Så er der igen gået lang tid uden opdateringer. Men vi lever
altså endnu. En af grundene til radiotavsheden er, at jeg jo blev midlertidig
arbejdsramt. Det er jeg naturligvis lykkelig for, men mit nye
midlertidige job trækker tænder ud – særlig i begyndelsen, hvor alt var nyt –
og der er en forventning om, at jeg også lægger nogle timer udenfor arbejdstid.
Så vi har altså lavet noget, men jeg har bare ikke haft energi og overskud til
at skrive om det. Og så har jeg besluttet, at jeg siger ja til alle de opgaver, der kommer min vej. Man ved jo aldrig, hvad et kan føre til. Så jeg har pænt meget at lave.
Vixen og jeg har fortsat vores træning hos Marianne. Det har
været rigtig godt, og det er dejligt med nyt terræn og nye øjne. Vi har
samtidig trænet hos Pernille, og det har også været godt. Der er blevet rusket
op i nogle ting, der var blevet for slappe.
Vixens stressniveau er ikke blevet lavere. Jeg gør, hvad jeg
kan – synes jeg – for ikke at få det til at blive værre. Men jeg er jo selv
lidt flyvsk og temperamentsfuld, så det er ikke altid, det lykkes. Her de
sidste par uger har jeg dog virkelig bestræbt mig på at være mere afslappet.
Jeg har trænet en del alene med hende i Haunstrup, hvor hovedfokus har været
fri ved fod. Vi har gået en lang tur igennem skoven med små indlagte opgaver,
som kunne løses, hvis hun kunne gå afslappet. Og det har hun faktisk været
rigtig dygtig til. Så jeg har håb for fremtiden 🙂
Jeg er også begyndt at træne noget mere dirigering på vand.
Det foregår på den måde, at hun får tre dummyer på vand: En til venstre, én til
højre og én ligeud. Jeg sender hende på ligeud men stopper så og sender hende
enten til højre eller venstre. Der er hun blevet rigtig skarp og tager mine kommandoer så flot.
Tiva bare vokser og vokser og bliver sødere og sødere. Hun
er sindssygt sød og kærlig og elsker at komme helt op i hovedet på én for at
kæle. Hun er også meget lydig og ekstremt lærenem. Leif får en opgave med ikke
at gå for hurtigt frem, for det kan virkelig være svært at lade være, når hun
bare tager imod alt, hvad man giver hende. Han træner stadig hos Sanne
Ammitzbøll, og det er han rigtig glad for. Her får han alle de grundlæggende
ting banket ordentligt fast, så der er noget at bygge videre på.
Vi har opgivet hendes ører. Vi er kommet for sent i gang med
at korrigere dem, og de VIL bare leve deres eget liv. Og det må de så gøre. Hun
skal naturligvis udstilles, for hun er en rigtig pæn hun, men med de ører,
bliver hun aldrig en udstillingsstjerne. Heldigvis er vi også langt mere
interesseret i, at hun er en sød hund, der kan og vil arbejde. Så alt er godt.
Forleden var jeg ude og træne med Helle og Cookie. Helle
havde taget en gås med, som hundene lige skulle prøve kræfter med. Jeg lægger
den til Vixen og går derfra. På et tidspunkt falder jeg (over mine egne ben???)
og lander med et brag på jorden. Luften blev slået ud af mig, så jeg måtte lige
ligge og sunde mig lidt. Åbenbart var Vixen klar over, hvad der skulle ske, for
efter at have kikket på mig og så på gåsen og på mig igen, så løb hun ud,
samlede op og leverede den i skødet på mig. Skøre hund! I øvrigt viste det sig,
at jeg har bøjet et par ribben, så det var ikke mærkeligt, at jeg lige skulle
sunde mig lidt.
