Blog Image

Velkommen til

Kennel Wildmountain Tollers' blog

Her kan I læse de senest nyheder om vores "hundeliv". Hvis I vil vide mere om vores hunde og vores opdræt, så kan vi anbefale, at I kikker på vores hjemmeside www.wildmountain.dk. I vores opdræt prøver vi at foksere på tollerens jagtlige egenskaber uden dog at miste fokus på sundhed og eksteriør.

Tillykke til Ben & Jerry-kuldet

Ben & Jerry kuld, Latest news / Sidste nyt, Uncategorised Posted on Mon, January 03, 2022 20:28:33

Den 2. januar 2022 fyldte Ben & Jerry-kuldet 7 år. Det er lidt utroligt, at det allerede er 7 år siden, at Vixen fik sit første kuld. Jeg husker stadig, at hun puttede under dynen med mig på luftmadrassen i hvalperummet – og så gik vandet ud over min dyne, lagen etc.!.

Da de første seks hvalpe var født (den første desværre dødfødt), og der faldt ro over Vixen, fik vi “lagt rent på” i fødekassen. Jordmoderassistenten Gitte var taget hjem, og jeg lå på min luftmadras og nød lyden af diende hvalpe. Pludselig blev Vixen urolig igen. Jeg følte på hende og mente, at jeg kunne mærke 1-2 hvalpe men var ikke sikker. Der var dog flere hvalpe i hende, og kort tid efter fødte hun først en tæve og lidt senere en han. Så alt i alt 7 dejlige hvalpe.

Alle hvalpene lever pragtfuldt liv hos deres nye familier – og alle har det godt. Også Cookie, der jo som bekendt blev ramt af IMRD i januar 2018 – et stort chok for os alle. Heldigvis kom hun sig og har det godt i dag. Men Helle holder også meget skarpt øje med hende, og der skal ikke store ændringer til i Cookies adfærd, før Helle får taget en blodprøve for at se, om IMRD’en skulle være kommet tilbage.



Hvad sker der??

Latest news / Sidste nyt Posted on Mon, January 03, 2022 20:11:49

Vores blog har været nede i et stykke tid, men nu er vi oppe og køre igen (noget med noget opgradering).

Det er nu ikke fordi, der er så meget at fortælle. Leif og Tiva træner flittigt, mens jeg jo af gode grunde ikke træner så meget for tiden. Det er hårdt ikke at have hund. Jeg savner Vixen helt vildt – både herhjemme og til træning.

Vi får til gengæld stadig trænet lidt med The Poké-kids & Hangarounds. Det er superhyggeligt – som altid. Deltagerne skiftes til at planlægge træningen, og det fungerer rigtig godt. Jeg er klar over, at det for nogle er grænseoverskridende. Men jeg tror, at det er sundt at tænke lidt over, hvad man vil træne og hvordan. Og Leif og jeg står jo klar på sidelinjen til at detaljeplanlægge.

Sidst var det Henrik, der planlagde træningen, og han besluttede, at han gerne ville starte med lidt almindelig lydighed. Det er lang tid siden, vi sidst gjorde det, så det var en rigtig god idé.

Træningen med The Poké-kids & Hangarounds handler jo ikke kun om træning af vores hunde; det handler også om efterfølgende hygge. Og siden vi har fået vores Weber Traveler-grill, så er det ligesom kommet op på et lidt højere plan. I november tog det næsten lidt overhånd, da Trine havde både “hjemmelavet” mousserende vin og hvidvin med fra egne vinmarker, Morten Ø. havde Cornish Pasties med, og Caroline havde lavet Flapjacks. Det var lige før, at det blev lidt for meget af det gode – men kun “lige før”.

Julen og nytåret blev overstået. I juledagene havde vi besøg af June og Odd og deres tre rødpelser. Tiva syntes, at det var dejligt at have selskab. Nytårsaften var vi sammen med familie og Martin og hans to pølsepantere. Igen var Tiva glad for lidt hundeselskab.

Mit største ønske til det nye år er, at der kommer en pragtfuld tollerhvalp min vej. Jeg er så klar til at komme i gang med at træne en ny hund.