Den 4. maj gik turen til Sjælland og Sparresholm Slot, hvor
JU havde arrangeret en tollerjagtprøve. Det var Per, der var prøveadministrator
og som havde fået fat i arealet for os. Det er jo hans ”hood” hele efteråret,
når han går på opsamling og slyngeljagt dernede.
Charlotte Lia, nyuddannet prøveleder i Tollerklub-regi,
havde lagt nogle rigtig gode prøver i alle klasser. Hun havde udnyttet terrænet
rigtig godt, og vi brugte ikke tid på at flytte os rundt på terrænet – selvom
vi (desværre for os) fik det antal meter fri ved fod, som reglementet
foreskriver.
Jeg havde meldt Vixen til men den bagtanke, at jeg altid
kunne afmelde hende, hvis hun stadig var skrigende hysterisk. I ugen op til
viste hun dog forholdsvis gode takter, så jeg valgte at se, om vi ville
overleve.
Der var fire hunde i åben klasse, og Vixen var den sidste. Hun var egentlig
ganske rolig, mens jeg varmede lidt op inden prøven og mens vi ventede på at
komme til. Da vi gik hen og stillede os parat, kunne jeg godt mærke, at der kom
lidt mere krudt i hende, og hun kunne ikke helt finde ud af at gå pænt (jeg
havde linen på). Mens dommeren, som var Lars Mertz, fik givet kritik til den
hund, der var før os, stod vi og ventede ovenfor skjulet. Vixen var rolig og
afslappet – lige indtil vi skulle i gang. Da jeg havde hilst på dommeren, og
han havde forklaret lidt om prøven, tog jeg linen af for at smyge mig ned til
skjulet. 2-3 skridt, så kunne Vixen ikke vente længere og smuttede adskillige
meter foran mig. Jeg fik hende tilbage, men det skete igen flere gange. Til min
egen ros skal siges, at jeg ikke råbte arrigt at hende. Jeg kaldte på hende,
hun kom tilbage, fik ros for det, gik med et par skridt mere og smuttede så
igen.
Nå, men vi kom da ned til skjulet i god behold begge to.
Tollingen gik fint. Der var masser af ro, når der skulle være ro, og masser af
action, når der skulle være action. Efter tollingen kom en enkeltmarkering på
vand. Den hentede hun uden problemer. Så gik vi hen til den anden ende af
skjulet. Her kom en dobbeltmarkering, hvor den første faldt i skoven bag os, og
den anden faldt i vandet. Det passede ikke helt damen at skulle vendes de 180
grader væk fra markeringen i skoven for at se den på vand falde, og der kom et
enkelt grynt. Jeg sendte hende først på vandmarkeringen, som hun snuppede uden
problemer. Herefter hentede hun landmarkeringen, som heller ikke voldte hende
problemer. So far, so good.
Så kom dirigeringen. Der var ingen af de tre foregående
hunde, der havde fået gåsen hjem fra dirigeringen. Nogle havde været tæt på.
Dirigeringen var på et par og tres meter. Retningen var skråt over vandet i
retning af, hvor nr. 2 vandmarkering faldt. Det kan trække nogle hunde derud,
at de har hentet en markering derude. For andre vil det have den modsatte
virkning, da de tænker, at den allerede er hentet. Jeg fik sendt Vixen afsted,
og det startede egentlig meget godt. Men da hun kom ud til de sted, hvor
markeringen var faldet, og der ikke var noget, blev hun i tvivl om, hvad hun
skulle. Kort fortalt endte det med en masse dirigeringer/anvisninger, hvor hun
adlød en stor del af dem, mens andre blev totalt ignoreret. Det lykkedes mig
endelig at få hende over på den rigtige bred; hun var bare for langt til højre
i forhold til gåsen. Jeg prøvede at skubbe lidt rundt med hende igen, men nu
troede hun ikke længere på mig. Hun gik derfor i land. Som et allersidste
forsøg, prøvede jeg at standse hende på land. Det lykkedes. Og det lykkedes
også at få hende sendt til venstre. Her var jeg så heldig, at hun fik færten af
gåsen, der lå i vandkanten lige netop der, hvor hun stoppede. Hun gik i vandet,
greb fat om gåsen og begyndte den lange svømmetur hjem. Det var på ingen måde
en køn og overbevisende dirigering, men vi endte med – som den eneste – at få
gåsen hjem. Da hun greb fat i den og begyndte at svømme, var der hujen og klapsalver
fra publikum, der havde fulgt med. Det var en skøn følelse. Det var også rigtig
dejligt, at Vixen oplevede, at det altså kan give succes, hvis man lytter efter
”mor”.
Nå, men al den hersen rundt med hende, havde ikke gjort
noget godt for hendes sindstilstand, så hvis hun ikke havde været oppe og køre
inden dirigeringen, så var hun det i hvert tilfælde efter. Uheldigvis havde vi
omkring 50 meter fri ved fod ned til søget. Nu kom der rigtig meget lyd på
damen, og hun smuttede fra mig flere gange. 50 meter kan altså være meget
langt, når man bare går og tænker på, om man overlever turen. Vi ankom
nogenlunde samtidig og i forholdsvis god behold. Søget lå delvis i noget høj
siv i vandkanten og på noget eng med højt græs og lidt træer. Vixen var flyvende
og hentede ret hurtigt 4-5 ænder. Hun kom over hele området, og der var ingen
tøven ifm. opsamlinger, og afleveringerne var fine.
Sidste post var en vandmarkering. Vi skulle bevæge os 5-6
meter væk fra søget ad den vej, vi lige var kommet. Gæt lige, om det lykkedes
at få hende til at følges med mig. Nej!. Markeringen var der til gengæld ingen
problemer med – bortset fra, at hun lagde den et par meter fra mig!
Dommeren var i sit gode lune den dag, for vi fik faktisk en
3. præmie for vores præstation. Vi burde have fået et 0, men dommeren har jo
altid ret, ikke? Jeg er rigtig tilfreds med Vixens arbejde, og selv om
dirigeringen bestemt ikke var overbevisende, så endte vi med at få en succes.
Til gengæld er jeg stadig ikke nogen stor fan af hendes manglende fri ved fod,
og denne dag heller ikke hendes lyd.
Jeg har set en stor forbedring i hendes fri ved fod i andre
situationer end på en prøve, så jeg tænker, at vi er på rette vej. Om vi
nogensinde kommer dertil, hvor vi kan følges til en post, det tvivler jeg på.
Men jeg arbejder videre på det.
Næste prøve er 25. maj i Hønning Plantage i Sønderjylland.
Jeg regner med at stille Vixen, men jeg regner ikke med, at tingene går ret
meget bedre.
