Årets anden
tollerjagtprøve var lagt i Jylland. Nærmere bestemt i Auning øst for Randers.
Vixen og jeg skulle igen forsøge os i åben klasse. Vi var i alt fire i klassen
– deriblandt Helle og Cookie. Helle havde ikke været sikker på, om Cookie ville
være klar til prøven. Men da hun nu er trappet ud af binyrebarkhormonen og har
fået både muskler og energi tilbage, så blev hun tilmeldt.
Prøven blev
afholdt i et lille men spændende område med en lille sø omkranset af træer.
Der, hvor vi tollede, var der et hul i trærækken, så vi havde udsyn til søen.
Men for at komme i vandet skulle hundene passerer en sivbælte på et par meter.
Uden i søen lå der masser af åkander. Så det var udfordrende. Prøvelæggeren var
Henrik Hansen, som havde lagt en spændende prøve for alle klasser. Dommer var
Christian Brix, der som altid var i højt humør og meget fair i sin bedømmelse.
Åben klasse var
sidste klasse på dagen, da man havde valgt at lægge vinder efter begynder og så
derefter holde frokost. Vixen var første hund i åben klasse.
Vi lagde ud med at
tolle, og det forløb som det plejer: Masser af fart og ro, når det var
påkrævet. Så kom dobbeltmarkeringen på vand. Sivene var så høje, så Vixen kun
så ænderne, mens de var i luften. Jeg kunne se, hvor de landede. Til gengæld så
kunne jeg ikke se Vixen, før hun var et godt stykke ude af sivene. Den første
hentede hun uden de store problemer. Den anden måtte jeg hjælpe lidt til med,
men den kom hjem.
Lige derefter var
der en dirigering, hvor linjen lå lidt til højre for den anden markering i
dobbeltmarkeringen. Der var ligesom lavet to ”motorveje” ud igennem sivene.
Ifm. dirigeringen ville jeg gerne have Vixen til at tage den højre. Hun tog den
venstre, hvilket førte hende i en helt forkert retning. Der var ikke andet at
gøre, end at lade hende komme igennem sivbæltet og ud på åbent vand. Hvis jeg
korrigerer hende for tidligt, vender hun om. Hun kom fri af sivene, og jeg
begyndte at sende hende mod højre. Hun hang lidt fast i området, hvor den
første and i markeringen var faldet. Det lykkedes mig at få hende skubbet lidt
mere til højre og op på land. Så var det bare at sende hende til højre. Hun
måtte lidt længere ud end det sted, hvor anden lå for at få færten. Men det
lykkedes.
Så var det tid
til dobbelt landmarkering. Vi skulle gå fri ved fod op i området (ca. 20-30
meter). Vixen blev ved min side, men elastikken var i den grad spændt, så det
var ikke nogen pæn fri ved fod. Markeringerne blev begge kastet ifm. et læbælte
mellem marken og vejen. Den første landede på vejen, mens den anden landede på
marken i noget halvhøjt bevoksning. Her var Vixen helt med på, hvor de lå, og
det tog ikke lang tid, før begge ænder var hjemme.
Så var det tid
til en pause. Det er jo det gode ved at starte som den første i et makkerpar i
frit søg. Første hund får mulighed for et hvil, mens hund 2 laver tolling,
vandmarkeringer, dirigering og landmarkeringer. Da vi sad lige op og ned af
søen i pause, var Vixen dog ikke specielt afslappet. Hun fulgte med i alt, hvad
der foregik, selv om hun ikke kunne se noget.
Da makkerhunden
blev færdig var det tid til sidste opgave: Det frie søg. Fuglene lå dels i et
sivområde, dels i et ”skov”-område og dels i højt græs. Vixen søgte rigtig flot
og med god fart, og hun kom over hele området. Desværre – og uvist af hvilken
grund – lagde hun en and på jorden. Så der røg lige en præmiering.
Jeg var rigtig
tilfreds med Vixen. Jeg syntes, at hun arbejdede rigtig god. Hun var fint
dirigerbar, selv om jeg gerne havde set, at hun lyttede lidt mere til mig. Hun
var god i det frie søg, hvor hun jo har haft lidt problemer med at gå i stå og nogle
gange komme tilbage.
Dommeren var
åbenbart også tilfreds med hende, for hun fik en 2. præmie. Grunden var
selvfølgelig den and, hun lagde på jorden i søget. Han var dog heller ikke
imponeret over hendes fri ved fod og så den gerne forbedret til næste gang.
Cookie endte med
et 0. Hun knaldede på vandmarkeringen og så dem derfor slet ikke. Det betød, at
Helle ikke kunne overbevise hende om, at der var noget i vandet. Da
vandmarkeringerne ikke lykkedes, droppede de dirigeringen. Til gengæld var hun
fantastisk på både landmarkeringerne og i det frie søg. Så alt i alt var Helle
tilfreds med hende. Bare det, at hun var klar til at stille på prøve, var
gevinst nok i sig selv.
