Blog Image

Velkommen til

Kennel Wildmountain Tollers' blog

Her kan I læse de senest nyheder om vores "hundeliv". Hvis I vil vide mere om vores hunde og vores opdræt, så kan vi anbefale, at I kikker på vores hjemmeside www.wildmountain.dk. I vores opdræt prøver vi at foksere på tollerens jagtlige egenskaber uden dog at miste fokus på sundhed og eksteriør.

Gensyn

Latest news / Sidste nyt, Tsula Posted on Sun, April 17, 2022 22:49:59

Da Leif og Tiva kom hjem fra camping lørdag aften, var Tsula meget glad for at se dem begge. Jeg havde tænkt, at det måske var her, at det helt store gennembrud mellem hende og Tiva ville komme, men det lader stadig vente på sig. https://youtu.be/gV-FdRSHZVY



Træning med Helle

Latest news / Sidste nyt, Tsula Posted on Sun, April 17, 2022 22:49:37

Langfredag havde Tsula og jeg en træningsaftale i Gullestrup med Helle og Prima og Cookie. Det var som altid skønt at tilbringe nogle timer i selskab med Helle. Og ikke mindst var det SÅ dejligt at få Helles strenge blik på min træning af Tsula. Jeg må indrømme, at det der hvalpetræning ikke er min stærke side. Men jeg har nogle ambitioner om, at nogle af de ting, der aldrig helt kom på plads med Vixen, SKAL på plads med Tsula. Jeg drømmer bl.a. om en flot og afslappet fri ved fod, så jeg må lægge mig i selen 😉



Nye vaner

Latest news / Sidste nyt, Tsula Posted on Sun, April 17, 2022 22:35:22

Fra første nat har Tsula sovet i vores seng – som alle vores hunde har gjort / og gør. Det er for så vidt gået rigtig godt, men jeg må indrømme, at jeg vågner rigtig mange gange om natten. Hun er lidt urolig og møffer rundt, og hver gang vågner jeg, fordi jeg tror, at hun skal ud og tisse.

Jeg tog hjem fra Gals Klint om torsdagen, da jeg skulle hjem og øve noget mere “alene hjemme-træning” med Tsula, inden arbejdet kalder igen. Jeg besluttede, at jeg trængte til en hel nats søvn, så jeg fandt et bur til hende, hvor hun skulle sove. Jeg havde bestemt, at lige meget hvor ked af det, hun blev, så SKULLE hun sove i buret!

Igen overraskede hun mig. Hun kom med et par enkelte pib, jeg lagde min hånd ned til hende, og så lagde hun sig til at sove – og sov indtil kl. 6.00 næste morgen. Her peb hun og ville ud. Da hun havde fået tisset og skidt, krøb jeg til køjs igen. Jeg tog hende med i seng, og hun puttede sig og lagde sig til at sove endnu en god times tid. De efterfølgende dage er det gået lige så fint, så det er vores nye vane. Hold da op, at det skulle være så let! Så det holder vi fast i, indtil hun kan sove en lang nat uden at skulle ud og tisse.



Første hvalpetræning hos Casa Gjøtterud

Latest news / Sidste nyt, Tsula Posted on Sun, April 17, 2022 22:15:36

Så kom dagen for den første hvalpetræning. Vi er et lille eksklusivt hold på tre tollere – Evie, Cognac og Tsula. Evie og Cognac er kuldsøskende og kommer fra Kennel Redborn. De er en uge ældre end Tsula. Det var min plan at få enetimer hos Aase, men da Trine og Morten skulle hente hvalp, foreslog jeg, at vi laver et lille hold sammen. Den var de med på 🙂

Og tirsdag den 12. april var så første gang. Vi kikkede lidt på de første step til lineføring/pladsposition, omvendt lokning, ligesom vi skulle lære hundene at blive på tæppet.

En af lektierne til næste gang er desuden at vi skal tænke over, hvor vi ønsker at hvalpene er, når de er hhv. 1 år og 3 år. Jeg tænker, at det er en god øvelse.



Så skød vi campingsæsonen i gang

Latest news / Sidste nyt, Tsula Posted on Sun, April 17, 2022 22:06:10

Mandag den 11. april var vinden løjet så meget af, at det var tid til at sætte forteltet op og få indrettet vognen, så vi er klar til at nyde forårssæsonen.

Det tog utrolig lang tid at få det hele sat op; jeg tror, at vi brugte 4-5 timer i alt. Jeg havde hundene ude et par gange for at tisse, og Tsula var nede og se lidt på Lillebælt. Igen så var jeg imponeret over, at den lille fis bare ligger tålmodigt inde i buret og venter på at blive taget ud.

Dummyer er gode til mange ting; og mange dummyer er gode til holde underlaget fast til jorden, inden forteltet kommer op
Stakkels Leif tager den største del af slæbet……

Tsula nød, da vi var kommet på plads, og hun var sluppet ud af bilen: https://youtu.be/nO2WTDdTFgk



Tsula – 9 ugers billeder

Latest news / Sidste nyt, Tsula Posted on Sun, April 17, 2022 21:53:52

Jeg har besluttet, at jeg vil tage billeder af Tsula hver uge, så jeg kan følge med i hendes udvikling. Heldigvis har jeg fået Leif med på ideen, for det er jo selvfølgelig ham, der skal tage billederne.

Her er de første billeder. Jeg skulle hilse og sige, at det ikke er let at få en 9 uger gammel hvalp til at stå pænt, når der skal tages billeder. Jeg håber, at både Tsula og jeg bliver bedre til det med tiden.



Første besøg hos Casa Gjøtterud

Latest news / Sidste nyt, Tsula Posted on Sun, April 17, 2022 21:49:42

Lørdag den 9. april holdt vi sidste omgang tollertræning for nu. Jeg havde taget Tsula derned, fordi hun jo ligeså godt kan lære, at man nogle gange skal være i bilen i laaaaang tid. Også det klarede hun i fin stil.

Hun var naturligvis ude af bilen adskillige gange for at tisse og se sig lidt omkring – og for at blive beundret af de andre. Den del er hun også ret god til 🙂

Dette var bare første besøg ud af forhåbentlig rigtig mange besøg de næste mange år 🙂



Dagligdag med Tsula

Latest news / Sidste nyt, Tsula Posted on Sun, April 17, 2022 21:39:15

Hun er en prægtig lille hvalp, hende Tsula. Hun er faldet utrolig godt til. Hun har selvfølgelig sin egen mening om mange ting, men indtil videre har vi formået at blive enige om tingene 🙂

Vi skulle have skudt campingsæsonen i gang fredag den 8. april. Da vi kørte fra Vildbjerg var der nærmest snestorm, og det forfulgte os hele vejen til Middelfart. Lige da vi ankom, var vejret faktisk ok – bortset fra at det blæste en stiv pelikan. Men……der gik ikke længe, før det dårlige vejr også kom til Middelfart. Så vi besluttede ret hurtigt, at vi ville stille campingvognen op og køre hjem igen. Det ville ikke være muligt at sætte fortelt op i det vejr.

Inden vi kørte hjem, var vi forbi Helle og Kim, så Tsula kunne møde Troja, Cookie og Prima. Hun hilste på dem én ad gangen, og det gik rigtig fint. Det er også nødvendigt, for hun kommer til at tilbringe rigtig meget tid med de tre piger.

Turen til Middelfart og retur var hendes anden tur i bilen. Og hun klarede det bare så flot. Ingen piberi og ingen uro. Hun lagde sig bare til at sove.

Tiva er endnu ikke faldet i svime over Tsula, men det går den rigtige vej, som man kan se af disse videoer:

https://youtube.com/shorts/s8sQ0yO1Zhs, https://youtu.be/Ejaxs5e12tg, https://youtu.be/PoxB7TnK_QI og https://youtu.be/Do8yLc2wjXs



« PreviousNext »