Velkommen til

Puha, det er længe siden, der sidst har været en opdatering her på bloggen. Det er nu ikke fordi, vi ikke laver noget; det gør vi faktisk. Men tiden går, og da vi primært træner hund, så bliver det hele jo lidt en gentagelse ? Her er en kort opsummering af, hvad jeg kan huske, at der er sket fra sidste opdatering i oktober til i dag (beklager hvis jeg har glemt noget eller nogen):

Oktober:

Resultatet af Tivas PRA-test viste, at hun er ”clear” eller ”A”, hvilket betyder, at der er frit valg på alle hylder lige hvad angår PRA-testen. Vi fik hende også testet for JADD (Juvenile Addison’s Disease) og DE (Degenerative Encephalopathy) og begge tests viste, at hun var clear på begge dele. Så nu mangler der kun en øjenlysning, før hun er klar til at komme på date ?

Vi har kikket på hanhunde og har specielt en helt fantastisk han i tankerne. Der sker dog ikke noget lige nu, for Tiva fylder først 2 år i marts. Næste løbetid bliver nok i maj, og her er hun simpelthen stadig for ung. Hun er stadig meget hvalpet i både krop og hoved, så det er kun fint, hvis hun får lov til at bliver lidt ældre. Vi håber på, at vi kan parre sidst i 2020, alternativt først i 2021.

Træningsmæssigt har vi jævnligt mødtes med en flok Poké-hvalpe og lidt “hangarounds” til lidt fælles træning. Det er altid hyggeligt at mødes med dem og se, hvilke fremskridt de har gjort.

Vi træner selv stadig hos Trond – både på hold, på tematræning og en enkelt enetime i ny og næ. I den mørke tid handler det primært – naturligt nok – om “nørderi” med hundene tættere på os. Trond har fået sat lys op, så en stor del af arealet foran udestuen er lyst op, men der er ikke mulighed for de virkelig lange dirigeringer og markeringer. De kommer til foråret, når lyset vender tilbage. Men jeg kan nu også rigtig lide at nørde lidt – og det er også virkelig tiltrængt 🙂 Leif optog lige lidt video af Karen Blixen og mig, der dirigerer og markerer under lampens skær (VIDEO)

”Fri ved fod” er jo stadig det store problem med Vixen. Det går bestemt fremad, og jeg synes egentlig, at hun går ganske fint – det meste af tiden. Jeg er dog også helt sikker på, at hun i en prøvesituation glemmer alt om, hvad hun har lært, og hvad hun bør. Jeg håber, vi når at få det på plads inden årets første prøve. Det er temmelig ærgerligt, at vi – helt retfærdigt – falder på det på hver prøve, for hun arbejder jo ellers fantastisk.

November :

November bød på en ny bil til mig – en rigtig ”konebil”. Forlygterne i Avensis’en var stået af. Det ville koste 14-15.000 at skifte dem (Xenon-lygter). Den billigere udgave (alm lygter) ville koste 6-7.000 kr. Det var alligevel en del at give for en bil, der har rundet de 300.000 km, og hvor vi oplever at serviceudgifterne blive højere og højere, så jeg gik i gang med at undersøge alternativer. Jeg holder jo lidt øje med, hvad der sker hos Zentas ”forældre”, Henrik og Birgit Mollerup. Og jeg havde set, at de havde fået en smart lille VW Up ind af døren for nogen tid siden. For at gøre en lang historie kort, så fik jeg overtalt Leif til, at vi skippede Avensis’en (han kan stadig få en tåre i øjenkrogen, når han tænker på den) og købte UP’en – og banken var også med på den.

Jeg er glad for min UP; den kører rigtig fint. Den er selvfølgelig ikke så komfortable som Avensis’en, men den er rigtig god, og min kørselsordning er glade (selv om det nogen gange kniber med benpladsen).

Farven på bilen er ”Hot Orange”. Da jeg imidlertid fik min slutseddel, havde Henrik skrevet ”TollerColour”. Han havde også fået sat et tollerklistermærke på bagsmækken, og jeg fik en rigtig fin tollernøglering. Så man må sige, at han gør noget for sagen ?

Hvis du står og skal have skiftet bilen ud, kan vi kun anbefale at handle hos Henrik og Birgit (Mollerup Biler). Udover en rigtig god behandling, så har man mulighed for at nusse en af Vixens dejlige hvalpe, Zenta, mens man går rundt og ser på udvalget ?

I november fejrede jeg også 10 år hos LEGO. Hvem skulle nu have troet det tilbage i oktober 2017, da jeg sammen med alt for mange kolleger blev fyret? Jeg havde ikke troet det. Men fakta er, at jeg er tilbage i et endnu bedre job med fantastiske kolleger, og jeg har det skønt. Dagen blev fejret med brunch for en udvalgt skare af nuværende og gamle kolleger, og jeg blev så begavet.

I november var vi en tur i Søndervig. Vigger var på ferie med sine forælder, Vibeke og Ivan, og de havde inviteret os ud til en gåtur og eftermiddagskaffe. Det var så skønt at se dem alle igen. Vigger er bare en flot fyr, og jeg tænker faktisk, at vi skal have lokket ham og Vibeke på nogle udstillinger.

December:

I december var Vixen og jeg i sommerhus i Mosevrå. Det var Jeanette, der inviterede. Hun, Majbrit, Helle og jeg mødes jo jævnligt for at bruge en hel dag på at spille Partners (og snakke). Nu er det blevet en tradition, at vi én gang årligt tager en hel weekend i Jeanettes og Oves sommerhus i Mosevrå. Vi har hundene med, for selv om vi elsker at spille Partners, så er det måske lige lovlig meget at spille det i 2½ dag. Og da der er et fantastisk terræn lige udenfor deres dør, så er det jo oplagt at træne lidt hund. Så det gjorde vi. Vi spillede også, snakkede, spiste god mad og drak lidt vin. Og så nåede vi den obligatoriske tur til Vejers Strand for at blive blæst igennem. Skønt.

I december var der juleafslutning hos Trond og Aase. Det var simpelthen sådan en hyggelig eftermiddag. Der var opgaver for hundefører og hunde, og der var præmier at vinde sponseret af Dummyshoppen. Vixen og jeg vandt en fin dummy med tryk på, og Tiva og Leif vandt en støvletaske og et fint pudebetræk af en gul labrador af udstillingstypen. Efter udendørsaktiviteterne var der norske pandekager (sveller), glögg, øl og sodavand. Vi håber, Aase og Trond gør det til en tradition at holde en juleafslutning.

En anden ting, der næsten også er blevet en tradition, er besøg af June og Odd (inkl. Foxy og Honey). I år havde vi aftalt, at vi ville bruge en formiddag hos Trond og Aase – kun os fire. Det var en supergod og lærerig formiddag – og det synes hundene vist også. June og Odd blev et par dage, og det gav os tid til at hygge med dem, spise god mad og drikke et par flasker vin eller to (og lidt gin). Besøget af dem er en juletradition, som vi er glade for.

Året sluttede af med et besøg os Magtor, som tjekkede pigernes kadaver. Vixen havde et par enkelte ting, som han gerne ville kikke på igen, mens Tiva klarede sig igennem med kun ét besøg.

Nytårsaften holdt vi som sædvanlig med Martin og hans hunde. I år måtte vi desværre undvære Frida, da hun tidligere på året var blevet sendt over regnbuebroen. Til gengæld havde Chinook fået en ”lillesøster”, Bizzi eller Lille B, som er fra Huntingmate (Trond og Aase). Derudover passede vi Alba fra Vixen/Gunnar-kuldet, så der var fyldt op med hunde. Men….det er jo ikke noget problem, når de alle tager sådan en nytårsaften i stiv arm og er totalt ligeglade med, at der skydes fyrværkeri af lige udenfor hoveddøren. Vi plejer jo også at fejre nytårsaften med Kristian og et par stykker af hans venner. De tider er ovre nu, da Kristian er flyttet hjemmefra. Han prioriterer at fejre nytår i Århus med vennerne – og det kan vi faktisk godt forstå.

Vi er kommet godt i gang med træning af hundene i det nye år. Der sker godt nok ikke så meget til hverdag, da det er mørkt, når vi kommer hjem. Til gengæld giver vi den så gas i weekenderne. Og – vi kan se, at det langsomt bliver lysere og lysere. Træningen ved Trond er også startet efter julen. Vixen måtte lige stå over nogle gange pga. løbetid, men nu er vi i fuld gang igen.

I begyndelsen af januar havde Vixen nogle dage, hvor hun kastede op – ikke galde med hendes stort set ufordøjede mad. Jeg var forbi dyrlægen, som gav hende noget kvalmestillende, og jeg fik nogle piller med hjem, der lægger en beskyttende hinde i mavesækken (Antepsin). Og så var det det – troede jeg. For det viste sig, at hun faktisk blev ved med at brække sig. Jeg opdagede det, da jeg arbejdede hjemme nogle dage. Grunden til, at vi havde overset det, var at hun kaster ufordøjet mad op – som hun så spiser igen. Så når vi kom hjem fra arbejde, var der pænt ryddet op. Nå, men jeg måtte afsted til dyrlægen igen, og denne gang blev hun undersøgt lidt mere grundigt. Hun var en smule øm i maven, men ikke noget udtalt. Røntgenbilleder viste, at der ikke sad noget i klemme nogen steder. Så hun kom på binyrebarkhormon og skånekost. I øvrigt fik det taget røntgenbilleder uden at skulle bedøve / berolige hende.

Imidlertid blev det ikke bedre, så vi var afsted igen. Denne gang blev der også taget blodprøver. De blodprøver, de selv kunne analysere, viste ikke noget. Men den, de sendte til analyse for betændelse i bugspytkirtlen, viste sig at være positiv. Det var – ifølge dyrlægen – en mild betændelse. Vi fortsatte hende med binyrebarkhormon, Antepsin og skånekost. Hun er for længst ude af medicinen men får stadig skånekost. Der har været et par enkelte tilbagefald, hvor hun har kastet op. Nu skal hun så langsomt køres over på sit sædvanlige foder, og så må vi se, hvad der sker. Hvis det går godt, så tænker jeg, at vi fremadrettet må være meget påpasselige med godbidder, og det er slut med lidt madrester i ny og næ. Hvis hun får tilbagefald, så skal vi nok have gang i en kikkertundersøgelse. Vi krydser fingre for, at det ikke kommer tilbage.

I hele forløbet har vi ikke kunne t mærke på hendes humør og energi, at hun ikke havde det godt. Jeg har haft hende med til træning hos Trond. Tanken var, at hvis hun ikke var helt frisk, så kunne hun blive i bilen. Men hun var frisk og knoklede løs som sædvanligt.

Det var en opdatering på, hvad der er sket siden sidst. Den kommende weekend byder på en tur i sommerhus på Rømø med Helle og Kim og Troja og Cookie. Det bliver SÅ godt, og vi har glædet os i meget lang tid til turen.