Velkommen til

Som en del af JU har det længe været et ønske for mig at
arrangere en dobbeltprøve. Jeg synes, det er fedt at kunne gå til prøve to dage
i træk i to forskellige terræner. Min idé var også, at det måske kunne
tiltrække flere tollerfolk – også fra udlandet. I år havde jeg så chancen for at arrangere
det. Da der skete en del i JU i løbet af foråret, og da jeg selv bl.a. stod med
det ene ben ude af JU, så kom jeg lidt sent i gang med alle de praktiske ting.
Jeg turde ikke rigtig gå ”all in” med at annoncere det vidt og bredt, da min
plads i JU var lidt ustabil. Så måske derfor blev det ikke det store
tilløbsstykke, som jeg havde håbet.

Ikke desto mindre havde vi, der var mødt op (10 hunde lørdag
og 14 hunde søndag) en rigtig god weekend.

Lørdag var prøven lagt på Svansømosegård ved Skive. Det er
et område, som DRK ofte bruger til prøver, og jeg var glad for, at ejerne gav
os muligheden for at lave en prøve der.

Martin Degn, som jeg jo har trænet en
del sammen med i næsten al den tid, jeg har haft toller, lagde prøven. Martin
havde lagt en rigtig god prøve, som sine steder var udfordrende men hele tiden
fair overfor hundene. Og han fik efterfølgende meget ros for den.

Bortset fra
Leif, var alle hjælperne novicer, men hold da fast, hvor var de gode, og hvor
kørte det hele bare som en velsmurt maskine. Stor ros til dem.

Martin havde sat sig grundigt ind
i reglementet og udnyttet det til fulde, så de var både ænder, gæs, fasaner,
duer, kaniner og blishøns på prøven. To gange blev han faktisk kontaktet af deltagere,
der ellers kender reglementet ret godt, som mente, at hhv. krikænder og fasaner ikke måtte
bruges på hhv. kvalifikationsprøven og i begynderklassen. De måtte dog erkende,
at Martin var mere opdateret på reglementet end dem. Jeg ved jo, at Martin er
en voldsom grundig mand, så det var ikke overraskende for mig 🙂

Dommer fra Finn Lange, som jo har dømt tollerne i rigtig
mange år.

Min prøve med Vixen var ikke noget at råbe hurra for.
Allerede ved tollingen kunne jeg mærke, at det ikke ville gå. Hun er normalt
tændt men tyst og under kontrol under tollingen. Det var hun ikke den dag. Der
var uro og en smule pib i pauserne. Hun hentede den sidst kastede af den
dobbelt vandmarkering først, og det gjorde hun uden problemer. Jeg sendte
hende på den anden. Og i stedet for at holde øje med min hund, så rettede jeg
fokus på at flytte en and på jorden, så jeg ikke trådte på den. Jeg opdagede
derfor lidt for sent, at Vixen var usikker på, hvor hun skulle hen, og var
stort set vendt, inden jeg fik fokus på hende igen. Så det tog lidt tid og
dirigeringer at få hende på rette vej. Men det lykkedes da.

Så gik vi fri ved fod over til dobbelt landmarkering. Og ja,
det var en voldsom fri fri-ved-fod. Markeringerne klarede hun ok og uden hjælp.
Hun var ikke direkte på dem men måtte søge lidt i det høje græs. Det var nok
den opgave, jeg var mest nervøs for, for der var ikke meget at markere op ad,
og begge fugle landede i knæhøjt græs. Men vi fik dem hjem i en nogenlunde
stil.

Så gik vi hen til dirigeringen – denne gang med line på.
Egentlig en enkelt dirigering over et areal med lidt højt græs ud til nogle små
buske, hvor der lå en gås. Vixen afveg fra linjen, men jeg fik hende tilbage på
sporet og ud i området. Jeg er ikke sikker på, om dommeren opdagede, hvad der
egentlig skete, for han nævnte ikke noget om det hverken i den mundtlige eller
skriftlige kritik. Men Vixen valgte helt bevidst at overse gåsen. Dommeren
spurgte endda, om de nu havde husket at lægge den ud. Ha, jeg kunne godt se,
hvad der foregik. En lidt skrap kommando fra mig, fik hende til at samle bæstet
op. Den blev godt nok lagt nogle gange på vej hjem, og jeg mener heller ikke,
at jeg fik den i hånden.

Efter at have ventet på, at Helle og Cookie kom igennem
posterne, var det tid til det frie søg – med Cookie som makker. Det første
stykke af området var med halvhøjt græs, som gik over i et tæt buskads, som
igen gik over i et område med vand med høje og meget tætte siv. Mens vi havde
ventet på, at Cookie og Helle skulle blive klar til søget, havde Vixen hørt på
en del ænder, der holdt en fest i søen. Så da jeg skulle sende hende, strøg hun
direkte i vandet. Hun brugte meget lang tid derude, og jeg kunne høre, at hun
var meget aktiv. Jeg tror ikke på, at hun på noget tidspunkt var ude på åbent
vand og dalre rundt. Jeg er helt sikker på, at hun arbejdede intenst. Og da jeg
senere så området, kunne jeg godt forstå, at det tog tid. Sivene stod meget
tæt, og det var virkelig svært for hundene at bevæge sig rundt i. Nå, men efter
noget tid kom hun da tilbage med en and. Den lange ventetid var ikke noget for
Cookie, der blev temmelig vokal. Da Vixen kom tilbage, ville hun være
solidarisk og var også temmelig vokal. Nå, men hundene fik søgt og hentet lidt
af hvert. På et tidspunkt løber Vixen igen ned i vandet og ud i sivene. Igen går
der lang tid, uden at hun kommer tilbage. Pludselig kan jeg høre, at hun piber temmelig højt.
Ikke utålmodigheds-pib men derimod ”hjælp-mig-pib”, og jeg kunne høre, at hun
var i panik. Jeg kunne naturligvis ikke gøre andet end at sige til dommeren, at
hun gik jeg altså ned og hjalp mig hund. Der gik en bro ud i vandet, og fra
broen var der kastet nogle ænder ind i sivene. Et stykke ude stod Vixen ved
siden af en and. Hun sad uhjælpelig fast, og jeg kunne hverken få hende frem
eller tilbage. Hun kæmpede en brav kamp, men det kunne ikke lykkes. Jeg fik fat
i nakken på hende og fik hende hevet op på broen, og vi gik tilbage til
startpunktet. Dommeren mente, at jeg skulle sende hende igen, så hun kunne
ryste oplevelsen af sig. Hun løb ud i buskene og fandt en and til mig. Jeg
sendte hende igen, og gudhjælpemig om hun ikke fes direkte ned i sivene igen.
Denne gang klarede hun dog ærterne selv og kom hjem med en and. Men det viser
lidt om, at min lille rævetøs ikke sådan lader sig ryste. Og det er jo en af de
ting, jeg elsker ved hende.

Nå, men så var prøven færdig, og dommeren kunne allerede der
fortælle os begge, at vi ikke skulle regne med præmiering. Faktisk gav han os
et D (diskvalifikation) pga. lyden. Ifølge reglementet kan man dog kun give D for ”aggressiv adfærd”, ”skudrædhed” eller
”hårdmundethed”. Da dommeren blev gjort opmærksom på det, ændrede han det til et 0.
Netop fordi et D gives for nogle ting, der i mine øjne er virkelig negativ, så
har jeg ikke lyst til at have et ufortjent D stående på Hundeweb. Så det var dejligt, at
vi kunne få det ændret uden diskussion.

Søndag gik turen så til Karup, hvor vi via Martin havde lånt
militærets arealer. Igen lagde Martin en rigtig god prøve, og igen fik han
meget ros for prøven. Igen var hjælperne folk, der ikke have prøvet det før. Og
igen gjorde de det helt fantastisk.

Dommeren var Hanne Søndenbroe, der som
altid var meget fair i sin bedømmelse af hundene.

Overordnet set var jeg meget tilfreds med Vixens arbejde.
Men helt fortjent fik hun et 0 pga. en elendig fri ved fod, hvor hun faktisk to
gange gik af hånd, ligesom der var en lille smule lyd, da der blev skudt til
dirigeringen under vores fri ved fod. Men hendes arbejde var jeg meget tilfreds
med.

Vi lagde jo som sædvanligt ud med tollingen. Her var hun
hurtig som en raket, når vi tollede og rolig og lydløs, når vi holdt pause.
Vandmarkeringerne faldt i en meget bred vinkel. Ved en fejl blev der ikke skudt
til nr. 2 fugl, men da sådan en and laver et ordenligt plask, når den lander på
vandet, var det ikke noget problem. Og Vixen hentede da også begge fugle uden
problemer. Jeg synes ikke, at der var noget som helst at sætte en finger på
ifm. tolling og vandmarkeringer.

Landmarkeringerne faldt begge i kanten af et område med skub
og igen i en bred vinkel. Til min store overraskelse gik Vixen efter den første
kastede. Det lykkedes hende ikke at finde den, så hun søgte ned mod den
sidst kastede. Den fandt hun forholdsvis hurtigt. Da hun kom tilbage, sendte
jeg hende på den først kastede, og hun løb stort set lige derud og samlede op.

Så skulle vi gå fri ved fod fra markeringen og op mod
dirigeringen. Undervejs blev der skudt mod dirigeringen. Hun var totalt i sin
egen verden og gik af hånd en enkelt gang. Men vi kom da frem i nogenlunde
behold. Dirigeringen var på en gås og den direkte linje gik skråt over en
grøft. Jeg sendte hende direkte på gåsen. Hun afveg lidt fra linjen, så jeg
stoppede hende, da hun var på linje med gåsen. Det tog et par fløjt, før damen
fik lyst til at sætte sig. Til gengæld krævede det så kun en enkelt kommando at
sende hende til venstre over grøften og lige ud til gåsen. Hun samlede spontant
op men trådte to gange i vingerne på vej hjem, så hun tabte gåsen. Ca. 10 meter
fra mig lagde hun den med et udtryk, der fortalte, at nu var det altså nok med
den gås. Jeg fik hende til at samle op igen og komme helt hjem med den.

Oprindeligt
ville dommeren have, at makkerhunden i søget og Vixen sammen skulle gå fri ved
fod gennem det skrub, hvor landmarkeringerne faldt. Jeg udtrykte vist min ærgrelse
over dette, da det var et terræn, der var meget ujævnt og svært at gå i, og jeg
ville helt sikkert miste Vixen, fordi jeg ville have travlt med at holde øje
med, hvor jeg selv satte fødderne. Dommeren, der jo bestemt ikke er uden humor,
mente, at det ikke kunne blive meget værre med vores fri ved fod, så det…… Hun
endte nu med at lade os beholde linen på, indtil vi kom på den anden side af
skubbet. Makkerhunden skulle gå først hen til søget; derefter var det Vixen.
Behøver jeg at sige det: Hun gik elendigt og igen gik hun af hånd en enkelt
gang.

I søget
blev makkerhunden sendt først. Det medførte en smule lyd hos Vixen, men jeg fik
det stoppet. Selve søget gik rigtig godt. Hun kom i hele området og tog uden
tøven alle vildtarter. Eneste minus var, at hun virkede lidt trykket, hvis hun
kom for tæt på makkerhunden, som var en
hanhund. Det har jeg oplevet andre gange, hvor hun har været i søg med
en hanhund. Hvis hun søger med tæver, er der derimod ingen problemer.

Cookie
brillerede om søndagen. Hvor hun om lørdagen fik et 0 pga. lyd m.m., så kørte
hun med klatten om søndagen. Hun endte med en 2. præmie, da hun ikke var så
pjattet med at samle gåsen op, og den blev lagt nogle gange på vej hjem. Men
når man tænker på, at det ikke er langt tid siden, at Helle var i tvivl om,
hvorvidt hun overhovedet kunne stille Cookie, da hun stort set ingen
nakkemuskler havde, så må jeg sige, at hun virkelig har rykket sig. Jeg er
vildt stolt af dem.

Nu går
vi i træningslejr inden årets sidste prøve den 22. september, men når jeg ser
tilbage på, hvor mange gange jeg har skrevet, at NU skal vi have styr på den
fri ved fod, så tvivler jeg på, at det når at blive bedre inden næste prøve.
Men…..man skal jo være optimistisk og ikke miste håbet

Årets anden
tollerjagtprøve var lagt i Jylland. Nærmere bestemt i Auning øst for Randers.
Vixen og jeg skulle igen forsøge os i åben klasse. Vi var i alt fire i klassen
– deriblandt Helle og Cookie. Helle havde ikke været sikker på, om Cookie ville
være klar til prøven. Men da hun nu er trappet ud af binyrebarkhormonen og har
fået både muskler og energi tilbage, så blev hun tilmeldt.

Prøven blev
afholdt i et lille men spændende område med en lille sø omkranset af træer.
Der, hvor vi tollede, var der et hul i trærækken, så vi havde udsyn til søen.
Men for at komme i vandet skulle hundene passerer en sivbælte på et par meter.
Uden i søen lå der masser af åkander. Så det var udfordrende. Prøvelæggeren var
Henrik Hansen, som havde lagt en spændende prøve for alle klasser. Dommer var
Christian Brix, der som altid var i højt humør og meget fair i sin bedømmelse.

Åben klasse var
sidste klasse på dagen, da man havde valgt at lægge vinder efter begynder og så
derefter holde frokost. Vixen var første hund i åben klasse.

Vi lagde ud med at
tolle, og det forløb som det plejer: Masser af fart og ro, når det var
påkrævet. Så kom dobbeltmarkeringen på vand. Sivene var så høje, så Vixen kun
så ænderne, mens de var i luften. Jeg kunne se, hvor de landede. Til gengæld så
kunne jeg ikke se Vixen, før hun var et godt stykke ude af sivene. Den første
hentede hun uden de store problemer. Den anden måtte jeg hjælpe lidt til med,
men den kom hjem.

Lige derefter var
der en dirigering, hvor linjen lå lidt til højre for den anden markering i
dobbeltmarkeringen. Der var ligesom lavet to ”motorveje” ud igennem sivene.
Ifm. dirigeringen ville jeg gerne have Vixen til at tage den højre. Hun tog den
venstre, hvilket førte hende i en helt forkert retning. Der var ikke andet at
gøre, end at lade hende komme igennem sivbæltet og ud på åbent vand. Hvis jeg
korrigerer hende for tidligt, vender hun om. Hun kom fri af sivene, og jeg
begyndte at sende hende mod højre. Hun hang lidt fast i området, hvor den
første and i markeringen var faldet. Det lykkedes mig at få hende skubbet lidt
mere til højre og op på land. Så var det bare at sende hende til højre. Hun
måtte lidt længere ud end det sted, hvor anden lå for at få færten. Men det
lykkedes.

Så var det tid
til dobbelt landmarkering. Vi skulle gå fri ved fod op i området (ca. 20-30
meter). Vixen blev ved min side, men elastikken var i den grad spændt, så det
var ikke nogen pæn fri ved fod. Markeringerne blev begge kastet ifm. et læbælte
mellem marken og vejen. Den første landede på vejen, mens den anden landede på
marken i noget halvhøjt bevoksning. Her var Vixen helt med på, hvor de lå, og
det tog ikke lang tid, før begge ænder var hjemme.

Så var det tid
til en pause. Det er jo det gode ved at starte som den første i et makkerpar i
frit søg. Første hund får mulighed for et hvil, mens hund 2 laver tolling,
vandmarkeringer, dirigering og landmarkeringer. Da vi sad lige op og ned af
søen i pause, var Vixen dog ikke specielt afslappet. Hun fulgte med i alt, hvad
der foregik, selv om hun ikke kunne se noget.

Da makkerhunden
blev færdig var det tid til sidste opgave: Det frie søg. Fuglene lå dels i et
sivområde, dels i et ”skov”-område og dels i højt græs. Vixen søgte rigtig flot
og med god fart, og hun kom over hele området. Desværre – og uvist af hvilken
grund – lagde hun en and på jorden. Så der røg lige en præmiering.

Jeg var rigtig
tilfreds med Vixen. Jeg syntes, at hun arbejdede rigtig god. Hun var fint
dirigerbar, selv om jeg gerne havde set, at hun lyttede lidt mere til mig. Hun
var god i det frie søg, hvor hun jo har haft lidt problemer med at gå i stå og nogle
gange komme tilbage.

Dommeren var
åbenbart også tilfreds med hende, for hun fik en 2. præmie. Grunden var
selvfølgelig den and, hun lagde på jorden i søget. Han var dog heller ikke
imponeret over hendes fri ved fod og så den gerne forbedret til næste gang.

Cookie endte med
et 0. Hun knaldede på vandmarkeringen og så dem derfor slet ikke. Det betød, at
Helle ikke kunne overbevise hende om, at der var noget i vandet. Da
vandmarkeringerne ikke lykkedes, droppede de dirigeringen. Til gengæld var hun
fantastisk på både landmarkeringerne og i det frie søg. Så alt i alt var Helle
tilfreds med hende. Bare det, at hun var klar til at stille på prøve, var
gevinst nok i sig selv.

Den 27. april blev
årets første jagtprøve i Tollerklub-regi afholdt. Den var en del af Tollerdays,
som i år blev afholdt af Kreds Sjælland.

Som så ofte før var
prøven lagt i Kongskilde-området i Sorø. Prøveleder var Brian Sølvkjær, som
havde lagt en god prøve. Mange af momenterne blev dog ændret af dagens dommer.

Jeg deltog med
Vixen i åben klasse. Der var oprindeligt tilmeldt tre hunde i åben klasse, men
da én måtte trække sig pga. løbetid, så var vi to tilbage.

Som sædvanlig blev
der lagt ud med working test. Der var kun tilmeldt hunde i begynderklassen.
Sverker havde valgt, at søget skulle ligge på begge sider af noget vand. Vandet
var ikke svømmedybt, og der var 1½-2 meter over på den anden side – og hundene kunne se den dummy/den and, der lå der . Det blev påpeget, at
dette var lidt usædvanligt. Men reglementet siger ikke noget om, hvorvidt man
må lægge søget på den måde, og dommeren understregede, at det ikke ville
trækken ned, hvis hunden ikke kom over ”vandet”, men at det ville være en
ekstra bonus, hvis den gjorde. I øvrigt ville den hund, der søgte på den anden
side, blive belønnet med at finde en dummy/vildt, så det var egentlig bare god
træning.

Kvalifikationsprøven
var lidt speciel. Reglementet var ikke blevet fulgt. Bl.a. skulle hundene gå
fri ved fod mod skjulet, hvor reglementet siger, at man starter i skjulet. Også
rækkefølgen af posterne var ændret ifht. reglementet. Bedømmelsen var heller
ikke ifht. reglementet, idet den ene af de to hunde, der bestod ud af de fire
deltagende hunde, bestod på trods af, at den havde fugl på jorden flere gange. Hverken
prøveleder eller dommer var helt opdateret på, at man ikke måtte ændre på
rækkefølgen, og dommeren var åbenbart ikke opdateret på, at der ikke må være fugl på jord. Der var ingen af deltagerne eller publikum, der gjorde opmærksom på fejlen, så oplægget ikke ændret.

Begynderklassen
kørte fint. Der var flere hunde, der havde problemer med tilbagesendingen. I
mine øjne var den OK. Den lå ikke synligt for hunden, men vejen derud var en
tydelig synlig linje.

I åben klasse, hvor
jeg jo deltog med Vixen, gik det helt galt. Vi to deltagere fik forklaret
posterne, og det viste sig, at hundene under hele prøven skulle arbejde sammen, hvor reglementet siger, at hundene kun møder hinanden i det frie søg.
Dommeren blev gjort opmærksom på dette, men fastholdt oplægget. Her er så en af
de situationer, hvor man bagefter kan tænke, om man reagerede på den rigtige
måde. Som hundefører vidste jeg, at det ville blive utrolig stressende for Vixen
at arbejde sammen med en anden hund under hele prøven. Omvendt så tager jeg
også gerne imod en opfordring. Som medlem af JU var jeg faktisk i tvivl om,
hvad jeg kunne/måtte gøre. Kunne man stoppe prøven eller klassen? Jeg anede det ikke.

Selve prøven gik,
som jeg frygtede. Vixen skulle heldigvis tolle som den første hund. Den anden
hund sad 10-15 meter derfra. Tollingen gik rigtig fint: Masser af fart og
begejstring og totalt ro i pauserne. Så kom en dobbeltmarkering på linje på
vand. Den første hentede Vixen uden de store problemer. Jeg kunne mærke, at hun
ikke havde styr på den anden, så jeg valgte at støtte hende. Det var ikke
nødvendigt at støtte hende meget, men der var jo tale om en markering, så hun
skulle have arbejdet selvstændigt. Omvendt så handler det om at få fuglene
hjem, så……

Mens den anden hund
tollede og fik vandmarkeringer, sad jeg 10-15 meter derfra med Vixen. Det var
ikke let for hende. Jeg formåede at holde piberiet på et minimum, men hun var
ikke helt lydløs. Jeg er dog ikke sikker på, om dommeren hørte noget.

Næste post var et
frit søg, hvor hundene skulle arbejde sammen. Det foregik på hver side af en
skovsti. Til den ene side var der en skovskråning og på den anden side en
bræmme med siv og vand. Halvvejs inde i søget, blev vi stoppet for at hente en
dirigering. Den anden hund skulle hente først, og imens skulle Vixen og jeg
vente et par meter derfra. Det var ikke let. Der var lagt to dirigeringer ud.
Den ene lå tæt på, hvor der havde været frit søg i begynderklassen. Den anden lå på en
bakketop i nærheden af, hvor der var faldet en markering i kvalifikationsprøven
og i begynderklassen. Min makker skulle vælge først, og han valgte bakketoppen men fik ikke sin fugl hjem. Jeg kunne nu vælge, hvilken jeg ville have. Da jeg havde forberedt mig på
dirigeringen i søget, fastholdt jeg den. Mit håb var, at vandet ville trække
Vixen derud. Hvad jeg ikke lige havde forudset var, at der jo også var vand på
hendes højre side hele vejen derud. Det var der, vi havde lavet vandmarkeringerne. Så det krævede en del handling at få hende derud. Men det
lykkedes, og vi fik fuglen hjem.

Så fortsatte vi med
søget, som vi fik tømt. Dernæst kom to dobbeltmarkeringer på vand. Ved første
dobbeltmarkering skulle Vixen hente først, mens hun ved anden markering skulle
hente sidst. Begge gange falder markeringerne samme sted, som
dobbeltmarkeringerne efter tollingen. Vinklerne var bare nogle andre. Da jeg
sendte hende på den første vandmarkering, knalder makkerhunden. Den springer ud
i vandet og lander ovenpå Vixen, som bliver presset helt ned under vandet. Jeg
får kaldt hende op i ro og mag, giver hende et par minutter til at komme sig og
sender hende så igen. Her var det nødvendigt at hjælpe hende en hel del. Da hun
skulle vente, mens den anden hund hentede, var hun i den grad ved at brænde
sammen oven i hovedet, og der kom en del lyd. Det blev ikke bedre ved anden
dobbeltmarkering, hvor Vixen skulle hente den sidste. Her kom vi så langt ud,
at det lød som om, at hun havde slugt en trillefløjte. Så da jeg skulle sende
hende, var hun så stresset og kørt op, så jeg måtte støtte hende hele vejen ud.
Men igen – vi fik fuglen hjem.

Det er jo altid let
at være bagklog, og måske skulle jeg have nægtet at deltage i det setup, som
dommeren havde lavet. Det enorme pres, som begge hunde var udsat for, medførte,
at de begge havde meget lyd. Omvendt så er jeg stolt af, at vi fik alle
fugle hjem. Og jeg er stolt af, at hun – på trods af hendes mentale tilstand –
formåede at lytte til mine kommandoer.

Vixen og jeg fik en
3. præmie for vores indsats. Det burde dog have været et stort 0 pga. al piberiet.

Dagen blev
afsluttet med vinderklassen, hvor der var to deltagere. Den ene var Vixens
kuldbror, Silver, som med en 1. præmie ville kunne smykke sig med titlen ”Dansk
Toller Jagtprøve Champion”. Der kræves 3 x 1. præmier i vinderklasen, og to af
dem skal være på en dansk prøve. Silver fik sin første 1. præmie sidste
efterår. Silver er allerede champion i Sverige. Her kræver man – udover 3 x 1.
præmie – at hunden består en praktisk jagtprøve. Så Silver har bestemt, hvad der
kræves for at blive champion. Han er en fantastisk hund, som arbejder eminent
godt. Han er som sin søster temmelig meget oppe og køre, men Jan har formået at
styre det og omdanne det til noget godt. Der er jeg ikke – endnu – med Vixen.
Silver fik sin anden 1. præmie på prøven og blev dermed den første danske Toller Jagtprøve Champion. Det kan diskuteres, om dommerens bedømmelse af Jan og Silver var i orden. Det vil jeg undlade at gøre her

Der var mange fejl
på den prøve. Nogle var vi ikke opmærksomme på, andre var vi fuldt ud klar over
og gjorde dommeren opmærksom på. Skulle / kunne vi have gjort mere? Jeg ved det
ikke. Vi har nu henvendt os til DKK for at høre, hvordan vi som JU/prøveleder
skal forholde os i sådan en situation.

Det pudsige er, at
der på dagen INGEN protester eller bemærkninger kom vedrørende prøven – ikke
til os som JU/prøveleder – på trods af, at der deltog folk, som faktisk er mere inde i sagerne, end vi er. Efterfølgende kom der en enkelt skriftlig protest til
bestyrelsen, men da man skal protestere på dagen, har den ikke så meget værdi.
Og der har åbenbart også efterfølgende været en heftig korrespondance, hvilket
fik et medlem af klubben – som ikke var der på dagen – til at kontakte
bestyrelsen/JU og på en temmelig perfid måde stille spørgsmålstegn ved, om man fremadrettet
skal ignorere reglementet, når man lægger prøver, og om man skal acceptere, at
dommeren ikke dømmer efter reglementet. Vedkommende kender jo selv svaret på de
spørgsmål, så der er ingen grund til at kommentere det her. Det, jeg til
gengæld gerne vil kommentere, er, at det netop er sådan nogle
bemærkninger/mails etc. der gør, at det er et utaknemmeligt og udmattende job
at gøre en indsats for klubben. Vedkommende kunne have ringet til mig eller
Hanne og spurgt, hvad der foregik. Så havde jeg givet den forklaring, som jeg
også har skrevet her. Vi var klar over, at nogle af klasserne ikke var iht.
reglementet, og at der ikke blev dømt iht. reglementet, og dette blev
kommenteret af JU/prøveleder på dagen. Dommeren valgte at ignorere dette.
Spørgsmålet er, hvad vi så skulle/kunne have gjort. Det var vi ikke klar over
på dagen. Jeg håber, at vi bliver klogere. Hvis der på prøven var nogle, der
var klogere på dette område end os, så ville det have klædt dem at henvende
sig. Og ingen af de, der efterfølgende har
haft travlt med at ringe rundt og kommentere på prøven, har henvendt sig til os
for at udtrykke deres bekymringer. Til gengæld har der åbenbart været en heftig korrespondance udenom JU blandt nogle af deltagerne, hvilket medførte, at bestyrelsen og JU modtog en mail fra et medlem, der ikke var til stede på prøven på dagen med spørgsmål om, hvorvidt man fremadrettet skulle ignorere reglement ifm. prøvelægningen og præmieringen. Temmelig perfidt efter min mening, for selvfølgelig skal man ikke det.

Min oplevelse som
mangeårigt medlem af Tollerklubben er, at man skal være psykisk robust for at
kunne holde til at gøre en frivillig indsats. Jeg har siddet i flere udvalg og
i bestyrelsen, og det har i den grad været hårdt – ikke på grund af de mange
timer, man har lagt i arbejdet, men fordi en flok medlemmers største ønske er
at man skal fejle, og de gør, hvad de kan for at gøre livet surt for en. Det
undrer ikke mig, hvis det kan være svært at finde frivillige til at sidde i
bestyrelse og udvalg.

For Hanne var dette dråben, der fik bægeret til at flyde over, og hun er nu trådt ud af JU. Jeg er stadig i overvejelsesfasen. Jeg vil rigtig gerne være med til at arrangere prøver for klubbens medlemmer (inkl. mig selv) og gøre en indsats, men det kan blive for meget “op af bakke”.