Velkommen til

Den 11. oktober blev årets sidste jagtprøve afholdt – i Sjørup Plantage.

Jeg har ikke været i Sjørup Plantage tidligere men hold da fast et dejligt terræn.

Kaj Falk var dommer, og som sædvanligt var han behagelig at være oppe hos, og hans bedømmelser var absolut fair.

Morten og Alba havde deres prøvedebut, og skulle op som allerførste ekvipage den dag. Morten stillede Alba i working test begynderklasse. Hun er ikke stabil på vildt endnu så ingen grund til at presse hende mere end nødvendigt. Vi trænede lidt jagtprøve med dem ugen før, og her opdagede vi, at Alba ikke har det så godt med at gå i “sort” vand, hvor hun ikke kan se bunden. Hun er blevet trænet en del på søer, hvor hun kunne gå direkte ud. Så det der med bare at gå i uden at kunne se bunden, var ikke noget for hende. Morten trænede på det i løbet af ugen, men det var desværre ikke nok til, at Alba følte sig tryg nok. Så efter en flot ansmygning og tolling, så vægrede hun sig ved at gå i vand. Og så var der jo ligesom dømt “diskvalifikation”. Heldigvis fik Morten og Alba lov til at fortsætte prøven, og resten gjorde hun faktisk ret fint. Hun fik endnu en vandmarkering, og her fik Morten lov til at støtte hende, og hun endte med at hente vandmarkeringen. Hun sluttede faktisk også af med at hente den vandmarkering, som hun ikke fik i første forsøg. Så selv om det er lidt træls at få et D, så viste hun gode takter, og jeg synes, de havde en rigtig flot prøvedebut. Og så må vi ikke glemme, at Alba faktisk har været temmelig skudfølsom. Den del er der nu styr på, så nu handler det så om at få Alba gjort tryg med “sort” vand og lære hende, at det er helt ok ikke at kunne se bunden.

Tiva var ikke tilmeldt prøven. Leif synes, at hun har haft et godt år. Hun er jo rykket op i åben, men han vil gerne vente med at tage dette skridt indtil næste år. Hun vil sandsynligvis gøre en god figur, for de træner jo på dette niveau, og hun ville kunne øvelserne. Men det er alligevel et pres – som kunne øge risikoen for lyd. Så Tivas næste prøve bliver i 2021, når de hvalpe, hun forhåbentlig får, er rejst hjemmefra.

Vixen var tilmeldt åben klasse. Efter prøven i Sorø var jeg ikke helt sikker på, hvad jeg kunne forvente. I træningen går hun rigtig fint fri ved fod – også under pres, og jeg har lært rigtig meget om, hvordan jeg kan vælge at køre hende op i en spids eller få hende til at falde til ro (det sidste er det, vi prøver at opnå :-)). Så jeg tænkte, at det nok skulle gå. Selve posterne er jeg ikke så bekymret for. Hun ville kunne klare det meste, selv om hun selvfølgelig kan misse en markering eller dirigering. Det er dog ikke ofte, det sker.

Så da jeg – efter at havde hilst på dommeren og fået hans anvisninger – bøjede mig ned, sagde “klar” og “plads” til Vixen for at smyge mig til skjulet, og hun startede med at gå af hånd og løbe ned til skjulet, så var slaget sådan set tabt. Turen til skjulet var præget af en hund, der gik af hånd og en fører, der så roligt som muligt prøver at få den på plads. Så alt i alt ikke noget kønt syn.

Tollingen gik fint – bortset fra at min stol tiltede i det bløde underlag og jeg pludselig lå og roede rundt på jorden 🙂 Sjovt nok påvirkede det overholdet ikke Vixen, der pænt blev siddende, selv om hun stirrede lidt underligt på mig 🙂 Dobbeltmarkeringen efter tollingen var også fuldstændig problemløs.

Fri ved fod til næste post – dirigeringen over vand – var ganske forfærdelig. Vixen var overhovedet ikke i nærheden af at gå fri ved fod, og der kom temmelig meget lyd på. Vi nåede dog ned til næste post i nogenlunde god behold. Prøven var overstået for vores vedkommende, men vi fik lov til at tage de sidste poster med. Vanddirigeringen gik fint. Hun skulle have lidt anvisninger, og jeg prøvede at få hende højre om en lille ø i søen. Vixen valgte dog at stole på sin næse, som fortalte hende, at anden lå på venstre side af øen! Så kom der en landmarkering, som faldt i et område med meget tæt bevoksning (det var små træer af en eller anden slags). Det lykkedes ikke Vixen at få landmarkeringen. Bagefter fik jeg at vide, at den landede i et af træerne, så det var ikke så mærkeligt.

Så var det tid til søget, som lå i et rigtig spændende område, der bestod af “sump” og små vandhuller. Vixen søgte godt og kom hjem med 3-4 ænder. Hun fik efterfølgende lov til at hente de sidste i søget, da næste klasse var eliten, og søget skulle lægges om.

Det er ikke nogen underdrivelse at sige, at jeg var utrolig ked af det efterfølgende. Jeg troede, at vi var ved at være på rette vej, Vixen og jeg, men det er vi så ikke. Jeg forstår simpelthen ikke, hvad der sker. Vi har styr på tingene til træning – også når Trond virkelig sætter tingene på spidsen. Jeg er naturligvis nervøs ifm. en prøve, men jeg synes ikke, at det er voldsomt og egentlig heller ikke negativt. Jeg glæder mig egentlig altid til at gå på prøve; det er det, der motiverer mig til at træne. Og jeg havde faktisk en tro på, at det ville gå godt. Så jeg kommer ikke frem til dommeren og tænker, at det her; det går helt af h…. til.

Nu kommer der en lang vintersæson, hvor der ikke er prøver. Til gengæld er der tid til at overveje, om jeg skal droppe prøver og bare nyde træningen med Vixen. Og hvem ved – der kan jo ske et mirakel inden foråret 😀

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Mollerup helt fra starten har knoklet med træningen med Zenta. Og de to er mødt op til stort set alt, hvad vi har inviteret dem til, og de har lyttet til vores råd og taget det fint, når jeg har været efter dem.

Det har nogen gange været lidt op ad bakke med træningen – som med de øvrige Pokémon-hvalpe, men for nylig skete der en ændring. Vi fik ændret i nogle ting i hverdagen, der medførte en stor ændring i Zentas lyst til at arbejde og samarbejde. Så pludselig var en DRK brugsprøve indenfor rækkevidde.

Første forsøg lykkedes ikke. De lavede en rigtig flot prøve (sagde dommeren senere til os), og Zentas lineføring og fri ved fod var den bedste på dagen. Men lidt problemer med apporteringen og afleveringen gjorde, at det blev ikke forstået.

Den 30. august var det det så tid til 2. forsøg – og nu lykkedes tingene. De mistede 1 point på, at Zenta lige brugte 3 sekunder på at kikke sig omkring, da han havde samlet op. Så 39 point ud af 40. Og man siger jo, at alt over 35 point (som er bestået) er blær.

Vi er så stolte af Mollerup og Zenta, og de har så meget fortjent det.

I øvrigt var dommeren den samme som ved første forsøg 🙂

Meget tidligt lørdag morgen den 29. august stak Sørensen og jeg (og tøserne) næsen mod Sorø, hvor der skulle være tollerjagtprøve. Leif jagtede sin anden 1. præmie i begynderklassen, og jeg ville bare se, om det, jeg oplevede i Tørring i juli, virkelig var sandt.

Dommer på dagen var Lars Bengtsson, der for første gang dømte i DK.

Leif var eneste hund i jagtprøve begynderklasse. Tiva lavede et rigtig pænt stykke arbejde. Ansmygningen var fin, og tollingen rigtig fin. Hun havde en lille startlyd, da hun blev sendt på vandmarkeringen efter tollingen. Da hun kom i land, lagde hun anden på jorden og rystede sig. Hun samlede den efter kort tid – og uden indblanding fra Leif – op igen og leverede den til hånd. Fri ved fod mod søget var OK, og selve søget gjorde hun også fint. Søget lå på begge sider af en sti, og hendes favoritside var helt klart højre side. Det var i øvrigt gældende for alle hundene den dag. De sluttede af med en enkeltmarkering på land, som hun også klarede fint. Hun gik direkte ud men fandt den ikke med det samme. Hun blev i området og søgte lidt, og fandt den så og kom hurtigt retur. Tiva arbejdede rigtig fint gennem hele prøven, og Leifs handling er hende er rigtig fin – still og lydløst.

Den mundtlige kritik fra Lasse var fin, og nu var det så bare at vente på præmieringen. Vi regnede med en 2. præmie pga. den and fra vand, der blev lagt på jorden. Men Lasse mente åbenbart, at det rakte til en 1. præmie, da Leif ikke havde opfordret Tiva til at samle den op og aflevere. Så dermed blev Leif kvalificeret til åben klasse 😊 De to er bare stjerner, og de passer så godt sammen. De er efter tre starter (kvalifikationsprøve = godkendt, 2 x begynderklasse = 1. præmie) kvalificerede til åben klasse. Det er noget så sejt, og jeg er så stolt af dem.

Jeg optog Leifs prøve, og den kan ses på http://www.mtj.wildmountain.dk

Vixen og jeg skulle jo op i åben klasse. Fra starten kunne jeg mærke, at hun var noget mere oppe og køre, end jeg kunne lide. Og hun startede da også med at gå af hånd, da jeg skulle i gang med ansmygningen. Jeg fik hende kaldt tilbage, og det lykkedes mig at få hende til at blive nogenlunde ved siden af mig resten af ansmygningen. Dog var hun lidt hurtigere nede ved skjulet end mig 😊 Tollingen gik fint. Der var gang i hende, og da jeg åbenbart sad lidt for tæt på skjulet, fik hun det næsten væltet pga. hendes voldsomme starter. Dobbelt vandmarkering gik fint; dog skulle jeg hjælpe hende en lille smule med nr. 2. Dirigeringen kørte bare. Denne gang var det på en and, da dommeren mente, at gåsen var for stor (grågås)! Så var der fri ved fod til det frie søg. Det var en temmelig fri ”fri ved fod”, og der var en del lyd undervejs. Jeg følte ikke, at jeg have ret meget kontakt til hende, så jeg var glad, da vi endelig nåede ned til søget. Søget var det samme som begynderklassen. Vixen klarede det fint, men hun var også mere en fan af højre side, så søget i venstre side blev ifølge dommeren lidt ineffektivt. Vi sluttede også af med en enkeltmarkering på land, som bare blev plukket op og returnere i høj fart.

Den mundtlige kritik var for det meste fin, men dommeren kunne jo ikke undgå at bemærke lyden og den alt for frie ”fri ved fod”. Så det var ikke med de store forventninger, jeg gik til præmieoverrækkelse. Og min forbavselse var derfor meget stor, da vi fik en 2. præmie.

Jeg har aldrig brokket mig over en dommers afgørelse – og kommer heller aldrig til det. Jeg har både oplevet dommere, der var for gavmilde, og dommere, som jeg syntes, gav mig for lidt. Og selv om jeg selvfølgelig er glad for, at dagens dommer kunne se, at Vixens arbejde var godt, så burde jeg aldrig have haft en 2. præmie. Når en hund går af hånd, så bør man indkassere et 0.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er utrolig ked af, at Vixen var ”back to normal” på denne prøve. Jeg har knoklet for at få styr på hende, og det går faktisk rigtig godt. Så sent som onsdagen før prøven fik jeg en enetime hos Trond. Leif var med nede og kikke. Vi skød med puffer – både dummyer og bolde – og nogle gange endda to bolde ad gangen. Og hun gik så fint, som hun aldrig har gået før. Det ville være løgn at sige, at hun gik afslappet. Det kommer hun aldrig til. Men hun var opmærksom på mig, og efter de første har minutter, fulgte hun mig uden tøven og uden den mindste frustrationslyd. Så jeg må indrømme, at jeg havde forhåbninger om en god prøve om lørdagen. Men…..vi arbejder videre. Der er mange ting ved en prøve, der er svære at fremprovokere i en træning (selv om vi gør, hvad vi kan 😊).  

Der var også prøve om søndagen, og det kunne have været interessant at se, om Vixen ville gå bedre på 2. dagen. Men jeg måtte fravælge prøve for at tilvælge konfirmation i familien. Det var nu heller ikke et dårligt bytte 🙂

Sikke en weekend, vi har haft.

Vi slog hul på jagprøveåret med en dobbeltprøve i Tørring. Den var længe ventet, for det har været et underligt forår uden prøver pga. Corona-situationen. Men nu var det endelig tid.

Allerførst vil jeg fortælle, hvordan vi endte ud med at lave en jagtprøve i Tørring. Jo, ser I, da vi havde jagtprøve ifm. Tollerdays sidste år, efterlyste jeg hjælpere. Jane meldte sig på banen. Jane har godt nok ikke toller, men overvejer, om det er en toller hun skal have, når hun skal have sin næste hund om nogle år. Så hun ville gerne se en flok tollere arbejde og tænkte, at så kunne hun da ligeså godt hjælpe. Jane er medlem af regionsledelsen i DRK Centrum, så hun ved, at med mindre der er frivillige, der stiller op, så sker der intet i foreningerne rundt om i landet. Så derfor tilbød hun sig som hjælper i stedet for  bare at kikke på. Undervejs i prøven fortalte hun så, at hun og hendes mand havde et areal med et par kunstige søer, så hvis vi havde brug for trænings- eller prøveareal, så skulle vi bare sige til. Det gjorde jeg så dette forår, så derfor havnede vi i Tørring. Tusinde tak til Jane for at være både hjælpsom og for at stille areal til rådighed.

Nå, men hele foråret havde jeg været sådan lidt både kold og varm overfor tanken om at gå til prøve med Vixen. Vi har jo det der mega issue med ”fri ved fod”, og jeg var begyndt at tænke, om jeg gad at bruge penge på flere prøver – og ødelægge mit gode humør med at vise en hund frem, der uden tvivl kan arbejde, men hvor det bliver overskygget af, at jeg ikke kan kontrollere hende. Men i løbet af foråret er der ligesom sket en lille forbedring – måske mest hos mig, som nu nok endelig er ved at forstå, at vejen frem med Vixen er IKKE at hidse sig op, blive sur og fysisk overfor hende. Det virker tværtimod lige omvendt. Så jeg har virkelig øvet mig i at prøve at forblive helt rolig, når hun gang på gang dansede frem og tilbage ved mit venstre ben – og når hun vælger at smutte fra mig. Og det virker faktisk! Vi er lagt fra, hvor vi skal være, men det går den rigtige vej.

Det er jo ikke noget, jeg sådan selv har fundet på ? Nu har jeg efterhånden trænet hos Trond i lang tid, og endelig er jeg begyndt at forstå, at han faktisk har fat i noget der. Så vi har virkelig trænet, at mor her skal forblive rolig og prøve at få Vixen til at falde ned. Det er naturligvis i orden at irettesætte hende mundtligt, når der er behov for det, men det følges altid op af ros (hvis hun reagerer på min irettesættelse ?). Efterhånden har jeg kunnet se nogle fremskridt, og det er jo på prøverne, at det hele sættes på spidsen, og hvor jeg virkelig mister kontakten med min hund. Så det bedste sted at træne det, er på en prøve.

Samtidig havde Leif jo meldt Tiva til begge dage. Den lille Tiva med de grimme ører skulle have sin prøvedebut. Og selv om han op til prøven også var ved at melde fra, da der var ting, der ikke var helt på plads, så endte det med, at vi holdt fast i vores tilmeldinger og kastede os ud i det.

Udover at jeg skulle føre hund begge dage, så var jeg også prøveadministrator begge dage. Det vil sige, at jeg egentlig står for alt med undtagelse af at lægge prøven. Det gjorde Henrik Hansen, og han gjorde det rigtig godt. Så der har været meget arbejde op til prøven, som trak lidt tænder ud. Det, der dog virkelig gav mig et længerevarende forhøjet blodtryk var, at vores dommer var svensk, Sverker Haraldsson. Siden jeg hyrede ham til jobbet, kom der jo lige en Corona-krise, der gjorde, at landets grænser blev lukket ned. Jeg arbejdede lidt på en plan B, hvor jeg havde fået en anden dommer til at springe til om lørdagen, hvis det blev nødvendigt. Jeg kunne dog ikke finde en dommer til søndagen. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at få Sverker over grænsen. Jeg talte med Politiets hotline, som mente – med de oplysninger, jeg gav dem – at det ikke brude være et problem. De lagde dog heller ikke skjul på, at det i sidste ende var grænsekontrollen, der bestemte. Så jeg var virkelig lettet, da jeg dagen før prøven kl. 14.17 fik en besked fra Sverker om, at han nu var på dansk grund. Jeg kunne mærke, at den usikkerhed, om vi fik vores dommer til DK eller ej, når har tæret lidt mere på mig, end jeg var klar over.

Nå, men her er en beskrivelse af prøverne:

Dag 1 – kvalifikationsprøve:

Leif og Tiva startede med at tolle. I kvalifikationsprøven er der ingen ”ansmygning” til skjulet. Tiva tollede fint. Der var god fart på hende, og hun var meget fokuseret. Hun var totalt rolig og afslappet i pauserne i tollingen. Så kom der en vandmarkering. Leif valgte at blive siddende bag skjulet, for det er der krav om i de højere klasser. Han fravalgte også at lægge linen løst om Tivas hals – noget der ellers er OK i denne klasse. Tiva rykkede lidt frem, da der blev skudt og kastet, men hun venter med at gå, til Leif sender hende. Hun kommer fint hjem og afleverer til hånd. Så er der lidt fri ved fod (lidt vel fri, måske) hent til en enkeltmarkering på land. Her sidder hun fint stille, samler spontant op og aflevere til hånd. Sidste øvelse er et frit søg. Her må Leif lægge snor på Tiva. Han overvejer at lade være, men dommeren mener, at der ikke er nogen grund til at friste skæbnen. Så snoren kommer på. Søget ligger i og omkring en lille sø med løbevand. Der ligger fire ænder i søget, og Tiva skal hente to. Det gør hun fint; den sidste bliver dog ikke afleveret til hånd, men det er der heller ikke krav om.

En rigtig fin prøve, som Leif kun kan være tilfreds med (det var han selvfølgelig ikke ?).

Dag 1 – åben klasse:

Vixen og jeg var sidste hund (af 4) i åben klasse, så jeg havde nået se at oplægget.  Vi startede med en ansmygning til skjulet. Vixen var vældig svær at holde styr på, men vi fulgtes da noget af vejen. Da vi kom så langt ned, at hun kunne se skjulet, smuttede hun fra mig de sidste meter og sad klar, da jeg kom derned ? Som sædvanlig tollede hun fint. Hun er jo en af de hunde, hvor det bare er en masse lynhurtige knaldapporteringer, som jeg tænker ikke er særlig interessant for en and at se. Så derfor prøver jeg at snyde hende lidt ved at få hende til at tro, at jeg kaster tollinggenstanden, så hun kommer ud af skjulet og stopper op. Så kaster jeg, og hun henter og bringer. Pauserne var fine. Ingen lyd. Det er dog tydeligt, at hun er en del oppe og køre.

Efter tollingen kom der en dobbeltmarkering. Den første faldt på land lige ved vandkanten, og den anden faldt på vand. Hun gik efter den på vand først. Jeg får så ikke ordentlig ro på, inden jeg sender hende på den anden, hvilket resulterer i, at jeg må dirigere lidt på den. Men begge ænder kom hjem. På vej hjem med and nr. 2 blev der skudt til dirigeringen. Så da den var kommet i hånd, var næste opgave en dirigering fra skjulet. Gåsen lå på en lille ”odde” i søen til højre for os. Der var et par stykker, som havde valgt at dirigere lige over for så at stoppe hunden og sende den til højre. Problemet var bare, at hunden kom hen i det område, hvor den lige havde samlet dobbeltmarkeringen op, og det var svært for dem at få deres hunde til at lytte. Jeg valgte at sende i en direkte linje til gåsen. Vixen gik i land lidt til venstre for gåsen men jeg fik hende hen i området, og hun samlede spontan op, svømmede tilbage og afleverede til hånd.

Så skulle vi vende ryggen til vandet for at hente en landmarkering. Den faldt i et område med meget højt græs. Prøvelederen havde været så flink at lade den falde i nærheden af et lille træ, så der var noget at markere på. Vixen blev sendt, fandt anden og kom hurtigt retur.

Så var det tid til en længere tur fri ved fod ned til søget. Uha, uha, Vixen var noget oppe og køre, og jeg havde svært ved at kontrollere hende. Det positive var, at jeg denne gang huskede var Trond har prøvet at lære mig: Få ro på!. Så når det blev for vildt, stoppede jeg op og prøvede at få ro på kræet. Det lykkedes ikke helt, men det var bedre end ingenting. Vi havde en del af den slags stop undervejs ned til søget ? Selve søget gik rigtig godt. Ænderne lå dels i siv i løbevand, dels på svømmedybt vand og dels på land et stykke fra søbredden. Vixen arbejdede med stor fart og fik sine ænder hjem. Da vi var sidste hund i klassen, fik jeg lov til at lade hende søge efter den sidste and. Det tog lidt tid, men den kom også hjem. Så der var ingen hjælpere, der skulle have våde fødder.

Der var en smule lyd på Vixen i passagerne med fri ved fod. Det hænger så meget sammen med hendes stressniveau, så det var forventeligt. Det var dog ikke voldsomt og højt – når det nu ikke kunne være anderledes.

Det var lidt sjovt, at dommeren under den mundtlige kritik sammenligende Vixen med Cookie. De var begge ivrige hunde med meget fart, men begge havde også problemer med at fokuser pga. deres manglende ro. Jeg kunne så fortælle ham, at Vixen er Cookies mor. Det grinte vi lidt af ?

Ved præmieoverrækkelsen viste det sig, at Leif og Tiva havde bestået kvalifikationsprøven. Det havde alle tre hunde, så det var virkelig flot. Vixen og jeg fik en 3. præmie, hvilket var helt fair. Helle og Cookie stillede også i åben klasse og fik en 3. præmie. Jeg så ikke Helles prøve, da hun var var på umiddelbart før mig. Men der var vist  noget med en gås, som Cookie helst ikke ville have med hjem. Det endte hun dog med at få.

Dag 2 – begynderklasse:

Med en bestået kvalifikationsprøve var Tiva kvalificeret til begynderklassen, så hun blev lige flyttet i kataloget (sammen med de to andre, der bestod om lørdagen).

Denne gang arbejdede vi på den anden side af søen. Og denne gang skulle Leif og Tiva smyge sig ned til skjulet. Tiva var lidt vel frisk ind i mellem, men de kom da derned sammen ? Tollingen gik fint, og der var fuldstændig ro i pauserne. Så kom en vandmarkering, som faldt i vandkanten på den anden side af søen. Tiva sad pænt og ventede på at blive sendt, padlede derud, samlede op og skyndte sig hjem for at aflevere til hånd. Så kom der endnu en vandmarkering; denne gang længere til venstre, så retningen blev mere skrå for hunden. Igen blev hun sendt fra skjulet. Denne gang kom der et lille ”glædespiv” fra hende, da hun blev sendt. Tiva tog den korteste vej tilbage over vandet, hvilket betød, at hun måtte løbe et stykke, inden hun kunne aflevere til Leif. Det var heldigvis ikke noget problem. Anden blev igen afleveret til hånd. Der er lidt uro, da hun kommer hjem, da hun skal ryste sig. Der bevarer Leif roen og få Tiva i ro og ned og sidde, inden han afleverer anden til dommeren, der har stået og ventet et stykke tid. Men utrolig flot, at Leif ikke lader sig stresse af, at dommeren venter på at få fuglen men vælger at koncentrere sig om sin hund ?

Så er der et pænt stykke fri ved fod ned mod søget. Tiva er lidt ivrig i starten, men Leif får ro på hende, og de følges fint det meste af vejen.  På vej ned mod søget kommer der lige en landmarkering, som Tiva klarer i fin stil. De går videre ned mod søget – stadig fri ved fod, og Tiva går faktisk rigtig pænt. Søget ligger i den ende af søen, hvor åben klasse havde søg dagen før – bare fra den anden side af søen. Altså et område med masser af siv, løbevand og svømmedybt vand. Tiva arbejder bare fænomenalt i det søg. Hun knoklede og bragte den ene and hjem efter den anden. Hun havde en del grebskifter, når hun kom op af vandet, men det er helt ok for en uerfaren hund. På et tidspunkt prøver hun at komme ud af sivene og op på bredden med en and. Det lykkes ikke; måske fordi hun også havde fat i siv/dunhammere. Så hun slipper, går op på bredden og ”angriber” den fra den anden side. Her lykkes det hende at få anden med, og hun får den afleveret til Leifs hånd. Leif spørger dommeren, om der også ligger ænder på den anden side af søen. Det gør der. Så han sender Tiva over søen. Hun sejler bare over og giver sig i kast med at søge og finder hurtigt noget, som hun kommer hjem med. Så var de færdige, og Tiva var sådan en lille stjerne. 

Dag 2 – åben klasse:

Igen var Helle og Cookie oppe lige før mig, så jeg så kun en lille del af deres prøve. Men da Helle gik forbi mig efter at have fået sin kritik, så hun yderst tilfreds ud ? I øvrigt var min hvilepuls på 112, mens jeg stod og ventede. Nervøs? Hvem? Mig? Nej da ?

Igen – ansmygning til skjulet. Lidt mere kontrol over Vixen end dagen før. Dommeren sagde i sin kritik, at jeg med fordel kunne have valgt en anden vej gennem det meget høje græs ned til skjulet i stedet for at bruge den ”motorvej”, som de andre havde brugt. Det havde måske gjort, at jeg ville have bedre kontrol over VIxen. Det er noget, jeg vil skrive mig bag øret til næste gang.

Tolling og pauser gik rigtig fint. Vi fik godt nok væltet skjulet, og jeg fik smidt to af mine tollingbolde væk, fordi jeg kaster så ringe. Men jeg har altid tre med, så det gik endda ?. Efter tollingen var der en vandmarkering, som Vixen tog i fin stil. Så kom der en dobbeltmarkering, hvor den første faldt på land på søbredden på den side, hvor vi stod. Den anden faldt i vandet tæt på land på den anden side af søen. Som den eneste af hundene i åben klasse, valgte Vixen at hente den på land først. Jeg havde egentlig tænkt, at hun skulle på vand, da det blæste temmelig meget, og jeg var bange for, at anden skulle drive. Men sådan blev det ikke. Da jeg så sendte hende på vandmarkeringen, huskede jeg at bruge tid på at stille mig ordentligt og få hende linet ordentlig op og – måske – få hende til at finde sit indre billede af nedfaldsstedet frem. Og så sendte jeg hende. Hun piskede derudaf lige i retning af anden. Et stykke ude kikkede hun lige tilbage på mig men en hurtig back-kommando fik hende på rette vej igen. Haps og hurtigt tilbage og aflevere.

Så kom dirigeringen, som igen i dag var på gås. Denne gang lå gåsen i vandet. Henrik Prøveleder havde bundet en snor med en klemme på en sten, som lå på søbunden. Klemmen havde han sat fast i gåsens svingfjer, og så lå den ellers stabilt på vandet. Vixen skulle bare have peget stedet ud, så var hun afsted og havde ikke brug for flere kommandoer. Gåsen blev taget spontant og kom hele vejen hjem og blev afleveret til hånd.

Så var der en mindre spadseretur ned til søget. Igen var det noget kaotisk, og igen huskede jeg at prøve at få ro på Vixen i stedet for at skælde hende ud og blive sur. Og igen havde det en positiv effekt. Hun gik langt fra fint, men det går altså bedre med den fri ved fod.

Søget lå det samme sted som for begynderklassen. Vi stod så bare 10-15 oppe på land i stedet for nede ved bredden, og jeg tror, at vi også havde ænder, der lå længere oppe på land på den anden side. Vixen arbejdede virkeligt godt og søgte over hele området. Hun kom hjem med fem ænder, som hun fandt over hele området. Den sjette og sidste fik jeg lov til at lade hende hente, da prøven var ovre.

Jeg var rigtig godt tilfreds med hende. Hun havde så stor fart på hele prøven igennem, og hun var fokuseret. Hun arbejdede bare rigtig godt. Åbenbart passer det hende godt med prøver to dage i træk. Der var i hvert tilfælde ingen træthed at spore hos hende.

Jeg fik en rigtig fin mundtlig kritik efter prøven men havde ingen idé om, hvordan præmieringen ville ende ud.

Det fandt jeg så ud af lidt senere, da der var præmieoverrækkelse. Leif fik en 1. præmie, og Tiva blev bedste hund i begynderklassen. Det var lidt svært for ham at holde tårerne tilbage. Til min store overraskelse og glæde fik Vixen og jeg også en 1. præmie. Titlen som bedste hund fik Cookie dog, og det var helt fortjent. Jeg er så stolt af Helle og Cookie. For et par år siden var hun voldsomt syg med IMRD, og vi var alle i tvivl om, hvilken hund, der ville komme ud på den anden side af den sygdom.

I år skulle Tollarspecialen afholde i Sälen. Det blev
den også for nogle år siden, hvor jeg deltog med Vixen og faldt voldsomt meget
igennem (Et godt råd til andre: Hvis du lige er
begyndt at træne med vildt, og din hund tager vildt som markeringer og
dirigeringer, så skal du ikke forvente, at den også gør det i et søg ).
Området var bare fantastisk og noget, som vi ikke kan finde i Danmark: Skove,
skovsøer, klippegrund og – ikke mindst – myr, som gynger så dejligt, når man
går på det og giver våde sokker, hvis man ikke har støvler på.

Da Sälen jo ligger et stykke fra Vildbjerg, besluttede vi at
kombinere deltagelse i Tollerspecialen med sommerferie. Så jeg bestilte tid på
Tandådalen camping, som jo egentlig er et skisportssted. Planen var at tage af
sted en uge inden Specialen begyndte og tage hjem mandagen efter Specialen.
Planen var også, at Vixen og jeg skulle pjatte lidt rundt i åben klasse, og
Leif og Tiva skulle – hvis de var klar til det – forsøge at erobre titlen
”Junior Toller Mester”. Leif besluttede imidlertid længe før Specialen, at Tiva
ikke var klar, og kort tid inden Specialen gik Vixen i løbetid. Så vi endte med
at være hjælpere og tilskuere. Det var nu også ganske udmærket.

Det var en noget lang tur til Sälen, men Leif elsker at køre
bil – også med en campingvogn på slæb – og jeg elsker at læse, så mens han kørte hele turen derop, fik jeg læst en
bog. God arbejdsfordeling.

Højsæson for campingpladsen er vinteren, så det var kun ca.
1/5 af pladsen, der var åben. Da vi kom, var der vel 4-5 andre campingvogne, så
der var masser af plads og frit valg på alle hylder. Vi fandt et godt sted, fik
forteltet slået op, sat hegn op til hundene og sat noget mad på bordet. Det var
så her, at Leif opdagede, at hans mobil var gået død. Ikke død som i ”mangler
strøm”, men virkelig død. Det satte en stor dæmper på Leifs ferieglæde

De første dage slappede vi af, gik ture med hundene, og Leif
og Tiva mødte et par elge, der kun var 20-25 meter fra dem. Mandag kørte vi dog
de i alt 3 timer frem og tilbage til Mora. Der ligger nemlig en butik, som Leif
satte sin lid til kunne fikse hans mobil. Det kunne de så ikke, men så gik den
dag.

Mandag aften var vi inviteret til grillaften hos
Digby-familien – Tivas opdrættere. Det blev en hyggelig aften med god mad og
noget godt at drikke. Onsdag var vi ude og træne i området sammen med Agneta
fra Digby. Hun havde Tivas mor og søster med. Mats, som ejer Tivas bror, deltog
også. Både de unge hunde og de ældre fik lov til at arbejde med land- og
vandmarkeringer og frit søg. Området er præget af mange små søer og meget
”myr”, som er et moselignende område. Det er anderledes og utrolig sjovt at
træne i, da det er noget, vores hunde ikke er vant til.

Onsdag kom June og Odd. De havde bestilt hytte; den eneste
hytte, som ikke var lukket ned for sommeren. Torsdag kom VIxen’s opdrættere,
Doris og Thomas, sammen med deres venner, Ziggy og Brigitta. Altid hyggeligt at
være sammen med den tyske ”familie” og de norske venner.

Torsdag blev Specialen så skudt i gang. Leif og jeg havde en
fridag, så vi kunne komme lidt rundt og se nogle af de hunde, der deltog.
Fredag skulle vi begge hjælpe i én af begynderklasserne. Leif var kaster,
og folk var noget imponerede og de højtflyvende ænder, der kom fra ham.
Vi så nogle rigtig dejlige hunde med de – i mine øjne – helt rigtige
egenskaber. Faktisk fik jeg kontakt med nogle stykker, der fører hanhunde, der
kunne være et rigtig godt match til Tiva, når hun forhåbentlig på et tidspunkt
skal have hvalpe. Lørdag stod den igen på en hjælpertjans. Jeg hjalp i åben
klasse, mens Leif var hyret til at hjælpe i begynderklasse, hvor Tivas
opdrætter, Digby Tollers, havde fået opgaven med at bemande alle
hjælperpladserne. At være hjælper sådan et sted som Specialen er en god
anledning til at lære en masse andre tollerfolk at kende. Og som sædvanligt er
det lærerigt at se hundene arbejde.

Fredag var også dagen, hvor Odd og Honey var i ilden. De var
tilmeldt begynderklassen og kæmpede om Juniortollermester-titlen. Med en 1.
præmie med HP (hæderspris) var det første store skridt taget mod titlen. Anden
skridt skulle tages dagen efter, hvor det handlede om udstilling.

Søndag var det tid til udstilling med utrolig mange tollere
og utrolig mange ringe, hvor der var stor aktivitet i alle ringene. Jeg fik
mulighed for at nærstudere de potentielle fædre til Tivas kommende hvalpe og
fik en god snak med ejerne. Kennelmutter fra Digby, Agneta, tog rollen som
alfons og fik mig introduceret for en masse hyggelige mennesker med meget
interessante hanhunde.

Odd og Honey kørte også med klatten om søndagen og endte med
at snuppe titlen ”Juniortollermester”. Det er så fantastisk flot gået af Odd og
Honey, og vi er så glade på deres vegne. Odd har haft et par mægtig søde og
dejlige hanhunde, som han har kæmpet med rent træningsmæssigt. Så at det nu
lykkes for ham at få succes med sin hund, er bare helt fantastisk. Vi skulle
naturligvis fejre titlen om aftenen. Det blev dog ikke så sent, da vi tidligt
næste morgen skulle vende snuden mod Danmark.

Vi er mindst ligeså stolte af Tivas kuldsøster, Saffran, som løb med titlen “Vice juniortollermester”. Så flot gået af Hanna og Saffran

Pigerne ved campingpladsen

Træning med “familien”

Tivas mor i arbejde

Den 25. maj gik turen til Sønderjylland, hvor JU havde
arrangeret tollerjagprøve. Det var mig, der var prøveadministrator, og da jeg
alligevel skulle derned, tog jeg Vixen med. Hun var tilmeldt, men i tiden op
til var jeg lidt frem og tilbage med, om jeg skulle stille hende. Jeg tænkte
”hvad fanden” og tog hende med. Det var ikke en succes.

Christian Brix var både dommer og prøveleder, hvilket gav
god mening, da vi var i hans ”hood”. Han havde lavet en rigtig god prøve, hvor
posterne lå omkring en mindre sø.

Det gik helt galt med Vixen. Allerede ifm. ansmygningen til
skjulet skred hun, og sådan gik det egentlig resten af prøven. Posterne klarede
hun egentlig meget godt, men det nyttede jo ikke meget, når hun gik af hånd
adskillige gange. Christian kunne ikke andet end give hende et stort 0. Sådan
er det. Men……i kritikken står der, at hun er rolig ført. Det fortæller da lidt
om, at jeg i det mindste har haft nytte af træningen hos Trond

Den 4. maj gik turen til Sjælland og Sparresholm Slot, hvor
JU havde arrangeret en tollerjagtprøve. Det var Per, der var prøveadministrator
og som havde fået fat i arealet for os. Det er jo hans ”hood” hele efteråret,
når han går på opsamling og slyngeljagt dernede.

Charlotte Lia, nyuddannet prøveleder i Tollerklub-regi,
havde lagt nogle rigtig gode prøver i alle klasser. Hun havde udnyttet terrænet
rigtig godt, og vi brugte ikke tid på at flytte os rundt på terrænet – selvom
vi (desværre for os) fik det antal meter fri ved fod, som reglementet
foreskriver.

Jeg havde meldt Vixen til men den bagtanke, at jeg altid
kunne afmelde hende, hvis hun stadig var skrigende hysterisk. I ugen op til
viste hun dog forholdsvis gode takter, så jeg valgte at se, om vi ville
overleve.

Der var fire hunde i åben klasse, og Vixen var den sidste. Hun var egentlig
ganske rolig, mens jeg varmede lidt op inden prøven og mens vi ventede på at
komme til. Da vi gik hen og stillede os parat, kunne jeg godt mærke, at der kom
lidt mere krudt i hende, og hun kunne ikke helt finde ud af at gå pænt (jeg
havde linen på). Mens dommeren, som var Lars Mertz, fik givet kritik til den
hund, der var før os, stod vi og ventede ovenfor skjulet. Vixen var rolig og
afslappet – lige indtil vi skulle i gang. Da jeg havde hilst på dommeren, og
han havde forklaret lidt om prøven, tog jeg linen af for at smyge mig ned til
skjulet. 2-3 skridt, så kunne Vixen ikke vente længere og smuttede adskillige
meter foran mig. Jeg fik hende tilbage, men det skete igen flere gange. Til min
egen ros skal siges, at jeg ikke råbte arrigt at hende. Jeg kaldte på hende,
hun kom tilbage, fik ros for det, gik med et par skridt mere og smuttede så
igen.

Nå, men vi kom da ned til skjulet i god behold begge to.
Tollingen gik fint. Der var masser af ro, når der skulle være ro, og masser af
action, når der skulle være action. Efter tollingen kom en enkeltmarkering på
vand. Den hentede hun uden problemer. Så gik vi hen til den anden ende af
skjulet. Her kom en dobbeltmarkering, hvor den første faldt i skoven bag os, og
den anden faldt i vandet. Det passede ikke helt damen at skulle vendes de 180
grader væk fra markeringen i skoven for at se den på vand falde, og der kom et
enkelt grynt. Jeg sendte hende først på vandmarkeringen, som hun snuppede uden
problemer. Herefter hentede hun landmarkeringen, som heller ikke voldte hende
problemer. So far, so good.

Så kom dirigeringen. Der var ingen af de tre foregående
hunde, der havde fået gåsen hjem fra dirigeringen. Nogle havde været tæt på.
Dirigeringen var på et par og tres meter. Retningen var skråt over vandet i
retning af, hvor nr. 2 vandmarkering faldt. Det kan trække nogle hunde derud,
at de har hentet en markering derude. For andre vil det have den modsatte
virkning, da de tænker, at den allerede er hentet. Jeg fik sendt Vixen afsted,
og det startede egentlig meget godt. Men da hun kom ud til de sted, hvor
markeringen var faldet, og der ikke var noget, blev hun i tvivl om, hvad hun
skulle. Kort fortalt endte det med en masse dirigeringer/anvisninger, hvor hun
adlød en stor del af dem, mens andre blev totalt ignoreret. Det lykkedes mig
endelig at få hende over på den rigtige bred; hun var bare for langt til højre
i forhold til gåsen. Jeg prøvede at skubbe lidt rundt med hende igen, men nu
troede hun ikke længere på mig. Hun gik derfor i land. Som et allersidste
forsøg, prøvede jeg at standse hende på land. Det lykkedes. Og det lykkedes
også at få hende sendt til venstre. Her var jeg så heldig, at hun fik færten af
gåsen, der lå i vandkanten lige netop der, hvor hun stoppede. Hun gik i vandet,
greb fat om gåsen og begyndte den lange svømmetur hjem. Det var på ingen måde
en køn og overbevisende dirigering, men vi endte med – som den eneste – at få
gåsen hjem. Da hun greb fat i den og begyndte at svømme, var der hujen og klapsalver
fra publikum, der havde fulgt med. Det var en skøn følelse. Det var også rigtig
dejligt, at Vixen oplevede, at det altså kan give succes, hvis man lytter efter
”mor”.

Nå, men al den hersen rundt med hende, havde ikke gjort
noget godt for hendes sindstilstand, så hvis hun ikke havde været oppe og køre
inden dirigeringen, så var hun det i hvert tilfælde efter. Uheldigvis havde vi
omkring 50 meter fri ved fod ned til søget. Nu kom der rigtig meget lyd på
damen, og hun smuttede fra mig flere gange. 50 meter kan altså være meget
langt, når man bare går og tænker på, om man overlever turen. Vi ankom
nogenlunde samtidig og i forholdsvis god behold. Søget lå delvis i noget høj
siv i vandkanten og på noget eng med højt græs og lidt træer. Vixen var flyvende
og hentede ret hurtigt 4-5 ænder. Hun kom over hele området, og der var ingen
tøven ifm. opsamlinger, og afleveringerne var fine.

Sidste post var en vandmarkering. Vi skulle bevæge os 5-6
meter væk fra søget ad den vej, vi lige var kommet. Gæt lige, om det lykkedes
at få hende til at følges med mig. Nej!. Markeringen var der til gengæld ingen
problemer med – bortset fra, at hun lagde den et par meter fra mig!

Dommeren var i sit gode lune den dag, for vi fik faktisk en
3. præmie for vores præstation. Vi burde have fået et 0, men dommeren har jo
altid ret, ikke? Jeg er rigtig tilfreds med Vixens arbejde, og selv om
dirigeringen bestemt ikke var overbevisende, så endte vi med at få en succes.
Til gengæld er jeg stadig ikke nogen stor fan af hendes manglende fri ved fod,
og denne dag heller ikke hendes lyd.

Jeg har set en stor forbedring i hendes fri ved fod i andre
situationer end på en prøve, så jeg tænker, at vi er på rette vej. Om vi
nogensinde kommer dertil, hvor vi kan følges til en post, det tvivler jeg på.
Men jeg arbejder videre på det.

Næste prøve er 25. maj i Hønning Plantage i Sønderjylland.
Jeg regner med at stille Vixen, men jeg regner ikke med, at tingene går ret
meget bedre.

Skærtorsdag havde JU arrangeret tollerjagtprøve i Birkesø.
Det var mig, der var prøveadministrator, så jeg havde nogle travle dage op til
prøven. Martin havde indvilliget i at være prøveleder, og han lagde en rigtig
god prøve i det skønne terræn ved Birkesø. Vi havde booket spejdernes hytte og område
i dagens anledning. Vejret var dog så godt, at det faktisk ikke var nødvendigt
at spise indenfor.

Der var 20 hunde tilmeldt fordelt på 5 klasser. Da dagen
oprandt var der dog 3 afbud, så vi endte med 17 deltagere. Stadig ganske flot
af en tollerjagtprøve. Et af afbuddene var Vixen, som jeg valgte at trække, da
hun i ugen op til var blevet mere og mere stresset med en masse lyd.

Det var en rigtig god prøve. Jeg kan rigtig godt lide
arealet ved Birkesø, selv om søen er en smule lille. Vejret var helt fantastisk
– måske lidt for varmt til hundene men dejligt for os tilskuere.

Det var også debuten for vores nye reglement, og den viste,
at der er ting, vi skal have kikket på, der er ting, der måske skal tænkes om,
og der er ting, jeg er rigtig glad for, at vi har ændret.