Den 12. marts 2007 måtte vi desværre sige farvel til Chili – vores første hund/toller. En voldsom livmoderbetændelse gjorde, at vi måtte afsted til dyrlægen midt om natten, og vi vidste godt, at vi ikke fik hende med hjem. Chili var næsten 13 år og havde efterhånden en del skavanker, så vi ville ikke udsætte hende for en større operation.
Chili var en fantastisk indgang til racen. Hold fast, hvor var hun en fantastisk hund. Hun og Kristian knyttede et helt specielt bånd. Han var jo næsten lige fyldt 6 år, da Chili flyttede hjem til os. Han var ikke pjattet med hendes spidse hvalpetænder, men efterhånden blev de bedste venner. De havde en leg, hvor Chili “jagtede” Kristian rundt i huset, fik ham væltet (eller måske valgte han selv at lægge sig ned, for at legen kunne fortsætte???). Så trak hun hans sokker af og spurtede afsted med dem. Og så var det Kristians tur til at jagte Chili.
Chili fik vores øjne op for jagttræning, og der gik jo også kun et års tid, inden Daisy flyttede ind, og Leif dermed også fik en træningskammerat.
Chili og jeg har været på rigtig mange prøver – primært wt’er og markprøver i DRK. Sjældent med stor succes, men jeg tror, at vi begge mente, at det var den fedeste måde at tilbringe dagen på. Dommerne var sjældent imponeret over hendes knaldapporteringer og smukke sangstemme (Queen of Whining), men de kunne oftest lide hendes ukuelige gåpåmod og ivrighed. Chili selv var fuldstændig ligeglad med, om det var gået godt eller skidt; hun sad med et stort smil i bilen hele vejen hjem.
Leif har taget mange smukke billeder af Chili, men hun var især kendt for at have de mest mærkelige ansigtsudtryk – “Queen of Funny Faces”.
