Blog Image

Velkommen til

Kennel Wildmountain Tollers' blog

Her kan I læse de senest nyheder om vores "hundeliv". Hvis I vil vide mere om vores hunde og vores opdræt, så kan vi anbefale, at I kikker på vores hjemmeside www.wildmountain.dk. I vores opdræt prøver vi at foksere på tollerens jagtlige egenskaber uden dog at miste fokus på sundhed og eksteriør.

Photo shoot

Latest news / Sidste nyt, Sundhed Posted on Wed, August 25, 2021 21:50:17

For nogen tid siden kontaktede jeg Sanne Ammitzbøll for at høre, om jeg kunne købe et photo shoot med Vixen hos hende. Leif har jo taget – og tager forhåbentlig stadigvæk – en masse billeder af hende. Men jeg syntes, at det kunne være sjovt at se, hvad Sanne kunne få ud af hende.

Tanken var, at jeg ville vente lidt. Vixen var fældet helt i bund, og jeg ville gerne have, at hun fik lidt pels først. Men så fik hun det jo pludselig lidt dårligere, og jeg turde ikke vente. Så søndag den 1. august kørte jeg ned til Sanne.

Der blev taget billeder i solskin og i lidt regn. Der blev taget “action-billeder” og “sidde-stille-billeder”, og der blev taget billeder på land og på vand.

Jeg er rigtig glad for billederne – også selv om hun stort set er nøgen 🙂



Vi træner videre – trods sygdom

Latest news / Sidste nyt, Sundhed Posted on Wed, August 25, 2021 21:40:05

Som jeg har skrevet før, er Vixen ikke klar over, at hun er syg – hun opfører sig i hvert tilfælde som om, hun ikke er klar over det. Derfor har jeg fortsat med at træne hende – måske ikke helt så hårdt og meget som tidligere, men hun får fortsat lov til at lave noget.

Torsdag den 19. var vi i Fjelster for at afprøve posterne til RJK’s UHM. Jeg havde taget Vixen med, og hun fik lov til at prøve kræfter med alle posterne. Det blev til 8 apporteringer, heraf flere på / over vand. Det klarede hun rigtig fint – både helbredsmæssigt og arbejdsmæssigt.

Lørdag var der træning i Haunstrup med The Poké-kids and hangarounds. Også her fik hun lov til at knokle, og også her gav hun sig 100% og havde det godt bagefter.

Tirsdag var vi en tur forbi Trond og Aase, og jeg fik lige ½ times eneundervisning med Vixen. Igen fik hun lov til at arbejde, og denne gang var det måske lige i overkanten. I hvert tilfælde var hun virkelig træt bagefter. Så hun har en grænse, og det må jeg bestræbe mig på ikke at overskride igen.

Hun er blevet tydeligt langsommere, og hun bliver hurtigere og mere forpustet, men lysten til at arbejde fejler ikke noget. Og så længe det er tilfældet, så får hun lov.



Endnu en update på Vixen

Latest news / Sidste nyt, Sundhed Posted on Wed, August 25, 2021 21:30:36

Den 18. august kørte Vixen og jeg til Århus, hvor vi havde en aftale med Lise Bang Hansen. Som sædvanligt gav Lise sig rigtig god tid. Hun spurgte ind og ville vide ALT, så det er godt, at jeg fører dagbog over Vixens helbred i disse dage 🙂

Siden sidste besøg er Vixen jo kommet på binyrebarkhormon, og det fik vi talt lidt om. Vixen skal selvfølgelig dækkes ind, hvis hun har behov for det. Men det er naturligvis også vigtigt, at hun ikke får medicin, som hun måske ikke har brug for. Problemet med binyrebarkhormon er jo, at det kan “maskere”, hvordan hunden egentlig har det – også overfor hunden selv. Det var jeg klar over, og derfor er beslutningen jo også, at hvis hun har behov for at komme op i dosis, så er det tid til at sige farvel.

Lise foreslog, at vi skulle prøve at sætte dosis ned. Pt. får hun 10 mg om dagen. Lise foreslog, at hun hver anden dag får 10 mg og hver anden dag 5 mg. Hvis det går godt, så kan vi kikke på at nedsætte yderligere om 2-4 uger. Da det ikke er Lise, der har sat hende på binyrebarkhormon, tog jeg kontakte til dyrlæge Lisa. Hun var helt ok med, at vi prøver at nedsætte dosis. Og det er jo også ret let at sætte den op igen, hvis det går den forkerte vej.

Indtil videre har det fungeret fint at sætte dosis ned. Men vi tager ikke glæderne på forskud, så nu må vi se, om dette fortsætter de næste 2-3 uger.

Foto: Sanne Ammitzbøll