Den 29. maj havde Tsulas opdrætter arrangeret BPH for hele kuldet. BPH er den svenske variant af DKKs Unghundementalbeskrivelse. Jeg er jo absolut fortaler for en mentalbeskrivelse, men jeg havde en bekymring om, hvorvidt kuldet var lidt for unge. Personligt ville jeg have ventet indtil efteråret. Tsula er en skøn hund, men hun kan nogle gange blive forskrækket over mærkelige og ligegyldige ting.

Hele kuldet var mødt op, og det var skønt at se de andre. Tre af dem så vi jo midt i marts, hvor de var på kursus hos Tond, men Simba har vi ikke set sinden vi hentede Tsula. Hold da fast, hvor er han en fin dreng.

Sally var første hund til at blive beskrevet. Jeg så hende ikke, da jeg skulle holde mig klar med Tsula, som var hund nr. 2. Men jeg fik at vide, at hun gjorde det rigtig fint og var velafbalanceret hele vejen igennem beskrivelsen.

Tsulas spindeldiagram med forklaring:

Tsulas protokol og en sammenfatning af hendes beskrivelse kan ses her: https://hundar.skk.se/avelsdata/Flikar.aspx?sida=Hund_info&id=3587361 Vælg “BPH diagram” i menuen i venstre side og vælg derefter hhv. “protokol” og “sammenfatning” i drop down-menuen midt på siden, hvor der står “Välj BPH-redovisning

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg var lidt bekymret og overvejede, om jeg skulle trække mig. Tsula er en lidt forsigtig hund, og hun reagerer på ting, som jeg ikke troede ville røre hende. Hvis jeg selv havde arrangeret en unghundementalbeskrivelse (som er den danske udgave af en BPH), så havde jeg ventet til efteråret for at give hende lidt mere tid til at modne. Men…….den lille pige klarede det så flot. Hun blev selvfølgelig forskrækket, da “tingesten” røg op fra græsset, og for larmen fra tromlen. Og hun søgte hjælp hos mig. Men da hun var færdig med at undersøge tingene, var hun totalt upåvirket. Og det er jo det, det handler om: At de er i stand til at afreagere og få tingene ud af kroppen. Alt i alt lavede hun en rigtig fint BPH. Og det var rigtig sjovt at se, hvordan alle fem hvalpe var meget ens.

Spindeldiagram og forklaring for hele kuldet kan ses her:

Tsulas BPH kan ses her: https://youtu.be/DPwbXT-qYMQ – laaaang video 🙂

Der blev også tid til noget træning, mens vi var i Sverige. Ann og Thomas har et rigtig dejligt areal i baghaven, som er godt at træne i – når man altså lige har fået skræmt hugormene væk 😊

Både Tiva og Tsula fik lov til at lave noget. Også søstrene Sally og Lotta, bror Nelson og mor Disa var i gang. Og de gør det alle rigtig godt. De er på lidt forskellige niveauer, men de er alle meget ens på den måde, at de virkelig gerne vil, og de har ro og overskud i hovedet.

Der var ro på bagsædet, da vi kørte hjem søndag eftermiddag efter en begivenhedsrig weekend: