11. januar 2019:
Så lykkedes det: DKK har godkendt det nye Tollerjagtprøvereglement, som Hanne Sølvkjær og jeg har arbejdet med det sidste års tid. Vi har ikke lagt skjul på, at én af grundene til, at vi gik ind i JU var, at vi gerne ville have muligheden for at lave nogle ændringer til reglementet. Med ændringerne i bestyrelsen ifm. generalforsamlingen i 2018 fik klubben en bestyrelse, som vi kunne komme i dialog med, og som vi har haft et godt samarbejde med, som altså mundede ud i et nyt reglement.
Med det nye reglement luger vi de sidste rester fra DRK ud, og vi lægger os meget tættere op ad de svenske og norske reglementer. Det har længe undret mig, at klubben ikke har ønsket at gøre dette. Vi må jo erkende, at det er svenskerne, der har erfaringen med tollerjagtprøver, og de øvrige klubber baserer deres reglementer på det svenske – og vælger vores prøver fra, da de er så anderledes.
Nu må vi se, hvordan det nye reglement kommer til at fungere. Jeg er sikker på, at vi i den kommende prøvesæson flere gange vil sige ”Ups, det har vi ikke lige gennemtænkt”. Forhåbentlig vil evt. ændringer være så små, at de kan tages med i vejledningen, der ikke skal godkendes af DKK men alene af klubbens bestyrelse.
Hvis man har lyst til at læse det nye reglement og vejledningen, så findes begge dele på Tollerklubbens hjemmeside under “Downloads”.