg skulle igen forsøge os i åben klasse. Vi var i alt fire i klassen
– deriblandt Helle og Cookie. Helle havde ikke været sikker på, om Cookie ville
være klar til prøven. Men da hun nu er trappet ud af binyrebarkhormonen og har
fået både muskler og energi tilbage, så blev hun tilmeldt.

Prøven blev
afholdt i et lille men spændende område med en lille sø omkranset af træer.
Der, hvor vi tollede, var der et hul i trærækken, så vi havde udsyn til søen.
Men for at komme i vandet skulle hundene passerer en sivbælte på et par meter.
Uden i søen lå der masser af åkander. Så det var udfordrende. Prøvelæggeren var
Henrik Hansen, som havde lagt en spændende prøve for alle klasser. Dommer var
Christian Brix, der som altid var i højt humør og meget fair i sin bedømmelse.

Åben klasse var
sidste klasse på dagen, da man havde valgt at lægge vinder efter begynder og så
derefter holde frokost. Vixen var første hund i åben klasse.

Vi lagde ud med at
tolle, og det forløb som det plejer: Masser af fart og ro, når det var
påkrævet. Så kom dobbeltmarkeringen på vand. Sivene var så høje, så Vixen kun
så ænderne, mens de var i luften. Jeg kunne se, hvor de landede. Til gengæld så
kunne jeg ikke se Vixen, før hun var et godt stykke ude af sivene. Den første
hentede hun uden de store problemer. Den anden måtte jeg hjælpe lidt til med,
men den kom hjem.

Lige derefter var
der en dirigering, hvor linjen lå lidt til højre for den anden markering i
dobbeltmarkeringen. Der var ligesom lavet to ”motorveje” ud igennem sivene.
Ifm. dirigeringen ville jeg gerne have Vixen til at tage den højre. Hun tog den
venstre, hvilket førte hende i en helt forkert retning. Der var ikke andet at
gøre, end at lade hende komme igennem sivbæltet og ud på åbent vand. Hvis jeg
korrigerer hende for tidligt, vender hun om. Hun kom fri af sivene, og jeg
begyndte at sende hende mod højre. Hun hang lidt fast i området, hvor den
første and i markeringen var faldet. Det lykkedes mig at få hende skubbet lidt
mere til højre og op på land. Så var det bare at sende hende til højre. Hun
måtte lidt længere ud end det sted, hvor anden lå for at få færten. Men det
lykkedes.

Så var det tid
til dobbelt landmarkering. Vi skulle gå fri ved fod op i området (ca. 20-30
meter). Vixen blev ved min side, men elastikken var i den grad spændt, så det
var ikke nogen pæn fri ved fod. Markeringerne blev begge kastet ifm. et læbælte
mellem marken og vejen. Den første landede på vejen, mens den anden landede på
marken i noget halvhøjt bevoksning. Her var Vixen helt med på, hvor de lå, og
det tog ikke lang tid, før begge ænder var hjemme.

Så var det tid
til en pause. Det er jo det gode ved at starte som den første i et makkerpar i
frit søg. Første hund får mulighed for et hvil, mens hund 2 laver tolling,
vandmarkeringer, dirigering og landmarkeringer. Da vi sad lige op og ned af
søen i pause, var Vixen dog ikke specielt afslappet. Hun fulgte med i alt, hvad
der foregik, selv om hun ikke kunne se noget.

Da makkerhunden
blev færdig var det tid til sidste opgave: Det frie søg. Fuglene lå dels i et
sivområde, dels i et ”skov”-område og dels i højt græs. Vixen søgte rigtig flot
og med god fart, og hun kom over hele området. Desværre – og uvist af hvilken
grund – lagde hun en and på jorden. Så der røg lige en præmiering.

Jeg var rigtig
tilfreds med Vixen. Jeg syntes, at hun arbejdede rigtig god. Hun var fint
dirigerbar, selv om jeg gerne havde set, at hun lyttede lidt mere til mig. Hun
var god i det frie søg, hvor hun jo har haft lidt problemer med at gå i stå og nogle
gange komme tilbage.

Dommeren var
åbenbart også tilfreds med hende, for hun fik en 2. præmie. Grunden var
selvfølgelig den and, hun lagde på jorden i søget. Han var dog heller ikke
imponeret over hendes fri ved fod og så den gerne forbedret til næste gang.

Cookie endte med
et 0. Hun knaldede på vandmarkeringen og så dem derfor slet ikke. Det betød, at
Helle ikke kunne overbevise hende om, at der var noget i vandet. Da
vandmarkeringerne ikke lykkedes, droppede de dirigeringen. Til gengæld var hun
fantastisk på både landmarkeringerne og i det frie søg. Så alt i alt var Helle
tilfreds med hende. Bare det, at hun var klar til at stille på prøve, var
gevinst nok i sig selv.

Den 15. april var
jeg til et foredrag med dyrlæge Lise Bang Hansen. Jeg havde længe gerne villet
til et af hendes foredrag, så da Helle gjorde opmærksom på, at hun nu kom til
Middelfart, så fik jeg mig tilmeldt.

Lise Bang Hansen er
dyrlæge med mange års erfaring fra både Danmark og England. Hun har uddannet
sig til veterinær homøopat, men grunden til, at jeg har hørt om hende, er, at
hun i sin bog ”Giv din hund og kat et sundt liv” bl.a. skriver om
vaccinationer.

Jeg har gennem noget
tid prøvet at følge med i den debat, der har været omkring vaccination af
hunde. Det har været lidt svært at finde hoved og hale i det, og de dyrlæger,
jeg har spurgt om emnet, har helt klart ment, at man bør vaccinere sin hund mod
hundesyge, parvovirus og smitsom leverbetændelse mindst hvert 3. år. Diskussionen
omkring vaccination eller ej har kørt i andre lande – f.eks. USA – i mange år.
Men herhjemme var det nok Lises bog, der har været med til at sætte gang i
diskussionerne.

Det siger jo sig
selv, at man gerne vil sikre sig, at ens hund er dækket mod diverse sygdomme.
Omvendt så vil man jo også gerne undgå at give den vacciner, som den ikke
behøver. De fleste vacciner har bivirkninger, og der er ingen grund til at
udsætte ens hund for en risiko, hvis det ikke er nødvendigt.

Jeg manglede svar
på nogle spørgsmål omkring hele det her vaccinations-halløj, før jeg ville
turde ikke at vaccinere – og det må jeg sige, at jeg fik under foredraget med
Lise.

Allerførst så er
det vigtigt at understrege, at når Lise taler om det her med vaccinationer, så
er det ikke hendes holdning eller mening. Hun gengiver alene de anbefalinger,
som WSAVA (World Small Animal Veterinary Association – Verdenssammenslutningen
af smådyrsdyrlæger) giver. WASAVA er et organ, som rådgiver dyrlæger verden
over. De nedsatte en international ekspertkomité, bestående af fire af verdens førende
immunologer. I 2010 kom disse eksperter med nogle retningslinjer omkring
vaccinering af hunde. Af en eller anden grund er det de færreste dyrlæger, der
kender til eller følger disse anbefalinger.

Kort fortalt siger
anbefalingerne, at man selvfølgelig skal vaccinere sine hunde mod
kernesygdommene, så de er dækket. Men de siger også, at ”den sidste
hvalpevaccine mod kernesygdommene gives, når hvalpen er 14-16 uger. Dette
skyldes, at tæven giver immunitet videre til sine hvalpe i op til de første
14-16 uger, og at denne ”overførte” immunitet kan forhindre vaccinerne i at virke”.

Da hvalpen via moderen
(hvis den har fået mælk fra moderen) er beskyttet mod de tre kernesygdomme (hundesyge,
parvovirus og smitsom leverbetændelse i op til 16 uger, så vil det give god
mening IKKE skal vaccinere hvalpe på 8 uger. Hvis man vaccinerer en hvalp på 8
uger, vil denne vaccination i bedste fald ikke have nogen virkning. Det, der
sker, er at de antistoffer, hvalpen har fra tæven, går ind og bekæmper
vaccinen. Så man aktiverer slet ikke hvalpens egne antistoffer. Oveni
vaccinerer man dem i den måske mest stressfulde periode i deres liv. Det vil
sige, at mens deres immunforsvar er i fuld alarmberedskab pga. vaccinen, så
udsætter man dem for at skulle forholde sig til nyt hjem, nye mennesker etc.
Ikke så sjældent oplever man, at hvalpe, der lige er flyttet hjemmefra døjer
med ørebetændelse, dårlig mave etc. Måske fordi deres immunforsvar allerede er
på overarbejde? Anbefalingen er derfor, at man vaccinerer dem, når de er 14-16
uger. Hvis man vil være sikker på, at hvalpen er dækket, kan man titerteste den
som 12-14 uger. Hvis titertesten viser, at hvalpen ikke er dækket, bør man
vaccinere på dette tidspunkt. Ellers venter man, til hvalpen er 16 uger. Dernæst
kan man vaccinere igen efter et år. Hvis en titertest herefter er positiv (viser,
at hunden har antistoffer mod alle tre sygdomme – og det har de i 98% af
tilfældene), bør det ikke længere være nødvendigt at vaccinere, da den vil være
dækket resten af dens liv. Hvis hunden har antistoffer, så har den antistoffer.
Den kan ikke have mere eller mindre antistof, og den vil aldrig skulle
”boostes”. Selv om testen på et tidspunkt skulle vise, at antistofferne ikke er
så ”fremtrædende”, så betyder det ikke, at de er på vej til at forsvinde. Det
svinger lidt op og ned, hvor meget antistof, der er – og hvis der er antistof,
vil hunden være beskyttet.

Kan
man socialisere en ikke-vaccineret hvalp?

Ja, det kan man.
Risikoen for at få en hvalp, der er dårligt socialiseret er langt større end at
få en hvalp, der bliver smittet med en af de sygdomme, vi vaccinerer for. Så
tag den endelig med til hvalpesocialisering, træning etc.

Hvad
så med at deltage i konkurrencer, rejse over landegrænser etc.?

DKK har været
fremme i skoene og besluttet, at en titertest kan afløse en vaccination. Det
vil sige, at hvis man kan fremvise en positiv titertest hvert fjerde år, så kan
man deltage i arrangementer under DKK. Måske vil DKK med tiden komme frem til,
at én positiv titertest i hundens liv er nok. Men der er vi ikke endnu.

Mht. til at rejse
over landegrænser så er der for de fleste europæiske lande ikke krav om kernevacciner.
Her kræver man kun rabiesvaccinen. Rabiesvaccinen kan man ikke titerteste sig
ud af for at undgå at vaccinere. Her er det et ufravigeligt krav, at hunden
skal have fået en rabiesvaccine min. 21 dage, før man rejser ind i et andet
land. Rabies er en vaccine, der ofte medfører bivirkninger. Så hvis man har
behov for at vaccinere mod rabies, så skal man ikke gøre det samtidig med, at
hunden får andre vacciner. Lad der gå nogle uger imellem.

Vi vil gerne
deltage på prøver i Norge, Sverige og Tyskland. Her har vi et problem, da
kennelklubberne i disse lande stadig kræver, at hundene er vaccineret mod
kernesygdommene. Så her må vi beslutte, hvad der er vigtigst for os. Og så kan
man jo begynde at lægge pres på disse landes kennelklubber og påpege, at DKK
har vist vejen frem.

Er
det alle dyrlæger, der tilbyder en titertest?

Det kunne det i
princippet godt være, men det er det ikke. Tidligere var det en forholdsvis dyr
test, da man sendte blodet ud af landet til undersøgelse; og måske til
forskellige europæiske laboratorier. I dag kan dyrlægerne købe et titertest-sæt
til rimelige penge. Der skal bruges mere tid på en titertest end på en
vaccination, da det ca. tager en ½ time at få resultatet. I den halve time skal
der sidde en veterinærsygeplejerske og overvåge testen. Derfor vil en titertest
blive lidt dyrere end en vaccination. Tiva har lige fået foretaget en titertest
(som 12 uger) hos Byens Dyreklinik i Viby. Den betalte jeg 389,00 kr. for,
hvilket jeg finder rimeligt. Hvis din lokale dyrlæge ikke tilbyder inhouse
titertest, så læg pres på dem. Det er den eneste vej frem. Tiva test viste i
øvrigt, at hun er fuldt dækket på parvo, mens smitsom leverbetændelse og
hundesyge er ved at klinge af. Jeg kan vælge at teste igen, når hun er 14 uger.
Det har jeg besluttet ikke at gøre. I stedet bliver hun vaccineret, når hun er
16 uger.

Hvad
med de andre vacciner?

Nogle dyrlæger
anbefaler, at man vaccinerer mod kennelhoste og evt. leptospirose.

Kennelhoste kan man
lidt forenklet sige er en slags influenza eller halsbetændelse. De fleste hunde
kan fint klare en omgang kennelhoste. Kun hvis hunden er svagelig, eller der er
tale om en lille hvalp, kan der være en risiko. Hvis der er tale om en kortsnudet
race (fransk bulldog etc.), der i forvejen har svært ved at trække vejret, kan
det også give mening at vaccinere for kennelhoste.

Der er ganske få hunde
hvert år, der får konstateret leptospirose. Vaccinen mod leptospirose er den
vaccine med flest bivirkninger. Da der findes rigtig mange typer leptospirose,
og vaccinen kun beskytter mod et par stykker af dem, så hunden skal være
”heldig”, hvis den tilfældigvis får en af de få typer af leptospirose, som man
kan vaccinerer imod. Og da leptospirose er forholdsvis let at helbrede med
penicillin, hvis den opdages i tide, er der ingen grund til at risikere de
bivirkninger, som vaccinen kan give.

Så
hvad betyder det for os som opdrættere?

Det vil betyde, at
hvalpe fra vores opdræt ikke vil være vaccineret, når de rejser fra os. Vi vil
naturligvis fortælle vores hvalpekøbere, hvorfor vi ikke vaccinerer, og hvordan
og hvornår de fremadrettet skal vaccinere. Og hvis man ikke ønsker at købe en 8
ugers hvalp, der ikke er vaccineret, så kan man gå til andre opdrættere. Vores
hvalpe vil naturligvis stadig få lavet en sundhedsundersøgelse.

Jeg har netop fået
lavet en titertest på Vixen. Det var tre år siden, hun blev vaccineret, og det var
egentlig tid til en re-vaccination. Men da hun havde en positiv titertest, så vil
hun ikke blive vaccineret mere. Hun vil dog blive titertestet hvert 4. år, så
jeg stadig kan deltage i arrangementer under DKK.

Neutralisering

Lise indledte i
øvrigt foredraget med at fortælle lidt om neutralisering af hunde. Jeg har
altid været modstander af neutralisering, med mindre der lå noget
sundhedsmæssigt bag. Hvis man ikke gider, at en tæve er i løbetid i
jagtsæsonen, eller gider tørre op efter den, så køb en hanhund. Hvis man ikke
gider en hanhund, fordi den er for fokuseret på tæver eller strejfer, så læg
lidt kræfter i at opdrage den.

Lise fortalte, at
en undersøgelse fra 2013 på golden retrievere viste, at der var en markant øget
risiko for HD, korsbåndsruptur, lymfosarcom, hæmoangiosarcom og MCT hos de
neutraliserede hunde. Denne undersøgelse kan ikke umiddelbart overføres til
andre racer, men det giver da stof til eftertanke.

Dyrlægen vil ofte
argumentere for en sterilisation af en tæve med, at det minimerer/fjerner
risikoen for brystkræft og livmoderbetændelse – uanset race. Men er det det
værd, når man ved, hvilke risici der er? For de fleste racer er der en øget
risiko for de øvrige kræftformer, inkontinens og – og det er ikke mindst
interessant for vores race – en øget risiko for immunrelaterede sygdomme.

Nogle tror, at en
hanhund, der er aggressiv over for andre hunde, bliver mindre aggressiv, hvis
den kastreres. Det er oftest ikke tilfældet. Hvis den aggressive adfærd f.eks.
skyldes usikkerhed, kan den i stedet forværres på grund af manglen på
testosteron. Der er faktisk studier, der har påvist, at kastrerede hanhunde er
mere aggressive – både over for mennesker og andre hunde – end intakte
hanhunde.

En rutinemæssig
neutralisering vil aldrig resultere i et bedre helbred for hunden.

Det her emne –
neutralisering – er så interessant, at jeg håber, at Lise en dag vil få stof
nok til et helt foredrag om dette ene emne.

Anne Iversen, der
er autoriseret translatør, har påtaget sig at oversætte WSAVA’s anbefalinger på
dansk, og hun har tilladt mig at offentliggøre dem. Så er er et link til anbefalingerne,
som de af jer, der gerne vil vide mere, kan læse i vedhæftede pdf-fil:

De seneste uger har
budt på en del hvalpebesøg i Sverige for at se til Tiva og hendes søskende.
Heldigvis er der kun en forholdsvis kort køretur til Skurup, hvor Agneta og
Tina bor, så det har været til at overkomme.

Vi er blevet taget
så godt imod af Agneta og Tina og de øvrige hvalpekøbere, som vi har mødt
næsten alle sammen. Det har været skønt at kunne følge med i, hvordan kuldet
udviklede sig og spændende at vente på at få at vide, hvilken hvalp der var
Tiva.

Under et af vores
besøg mødte vi Johnny – hvalpenes far. Hans stambogsnavn er Cairnton’s Pirate
at Javahill. Vi havde ikke mødt ham før, så vi havde glædet os til at se ham.
Og så er det altid spændende at se, hvordan en hanhund håndterer mødet med et
kuld hvalpe. Vi var imponerede. Han var så god til at omgås dem. Lidt forbavset
til at starte med men hele tiden sød og venlig overfor dem. Vi var også
imponerede over, hvor fint han håndterede de tre tæver i husholdningen. Sidst
han mødte dem, fik han jo både lov til at komme på jagt og parre, så der er
muligvis været nogle forventninger. De tre piger blev lige tjekket ud; det
kunne jo være, at de var i løbetid. Men det var de ikke, og så var han helt
afslappet omkring dem. Han kunne endda finde ud af at lege trækkeleg med den
yngste, Betty, som er lige omkring 1 år (og en halvsøster til Tiva). Det var
virkelig dejligt at se. Jeg kan bedst lide at kende faderen til den hvalp, jeg
skal have. Men omvendt så havde vi stor tillid til Agneta og Tina. Og udover at
være en sød og rar hund, så er Johnny meget smuk.

Lørdag den 28.
april var det endelig tid til at hente Tiva hjem. Vi var lidt spændt på,
hvordan den lange køretur skulle gå, men det viste sig, at vi ikke havde grund
til bekymring. Vi havde taget Vixen med. Så kunne de vænne sig til hinandens
lugte på vej hjem. Kristian havde bedt om også at komme med; han havde sådan glædet
sig til en ny hvalp i familien.

Efter at have fået
papirerne underskrevet, fået en rigtig fin hvalpepakke, fået de sidste ting
snakket igennem og givet Tiva mulighed for at brænde lidt krudt af, var det tid
til at sige farvel. Vi gruede lidt for den 4 timer lange tur til Vildbjerg og
havde forberedt os på forskellig vis, hvis nu Tiva ikke syntes om at køre bil.
Vi kunne have sparet os alle bekymringerne og forberedelserne. De første fem minutter
peb hun en lille smule, men så faldt hun i søvn og sov det meste af vejen til
Vildbjerg. De gange, hun var vågen, var hun ude og tisse – hvor hun også fik
lov til at hilse på Vixen for første gang. Ellers blev hun nusset af Leif, der
sad på bagsædet eller tyggede i sit legetøj. Sikke en nem hvalp!

Da vi kom hjem, fik
Vixen og Tiva lov til at løbe lidt rundt i haven, så de kunne lære hinanden
bedre at kende. Dvs. Tiva var mere interesseret i at lære Vixen at kende end
omvendt. Vixen havde bestemt ikke brug for en hvalp i sit liv.

Da vi besluttede os
for en hvalp, var vi jo i den situation, at jeg var arbejdsløs og dermed havde
masser af tid til at vænne hvalpen til at være alene hjemme. Desuden kunne Leif
tage ferie. Men mens vi ventede på at hente Tiva hjem, fik Leif nyt arbejde,
hvor han skulle starte den 2. maj. Og han kunne ikke starte et nyt job med at
holde ferie. Så skete der det, at jeg fik et 3 måneders vikariat som Executive
Assistant hos LEGO med start den 24. april. Selv om vi begge var meget glade
for at henholdsvis få nyt job og få et vikariat, så var timingen elendig.
Heldigvis er min chef en meget berejst og venlig mand, og i ugerne 18 og 19
ville han være i USA på østkysten, hvor tidsforskellen til Danmark er 6 timer.
Så han var helt med på ideen om, at jeg arbejdede i Billund fra 8-12, kørte
hjem og tilbragte en times tid med at aktivere hvalp og derefter logge på og
arbejde to timer udover arbejdstid. Det ville betyde, at jeg var tilgængelig
lidt flere timer for ham. Så først fra uge 20 skulle Tiva til at lære at
tilbringe en hel dag alene hjemme.

Vi har indrettet en
hvalpegård i stuen – både for at afgrænse det område, hun har, når hun er
alene, og for at have et sted, hvor hun kan komme i ”time out”, når det er
nødvendigt. Og så har hun fra opdrætteren lært at tisse/skide i en balje med
træpiller. Så sådan en står i hvalpegården, og det har bare virket helt
fantastisk. Vi har meget få tissetåre, der ikke ender i træpillerne. Et
kæmpestort cadeau til opdrætterne for at bruge tid på at lære hvalpene dette.

Hvad er det så for
en hvalp, vi har fået? Tja, hun er utrolig velafbalanceret. Hvis der er noget,
hun ikke har set før, eller som forskrækker hende lidt, så sætter hun sig ned
og ser ud til at overveje situationen. Hun har adskillige gange været med på
camping i weekenden, og det tager hun totalt afslappet. Hun har adgang til
campingvogn, fortelt og en indhegning foran forteltet, og her går hun ud, når
hun skal besørge. Hun er naturligvis genstand for en masse beundring. Der er
stort set ingen, der kan gå forbi uden at skulle nusse hende. Så hun bliver
socialiseret på alle mulige mennesker: Voksne, børn, mænd med skæg, folk med
solbriller, andre hunde og alle mulige slags køretøjer.

Vi tilbragte Kr.
Himmelfarts-dagene på camping. Torsdag var hun på besøg hos Helle, Kim, Troja
og Cookie. Her tilbragte hun hele eftermiddagen. Hun lærte, hvad der er OK, og
hvad der ikke er OK, når man er en lille hvalp og havde i det hele taget en god
dag.

Fredag stod den på
café-træning i Middelfart. Leif og Kim gik en lille tur med hundene, mens Helle
og jeg fik brugt lidt penge. Da vi mødtes foran den café, hvor vi skulle spise
brunch, sad Leif på en bænk med Tiva. Hun var faldet i søvn. Alle de oplevelser
havde tæret på hende. I stedet for at stresse op og ikke vide, hvad hun skulle
gøre af sig selv, så lagde hun sig på bænken og faldt i søvn! Vi bar hende hen
til caféen, hvor hun sov under min stol, mens vi var der.

Om eftermiddagen
kom Martin og Line forbi med deres to labbedutter, Chinook og Frida. Da vejret
var fantastisk, og da campingpladsen ligger lige ned til Lillebælt, benyttede
vi os af lejligheden til at tilbyde Tiva hendes første svømmetur. Det tilbud
tog hun imod uden tøven, så nu er det også prøve.

Nætterne er gået
utrolig godt. Jeg havde en idé om, at hun skulle sove i sit bur ved siden af
vores seng. Det fungerede fint for Vixen, så hvorfor ikke for Tiva?? Nu er det
jo Leifs hund, og Leif ville have Tiva i sengen, så sådan blev det J Så hun har siden første nat hos
os sovet i sengen. Og det har fungeret så fint. Hun bliver puttet ved 23-tiden,
og omkring kl. 5.30 er Leif oppe og tisse med hende. Ingen uheld i løbet af
natten. Hun er god til ret hurtigt at finde ro, når vi går i seng – også selv
om vi ser lidt fjernsyn.

Relationen til
Vixen er kun blevet bedre. Hun havde en periode, hvor hun ikke ville have noget
med Tiva og gøre, og Tiva skulle ikke komme for tæt på. Så kom en periode, hvor
Vixen åbenbart havde accepteret, at Tiva var kommet for at blive, så Vixen
tolererede hende, men der var ingen tegn på, at de skulle blive gode venner. Så
pludselig kom der hul på bylden, og de leger nu rigtig godt sammen. Vixen er så
blid over for hende og finder sig i utrolig meget. Hvis Tiva bliver for
voldsom, bliver hun dog sat på plads – men på en god måde. Denne ændring i
deres forhold har vi ventet på. Vi ved, at Vixen har savnet Chili og Daisy, og
det var svært for hende, da hun blev alene. Så at hun nu har accepteret Tiva og
endda leger med hende, er bare helt fantastisk.

Leif er startet på
hvalpetræning hos Sanne Ammitzbøl. De er fire hvalpe på holdet – et par labber
og en flat. Og det går bare så godt. Og det er godt for Leif, for Sanne har øjne
i nakken, og Leif får at vide, hvis det ikke er godt nok (og han får også ros,
når det er godt).

Eneste minus er, at
Tivas ører folder. Da vi hentede hende, var det kun det højre øre. Kort tid
efter begyndte også venstre ører at leve sig eget liv. Vi har nu fået
vejledning i, hvordan man taper ørerne, så de forhåbentlig sidder, hvor de
skal, når brusken bliver hård.

Vi glæder os rigtig
meget til at se, hvad livet med Tiva vil bringe. Indtil videre har det været utrolig
positivt. Hun er en fantastisk hvalp med en indbygget ro – og så bider hun
stort set ikke!

Den 27. april blev
årets første jagtprøve i Tollerklub-regi afholdt. Den var en del af Tollerdays,
som i år blev afholdt af Kreds Sjælland.

Som så ofte før var
prøven lagt i Kongskilde-området i Sorø. Prøveleder var Brian Sølvkjær, som
havde lagt en god prøve. Mange af momenterne blev dog ændret af dagens dommer.

Jeg deltog med
Vixen i åben klasse. Der var oprindeligt tilmeldt tre hunde i åben klasse, men
da én måtte trække sig pga. løbetid, så var vi to tilbage.

Som sædvanlig blev
der lagt ud med working test. Der var kun tilmeldt hunde i begynderklassen.
Sverker havde valgt, at søget skulle ligge på begge sider af noget vand. Vandet
var ikke svømmedybt, og der var 1½-2 meter over på den anden side – og hundene kunne se den dummy/den and, der lå der . Det blev påpeget, at
dette var lidt usædvanligt. Men reglementet siger ikke noget om, hvorvidt man
må lægge søget på den måde, og dommeren understregede, at det ikke ville
trækken ned, hvis hunden ikke kom over ”vandet”, men at det ville være en
ekstra bonus, hvis den gjorde. I øvrigt ville den hund, der søgte på den anden
side, blive belønnet med at finde en dummy/vildt, så det var egentlig bare god
træning.

Kvalifikationsprøven
var lidt speciel. Reglementet var ikke blevet fulgt. Bl.a. skulle hundene gå
fri ved fod mod skjulet, hvor reglementet siger, at man starter i skjulet. Også
rækkefølgen af posterne var ændret ifht. reglementet. Bedømmelsen var heller
ikke ifht. reglementet, idet den ene af de to hunde, der bestod ud af de fire
deltagende hunde, bestod på trods af, at den havde fugl på jorden flere gange. Hverken
prøveleder eller dommer var helt opdateret på, at man ikke måtte ændre på
rækkefølgen, og dommeren var åbenbart ikke opdateret på, at der ikke må være fugl på jord. Der var ingen af deltagerne eller publikum, der gjorde opmærksom på fejlen, så oplægget ikke ændret.

Begynderklassen
kørte fint. Der var flere hunde, der havde problemer med tilbagesendingen. I
mine øjne var den OK. Den lå ikke synligt for hunden, men vejen derud var en
tydelig synlig linje.

I åben klasse, hvor
jeg jo deltog med Vixen, gik det helt galt. Vi to deltagere fik forklaret
posterne, og det viste sig, at hundene under hele prøven skulle arbejde sammen, hvor reglementet siger, at hundene kun møder hinanden i det frie søg.
Dommeren blev gjort opmærksom på dette, men fastholdt oplægget. Her er så en af
de situationer, hvor man bagefter kan tænke, om man reagerede på den rigtige
måde. Som hundefører vidste jeg, at det ville blive utrolig stressende for Vixen
at arbejde sammen med en anden hund under hele prøven. Omvendt så tager jeg
også gerne imod en opfordring. Som medlem af JU var jeg faktisk i tvivl om,
hvad jeg kunne/måtte gøre. Kunne man stoppe prøven eller klassen? Jeg anede det ikke.

Selve prøven gik,
som jeg frygtede. Vixen skulle heldigvis tolle som den første hund. Den anden
hund sad 10-15 meter derfra. Tollingen gik rigtig fint: Masser af fart og
begejstring og totalt ro i pauserne. Så kom en dobbeltmarkering på linje på
vand. Den første hentede Vixen uden de store problemer. Jeg kunne mærke, at hun
ikke havde styr på den anden, så jeg valgte at støtte hende. Det var ikke
nødvendigt at støtte hende meget, men der var jo tale om en markering, så hun
skulle have arbejdet selvstændigt. Omvendt så handler det om at få fuglene
hjem, så……

Mens den anden hund
tollede og fik vandmarkeringer, sad jeg 10-15 meter derfra med Vixen. Det var
ikke let for hende. Jeg formåede at holde piberiet på et minimum, men hun var
ikke helt lydløs. Jeg er dog ikke sikker på, om dommeren hørte noget.

Næste post var et
frit søg, hvor hundene skulle arbejde sammen. Det foregik på hver side af en
skovsti. Til den ene side var der en skovskråning og på den anden side en
bræmme med siv og vand. Halvvejs inde i søget, blev vi stoppet for at hente en
dirigering. Den anden hund skulle hente først, og imens skulle Vixen og jeg
vente et par meter derfra. Det var ikke let. Der var lagt to dirigeringer ud.
Den ene lå tæt på, hvor der havde været frit søg i begynderklassen. Den anden lå på en
bakketop i nærheden af, hvor der var faldet en markering i kvalifikationsprøven
og i begynderklassen. Min makker skulle vælge først, og han valgte bakketoppen men fik ikke sin fugl hjem. Jeg kunne nu vælge, hvilken jeg ville have. Da jeg havde forberedt mig på
dirigeringen i søget, fastholdt jeg den. Mit håb var, at vandet ville trække
Vixen derud. Hvad jeg ikke lige havde forudset var, at der jo også var vand på
hendes højre side hele vejen derud. Det var der, vi havde lavet vandmarkeringerne. Så det krævede en del handling at få hende derud. Men det
lykkedes, og vi fik fuglen hjem.

Så fortsatte vi med
søget, som vi fik tømt. Dernæst kom to dobbeltmarkeringer på vand. Ved første
dobbeltmarkering skulle Vixen hente først, mens hun ved anden markering skulle
hente sidst. Begge gange falder markeringerne samme sted, som
dobbeltmarkeringerne efter tollingen. Vinklerne var bare nogle andre. Da jeg
sendte hende på den første vandmarkering, knalder makkerhunden. Den springer ud
i vandet og lander ovenpå Vixen, som bliver presset helt ned under vandet. Jeg
får kaldt hende op i ro og mag, giver hende et par minutter til at komme sig og
sender hende så igen. Her var det nødvendigt at hjælpe hende en hel del. Da hun
skulle vente, mens den anden hund hentede, var hun i den grad ved at brænde
sammen oven i hovedet, og der kom en del lyd. Det blev ikke bedre ved anden
dobbeltmarkering, hvor Vixen skulle hente den sidste. Her kom vi så langt ud,
at det lød som om, at hun havde slugt en trillefløjte. Så da jeg skulle sende
hende, var hun så stresset og kørt op, så jeg måtte støtte hende hele vejen ud.
Men igen – vi fik fuglen hjem.

Det er jo altid let
at være bagklog, og måske skulle jeg have nægtet at deltage i det setup, som
dommeren havde lavet. Det enorme pres, som begge hunde var udsat for, medførte,
at de begge havde meget lyd. Omvendt så er jeg stolt af, at vi fik alle
fugle hjem. Og jeg er stolt af, at hun – på trods af hendes mentale tilstand –
formåede at lytte til mine kommandoer.

Vixen og jeg fik en
3. præmie for vores indsats. Det burde dog have været et stort 0 pga. al piberiet.

Dagen blev
afsluttet med vinderklassen, hvor der var to deltagere. Den ene var Vixens
kuldbror, Silver, som med en 1. præmie ville kunne smykke sig med titlen ”Dansk
Toller Jagtprøve Champion”. Der kræves 3 x 1. præmier i vinderklasen, og to af
dem skal være på en dansk prøve. Silver fik sin første 1. præmie sidste
efterår. Silver er allerede champion i Sverige. Her kræver man – udover 3 x 1.
præmie – at hunden består en praktisk jagtprøve. Så Silver har bestemt, hvad der
kræves for at blive champion. Han er en fantastisk hund, som arbejder eminent
godt. Han er som sin søster temmelig meget oppe og køre, men Jan har formået at
styre det og omdanne det til noget godt. Der er jeg ikke – endnu – med Vixen.
Silver fik sin anden 1. præmie på prøven og blev dermed den første danske Toller Jagtprøve Champion. Det kan diskuteres, om dommerens bedømmelse af Jan og Silver var i orden. Det vil jeg undlade at gøre her

Der var mange fejl
på den prøve. Nogle var vi ikke opmærksomme på, andre var vi fuldt ud klar over
og gjorde dommeren opmærksom på. Skulle / kunne vi have gjort mere? Jeg ved det
ikke. Vi har nu henvendt os til DKK for at høre, hvordan vi som JU/prøveleder
skal forholde os i sådan en situation.

Det pudsige er, at
der på dagen INGEN protester eller bemærkninger kom vedrørende prøven – ikke
til os som JU/prøveleder – på trods af, at der deltog folk, som faktisk er mere inde i sagerne, end vi er. Efterfølgende kom der en enkelt skriftlig protest til
bestyrelsen, men da man skal protestere på dagen, har den ikke så meget værdi.
Og der har åbenbart også efterfølgende været en heftig korrespondance, hvilket
fik et medlem af klubben – som ikke var der på dagen – til at kontakte
bestyrelsen/JU og på en temmelig perfid måde stille spørgsmålstegn ved, om man fremadrettet
skal ignorere reglementet, når man lægger prøver, og om man skal acceptere, at
dommeren ikke dømmer efter reglementet. Vedkommende kender jo selv svaret på de
spørgsmål, så der er ingen grund til at kommentere det her. Det, jeg til
gengæld gerne vil kommentere, er, at det netop er sådan nogle
bemærkninger/mails etc. der gør, at det er et utaknemmeligt og udmattende job
at gøre en indsats for klubben. Vedkommende kunne have ringet til mig eller
Hanne og spurgt, hvad der foregik. Så havde jeg givet den forklaring, som jeg
også har skrevet her. Vi var klar over, at nogle af klasserne ikke var iht.
reglementet, og at der ikke blev dømt iht. reglementet, og dette blev
kommenteret af JU/prøveleder på dagen. Dommeren valgte at ignorere dette.
Spørgsmålet er, hvad vi så skulle/kunne have gjort. Det var vi ikke klar over
på dagen. Jeg håber, at vi bliver klogere. Hvis der på prøven var nogle, der
var klogere på dette område end os, så ville det have klædt dem at henvende
sig. Og ingen af de, der efterfølgende har
haft travlt med at ringe rundt og kommentere på prøven, har henvendt sig til os
for at udtrykke deres bekymringer. Til gengæld har der åbenbart været en heftig korrespondance udenom JU blandt nogle af deltagerne, hvilket medførte, at bestyrelsen og JU modtog en mail fra et medlem, der ikke var til stede på prøven på dagen med spørgsmål om, hvorvidt man fremadrettet skulle ignorere reglement ifm. prøvelægningen og præmieringen. Temmelig perfidt efter min mening, for selvfølgelig skal man ikke det.

Min oplevelse som
mangeårigt medlem af Tollerklubben er, at man skal være psykisk robust for at
kunne holde til at gøre en frivillig indsats. Jeg har siddet i flere udvalg og
i bestyrelsen, og det har i den grad været hårdt – ikke på grund af de mange
timer, man har lagt i arbejdet, men fordi en flok medlemmers største ønske er
at man skal fejle, og de gør, hvad de kan for at gøre livet surt for en. Det
undrer ikke mig, hvis det kan være svært at finde frivillige til at sidde i
bestyrelse og udvalg.

For Hanne var dette dråben, der fik bægeret til at flyde over, og hun er nu trådt ud af JU. Jeg er stadig i overvejelsesfasen. Jeg vil rigtig gerne være med til at arrangere prøver for klubbens medlemmer (inkl. mig selv) og gøre en indsats, men det kan blive for meget “op af bakke”.