Den 11. oktober blev årets sidste jagtprøve afholdt – i Sjørup Plantage.
Jeg har ikke været i Sjørup Plantage tidligere men hold da fast et dejligt terræn.
Kaj Falk var dommer, og som sædvanligt var han behagelig at være oppe hos, og hans bedømmelser var absolut fair.
Morten og Alba havde deres prøvedebut, og skulle op som allerførste ekvipage den dag. Morten stillede Alba i working test begynderklasse. Hun er ikke stabil på vildt endnu så ingen grund til at presse hende mere end nødvendigt. Vi trænede lidt jagtprøve med dem ugen før, og her opdagede vi, at Alba ikke har det så godt med at gå i “sort” vand, hvor hun ikke kan se bunden. Hun er blevet trænet en del på søer, hvor hun kunne gå direkte ud. Så det der med bare at gå i uden at kunne se bunden, var ikke noget for hende. Morten trænede på det i løbet af ugen, men det var desværre ikke nok til, at Alba følte sig tryg nok. Så efter en flot ansmygning og tolling, så vægrede hun sig ved at gå i vand. Og så var der jo ligesom dømt “diskvalifikation”. Heldigvis fik Morten og Alba lov til at fortsætte prøven, og resten gjorde hun faktisk ret fint. Hun fik endnu en vandmarkering, og her fik Morten lov til at støtte hende, og hun endte med at hente vandmarkeringen. Hun sluttede faktisk også af med at hente den vandmarkering, som hun ikke fik i første forsøg. Så selv om det er lidt træls at få et D, så viste hun gode takter, og jeg synes, de havde en rigtig flot prøvedebut. Og så må vi ikke glemme, at Alba faktisk har været temmelig skudfølsom. Den del er der nu styr på, så nu handler det så om at få Alba gjort tryg med “sort” vand og lære hende, at det er helt ok ikke at kunne se bunden.
Tiva var ikke tilmeldt prøven. Leif synes, at hun har haft et godt år. Hun er jo rykket op i åben, men han vil gerne vente med at tage dette skridt indtil næste år. Hun vil sandsynligvis gøre en god figur, for de træner jo på dette niveau, og hun ville kunne øvelserne. Men det er alligevel et pres – som kunne øge risikoen for lyd. Så Tivas næste prøve bliver i 2021, når de hvalpe, hun forhåbentlig får, er rejst hjemmefra.
Vixen var tilmeldt åben klasse. Efter prøven i Sorø var jeg ikke helt sikker på, hvad jeg kunne forvente. I træningen går hun rigtig fint fri ved fod – også under pres, og jeg har lært rigtig meget om, hvordan jeg kan vælge at køre hende op i en spids eller få hende til at falde til ro (det sidste er det, vi prøver at opnå :-)). Så jeg tænkte, at det nok skulle gå. Selve posterne er jeg ikke så bekymret for. Hun ville kunne klare det meste, selv om hun selvfølgelig kan misse en markering eller dirigering. Det er dog ikke ofte, det sker.
Så da jeg – efter at havde hilst på dommeren og fået hans anvisninger – bøjede mig ned, sagde “klar” og “plads” til Vixen for at smyge mig til skjulet, og hun startede med at gå af hånd og løbe ned til skjulet, så var slaget sådan set tabt. Turen til skjulet var præget af en hund, der gik af hånd og en fører, der så roligt som muligt prøver at få den på plads. Så alt i alt ikke noget kønt syn.
Tollingen gik fint – bortset fra at min stol tiltede i det bløde underlag og jeg pludselig lå og roede rundt på jorden 🙂 Sjovt nok påvirkede det overholdet ikke Vixen, der pænt blev siddende, selv om hun stirrede lidt underligt på mig 🙂 Dobbeltmarkeringen efter tollingen var også fuldstændig problemløs.
Fri ved fod til næste post – dirigeringen over vand – var ganske forfærdelig. Vixen var overhovedet ikke i nærheden af at gå fri ved fod, og der kom temmelig meget lyd på. Vi nåede dog ned til næste post i nogenlunde god behold. Prøven var overstået for vores vedkommende, men vi fik lov til at tage de sidste poster med. Vanddirigeringen gik fint. Hun skulle have lidt anvisninger, og jeg prøvede at få hende højre om en lille ø i søen. Vixen valgte dog at stole på sin næse, som fortalte hende, at anden lå på venstre side af øen! Så kom der en landmarkering, som faldt i et område med meget tæt bevoksning (det var små træer af en eller anden slags). Det lykkedes ikke Vixen at få landmarkeringen. Bagefter fik jeg at vide, at den landede i et af træerne, så det var ikke så mærkeligt.
Så var det tid til søget, som lå i et rigtig spændende område, der bestod af “sump” og små vandhuller. Vixen søgte godt og kom hjem med 3-4 ænder. Hun fik efterfølgende lov til at hente de sidste i søget, da næste klasse var eliten, og søget skulle lægges om.
Det er ikke nogen underdrivelse at sige, at jeg var utrolig ked af det efterfølgende. Jeg troede, at vi var ved at være på rette vej, Vixen og jeg, men det er vi så ikke. Jeg forstår simpelthen ikke, hvad der sker. Vi har styr på tingene til træning – også når Trond virkelig sætter tingene på spidsen. Jeg er naturligvis nervøs ifm. en prøve, men jeg synes ikke, at det er voldsomt og egentlig heller ikke negativt. Jeg glæder mig egentlig altid til at gå på prøve; det er det, der motiverer mig til at træne. Og jeg havde faktisk en tro på, at det ville gå godt. Så jeg kommer ikke frem til dommeren og tænker, at det her; det går helt af h…. til.
Nu kommer der en lang vintersæson, hvor der ikke er prøver. Til gengæld er der tid til at overveje, om jeg skal droppe prøver og bare nyde træningen med Vixen. Og hvem ved – der kan jo ske et mirakel inden foråret 😀
