Weekenden den 12. og 13. november var Tsula og jeg at finde i Herning Messecenter, hvor vi deltog i DKK’s Winter Wonder Show 2022. Jeg synes jo ikke, at udstilling er det sjoveste, man kan lave med sin hund. Omvendt så synes jeg, at det er vigtigt at få sin voksne hund bedømt af et antal forskellige dommere – især hvis man har tænkt sig at avle på hunden. Og da Herning jo er lige i baghaven – og Tsula nåede at runde 9 måneder og dermed kunne stille i juniorklassen – var det naturligt for mig at melde til der. Jeg meldte til begge dage, da det var forskellige dommere. Og da udstilling jo i stor grad er meget subjektivt, ville jeg gerne have to forskellig sæt øjne til at vurdere hende.
Op til udstillingen var jeg til ringtræning i DKK kreds 11 – som skrevet tidligere. Det var fint lige at få nogle ”professionelle” til at kikke på den måde, man handler hunden på. Og så var miljøtræningen super.
Jeg kom ikke til Herning med særlige store forhåbninger. Dag 1 var det en irsk dommer – Paul Lawless. En utrolig sød og rar mand, som håndterede både hunde og forvirrede handlere på en rigtig positiv måde. Han kunne grundlæggende godt lidt Tsula og hun fik en rigtig fin kritik. Hun var den yngste i et felt på 9 juniortæver. Da jeg skulle løbe med hende, tog jeg en godbid i hånden. Det har jeg ikke gjort før, og det skulle jeg måske heller ikke have gjort. For hun blev temmelig fikseret på min godbid, og det var min fornemmelse, at hun ikke løb særlig godt. Og det var vist også dommerens fornemmelse. Han gav hende Very Good, hvilket jeg var meget glad for. Hun blev placeret sidst.
Kritikken lød således:
Efterfølgende blev hun lagt i bilen, så Helle og jeg kunne shoppe og spise frokost – en meget vigtig del af det at være på udstilling 🙂 Hvis ikke hun havde været i løbetid, ville jeg nok have taget hende med, da det havde været god træning for hende.
Om søndagen var tollerne første race i vores ring, så der var heldigvis ikke så meget ventetid. Dommeren var dansk og hed Lise Møller Frandsen. Som dommeren dagen før var hun meget venlig og imødekommende både overfor hund og fører. Så også søndag var det en positiv oplevelse at være på udstilling. Der var tilmeldt 10 juniortæver, og igen var Tsula den yngste. Dommeren kunne åbenbart lide, hvad hun så, for vi gik derfra med et Excellent – noget jeg slet ikke havde set komme. Og selv om hun ikke fik CK, så var jeg helt oppe og ringe. Her blev hun placeret som nr. 6 ud af de 10 juniortæver.
Kritikken på dag 2:
Det er utrolig dejligt at to dommere bedømmer Tsula så godt. Jeg er rigtig godt tilfreds. Jeg har dog ikke tænkt mig at køre rundt til en masse udstillinger i den nærmeste fremtid. Vi kommer helt sikkert igen, men det bliver nok først, når jeg kan stille hende i brugshundeklassen (1. præmie på jagtprøve), og hun har fået lidt mere krop. Og så er det jo altså så utrolig subjektivt. Et tydeligt eksempel på det er, at en af tollerne fik Excellent om lørdagen og Good om søndagen. Det er altså et pænt stort spring, og hunden har jo ikke ændret sig i løbet af natten.
Der er ingen billeder af Tsula med fine rosetter, for sådan nogle fik man ikke, med mindre man ryger helt til tops. Men – jeg har et fint billede af os fra udstillingen om søndagen 🙂