Nogle gange må man bare kaste håndklædet i ringen og give op. Det var den konklusion, vi kom frem til, da Corona-situationen umuliggjorde vores planer om at parre Tiva i denne løbetid.
Vi havde ventet og ventet på, at Tiva skulle komme i løbetid, mens vi spændt fulgte med i, hvordan Corona-situationen udviklede sig. Planen var, at jeg kørte en tur til Sverige med Tiva for at få hende parret. Pludselig lukkede Sverige grænsen for danskerne! Hvad så??? Jo, der var en mulighed for at få Jessica og Izac til Danmark, så det blev aftalen. Men…..dagen efter besluttede den danske regering at lukke grænsen til Danmark. Fuck!
Vi havde tidligere talt om muligheden for inseminering med kølesæd, og det var nu den mulighed, vi gik efter. Egentlig ville vi gerne have en naturlig parring, da Tiva ikke har været parret før. Det er vigtigt at vide, om tæven vil og kan lade sig parre. Men….der er ikke krav om det, så det var stadig en mulighed, vi overvejede.
Så gik Tiva i løbetid, og Jessica blev kontaktet. Planen var stadig en inseminering. Jessica og Izac skulle en tur nord for Stockholm for at se hans seneste kuld hvalp og gå lidt på jagt. Men……det skulle være muligt for dem at nå tilbage.
En anden ting var, at dyrlægen, vi havde kontakt med – og som gør i tapning og køling/nedfrysning af sæd – ikke ville have noget med transporten at gøre. Det kunne vel ikke være et problem; vi kunne da selv booke noget transport. Det kunne vi så ikke, da privatpersoner ikke må importere biologisk materiale. Efter et hektisk døgn, hvor jeg rakte ud til en masse mennesker, fik vi lavet en aftale om, at vores dyrlæge, som skulle inseminere Tiva, ville tage sig af transporten.
På dag seks i løbetiden kørte jeg til Hinnerup for at få Tiva progesterontestet. Dyrlægens første bemærkning var, at Tiva var en af de sødeste og nemmeste tæver, han havde haft fingrene i. Det var jo ikke en overraskelse men dejligt at få at vide 🙂 Hans umiddelbare vurdering efter at have undersøgt hende var, at hun var længere fremme, end man normalt kunne forvente så tidligt i løbetiden. En opringning senere på dagen, da der var svar på blodprøven, bekræftede dette. Dyrlægen vurderede, at hun ville have ægløsning i weekenden, og inseminering skulle ske om mandagen. Se, det var et problem, for Izac kunne først tappes om tirsdagen, og vi ville først modtage sæden om onsdagen. Efter lange overvejelser og en god snak, enedes vi og Jessica om, at der ikke parres denne gang. I stedet håber vi, at verden er lidt mere åben til juli/august, når Tiva kommer i løbetid igen.
Heldigvis har vi nogle rigtig gode potentielle hvalpekøbere, der gerne vil vente på en Tiva-hvalp. Som vi altid gør, har vi også opfordret disse til at tage kontakt til flere opdrættere. Det er surt at vente i lang tid på en hvalp, og så – af den ene eller anden grund – får man ingen hvalp.