Så kom endelig dagen, hvor vi kunne køre de 6,5 time til Hällingsjö for at hente Tsula hjem. Åh, hvor jeg har glædet mig – især efter at jeg fik at vide, hvem Tsula var. Så blev det hele meget mere virkeligt.

Vi fik gennemgået papirerne, fik en kop kaffe og lidt kage, inden det var tid til at køre hjemad. Vi havde taget Tiva med, da vi tænkte, at det kunne være godt for Tsula at have en anden hund i bilen. Vi havde sat en skillevæg op, så Tiva kunne være i fred, hvis Tsula skulle vise sig at være alt for social 🙂 Så inden vi stak næsen vestover, så fik de to lov til lige at lære hinanden at kende. Ann fik taget en lille video af det; det havde jeg slet ikke selv tænkt på. Og som I kan se, gik det meget godt: https://youtube.com/shorts/2LwMQcPCJWU

Vi fik sagt farvel til mor Disa samt Ann og Thomas. Inden vi tog afsted, fik Ann sagt, at de havde sørget for, at rød hvalp kom så langt væk som muligt!!!! 😉 Jeg tænker, at jeg ikke tager helt fejl, når jeg har fornemmet, at dette er en lille pige med hår på brystet, som vil fremad i verden.

Vi havde gruet lidt for hjemturen. Vi har jo været utrolig privilegeret med både Vixen og Tiva, der begge sov det meste af vejen hjem. Denne her tur var på 6,5 time + tissepause, så det kunne være nogle lange timer med en hvalp, der bare sad og hylede og var ulykkelig. Men….det var ikke nødvendigt at bekymre sig. Hun var så sød. Lige til en start var der en ganske lille smule piben. Det fik Tiva dog stoppet med et surt hvæs. Det skete to gange, og så lærte Tsula, at man ikke piber, når man kører bil 🙂 Resten af vejen hyggede hun sig med legetøjet, sov og lå og kikkede.

Vi landede hjemme ved 19-tiden. Dejligt det stadig er lyst, for så kunne hundene få lov til at fise lidt rundt i haven. Det var tiltrængt efter så lang tid i buret: https://youtu.be/uSoFI19u5HE

Tiva fik vist hende rundt og fik fortalt, hvor alle de gode steder er. Jeg tror dog ikke, at hun har fået vist Tsula, at det fedeste er at grave huller under campingvognen. Og det må hun også gerne vente lidt med.

Selv om jeg havde været oppe siden 3.45 og egentlig var temmelig træt, tænkte jeg, at det kunne være en god idé at trække tiden, inden vi skulle i seng. Leif og Tiva gik i seng, men Tsula og jeg holdt ud et par timer mere.

Så var det sengetid. Vores hunde sover jo i vores seng – hvis de vil. Tsula har dog ikke noget valg, så længe hun er for lille til at hoppe ud af sengen. Så hun var tvangsindlagt. Det tog lidt tid at få ro på hende, men hun overgav sig og faldt i søvn. Mellem 4.00 og 4.30 vågnede hun. Jeg tror ikke, at hun var helt vågen, for hun gik i gang med at søge efter en tår mælk fra Disa. Hun fik først fat i min hage og pumpede løs med forbenene. Ingen mælk! Så fandt hun min næse. Igen blev der pumpet lidt med forbenene og igen uden resultat. Nu blev hun så vågen, så jeg tænkte, at jeg ligeså godt kunne gå en tur i haven med hende. Hun fik lavet begge dele og var klar til at sove lidt mere, da vi gik i seng igen. Men……det blev kun til 1-1½ timer mere, før jeg besluttede, at vi ligeså godt kunne stå op.

Og så startede hende første hele dag som dansker! Og sikke en dag. Først kom Martin forbi til et kort besøg. Han havde taget begge pølsepanterne med – Chinook og Bizzy – så dem fik Tiva hilst på. Bizzy var lige lidt frygtindgydende med hendes enorme energi, men efterhånden fandt Tsula ud af, at hun ikke var det mindste farlig https://youtu.be/IReHqUbsT9Q Chinook er ikke imponeret over hvalpe, så hun ignorerede hende og gik i gang med at undersøge haven. Martin var selvfølgelig imponeret over sådan en fin tollerhvalp, og jeg mener, at jeg hørte ham nævne overfor Leif, at han måtte have en toller næste gang 😉

Efter en kort nat og en begivenhedsrig formiddag, var det tid til en længere lur. Bagefter mente Leif, at der skulle støvsuges, så Tsula blev også lige introduceret for robotstøvsugeren. Det tog hun med høj haleføring https://youtu.be/5SfgO5cimQg

Efter et par ture i haven for at tisse, noget mere at spise og endnu en lur, kom Kristian hjem fra Århus for at se til det nye vidunder. Han var forelsket! Lidt senere kom også Helle og Kim, og de var selvfølgelig også tilpas imponerede af den søde hvalp. Jeg kunne fortælle, at hun ikke kun er sød men også rigtig dygtige til pierecinger – i dag var det en læbepiercing til mig

Det har været et par begivenhedsrige dage for Tiva, så hun har brugt en del tid i dag på at sove. Her er et studie i sovestillinger:

Indtil videre har det været fantastisk at møde Tsula. Jeg har været imponeret over hendes tilgang til tingene. Hun virker afbalanceret, nysgerrig men også tilpas klog til ikke bare at kaste sig ud i al ting (det sidste kan det være, at jeg må revurdere senere 😉

De næste par dage bliver nogle stille dage, hvor vi bare skal udforske mere af huset og haven. Vi bor jo tættere på trafik end Ann, så de lyde skal hun også lige vænne sig til. Planen er, at jeg senere på ugen tager begge hunde med en tur til Haunstrup. Fredag går turen til Gals Klint for at sætte campingvognen op for forårssæsonen. Helle kikker ned og er hvalpe-sitter, hvis det bliver for kedeligt for Tsula. Lørdag kommer vi til at tilbringe hele dagen hos Trond og Aase til tollerkursus. Hun vil skulle være en del tid i bilen, men hun kommer naturligvis også ud for at kikke sig omkring.

Jeg glæder mig uendeligt meget til at lære Tsula bedre at kende, og jeg er uendelig taknemmelig for, at Johanne for at anbefale mig som hvalpekøber og til Ann for at sælge en af sine dyrebare hvalpe til en person, som hun slet ikke kendte.