Den 27. april blev
årets første jagtprøve i Tollerklub-regi afholdt. Den var en del af Tollerdays,
som i år blev afholdt af Kreds Sjælland.
Som så ofte før var
prøven lagt i Kongskilde-området i Sorø. Prøveleder var Brian Sølvkjær, som
havde lagt en god prøve. Mange af momenterne blev dog ændret af dagens dommer.
Jeg deltog med
Vixen i åben klasse. Der var oprindeligt tilmeldt tre hunde i åben klasse, men
da én måtte trække sig pga. løbetid, så var vi to tilbage.
Som sædvanlig blev
der lagt ud med working test. Der var kun tilmeldt hunde i begynderklassen.
Sverker havde valgt, at søget skulle ligge på begge sider af noget vand. Vandet
var ikke svømmedybt, og der var 1½-2 meter over på den anden side – og hundene kunne se den dummy/den and, der lå der . Det blev påpeget, at
dette var lidt usædvanligt. Men reglementet siger ikke noget om, hvorvidt man
må lægge søget på den måde, og dommeren understregede, at det ikke ville
trækken ned, hvis hunden ikke kom over ”vandet”, men at det ville være en
ekstra bonus, hvis den gjorde. I øvrigt ville den hund, der søgte på den anden
side, blive belønnet med at finde en dummy/vildt, så det var egentlig bare god
træning.
Kvalifikationsprøven
var lidt speciel. Reglementet var ikke blevet fulgt. Bl.a. skulle hundene gå
fri ved fod mod skjulet, hvor reglementet siger, at man starter i skjulet. Også
rækkefølgen af posterne var ændret ifht. reglementet. Bedømmelsen var heller
ikke ifht. reglementet, idet den ene af de to hunde, der bestod ud af de fire
deltagende hunde, bestod på trods af, at den havde fugl på jorden flere gange. Hverken
prøveleder eller dommer var helt opdateret på, at man ikke måtte ændre på
rækkefølgen, og dommeren var åbenbart ikke opdateret på, at der ikke må være fugl på jord. Der var ingen af deltagerne eller publikum, der gjorde opmærksom på fejlen, så oplægget ikke ændret.
Begynderklassen
kørte fint. Der var flere hunde, der havde problemer med tilbagesendingen. I
mine øjne var den OK. Den lå ikke synligt for hunden, men vejen derud var en
tydelig synlig linje.
I åben klasse, hvor
jeg jo deltog med Vixen, gik det helt galt. Vi to deltagere fik forklaret
posterne, og det viste sig, at hundene under hele prøven skulle arbejde sammen, hvor reglementet siger, at hundene kun møder hinanden i det frie søg.
Dommeren blev gjort opmærksom på dette, men fastholdt oplægget. Her er så en af
de situationer, hvor man bagefter kan tænke, om man reagerede på den rigtige
måde. Som hundefører vidste jeg, at det ville blive utrolig stressende for Vixen
at arbejde sammen med en anden hund under hele prøven. Omvendt så tager jeg
også gerne imod en opfordring. Som medlem af JU var jeg faktisk i tvivl om,
hvad jeg kunne/måtte gøre. Kunne man stoppe prøven eller klassen? Jeg anede det ikke.
Selve prøven gik,
som jeg frygtede. Vixen skulle heldigvis tolle som den første hund. Den anden
hund sad 10-15 meter derfra. Tollingen gik rigtig fint: Masser af fart og
begejstring og totalt ro i pauserne. Så kom en dobbeltmarkering på linje på
vand. Den første hentede Vixen uden de store problemer. Jeg kunne mærke, at hun
ikke havde styr på den anden, så jeg valgte at støtte hende. Det var ikke
nødvendigt at støtte hende meget, men der var jo tale om en markering, så hun
skulle have arbejdet selvstændigt. Omvendt så handler det om at få fuglene
hjem, så……
Mens den anden hund
tollede og fik vandmarkeringer, sad jeg 10-15 meter derfra med Vixen. Det var
ikke let for hende. Jeg formåede at holde piberiet på et minimum, men hun var
ikke helt lydløs. Jeg er dog ikke sikker på, om dommeren hørte noget.
Næste post var et
frit søg, hvor hundene skulle arbejde sammen. Det foregik på hver side af en
skovsti. Til den ene side var der en skovskråning og på den anden side en
bræmme med siv og vand. Halvvejs inde i søget, blev vi stoppet for at hente en
dirigering. Den anden hund skulle hente først, og imens skulle Vixen og jeg
vente et par meter derfra. Det var ikke let. Der var lagt to dirigeringer ud.
Den ene lå tæt på, hvor der havde været frit søg i begynderklassen. Den anden lå på en
bakketop i nærheden af, hvor der var faldet en markering i kvalifikationsprøven
og i begynderklassen. Min makker skulle vælge først, og han valgte bakketoppen men fik ikke sin fugl hjem. Jeg kunne nu vælge, hvilken jeg ville have. Da jeg havde forberedt mig på
dirigeringen i søget, fastholdt jeg den. Mit håb var, at vandet ville trække
Vixen derud. Hvad jeg ikke lige havde forudset var, at der jo også var vand på
hendes højre side hele vejen derud. Det var der, vi havde lavet vandmarkeringerne. Så det krævede en del handling at få hende derud. Men det
lykkedes, og vi fik fuglen hjem.
Så fortsatte vi med
søget, som vi fik tømt. Dernæst kom to dobbeltmarkeringer på vand. Ved første
dobbeltmarkering skulle Vixen hente først, mens hun ved anden markering skulle
hente sidst. Begge gange falder markeringerne samme sted, som
dobbeltmarkeringerne efter tollingen. Vinklerne var bare nogle andre. Da jeg
sendte hende på den første vandmarkering, knalder makkerhunden. Den springer ud
i vandet og lander ovenpå Vixen, som bliver presset helt ned under vandet. Jeg
får kaldt hende op i ro og mag, giver hende et par minutter til at komme sig og
sender hende så igen. Her var det nødvendigt at hjælpe hende en hel del. Da hun
skulle vente, mens den anden hund hentede, var hun i den grad ved at brænde
sammen oven i hovedet, og der kom en del lyd. Det blev ikke bedre ved anden
dobbeltmarkering, hvor Vixen skulle hente den sidste. Her kom vi så langt ud,
at det lød som om, at hun havde slugt en trillefløjte. Så da jeg skulle sende
hende, var hun så stresset og kørt op, så jeg måtte støtte hende hele vejen ud.
Men igen – vi fik fuglen hjem.
Det er jo altid let
at være bagklog, og måske skulle jeg have nægtet at deltage i det setup, som
dommeren havde lavet. Det enorme pres, som begge hunde var udsat for, medførte,
at de begge havde meget lyd. Omvendt så er jeg stolt af, at vi fik alle
fugle hjem. Og jeg er stolt af, at hun – på trods af hendes mentale tilstand –
formåede at lytte til mine kommandoer.
Vixen og jeg fik en
3. præmie for vores indsats. Det burde dog have været et stort 0 pga. al piberiet.
Dagen blev
afsluttet med vinderklassen, hvor der var to deltagere. Den ene var Vixens
kuldbror, Silver, som med en 1. præmie ville kunne smykke sig med titlen ”Dansk
Toller Jagtprøve Champion”. Der kræves 3 x 1. præmier i vinderklasen, og to af
dem skal være på en dansk prøve. Silver fik sin første 1. præmie sidste
efterår. Silver er allerede champion i Sverige. Her kræver man – udover 3 x 1.
præmie – at hunden består en praktisk jagtprøve. Så Silver har bestemt, hvad der
kræves for at blive champion. Han er en fantastisk hund, som arbejder eminent
godt. Han er som sin søster temmelig meget oppe og køre, men Jan har formået at
styre det og omdanne det til noget godt. Der er jeg ikke – endnu – med Vixen.
Silver fik sin anden 1. præmie på prøven og blev dermed den første danske Toller Jagtprøve Champion. Det kan diskuteres, om dommerens bedømmelse af Jan og Silver var i orden. Det vil jeg undlade at gøre her
Der var mange fejl
på den prøve. Nogle var vi ikke opmærksomme på, andre var vi fuldt ud klar over
og gjorde dommeren opmærksom på. Skulle / kunne vi have gjort mere? Jeg ved det
ikke. Vi har nu henvendt os til DKK for at høre, hvordan vi som JU/prøveleder
skal forholde os i sådan en situation.
Det pudsige er, at
der på dagen INGEN protester eller bemærkninger kom vedrørende prøven – ikke
til os som JU/prøveleder – på trods af, at der deltog folk, som faktisk er mere inde i sagerne, end vi er. Efterfølgende kom der en enkelt skriftlig protest til
bestyrelsen, men da man skal protestere på dagen, har den ikke så meget værdi.
Og der har åbenbart også efterfølgende været en heftig korrespondance, hvilket
fik et medlem af klubben – som ikke var der på dagen – til at kontakte
bestyrelsen/JU og på en temmelig perfid måde stille spørgsmålstegn ved, om man fremadrettet
skal ignorere reglementet, når man lægger prøver, og om man skal acceptere, at
dommeren ikke dømmer efter reglementet. Vedkommende kender jo selv svaret på de
spørgsmål, så der er ingen grund til at kommentere det her. Det, jeg til
gengæld gerne vil kommentere, er, at det netop er sådan nogle
bemærkninger/mails etc. der gør, at det er et utaknemmeligt og udmattende job
at gøre en indsats for klubben. Vedkommende kunne have ringet til mig eller
Hanne og spurgt, hvad der foregik. Så havde jeg givet den forklaring, som jeg
også har skrevet her. Vi var klar over, at nogle af klasserne ikke var iht.
reglementet, og at der ikke blev dømt iht. reglementet, og dette blev
kommenteret af JU/prøveleder på dagen. Dommeren valgte at ignorere dette.
Spørgsmålet er, hvad vi så skulle/kunne have gjort. Det var vi ikke klar over
på dagen. Jeg håber, at vi bliver klogere. Hvis der på prøven var nogle, der
var klogere på dette område end os, så ville det have klædt dem at henvende
sig. Og ingen af de, der efterfølgende har
haft travlt med at ringe rundt og kommentere på prøven, har henvendt sig til os
for at udtrykke deres bekymringer. Til gengæld har der åbenbart været en heftig korrespondance udenom JU blandt nogle af deltagerne, hvilket medførte, at bestyrelsen og JU modtog en mail fra et medlem, der ikke var til stede på prøven på dagen med spørgsmål om, hvorvidt man fremadrettet skulle ignorere reglement ifm. prøvelægningen og præmieringen. Temmelig perfidt efter min mening, for selvfølgelig skal man ikke det.
Min oplevelse som
mangeårigt medlem af Tollerklubben er, at man skal være psykisk robust for at
kunne holde til at gøre en frivillig indsats. Jeg har siddet i flere udvalg og
i bestyrelsen, og det har i den grad været hårdt – ikke på grund af de mange
timer, man har lagt i arbejdet, men fordi en flok medlemmers største ønske er
at man skal fejle, og de gør, hvad de kan for at gøre livet surt for en. Det
undrer ikke mig, hvis det kan være svært at finde frivillige til at sidde i
bestyrelse og udvalg.
For Hanne var dette dråben, der fik bægeret til at flyde over, og hun er nu trådt ud af JU. Jeg er stadig i overvejelsesfasen. Jeg vil rigtig gerne være med til at arrangere prøver for klubbens medlemmer (inkl. mig selv) og gøre en indsats, men det kan blive for meget “op af bakke”.
