Blog Image

Velkommen til

Kennel Wildmountain Tollers' blog

Her kan I læse de senest nyheder om vores "hundeliv". Hvis I vil vide mere om vores hunde og vores opdræt, så kan vi anbefale, at I kikker på vores hjemmeside www.wildmountain.dk. I vores opdræt prøver vi at foksere på tollerens jagtlige egenskaber uden dog at miste fokus på sundhed og eksteriør.

Hvalpeplaner

Latest news / Sidste nyt, Tiva, Uncategorised Posted on Fri, January 22, 2021 20:34:58

Nogle gange må man bare kaste håndklædet i ringen og give op. Det var den konklusion, vi kom frem til, da Corona-situationen umuliggjorde vores planer om at parre Tiva i denne løbetid.

Vi havde ventet og ventet på, at Tiva skulle komme i løbetid, mens vi spændt fulgte med i, hvordan Corona-situationen udviklede sig. Planen var, at jeg kørte en tur til Sverige med Tiva for at få hende parret. Pludselig lukkede Sverige grænsen for danskerne! Hvad så??? Jo, der var en mulighed for at få Jessica og Izac til Danmark, så det blev aftalen. Men…..dagen efter besluttede den danske regering at lukke grænsen til Danmark. Fuck!

Vi havde tidligere talt om muligheden for inseminering med kølesæd, og det var nu den mulighed, vi gik efter. Egentlig ville vi gerne have en naturlig parring, da Tiva ikke har været parret før. Det er vigtigt at vide, om tæven vil og kan lade sig parre. Men….der er ikke krav om det, så det var stadig en mulighed, vi overvejede.

Så gik Tiva i løbetid, og Jessica blev kontaktet. Planen var stadig en inseminering. Jessica og Izac skulle en tur nord for Stockholm for at se hans seneste kuld hvalp og gå lidt på jagt. Men……det skulle være muligt for dem at nå tilbage.

En anden ting var, at dyrlægen, vi havde kontakt med – og som gør i tapning og køling/nedfrysning af sæd – ikke ville have noget med transporten at gøre. Det kunne vel ikke være et problem; vi kunne da selv booke noget transport. Det kunne vi så ikke, da privatpersoner ikke må importere biologisk materiale. Efter et hektisk døgn, hvor jeg rakte ud til en masse mennesker, fik vi lavet en aftale om, at vores dyrlæge, som skulle inseminere Tiva, ville tage sig af transporten.

På dag seks i løbetiden kørte jeg til Hinnerup for at få Tiva progesterontestet. Dyrlægens første bemærkning var, at Tiva var en af de sødeste og nemmeste tæver, han havde haft fingrene i. Det var jo ikke en overraskelse men dejligt at få at vide 🙂 Hans umiddelbare vurdering efter at have undersøgt hende var, at hun var længere fremme, end man normalt kunne forvente så tidligt i løbetiden. En opringning senere på dagen, da der var svar på blodprøven, bekræftede dette. Dyrlægen vurderede, at hun ville have ægløsning i weekenden, og inseminering skulle ske om mandagen. Se, det var et problem, for Izac kunne først tappes om tirsdagen, og vi ville først modtage sæden om onsdagen. Efter lange overvejelser og en god snak, enedes vi og Jessica om, at der ikke parres denne gang. I stedet håber vi, at verden er lidt mere åben til juli/august, når Tiva kommer i løbetid igen.

Heldigvis har vi nogle rigtig gode potentielle hvalpekøbere, der gerne vil vente på en Tiva-hvalp. Som vi altid gør, har vi også opfordret disse til at tage kontakt til flere opdrættere. Det er surt at vente i lang tid på en hvalp, og så – af den ene eller anden grund – får man ingen hvalp.

De frække isklumper fra Ben & Jerry-kuldet kæmper for at sidde i første række



Ny hund i flokken

Latest news / Sidste nyt, Uncategorised Posted on Sun, September 29, 2019 20:18:22

Tja, nu gav vi efter for presset og alle opfordringerne – og udvidede flokken med en labbedap – endda en sort en af slagsen. Så nu har vi to tollere billigt til salg 🙂

Nej, selvfølgelig ikke. Men vi har haft besøg af Martins Chinook i en lille uges tid, da Martin skulle til USA med arbejdet. Vores hunde er vant til hinanden, så det har været problemfrit og mægtig hyggeligt at have hende på besøg. Især er Tiva meget forelsket i hende og skal helst gå op og ned af hende hele tiden. Chinook er en tålmodig hund, så hun finder sig i den lille klisterpind.

Onsdag var der træning hos Trond, og da vi jo havde Chinook på besøg, benyttede Leif muligheden for at “prøvekøre” en labbedut. Så han og Chinook deltog på “mit” hold med Vixen. Det gik fint, men Chinook er også en veltrænet hund.

Bagefter var det Tivas tur til at træne en god times tid sammen med det sædvanlige hold.

Klæder de hinanden, eller hvad????


Tollerjagtprøve på Sjælland

Uncategorised Posted on Mon, September 09, 2019 18:09:56

Lørdag morgen kl. 3.15 ringede vækkeuret, og kl. 4.15 trillede jeg ud på grusvejen bevæbnet med hund, hundetøj, præmiedummyer, kage, sponsorgaver og en masse andet. Turen gik til Krogenberg Hegn ved Tikøb i Nordsjælland.

Omkring kl. 7.30 ankom jeg til Nordsjælland, hvor de øvrige deltagere dukkede op én efter én.

Vi var ni, der skulle til prøve – 4 til kvalifikationsprøven, 1 til jagtprøve begynder og 4 til jagtprøve åben.

Hanne havde lavet en rigtig god prøve, og Marie Kinder, som dømte første gang i Danmark, dømte helt fair og var meget behagelig at gå til prøve ved.

I lyset af min seneste succes med fri ved fod, var mit succeskriterie, at Vixen på denne prøve ikke ville gå af hånd. Det alene ville udløse burger på vej hjem. Jeg kan allerede nu afsløre, at mit succeskriterie ikke blev nået 🙂

Prøven startede jo selvfølgelig med ansmygning til skjulet og tolling. Første del var ikke så godt. Vixen var lidt rigelig frisk og var nogle gange nogle meter foran mig. Men vi kom derned i forholdsvis god ro og orden. Tollingen kørte som smurt. Undervejs blev der skud til en vandmarkering, som Vixen hentede og afleverede uden problemer. Så tollede vi lidt videre, og så var det tid til en dobbeltmarkering på vand – på linje. Den første snuppede hun bare, men den næste måtte hun dirigeres ud til. Hun havde glemt alt om den. Nå, men hjem kom den, og det er jo hovedsagen – selv om jeg gerne havde set, at hun havde klaret det uden min hjælp (og det havde dommeren også gerne set).

Så gik vi lidt fri ved fod hen til dirigeringen (igen temmelig fri og en enkelt gang nogle meter foran mig). Dirigeringen var over vand og efter en gås. Jeg sendte hende, støttede hende lidt. Hun kom lidt for langt til venstre, så jeg måtte stoppe hende og sende hende til højre. Det lykkedes, og hun fik færten af gåsen, gik på land, hapsede den og sejlede tilbage til mig med den, og gav mig en tilmed en aflevering til hånd.

Næste post var det frie søg. Igen lidt for fri ved fod derhen. Søget lå i et område med græstuer, ude i sivene og i et sivbælte på den anden side af 5-6 meter vand. Vixen startede fint og kom hjem med to ænder, men så var det som om, at hun havde svært ved at løsrive sig fra de gamle færter. Jeg var klar over, at der lå noget på den anden side af vandet, og jeg ville naturligvis gerne have hende derover. Desværre kom vinden fra den modsatte side, så den havde jeg ikke gavn af. Jeg prøvede at sende hende i den retning, og hun kom et stykke ud i vandet, men vendte så om. Jeg ville jo helst ikke blande mig for meget, men hvis jeg skulle have hende over, så måtte jeg gøre noget. Jeg fik hende sendt i vandet igen, og med et lille “ud”, svømmede hun over, fandt en and og kom glad tilbage. Ovenpå denne succes tog hun selv turen derover – og igen med succes. Efter fem ænder, var det på tide til sidste opgave: En landmarkering. Den klarede hun fint, og så var prøven slut.

Vi var fjerde og sidste hund i åben. De tre øvrige havde desværre ikke fuldført prøven, så de endte med et 0. Vixen fik en 3. præmie. Man kunne diskutere, om det er den rigtige præmiering og om jeg også burde have fået et 0, men man diskuterer jo ikke med en dommer, så……

Jeg havde håbet, at hendes fri ved fod havde været bedre, men det var måske for meget forlangt, at de fremskridt jeg har oplevet de sidste 1½ uge kunne holde i en prøvesituation.

Alt i alt var det en rigtig god prøve og en rigtig god dag. Og efter en uge med regn stort set hver dag, havde vi en dag med solskin og omkring 20 grader. Ikke så dårligt.

Det var så årets sidste prøve for os. Så nu skal vi arbejde videre med fri ved fod i alle situationer OG huske også at træne apporteringer, dirigeringer, frit søg og alt det andet 🙂

Det blev i øvrigt en lang tur hjem, da jeg lige “slog et smut” forbi Skælskør for at tømme Pers fryser for ænder, som jeg afleverede på Lars og Gea udenfor Vejle på vej hjem. Så alt i alt var jeg afsted i 16,5 timer og fik kørt 765 km. En laaaaang dag.

Lige et billede af – næsten – alle de glade deltagere



« Previous