Velkommen til

I søndags var Tsula på årets sidste jagtprøve. Den foregik i Rebild i et vildt lækkert område.

Jeg stillede igen Tsula i wt begynder. Hun var første hund, da jeg skulle videre til Skørping Jagtforening for at dømme de seks tollerbrugsprøvehunde. Jeg har det fint med at være først. Der går for meget tænken og planlægning i det, hvis jeg ser posterne, inden jeg selv skal op.

Nå, men det viste sig, at jeg var kommet til at efterlade Tsula derhjemme og i stedet havde taget Ulla med. Det var jo mindre heldigt 😊 Ulla startede ellers ret godt ud med en fin ansmygning, fin tolling og en flot vandmarkering, som blev afleveret til hånd. Hun var også ret god til at gå fri ved fod til næste vandmarkering, men så var det også slut. Hun markerede anden vandmarkering fint, men da hun kom retur lavede hun først et grebskifte (hvilket var helt ok), så løb hun et par meter – og smed dummyen og rystede sig! Hmmmm.

Så var der en længere gåtur med line på. Jeg kunne godt have ladet hende gå fri ved fod, men hvorfor risikere noget? Jeg ville ikke vinde noget ved, at hun gik en flot fri ved fod, men jeg ville miste meget, hvis hun ikke gjorde. Ingen gambling.

Så kom der en landmarkering. Vi stod med retning mod skjulet. Landmarkeringen faldt i et blødt område med noget højt græsagtig bevoksning. Jeg er sikker på, at hun så den, men hun fræsede lige forbi og løb direkte op til skjulet, hvor hun tullede rundt et stykke tid. Jeg fløjtede – fløjtede igen – og igen og igen – og så kaldte jeg også på hende. Det tog temmelig lang tid, inden Ulla havde lyst til at høre på mig. Da hun kom tilbage, fik hun linen på og jeg sagde ”tak for i dag” til den flinke dommer. Jeg synes ikke, at hun havde gjort sig fortjent til at tage en tur i det frie søg, når hun pludselig var blevet lidt døv.

Det var ikke lige den afslutning på en ellers god prøvesæson, jeg havde ønsket. Men det ændrer ikke ved mine planer om, at der ikke er flere prøver i år. Hun er ung, og der er mange prøver i hendes fremtid.

Så nu går vi i skarp træning til næste prøvesæson, hvor hun skal debutere på jagtprøven med vildt. Så der skal naturligvis trænes en del vildt hen over efteråret, vinteren og tidligt forår. Hun er efterhånden ret god til at lade sig dirigere. Jeg har lavet tilbagesendinger med hende, siden hun var 10-11 uger gammel, og jeg har set, at hun faktisk har en stor tiltro til, at når jeg sender hende på noget blindt, så tror hun på mig. Vi kommer ikke til at lave en masse blinde dirigeringer, men vi kommer til at arbejde med meget lange tilbagesendinger, stop og at lade sig dirigere på lang afstand. Vi skal nok også lige genbesøge hjemkaldsfløjtet i situationer, hvor det hele bliver lidt spændende 😉 Og under alt dette skal vi fortsat holde stressniveauet nede. Heldigvis har jeg verdens bedste Aase til at hjælpe mig med alle disse ting – og til at fortælle mig  – på en måde, så jeg ikke kan misforstå det – når jeg glemmer de ting, jeg har lært og dermed gør livet lidt svært for Tsula.

Jeg glæder mig til næste prøvesæson, hvor hun forhåbentlig er endnu skarpere, og jeg glæder mig til mange måneders nørderi på træningsbanen.

Og så er jeg utrolig glad og stolt over, at hun faktisk har gjort det rigtig godt på prøverne i år.