Velkommen til

Vi har lige mødtes med gamle Thule-venner i et sommerhus ved Kjul Strand nord for Hirtshals. En dejlig weekend med gode venner, dejlig mad og lidt at drikke – og selvfølgelig et par ture til stranden med Vixen og Tiva.

Ved Kjul strand: https://youtu.be/n-CcHskErWc

Ved Tversted strand: https://youtu.be/NVcxUaFRCe4

Som om der ikke er nok negativitet i vores hundeliv for tiden, så må vi konstatere, at der ikke bliver hvalpe på Tiva. Det er vi helt knust over, og det har været en overordentlig svær ting at acceptere. Men der skal jo to til at beslutte en parring – os og hanhundeejeren – og hanhundeejeren valgte desværre at trække sig et par dage før, jeg skulle have været i Sverige og parre.

Vi har jo meget længe haft en aftale med Jessica om at måtte bruge Izac til Tiva. Og vi har glædet os rigtig meget til denne parring, da vi synes, at de to hunde passer rigtig godt sammen. Izac laver dejlige hvalpe, han har en fantastisk “tracking record” når det gælder hofter – som jo måske / måske ikke – er et problem i Tivas linjer. Og så har han lidt hår på brystet, hvor Tiva mangler det.

Vi havde også en lang række fantastiske hvalpekøbere stående klar til at overtage disse hvalpe. Nogle af dem har hængt på meget længe og er kommet sig over skuffelsen over, at vi ikke fik parret i januar i år. Og da det jo langt fra er let at få en tollerhvalp – eller en hvalp i det hele taget – i disse tider, så er vi så kede af, at vi ikke har været i stand til at opfylde deres ønske om en tollerhvalp.

Hvad er der så sket, siden denne parring ikke er blevet til noget? Tja, jeg blev kontaktet af Jessica, som spurgte, om jeg var klar over, at Johnny (Tivas far) er far til et kuld, hvor der er en hvalp, der er diagnosticeret med EPI (Exocrine Pancreatic Insuffiency). Det var jeg ikke, og jeg havde i øvrigt aldrig hørt om den sygdom. En anden svensk hanhund er far til tre kuld, hvor der i hvert kuld er en hvalp med EPI. Denne hanhund og Johnny har en fælles forfader.

Min første reaktion var, at vi selvfølgelig ikke skal introducere en ny sygdom i racen, og da ingen af os vidste ret meget om denne sygdom, så var det nok en god idé at slå bremserne i.

Efterfølgende gik jeg i gang med at undersøge, hvad EPI er, og hvordan man skal håndtere det. Det viste sig, at der på KU Sund (tidl. Landbohøjskolen) er et forskningsprojekt, hvor man prøver at finde en DNA-test for schæfere og eurasier, så man ville kunne teste for det. Jeg var så heldig at få kontakt med den professor, der står for projektet. Hendes besked til mig var, at man endnu ikke helt sikkert ved, hvordan sygdommen nedarves. Man var dog ret sikker på, at den er recessiv, hvilket betyder, at begge forældre skal have genet. Hendes anbefaling til mig var, at man ville kunne avle uden risiko, hvis man sørgede for, at ingen af forældredyrene havde de samme aner tilbage til oldeforældreleddet.

Efter at være blevet klogere, var jeg nu ikke længere utryg ved at parre Tiva med Izac. Jessica havde det desværre ikke på samme måde og ønskede stadig ikke at gennemføre parringen. Det er vi jo nødt til at respektere, selv om vi godt nok er kede af det.

Vi er på ingen måde interesserede i at indføre en ny sygdom i racen (nærmere undersøgelser har dog vist, at der faktisk er flere tollere med EPI – primært i Nordamerika). Omvendt så er jeg også af den opfattelse, at vi kommer til at skyde os selv i foden, hvis vi holder gode hunde ude af avlen pga. en sygdom, som der ikke er stor sandsynlighed for at få. Vi har i racen en meget lille genpulje, hvilket betyder, at hvis vi udelukker for mange hunde, så kommer vi til at avle for tæt – og så får vi først store problemer i racen.

Da vi jo har haft en aftale med Jessica i over 1½ år, så har vi ikke kikket på andre hanhunde, og med få dage til parring, var det heller ikke muligt at finde en anden hanhund og få tjekket op på ham. Så desværre ingen parring.

Vi har brugt oceaner af tid og kræfter på dette kuld – allerede inden den var lavet. Vi har mødtes med så mange fantastiske hvalpekøbere (og et møde med os tager rask væk 3-4 timer 🙂 ). Vi har fundet nogle rigtig gode hvalpekøbere, hvor de fleste vil på jagt med deres toller, og som vi ved, vi vil kunne holde kontakt med og træne sammen med de næste mange år. Men denne skuffelse – og Vixens diagnose oveni – har bare drænet os totalt for kræfter og overskud til at vurdere, om vi orker at avle flere hvalpe. Lige nu er status nok, at det orker vi ikke. Nu må vi så se, om det stadig er vores holdning, når vi får alt dette her på afstand.

Nu er der gået seks uger, siden vi fik at vide, at Vixen har kræft i maven. Det har været seks forfærdelige uger, og der er ikke gået én eneste dag, hvor jeg ikke har grædt – nogle gange flere gange om dagen. Jeg har stadig meget svært ved at tale om det uden at græde.

Heldigvis tror jeg ikke, at Vixen er klar over, at hun er syg, og at hun nok ikke er her ret meget længere. Ja, faktisk kan jeg også nogle gange selv glemme det, når jeg ser hende. For hun virker bestemt ikke syg. Hun er højt humør, altid sulten og ALTID klar til at arbejde. Hun har dog haft enkelte gange, hvor hun har kastet op. Heldigvis har det været forbigående, og hun har haft det godt umiddelbart efter.

Der har dog været en enkelt gang, hvor hun kastede en del op om natten og tidligt om morgenen. Efterfølgende var hun ikke sig selv – hun hang med hovedet og ville ikke spise. Desuden begyndte hun at hoste en tør hoste. Jeg tog kontakt med dyrlæge Lisa, som gerne ville se hende, hvis hosteriet fortsatte. Det gjorde det næste dag, så afsted til dyrlægen. Vixen havde dog fået appetitten nogenlunde tilbage på det tidspunkt men var stadig ikke helt sig selv. Dyrlæge Lisa lyttede til Vixens lunger. De lød desværre ikke godt, og hendes konklusion var, at kræften nok havde spredt sig til lungerne. Vi talte lidt om, hvad vi kunne gøre – og hvad vi burde gøre – og kom frem til, at vi ville starte hende på binyrebarkhormon – 10 mg. Dyrlæge Lisa understregede, at dette nok ville give hende et boost, som ikke ville vare ved. Og at vi så til den tid skulle vurdere, om dosen skulle sættes op, eller det var tid til at sige farvel.

Binyrebarkhormonen har haft en rigtig god effekt på hende. Hun er helt sig selv igen. Leif og jeg har dog besluttet, at når de 10 mg ikke længere er nok til at give hende et godt liv, så er det tid til at sige farvel. Vi håber, det varer længe!

Vi har tid til et tjek hos Lise Bang Hansen den 18. august, og så har jeg faktisk også booket en tid ved Sys Vad i slutningen af måneden, da jeg synes, at hun trænger til at blive løsnet lidt op.

Blod er sendt til SLU i Sverige og modtaget. I fryseren har jeg også blod og en fire afføringsprøver, som venter på at blive afhentet af en dyrlæge fra KU Sund. Intet af dette gør noget godt for Vixen, men jeg har det rigtig godt med, at hun kan bidrage til forskningen, som forhåbentlig udmunder i noget positivt for vores hunde.

Da Vixen jo egentlig har det godt, går dagene som altid. Der gås tur, vi træner (måske ikke så intenst og langvarigt som tidligere), og vi hygger os. Det kræver lidt “holden tungen lige i munden” at styre pilleindtaget i løbet af dagen, og hvordan pillerne skal tages i forhold til måltider etc. Men da jeg jo heldigvis stadig primært arbejder hjemme, så fungerer det fint.