Det er nu fire uger siden, vi måtte sige farvel til Vixen. Jeg har længe villet skrive en opdatering her på bloggen – og jeg har også gjort adskillige forsøg – men jeg har simpelthen ikke kunnet finde de rigtige ord. På den ene side har jeg så mange ting, jeg gerne vil skrive, og på den anden side, så kan ingen ord rigtig fortælle, hvor højt jeg elskede den skide køter.
At jeg overhovedet fik en hvalp fra Doris og Thomas, kan jeg takke Anette Bj¨orgell for. Jeg var sprunget fra et kuld i Canada, da to af hvalpene i kuldet blev syge. Jeg spurgte Anette, om hun kendte til kommende kuld, hvor der ville komme hvalpe, der ville passe til mig. Hun sendte mig i retning af Lech-Toller Nest. Det vil jeg for evigt være Anette taknemmelig for.
Jeg husker stadig tydeligt, da vi var i Gersthofen og kikke på kuldet – og møde Doris og Thomas for første gang. Hvalpene var omkring 6 uger på det tidspunkt. Allerede dengang faldt jeg for Vixen, så da Doris en uges tid senere sendte mig en mail med besked om, at den hvalp, der skulle flytte til Vildbjerg, var lige netop den hvalp, jeg var mest forelsket i, var jeg helt oppe og ringe.
Doris skrev bl.a.: “You wanted a challenge – you got it!” Og hvor havde hun ret. Vixen har i den grad været en udfordring. Jeg måtte hurtigt konstatere, at jeg langt fra var erfaren nok til en hund med hendes energi og arbejdslyst. Vi brugte alt for lang tid på at “shoppe rundt” i forskellige træningstilbud, og hendes og mit temperament var en farlig cocktail. Men jeg var aldrig i tvivl om, at jeg havde fået en hund med et enormt potentiale og en kæmpe stor arbejdslyst.
Jeg havde indtil da den opfattelse, at både Chili og Daisy var rigtig gode arbejdshunde, men da Vixen kom ind i mit liv, fik jeg virkelig øjnene op for, hvor meget velovervejet avl på arbejdslinjer betyder for resultatet. Jeg mener stadig, at hun er ´én af de bedst arbejdende tollere, jeg har set. Der er langt mellem hunde med hendes enorme energi, arbejdslyst og totale fokus på arbejdet. Og jeg har altid elsket at se hende arbejde. Intet kunne slå hende ud, og hvis hun syntes, at jeg ikke havde styr på tingene, så overtog hun selv styringen 🙂 Hendes mantra var, at opgaven skulle løses, og jeg kan faktisk ikke rigtig huske, at hun har smidt håndklædet i ringen.
Odd skrev på mit FB-opslag om Vixens aflivning, at hun og søster Foxy, har givet deres ejere så meget glæde og grå hår. Og hvor er det dog rigtigt. Antallet af grå hår, som Vixen har givet mig, har været enormt. Men samtidig har jeg haft så mange glæder med hende – og jeg har været fuld af beundring for, hvad hun egentlig var i stand til. Jeg har som skrevet aldrig oplevet, at Vixen har givet op overfor noget som helst. Hun har knoklet og aldrig ladet sig distrahere. Vores tålmodighed overfor hinanden har ofte været under pres. Vi har haft mange stunder, hvor jeg tror, at vi begge har været stolte af hinanden og os selv, når vi har klaret svære opgaver, som vi ikke troede, vi kunne klare (eller egentlig er jeg overbevist om, at Vixen aldrig tvivlede på sig selv 🙂 ) Vi har haft tidspunkter, hvor vi har været lidt trætte af hinanden, og vi har haft tidspunkter, hvor vi har følt os som et fantastisk team.
Jeg er utrolig ked af, at Vixen med mig som påhæng aldrig fik mulighed for at udleve sit potentiale. Med den rigtige og erfarne fører er jeg slet ikke i tvivl om, at hun var kravlet helt til tops i prøvesystemet. Men nu var hun jo altså belemret med mig, der i de første år lykkedes med at fucke så meget op, at vi aldrig rigtig var i stand til at rette op på – selv om vi den sidste tid med Tronds hjælp havde fundet en god måde at samarbejde på. Der har dog været mange, som har kunnet se, hvilken fantastisk arbejdshund, Vixen var, og vi har fået masser af ros af både dommere og træningskammerater.
En helt fantastisk ting at opleve med hende var de opsamlinger, som Per Rasmussen inviterede os på. Det var med bævende hjerte, at jeg deltog første gang. Jeg var usikker på, om hun ville brænde sammen i hovedet, men hun gjorde min tvivl til skamme, for hun var bare så skarp. Det tog hende ikke lang tid at få styr på tingene, og der var ingen anskudte fugle, der undslap hende. At se hende vokse med opgaven fra såt til såt på hendes første opsamling var helt fantastisk.
Kort tid inden Vixen blev aflivet, tog Leif en række billeder af hende. Jeg nåede aldrig at få lagt alle ud på FB, så her er de:
Jeg er glad for, at vi fik 2,5 gode måneder fra hun fik kræftdiagnosen. Jeg synes, vi fik det bedste ud af tiden. Vi holdt fast i træningen men med et nedsat tempo og en nedsat sværhedsgrad. Træningen skulle være en god stund for os begge, så det kom til at handle meget om at lave ting, som Vixen var god tid og syntes var sjove, så det endte med succes.
Jeg er også glad for, at hun nåede at bidrag til to forskningsprojekter: Et dansk projekt på KU Sund, som går ud på at finde biomarkører til hurtig og let diagnosticering af mavetarmkræft hos hunde. Det andet forskningsprojekt var et svensk projekt hos SLU, hvor man forsker i kræft hos tollere, da man har konstateret en øget forekomst af kræft i tollere. Jeg håber meget, at der kommer noget positivt ud af disse forskningsprojekter.
Igennem hele forløbet har det været svært at tro på, at Vixen var så syg. Det var kun, når hun kastede op, at jeg blev mindet om, hvor syg hun egentlig var. Det var heldigvis ikke hver dag, det skete, men når det skete, røg hjertet helt ned i maven på mig. Ellers var hun i højt humør, og hendes lyst til at træne var uforandret.
De sidste dage ville hun ikke rigtig spise, og det var ligesom gløden i øjnene var slukket. Hun blev undersøgt at Lisa Dyrlæge, der var helt enig med os i, at det var ved at være tid. Lungerne lød ikke godt, og svulsten i maven var vokset betragtelig.
Den sidste aften tog vi ud til Trond og Aase for at gå en tur i det terræn, hvor vi har trænet så meget. Jeg lavede lidt øvelser med hende; nogle af vores yndlingsøvelser, og hun holdt sig ikke tilbage og var i højt humør. Da vi kom hjem, spiste hun aftensmad med stor appetit. Det var skønt at se, for hun havde ikke villet spise de sidste par dage. Jeg begyndte at tvivle på, om det var den rigtige beslutning at aflive hende nu. Men……næste morgen viste hun os, at det slet ikke var for tidligt. Hun kastede voldsomt op, og der var meget blod i. Og nu var lyset i hendes øjne virkelig slukket.
Vixen blev aflivet hjemme, og dyrlæge Lisa sørgede for, at det – trods alt – var en positiv oplevelse at sige farvel til Vixen. Kristian var kommet hjem, så vi alle kunne være der. Også Tiva. Vixen fik en sprøjte med bedøvelse. Den virkede hurtigt, så vi fik lagt hende på et vetbed, og jeg lagde mig ved siden af hende, nussede hende og fortalte, hvor fantastisk en hund, hun havde været og hvor elsket hun havde været. Efter 10 min. kom dyrlæge Lisa ind igen og gav den sidste sprøjte. Efter kort tid trak Vixen vejret meget dybt 4-5 gange – og så var hun væk.
Vi kørte hende ned til krematoriet i Hedensted, hvor vi fik lov til at sige farvel en sidste gang.
Vixen er kommet hjem igen, men vi venter på den urne, vi er ved at få lavet til hende. Når den kommer, skal hun stå på hylden ved siden af Chili og Daisy.
