Blog Image

Velkommen til

Kennel Wildmountain Tollers' blog

Her kan I læse de senest nyheder om vores "hundeliv". Hvis I vil vide mere om vores hunde og vores opdræt, så kan vi anbefale, at I kikker på vores hjemmeside www.wildmountain.dk. I vores opdræt prøver vi at foksere på tollerens jagtlige egenskaber uden dog at miste fokus på sundhed og eksteriør.

Miss Tivas Journey

Latest news / Sidste nyt, Tiva Posted on Mon, December 28, 2020 20:09:10

Leif har ikke ligget på den lade side. Så selv om han ikke annoncerer så meget med det, så er der altså lagt nye videoer op af hans træning med Tiva. De kan ses her Miss Tivas Journey

Før de begge vidste, hvad der ventede dem…….


Sidste træning i 2020 med The Pokémons & The Hangarounds

Latest news / Sidste nyt, Pokémon-kuld, Træning Posted on Mon, December 28, 2020 20:03:01

Den 19. december havde vi inviteret til årets sidste træning med The Pokémons & Hangarounds. Vi havde flyttet træningen til Gullestrup, hvor jeg havde planer om at genbruge nogle poster, jeg tidligere har brugt med Vixen.

Jeg havde forberedt tre dirigeringspunkter, hvor terrænet medvirkede til at gøre det lidt svært. Oplægget var, at de gik linjen ud til punktet med to dummyer, lagde begge dummyer mens hunden så det, og gik linjen tilbage. Herefter blev hunden sendt ud og hente de to dummyer. Sådan gjorde vi med alle tre punkter.

Jeg må indrømme, at jeg blev positiv overrasket over, hvor flot de alle klarede det. Det var ikke alle, der var helt sikker på, at der var noget derude 2. gang, de blev sendt, men det er bare et træningsspørgsmål – og det lykkedes at få dem derud og hente dummy nr. 2.

Efterfølgende fik de alle lov til at prøve kræfter med et frit søg. Vi brugte området med løbevand, selv om der ikke var nær så meget vand, som der har været tidligere på året. Det var dog nok til, at flere af hundene studsede lidt over det. De overvandt dog forbavselsen og fik hentet dummyer hjem.

Vi sluttede af med en enkeltmarkering på omkring 40 meter. Hurdlen var ikke længden men det faktum, at hundene skulle igennem et læbælte og ud på en åben mark for at hente dummyen. Planen var egentlig, at pufferen skulle bruges her. Men efter et par prøveskud, strejkede den. Heldigvis er Leif jo fantastisk til at kaste, så hundene fik markeringer, der kom over trætoppene alligevel. Igen tog de lidt røven på mig, for de gjorde det alle rigtig flot. Imponerende flot, faktisk.

Jeg er utrolig glad for at se, at både Tessa og Alba arbejder helt uden lyd og med stor ro. Det går dog ikke udover lysten til at arbejde – den er stor hos dem begge. Og 2 x Morten fører de to piger så flot og roligt. Her kan jeg vist lære lidt 😉

Hanne og Waggy var også med og gjorde det også virkelig flot. Waggy arbejder rigtig godt, og når de to får styr på de sidste vigtige ting, så er de klar til “de skrå brædder”.

Simon og Flora har været med til træningen et par gange. Flora er en fin tæve fra Ute Nagl i Tyskland. Hendes far er halvbror til Vixen, så arbejdslysten fejler bestemt ikke noget. Hun har meget energi – nogle gange for meget – så Simon har egentlig brugt mest tid på at få ro på hende. Og det går helt sikkert den rigtige vej. Det er ikke blevet til så meget træning. Han har brugt vores træning til at lære hende at være sammen med andre hunde, der arbejder, uden at flegne fuldstændig. Vi tilbød Simon at prøve kræfter med posterne, og det ville han gerne. Og hold da lige fast, hvor blev jeg overrasket! Flora sad roligt på rumpetten under markeringen og løber direkte ud, samler op og direkte hjem. Hendes afleveringer skal der arbejdes på, men det skal nok komme.

Jeg har lavet en lille film og posterne, som kan ses her . Og når jeg nu efterfølgende sidder og kikker på den, kan jeg se, at vi næste gang skal tale lidt om “handling” 🙂

Jeg må sige, at det er en fornøjelse at træne med vores hvalpekøbere og andre, der har møder op til vores træning. De arbejder seriøst med deres hunde og gør – nogenlunde – hvad vi beder dem om 🙂

Vi glæder os til mere træning i 2021.



Hvalpekøbere

Latest news / Sidste nyt Posted on Mon, December 28, 2020 18:36:57

Når man planlægger et kuld hvalpe, medfører det sædvanligvis en stor interesse fra potentielle hvalpekøbere. Og denne gang er det ikke spor anderledes – og så alligevel.

Vi har altid haft mange interesserede hvalpekøbere, og har aldrig haft problemer med at afsætte vores hvalpe. Men denne gang er vi i den grad blevet “lagt ned” af potentielle hvalpekøbere. Aldrig er vi blevet kontaktet af så mange, der leder efter en hvalp. Jeg kan forstå fra andre opdrættere, at de oplever det samme – også med andre racer. Hvad der gør, at efterspørgslen efter hvalpe er så meget større, kan man jo kun gætte på. Men mon det ikke kan have noget at gøre med, at folk – pga. Corona-situationen – har været så meget hjemme og måske opdaget, at et kæledyr kunne være en god tilførsel til familien? I hvert tilfælde har vi haft mange interesserede hvalpekøbere, der gerne ville have en hund, som kunne være en del af familien, når de var ude i naturen – på løbeture, svømmeture, vandreture etc.

Vi har jo altid sat en ære i at tale med alle, der er interesserede i en tollerhvalp – også selv om vi fra starten har vidst, at vi ikke ville sælge dem en af vores hvalpe. Men ved at bruge tid på dem, har vi kunnet hjælpe dem med at lære mere om tolleren som race, og hvordan den passer – eller ikke passer – ind i deres familie. Og flere gange er sådan en snak mundet ud i, at folk har fundet ud af, at en toller måske ikke er den race, der passer til dem.

Denne gang har vi en lidt anden tilgang til det med hvalpekøbere. Naturligvis har Corona-situationen været en medvirkende årsag, men hvad har været mere vigtigt for os er, at finde hvalpekøbere, der forstår tollerens behov for aktivering. Mange tænker, at aktivering er lig med lange løbeture, svømmeture og vandreture. Og tolleren vil også være vild med det, men det tilfører kun god kondition og ikke en tilfredsstillelse af tollerens behov for at lave noget/løse opgaver.

Da vi selv mener, at vi laver tollere med arbejdspotentiale, og da vi begge er bidt af tolleren som jagthund/jagtprøvehund, så vi vil gerne se dem arbejde og bruge deres potentiale. Derfor sælger vi udelukkende vores hvalpe til folk, der kontinuerligt vil arbejde med dem – og vi hvalpekøbere, vi prioriterer højest, er folk, der vil bruge deres toller på praktisk jagt og/eller jagtprøver.

Flere af dem, der kontakter os, vil gerne have en hund til spor, lydighed etc., og det er der heller ingen problemer i. Men når vi spørger ind til, hvorfor de ikke vil dyrke jagttræning, så er svaret 99% af gangene, at de ikke går på jagt / ikke har jagttegn, så det er ikke noget for dem. Og så er det jo, at man må konkludere, at vi opdrættere og måske også Tollerklubben ikke har været gode nok til at fortælle folk, hvad jagttræning i grunden er, og hvilke – om nogen – forudsætninger man skal have for at dyrke jagttræning.

Så nu foregår vores hvalpebesøg på den måde, at folk kommer hjem til os for at se vores hunde i deres hjemlige miljø, hvor de er meget sociale og afslappede. Vi har ro til at få en snak om racen, få snakket om vores/deres forventninger etc. Når det er gjort, kører vi til Haunstrup, hvor vi går en tur igennem skoven med dem. Her ser de en anden side af vores hunde. Når vi er ude, er de nemlig fokuserede og ikke er særlig sociale. Undervejs laver vi forskellige ting med hundene såsom tilbagesendinger, dirigeringer, frit søg etc. Hvis vejret er til det, laver vi også lidt vandarbejde med dem. Når vi er tilbage ved bilerne, fortæller vi dem, at det, vi lavede, var jagttræning. Alle uden undtagelse er blevet overrasket over det og har efterfølgende sagt, at “det kunne de da sagtens se sig selv i”, og at “det var meget tydeligt, at hundene elsker det”. Så måske skulle vi finde et andet ord for “jagttræning”, da det åbenbart klinger forkert i ikke-jægers ører. Måske kan man kalde det apporteringstræning, da det jo i bund og grund bare handler om, at hunden skal hente et eller andet i forskellige set ups. Og det er de jo igennem mange generationer blevet avlet til at være rigtig gode til.

Det ville glæde os rigtig meget, hvis vi kunne få kommende tollerejere til at overveje jagttræning – og måske senere at deltage på jagtprøver – med deres tollere. Vi har brug for at se, at vores race har de egenskaber, den skal have som jagthund. Fra et avlsmæssigt perspektiv ville det også være dejligt at se flere danske hunde på vores prøver, så vi opdrættere kan se, om der f.eks. er gode hanhunde, vi kan bruge. Om der er tæver/hanhunde, der har lavet hvalpe med de egenskaber, vi leder efter etc.

En anden ting, som vores hvalpekøbere har brug for, hvis de skal få succes med deres jagttræning, er gode trænere. Vi er jo selv utrolig glade for at træne hos Trond Gjøtterud og anbefaler alle, vi kommer i nærheden af, at melde sig til træning hos ham. Men der er også andre gode instruktører derude – både privattrænere og instruktører hos DRK. Efter min mening er det især i starten, at man være villig til at bruge penge og tid på god træning. Man skal være villig til at betale for det og køre for det. Men som opdrættere kan vi jo også selv gøre noget. Det er så vigtigt, at man får de gode vaner ind med det samme; det tager så lang tid at reparere på noget, som er indlært forkert, og har man først fået en hund, der ikke har lært impulskontrol, eller som piber meget, så skal der lægges en stor indsats i at ændre på det. Med Pokémon-kuldet tilbød vi for første gang hvalpekøberne at træne med dem. Og nu – 4 år senere – ser vi stadig 3-4 af de jyske Poké-kids med jævne mellemrum. Og det er så givende. Undervejs i de fire år har vi ændret vores træning, da vi for et par år siden begyndte at træne hos Trond. Fremadrettet vil træning være en del af pakken, når man køber hvalp hos os. Det kan dog ikke stå alene, så vi vil skubbe på for at få vores hvalpekøbere til også at melde sig til træning andre steder – og vi anbefaler gerne nogle gode instruktører.