Som en del af JU har det længe været et ønske for mig at
arrangere en dobbeltprøve. Jeg synes, det er fedt at kunne gå til prøve to dage
i træk i to forskellige terræner. Min idé var også, at det måske kunne
tiltrække flere tollerfolk – også fra udlandet. I år havde jeg så chancen for at arrangere
det. Da der skete en del i JU i løbet af foråret, og da jeg selv bl.a. stod med
det ene ben ude af JU, så kom jeg lidt sent i gang med alle de praktiske ting.
Jeg turde ikke rigtig gå ”all in” med at annoncere det vidt og bredt, da min
plads i JU var lidt ustabil. Så måske derfor blev det ikke det store
tilløbsstykke, som jeg havde håbet.

Ikke desto mindre havde vi, der var mødt op (10 hunde lørdag
og 14 hunde søndag) en rigtig god weekend.

Lørdag var prøven lagt på Svansømosegård ved Skive. Det er
et område, som DRK ofte bruger til prøver, og jeg var glad for, at ejerne gav
os muligheden for at lave en prøve der.

Martin Degn, som jeg jo har trænet en
del sammen med i næsten al den tid, jeg har haft toller, lagde prøven. Martin
havde lagt en rigtig god prøve, som sine steder var udfordrende men hele tiden
fair overfor hundene. Og han fik efterfølgende meget ros for den.

Bortset fra
Leif, var alle hjælperne novicer, men hold da fast, hvor var de gode, og hvor
kørte det hele bare som en velsmurt maskine. Stor ros til dem.

Martin havde sat sig grundigt ind
i reglementet og udnyttet det til fulde, så de var både ænder, gæs, fasaner,
duer, kaniner og blishøns på prøven. To gange blev han faktisk kontaktet af deltagere,
der ellers kender reglementet ret godt, som mente, at hhv. krikænder og fasaner ikke måtte
bruges på hhv. kvalifikationsprøven og i begynderklassen. De måtte dog erkende,
at Martin var mere opdateret på reglementet end dem. Jeg ved jo, at Martin er
en voldsom grundig mand, så det var ikke overraskende for mig 🙂

Dommer fra Finn Lange, som jo har dømt tollerne i rigtig
mange år.

Min prøve med Vixen var ikke noget at råbe hurra for.
Allerede ved tollingen kunne jeg mærke, at det ikke ville gå. Hun er normalt
tændt men tyst og under kontrol under tollingen. Det var hun ikke den dag. Der
var uro og en smule pib i pauserne. Hun hentede den sidst kastede af den
dobbelt vandmarkering først, og det gjorde hun uden problemer. Jeg sendte
hende på den anden. Og i stedet for at holde øje med min hund, så rettede jeg
fokus på at flytte en and på jorden, så jeg ikke trådte på den. Jeg opdagede
derfor lidt for sent, at Vixen var usikker på, hvor hun skulle hen, og var
stort set vendt, inden jeg fik fokus på hende igen. Så det tog lidt tid og
dirigeringer at få hende på rette vej. Men det lykkedes da.

Så gik vi fri ved fod over til dobbelt landmarkering. Og ja,
det var en voldsom fri fri-ved-fod. Markeringerne klarede hun ok og uden hjælp.
Hun var ikke direkte på dem men måtte søge lidt i det høje græs. Det var nok
den opgave, jeg var mest nervøs for, for der var ikke meget at markere op ad,
og begge fugle landede i knæhøjt græs. Men vi fik dem hjem i en nogenlunde
stil.

Så gik vi hen til dirigeringen – denne gang med line på.
Egentlig en enkelt dirigering over et areal med lidt højt græs ud til nogle små
buske, hvor der lå en gås. Vixen afveg fra linjen, men jeg fik hende tilbage på
sporet og ud i området. Jeg er ikke sikker på, om dommeren opdagede, hvad der
egentlig skete, for han nævnte ikke noget om det hverken i den mundtlige eller
skriftlige kritik. Men Vixen valgte helt bevidst at overse gåsen. Dommeren
spurgte endda, om de nu havde husket at lægge den ud. Ha, jeg kunne godt se,
hvad der foregik. En lidt skrap kommando fra mig, fik hende til at samle bæstet
op. Den blev godt nok lagt nogle gange på vej hjem, og jeg mener heller ikke,
at jeg fik den i hånden.

Efter at have ventet på, at Helle og Cookie kom igennem
posterne, var det tid til det frie søg – med Cookie som makker. Det første
stykke af området var med halvhøjt græs, som gik over i et tæt buskads, som
igen gik over i et område med vand med høje og meget tætte siv. Mens vi havde
ventet på, at Cookie og Helle skulle blive klar til søget, havde Vixen hørt på
en del ænder, der holdt en fest i søen. Så da jeg skulle sende hende, strøg hun
direkte i vandet. Hun brugte meget lang tid derude, og jeg kunne høre, at hun
var meget aktiv. Jeg tror ikke på, at hun på noget tidspunkt var ude på åbent
vand og dalre rundt. Jeg er helt sikker på, at hun arbejdede intenst. Og da jeg
senere så området, kunne jeg godt forstå, at det tog tid. Sivene stod meget
tæt, og det var virkelig svært for hundene at bevæge sig rundt i. Nå, men efter
noget tid kom hun da tilbage med en and. Den lange ventetid var ikke noget for
Cookie, der blev temmelig vokal. Da Vixen kom tilbage, ville hun være
solidarisk og var også temmelig vokal. Nå, men hundene fik søgt og hentet lidt
af hvert. På et tidspunkt løber Vixen igen ned i vandet og ud i sivene. Igen går
der lang tid, uden at hun kommer tilbage. Pludselig kan jeg høre, at hun piber temmelig højt.
Ikke utålmodigheds-pib men derimod ”hjælp-mig-pib”, og jeg kunne høre, at hun
var i panik. Jeg kunne naturligvis ikke gøre andet end at sige til dommeren, at
hun gik jeg altså ned og hjalp mig hund. Der gik en bro ud i vandet, og fra
broen var der kastet nogle ænder ind i sivene. Et stykke ude stod Vixen ved
siden af en and. Hun sad uhjælpelig fast, og jeg kunne hverken få hende frem
eller tilbage. Hun kæmpede en brav kamp, men det kunne ikke lykkes. Jeg fik fat
i nakken på hende og fik hende hevet op på broen, og vi gik tilbage til
startpunktet. Dommeren mente, at jeg skulle sende hende igen, så hun kunne
ryste oplevelsen af sig. Hun løb ud i buskene og fandt en and til mig. Jeg
sendte hende igen, og gudhjælpemig om hun ikke fes direkte ned i sivene igen.
Denne gang klarede hun dog ærterne selv og kom hjem med en and. Men det viser
lidt om, at min lille rævetøs ikke sådan lader sig ryste. Og det er jo en af de
ting, jeg elsker ved hende.

Nå, men så var prøven færdig, og dommeren kunne allerede der
fortælle os begge, at vi ikke skulle regne med præmiering. Faktisk gav han os
et D (diskvalifikation) pga. lyden. Ifølge reglementet kan man dog kun give D for ”aggressiv adfærd”, ”skudrædhed” eller
”hårdmundethed”. Da dommeren blev gjort opmærksom på det, ændrede han det til et 0.
Netop fordi et D gives for nogle ting, der i mine øjne er virkelig negativ, så
har jeg ikke lyst til at have et ufortjent D stående på Hundeweb. Så det var dejligt, at
vi kunne få det ændret uden diskussion.

Søndag gik turen så til Karup, hvor vi via Martin havde lånt
militærets arealer. Igen lagde Martin en rigtig god prøve, og igen fik han
meget ros for prøven. Igen var hjælperne folk, der ikke have prøvet det før. Og
igen gjorde de det helt fantastisk.

Dommeren var Hanne Søndenbroe, der som
altid var meget fair i sin bedømmelse af hundene.

Overordnet set var jeg meget tilfreds med Vixens arbejde.
Men helt fortjent fik hun et 0 pga. en elendig fri ved fod, hvor hun faktisk to
gange gik af hånd, ligesom der var en lille smule lyd, da der blev skudt til
dirigeringen under vores fri ved fod. Men hendes arbejde var jeg meget tilfreds
med.

Vi lagde jo som sædvanligt ud med tollingen. Her var hun
hurtig som en raket, når vi tollede og rolig og lydløs, når vi holdt pause.
Vandmarkeringerne faldt i en meget bred vinkel. Ved en fejl blev der ikke skudt
til nr. 2 fugl, men da sådan en and laver et ordenligt plask, når den lander på
vandet, var det ikke noget problem. Og Vixen hentede da også begge fugle uden
problemer. Jeg synes ikke, at der var noget som helst at sætte en finger på
ifm. tolling og vandmarkeringer.

Landmarkeringerne faldt begge i kanten af et område med skub
og igen i en bred vinkel. Til min store overraskelse gik Vixen efter den første
kastede. Det lykkedes hende ikke at finde den, så hun søgte ned mod den
sidst kastede. Den fandt hun forholdsvis hurtigt. Da hun kom tilbage, sendte
jeg hende på den først kastede, og hun løb stort set lige derud og samlede op.

Så skulle vi gå fri ved fod fra markeringen og op mod
dirigeringen. Undervejs blev der skudt mod dirigeringen. Hun var totalt i sin
egen verden og gik af hånd en enkelt gang. Men vi kom da frem i nogenlunde
behold. Dirigeringen var på en gås og den direkte linje gik skråt over en
grøft. Jeg sendte hende direkte på gåsen. Hun afveg lidt fra linjen, så jeg
stoppede hende, da hun var på linje med gåsen. Det tog et par fløjt, før damen
fik lyst til at sætte sig. Til gengæld krævede det så kun en enkelt kommando at
sende hende til venstre over grøften og lige ud til gåsen. Hun samlede spontant
op men trådte to gange i vingerne på vej hjem, så hun tabte gåsen. Ca. 10 meter
fra mig lagde hun den med et udtryk, der fortalte, at nu var det altså nok med
den gås. Jeg fik hende til at samle op igen og komme helt hjem med den.

Oprindeligt
ville dommeren have, at makkerhunden i søget og Vixen sammen skulle gå fri ved
fod gennem det skrub, hvor landmarkeringerne faldt. Jeg udtrykte vist min ærgrelse
over dette, da det var et terræn, der var meget ujævnt og svært at gå i, og jeg
ville helt sikkert miste Vixen, fordi jeg ville have travlt med at holde øje
med, hvor jeg selv satte fødderne. Dommeren, der jo bestemt ikke er uden humor,
mente, at det ikke kunne blive meget værre med vores fri ved fod, så det…… Hun
endte nu med at lade os beholde linen på, indtil vi kom på den anden side af
skubbet. Makkerhunden skulle gå først hen til søget; derefter var det Vixen.
Behøver jeg at sige det: Hun gik elendigt og igen gik hun af hånd en enkelt
gang.

I søget
blev makkerhunden sendt først. Det medførte en smule lyd hos Vixen, men jeg fik
det stoppet. Selve søget gik rigtig godt. Hun kom i hele området og tog uden
tøven alle vildtarter. Eneste minus var, at hun virkede lidt trykket, hvis hun
kom for tæt på makkerhunden, som var en
hanhund. Det har jeg oplevet andre gange, hvor hun har været i søg med
en hanhund. Hvis hun søger med tæver, er der derimod ingen problemer.

Cookie
brillerede om søndagen. Hvor hun om lørdagen fik et 0 pga. lyd m.m., så kørte
hun med klatten om søndagen. Hun endte med en 2. præmie, da hun ikke var så
pjattet med at samle gåsen op, og den blev lagt nogle gange på vej hjem. Men
når man tænker på, at det ikke er langt tid siden, at Helle var i tvivl om,
hvorvidt hun overhovedet kunne stille Cookie, da hun stort set ingen
nakkemuskler havde, så må jeg sige, at hun virkelig har rykket sig. Jeg er
vildt stolt af dem.

Nu går
vi i træningslejr inden årets sidste prøve den 22. september, men når jeg ser
tilbage på, hvor mange gange jeg har skrevet, at NU skal vi have styr på den
fri ved fod, så tvivler jeg på, at det når at blive bedre inden næste prøve.
Men…..man skal jo være optimistisk og ikke miste håbet